Ved Bogforum her medio november 2019 gjorde særligt to – ud af ganske mange – samtaler indtryk på mig. Der var faktisk i alt tre helt særlige samtaler, der mærkede mit beskedne tankeliv. Den sidste samtalepartner kommer jeg tilbage i bloggen, der ender ud i en bloganmeldelse af en ny bog af denne tredje person.

Ganske kort om den første samtale:

En skoleklasse vandrer ind forbi min stand på Bogforum. Én af klassens drenge bliver stående og lister lidt væk fra sine kammerater. Han er vel ca. 10 år gammel. Han stiller sig ved mine bøger. Hans blik er afsøgende, men rammer en bog om sorg og ensomhed (“Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod”, som jeg netop har udgivet). Han står og tænker lidt. Han spørger: “Kan du fortælle lidt mere om bogen?” – Jeg får blandt andet sagt, at den er skrevet til mennesker, der har oplevet tab og sorg i deres liv, måske nogle der kender til ensomhed. Efter en lille tænkepause siger han så: “Denne bog vil jeg gerne købe til min mor til julegave.” Og han fortsætter: “Min mor har megen sorg; jeg tror, det er en god bog til hende.” De efterfølgende dage har jeg tænkt på drengen og hans store kærlighed til eller omsorg for sin mor. Også på den led er der åbenbart en tæt forbindelse mellem sorg og kærlighed. Drengen var optaget af et spørgsmål under sit besøg på Bogforum: Mon der er noget godt, jeg kan give hende her til jul? Og så vil jeg lige tilføje: Jeg skrev en hilsen til hans mor og signerede bogen – og ønskede dem det allerbedste.

Tilsvarende kort om den anden samtale:

En moden kvinde på ca. 70 år kom hen til min bogstand og sagde med reference til bogtitlerne: ”Det var dog nogle forfærdeligt triste emner, du skriver bøger om.” Før jeg fik spurgt hende om lidt uddybning af hendes kommentar, nåede hun at sige: ”Jeg har brugt hele mit liv som psykoanalytiker på at få løsrevet mennesker fra sorg, ensomhed og så videre.” – Hun understregede også for mig, at hun absolut ikke skulle læse mere om den slags emner, for det gjaldt om at lægge afstand til alt mørkt og trist. Jeg fik stadig vanskeligere ved at nå ind med mine spørgsmål, som jeg selv fandt betimelige i den lidt tilspidsede samtalesituation, men ét spørgsmål fik for alvor hendes ansigt til at koge – og måske hendes blod også. Jeg spurgte hende forsigtigt: ”Har du læst noget om de nyere og mere dynamiske måder at opfatte sorg på, f.eks. to-sporsmodellen? Og hvordan sorg måske også mere positivt kan bidrage til livet? Eller kan indgå i en refleksionsproces, hvor vi lærer os selv lidt bedre at kende?” Hun vendte fluks om på sin lette eller tyngede tå. Hun ville altså ikke høre mere på mine – velmente og åbnende – spørgsmål. De virkede for provokerende på en person, der vidste bedre og især meget mere om sorg, end jeg åbenbart gjorde.

Og nu til en lidt mere uddybende – den tredje – samtale:

Denne samtale havde et noget andet udgangspunkt. Afsættet for samtalen kan indkredses på denne måde: Sorg kan give livet betydning. Sorg kan ære tabet og vise os dets betydning. En accept af livets sorgfuldhed, som ingen kan behandle væk, kan faktisk i mange tilfælde være hjælpsom. Der kan opstå vedvarende eller komplicerede sorgreaktioner hos et menneske, men vi må også tro på, at den sørgende kan sættes i stand til at bære sorgen, så livet kan leves på trods af tabet. De nye, ændrede livsvilkår på bagkanten af tab kan måske endda indebære, at sorgen i sig bærer et udviklingspotentiale, som med tiden kan blive til en livskraft.

Denne beskrivelse indeholder mange låneord. Ord fra bøger, ord fra gode samtaler. Det meste af det blev kort omtalt og spejlet i en samtale med Mai-Britt Guldin, som jeg havde på fagscenen under bogmessen. Mai-Britt Guldin har – blandt så meget andet – skrevet indsigtsfuldt om sorgens mere positive, eksistentielle aftryk. Hun er psykolog, specialist i psykoterapi og ph.d., seniorforsker og leder af forskningsprogrammet ’Tab og sorg’ på Aarhus Universitetshospital.

Uden at ville underkende andres store viden om tab og sorg, så er Mai-Britt Guldin for mig at se den fagperson, der mest indfølende og indsigtsfuldt kan beskrive vanskelige sorgtemaer. Det har hun gjort i en hel række af udgivelser. Her skal nævnes et par af dem: Bogen Tab og sorg: En grundbog for professionelle (2. udgave, 2019) er et sandt overflødighedshorn. Den er født ud af og kultiveret i hele psykologiens fagområde. Hun skriver også kortfattet og præcist i en bog med flere bidragydere, nemlig Giv sorgen ord: Sorgkultur under forandring (2019). I sidstnævnte udgivelse redegør hun for den såkaldte tosporsmodel og den psykologiske sorgforståelse. Her kommer hun ind på flere aspekter af sorgens dynamiske liv hos de allerfleste mennesker. Hun ser sorgen som en basal reaktion og som en del af en tilpasningsproces. De mere sociale og kulturelle plus de komplicerede aspekter af sorgen beskrives også. Og i forhold til mit særlige fokus i denne blog så belyses sorg som eksistentielt vilkår og udviklingsagent på en virkelig oplysende måde.

Slutpunktet i denne blog skal være en kort anmeldelse af Mai-Britt Guldins netop udgivne bog Kort & godt om sorg fra Dansk Psykologisk Forlag. På blot 90 veldisponerede sider gives der en aldeles glimrende redegørelse for de fleste relevante sorgspørgsmål:

• Hvad sorg er?
• Hvordan sorg viser sig?
• Hvordan den forløber?
• Kan man lære at leve med sorg?
• Kan man blive syg af sorg?
• Hvornår er der brug for sorgterapi?
• Kan sorg få betydning, så den faktisk rummer et udviklingspotentiale?

Uanset spørgsmål eller tema giver denne bog indblik og udblik ud fra det allerbedste og skarpeste afsæt. Specielt slående har det været under læsningen at se, hvordan Mai-Britt Guldin qua forsker og erfaringsnær forfatter får udfoldet det principielle, faglige perspektiv i relation til disse spørgsmål, men også får beskrevet alt så jævnt, konkret og livsnært i forhold til de samme spørgsmål. Det er mesterligt gjort. Ikke mindst er det til megen stor hjælp, inspiration og støtte for sørgende.

Hvorfor en bogforside skal være så relativt kedelig, forstår jeg nok ikke helt? Og hvorfor jeg ikke umiddelbart møder informationer – i form af anmeldelser og annoncer – om en så vigtig udgivelse, det ser jeg heller ikke det indlysende i? Bogen får mine allervarmeste anbefalinger. Jeg kan se den brugt i rigtig mange undervisnings- og oplysningssammenhænge. Og så henvender den sig jo ikke mindst til det enkelte menneske, der oplever sorg.

Denne udgivelse hjælper – også mig selv – til at erkende mere af, hvad sorg kan give af betydning i livet. Tør vi giver sorgen plads i livet og samtalen, kan ikke dens smerte ikke bare forvandle sig til erindringens glæde, men også lære os at leve. Mai-Britt Guldin knytter til ved en gammel og solid indsigt, når hun kort og enkelt skriver: ”Man kan sige, at sorgen kommer med et krav om forandring og et tilbud om udvikling.”