En anmeldelse af en ny, vigtig bogudgivelse

70 korte, livsbekræftende og vedkommende klummetekster indgår i Tomas Sjödins nyeste udgivelse, Stol på at det vil lysne. Den er netop oversat og udgivet på dansk (marts 2020). Her følger en kort anmeldelse af bogen:

Den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin skriver enkelt og vedkommende om den menneskelige eksistens. Han undgår på ingen måde det komplekse, det sværeste. Forfatteren har en helt særlig evne til at belyse de nære livsemner og konkret udfolde dem med tanke på almindelige menneskers hverdag.

Forlaget Boedal har tidligere gjort andre af hans bøger tilgængelige på dansk. Da jeg er blevet beriget og klogere på livet ved at læse Det sker når du hviler, Der er så meget vi ikke er nødt til og Den der finder sin plads tager ikke en andens, sker mødet med den nyeste af forfatterens hånd også med meget positive forventninger.

Bogen er eksistentielt og åndeligt velinformeret. En række bibelord og teologiske perspektiver er velintegrerede i dens klangbund og bærende lag, sådan som de er det omkring nogle opbyggelige pointer, der er værd at reflektere nøjere over. Generelt er teksterne godt komponeret både på et indholdsmæssigt og sprogligt niveau. Deres rytme og tråd understøtter på mange måder de særlige ærinder, der knytter sig til hver af bogens mange tekster.

Det flertydige og komplekse betyder tit et opgør med det enfoldige. Det er ikke tilfældet i denne udgivelse. Bogen er alt andet end naiv, indskrænket, snæversynet. Netop det enkle og enfoldige er eksistentielt og helhjertet på en måde, så bogen her rækker vidt ud. Den har med andre ord adresse til en meget bred målgruppe. Den kan vitterligt med stort udbytte læses af alle interesserede. Den kræver ikke fortrolighed med tro, kirke og kristendom. Alligevel ånder langt de fleste af bogens tekster af åndeligt liv og nærvær, men altså langtfra på en anmassende måde.

Tomas Sjödin har en direkte og åben kommunikation. Det virker tillids- og tryghedsskabende. Det harmonerer helt med hans sigte om, at ”vi kan møde tilværelsen i håbet om, at vi er omgivet af gode kræfter, tanker og fællesskaber”. Mennesker betyder meget for hinanden. Vi fristes til at sætte foden ned i døren og spørge, hvis de altså gør? Naturligvis ligger der opgaver og udfordringer og venter på os alle. Som Sjödin er inde på det: Er vi selv bærere af lys og håb og muligheder for andre? I vores omgang og tilgang med andre? Denne prøvesten, jævnfør de pågående spørgsmål, skinner klart og tydeligt efter endt læsning.

Det er ikke svært at finde noget, der kan undertrykke mennesker og deres liv med hinanden. Bogen rummer megen inspiration og gode frisættende meldinger, der virker opbyggelige, også når livet ramler ind i mørke og svære ting.

Bogen får min allervarmeste anbefaling. Køb og læs den – og giv den til andre! Der er storslemt brug for fordybelse og livsopbyggelse.

Yderligere info om bogen Stol på at det vil lysne

• Forlaget Boedal, 2020, 165 sider, kr. 199,95
• Bestil evt. bogen direkte fra forlaget (bogsalonen.net)
• Og i samme forbindelse: Forlaget tilbyder netop nu en række andre gode sager til ekstraordinært lave priser

Findes der gode ’værnemidler’ mod ensomhed’? Og hvordan undgår vi eventuelt at løbe tør for dem i en situation, hvor ensomheden står i fare for at nå ”panepidemiske proportioner”? Denne opsats antyder mulige svar.

Dynamit Harry i Olsenbanden-filmen siger: ”Svigtet bliver man. Ensom og forladt. Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det er mig.”

Denne erfaring kan en del mennesker identificere sig med. Mange føler sig ensomme. Ufrivilligt ensomme. Dagene føles lange og i varierende grad tomme. Nætterne opleves lange og mørke.

Dynamit Harrys berømte udtalelse kan fint få ledsagelse af Storm P’s version: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” Kun humoristen kan beskrive ensomheden sådan. Indsigtens alvor kan dog ligge i, at man kæmper med sig selv i ensomhedens mørke. I dette mørke er man tvunget til at have med sig selv at gøre.

Der er betydelig forskel på den frivillige og den ufrivillige ensomhed. Det siger næsten sig selv. Den første af slagsen kan være god og gavmild. Den anden kan være direkte ond og smertefuld. De ofte påførte tab kan skabe stærke ensomhedsfølelser.

Ensomhed har med andre ord et dobbelt væsen i sig. Ensomhed er både smerte og åbning. Den kan både nedbryde og opbygge. Spændingen kan også formuleres på denne måde: Ensomhed er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned.

Vi er sociale væsener. Vi har alle brug for tilknytning – for at blive set og mødt. Derved får vi liv og eksistens. Vi behøver andre – og vi behøves af andre.

Opløsning af det sociale kit kan være smertefuld langt ind i sjælen af alt familie- og samfundsliv. For ensomhed er en socialt betinget smerte. Så meget sættes i stå og bliver ubevægeligt i det enkelte menneskes sind. Det mentale helbred udsættes for belastningsskader.

Findes der nyttige ’værnemidler’ mod ensomhed? Sådan til personlig refleksion, tilegnelse og virkeliggørelse? Hvilken form for beskyttelse udgør det bedste tiltag, når man fx føler sig henført til at leve i adskillelse fra andre?

Her følger nogle udvalgte, mulige svar på de nævnte spørgsmål, som igen kredser om det helt centrale problem: Kan vi udholde at være alene?

• Modstå fristelsen til straks at svare på alt. Det kan være at svare med aktivitet, afbrydelser, adspredelse, underholdning og stimulation. Herved øges ensomheden blot. Rainer Maria Rilkes kendte ord er gode at minde om her: ”Åbenhed, tålmodighed, modtagelighed, ensomhed er alt”. Når vi er alene, skal der kun ét lille, rutinemæssigt tjek af mobiltelefonen til at afbryde vores tid alene; og dermed måske også undgå følelser og stemninger, der er knyttet til at være alene: uro, rastløshed, uforudsigelighed, kedsomhed og selvfølgelig også, nødvendigt og uundgåeligt, ensomhed.
• Øv dig så godt du kan på den tålmodige venten. Føler man sig indespærret i ensomhed, kan det selvfølgelig være svært at følge rådet. Men gå gerne ind i øvelsen: Tålmodigt at afsøge og finde vejen til de frirum, som for den ensomme både er med og uden fællesskaber. Gode fællesskaber og relationer er vitaliserende, men freden og roen åbner også for tanker, der kan bygge noget bærende op hos den enkelte, når følelsen af ensomhed truer med at blive altdominerende. Tanken er den samtale, som det enkelte menneske har med sig selv. At tænke er også at være og kunne være alene. Tilspidset er Franz Kafkas opfordring, men den rummer megen indsigt: ”Du behøver ikke engang at lytte, bare at vente, bare at lære at være tavs, stille og alene. Så vil verden tilbyde sig frit og kvit, og afsløre sig for dig.” – Kun på den måde kan ensomhed blive ”de fængsledes privilegium” (Søren Kierkegaard).
• Gå med din ensomhed ind i spejlets rum. Vejen til at ryste den eksistentielle, onde ensomhed af sig kan være lang og vanskelig. Der har aldrig været nogen nem vej fra mørke til lys. At den mere onde side af ensomhed også hører til i livet, kan vise sig nok så afgørende at erkende. En slags forsoning hermed kan vise sig nyttig. For kun derved kan ensomhed, smerte og længsel blive trædested på vejen gennem mørket ud i lyset. I den gode ensomhed kan der dukke meget godt op, som har en positiv indvirkning på fornyelse, kreativitet, relationer m.m. Der kan skabes noget værdifuldt, når ensomheden er det bedste selskab, som et menneske befinder sig i. Ét af de gode hjælpetiltag i mødet med et stort spejl kan være dette: At du fokuserer på det, der faktisk er lige foran dig, i stedet for alt det, der mangler. Det sete får liv og eksistens. Der så meget at være taknemmelig for. Den kærlige erindring er som et fyldt lager. Alligevel er det ikke alle, der er i en situation, hvor dette er nemt at håndtere. Den sygdomsramte og særligt svækkede, måske er det helt aktuelt en døende på et hospice, oplever, at ensomhed og isolation fylder det meste på livshorisonten. Adskillelsen opleves ond og tung. Det er forskelligt, hvor lang vejen til glæde og taknemmelighed er. I spejlets rum se og tænke på en måde, der også kan tjene andres gode erindring, deres glæde og taknemmelighed.
• Sørg for megen fasthed og struktur i hverdagslivet. Det er en oplagt fristelse at tænke, at der nu skal puttes mest mulig opfindsom variation ind i den enkelte dag. Måske er der brug for, at du gør mere af det samme. Med stor fordel kan du vende tilbage til det, du gjorde i går. Dette kan gøres lidt mere konkret via nogle eksempler:
  • Til de daglige rutiner og ritualer kan høre, at du går lange ture, hvor du faktisk oplever, at du går dig dine bedste tanker til. Gåturenes længde kan med stor fordel forøges fra dag til dag. Den friske luft er som regel meget gavmild hele vejen rundt i vort liv – både med tanke på krop, sjæl og ånd. Men pludselig dukker gavmildheden også op i de småsamtaler, som vi sikkert alle får belagt vores vej med i denne tid. ”Vi asfalterer mens vi kører”, sådan i den åndelige forstand. Den gode indsigt og inspiration bobler os i møde gennem andres fortællinger, kloge indsæpil og spørgsmål.
  • Alle de fortløbende og uroskabende nyhedsopdateringer kan erstattes af en lille genopfindelse: Det almindelige brevskriveri. Det er en kommunikationsform, som lukker op for fordybelse og kalder på fællesskab mellem afsender og modtager. Vi giver noget af os selv, og vi modtager noget vigtigt i returbrevet. Et brev er en form for samvær med modtageren. Samværet beriges og styrkes, fordi brevskriveren formulerer sine tanker til vedkommende. Det konventionelle brev er i høj grad afløst af sms/messenger-beskeder. Er portoen for høj, kan et brev vedhæftes den digitale mail.
  • Det meget generøse ’værnemiddel’ mod ensomhed har historisk set ofte været knyttet til fordybelse og læsning. Den gode bog er som en økse, der kan hugge det frosne hav op i læserens indre, som den sydafrikanske forfatter Coetzee har fremhævet det. Af alle liv er det kontemplative liv det bedste (Aristoteles). Et helt personligt formet eksempel afrunder denne tekst: Den noget begrænsede forretningsaktivitet i denne tid kan bruges til fordybelse og inspiration. Som selvstændig forfatter og foredragsholder blev alle mine foredrag i løbet af et par dage her i marts måned aflyst. De relativt bærende og vigtige honorarer for i alt 8-10 foredrag forduftede dermed. Set ud fra et økonomisk perspektiv var det ikke opløftende. Men penge er slet ikke alt. Jeg valgte målrettet at bruge ”coronapausen” til at hente inspiration, tænke tanker og ”skærpe” mig. Jeg tager derfor mange notater til artikler, blogs, kommende foredrag og kurser – og ikke mindst til den kommende bogudgivelse. Disse studier er naturligvis min mulighed eller prioritering. De skal styrke min startopstilling i arbejdet og ikke mindst mine indsigter vedrørende den menneskelige eksistens og livets smertepunkter.

De fleste af os befinder os nu på steder i livet, som vi ikke helt kan overskue. Vores adgang til hinanden og verden omkring os er begrænset. Vi tvinges ind i ensomheden, stilheden og langsomheden. Det kan være godt sådan. Vi kan alle have brug for at åbne os for en mental flytning væk fra uro og rastløshed, væk fra ængstelighed og onde sider af ensomheden. Der findes også en god ensomhed, som vi kan boltre os i og få berigende gavn af.