Livets hvirvel- og stormevinde kan hobe ruiner op foran Paradis. Sådan udtrykker den tyske filosof Walther Benjamin et interessant perspektiv på livet, som hvert eneste menneske søger en løsning på. Dét vi længes efter tabes af syne, når udsigten blokeres. Ønsket om at bevæge sig forekommer urealistisk, for dyngerne af de forblæste brokker og forvredne vindfælder lukker vejen ud – og hjem. Små åbninger vidner om en anden verden og en fornyet tilblivelse tilbage på livslinjen. 

Walther Benjamin blev på et tidspunkt (1932) klar over, at han måtte tage afsked med Berlin. Han begyndte at skabe erindringsbilleder fra det tabte land. Billederne handlede ikke om hukommelsens ophobninger af biografisk materiale. Det var derimod erindringsbilleder, der metaforisk talt kunne virkeliggøre følelsen af tab. Disse billeder kalder han bevidst frem i sig. Billeder ”der plejer at vække hjemveen stærkest i eksilet – barndommens billeder.”

Mange af os erindrer en tryghed, der knytter sig til barndommen. Bevæger vi os væk fra Paradis mod en ukendt skæbne?~

Den engelske forfatter C.S. Lewis siger i en berømt tale, at vores livslængsel dybest set handler om åndelig hjemve. ”Vores livslange hjemve, vores længsel efter at blive genforenet med noget i universet, som vi føler os afskåret fra, at stå på den anden siden af den dør, vi altid har betragtet fra ydersiden, er ikke lutter neurotisk fantasi, men den mest sande beskrivelse af vores virkelige situation.”

Erindringen om hjemmet og hjemvéen kan altså handle om det, der ligger ud over et betragtet område i den fysiske erfaringsverden. Det guddommelige tilskrives ofte denne del af verden og virkeligheden. Mennesket kan eksistentielt set – måske grundet en dyb længsel – overskride en fysisk grænse. ~

Det ubesvarede eller uforløste er en byrdefuld last. I den forstand lever mange med store laster i deres liv. De fleste af os kæmper med nogle hårde, ubesvarede spørgsmål. En underlig tomhedsfølelse kan indtage sindets dybder. Mørket kan i strejf opleves tæt og uudholdeligt. For mennesker med øjne at se med, kan disse tunneller i livet også rumme lys – et skær fra en anden virkelighed. Lige midt i livets skrøbelige udsathed, for eksempel i sorg og ensomhed, rører den søgende længsel på sig. Det kan være et menneskes vej til livet. Det kan være en forudanelse af svaret på dybe længsler. Vi længes mere, end vi tror.

Meget i livet kan føles lidt underligt. Én af gådefulde overvejelser går denne vej: Vi fødes ind i og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Alt det gode og livsbekræftende har vi hos os i et kort stykke tid. Der er måske noget, vi er så heldige eller lykkelige over at have adkomst til. Det kan være fantastiske relationer, omsorgsfuld og støttende kærlighed. Alt dette varer kun kort. Det skal snart afbrydes. 

At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Når det gå op for én, kommer man til et tomt rum, som også er mulighedernes rum. Men mange når ikke at erfare, at vi står ved kanten af et tomt rum, for vi lader os i stedet adsprede og underholde. Men der hvor ingenting sker, det er også dér, hvor fornyelsen sker. Det er vigtigt for enhver fornyende, skabende proces. Skal der ske noget fornyende og livsbevægende, som flytter noget i den menneskelige eksistens og i de menneskelige relationer, skal vi netop ud i dette grænseområde. ~

Hele menneskets historie er genfortalt i lignelsen om den fortabte søn (Lukasevangeliet kapitel 15). Jesus har fortalt denne historie og lovet intet mindre end håb for verden. I lignelsen flygter den yngste bror til et fjernt land i forventning om et bedre liv, men han bliver skuffet. Han begynder at længes hjem, da han kommer i tanke om maden i sin fars hus. Sådan gør vi alle. ’Hjemmet’ har en stærk indflydelse på menneskers liv. Børn, som aldrig finder et sted, hvor de føler, de hører til, kan langt ind i voksenlivet mangle evnen til at indgå i relationer. Mange af os har gode minder om øjeblikke, personer og steder, hvor vi i sandhed følte os hjemme.

Vi har vandret omkring som åndeligt hjemløse. Det fremhæves i Bibelens tekster. Det betyder, at vi har levet i en verden, som ikke længere matcher vores dybeste længsler. Selv om vi længes efter kroppe, som ”løber uden at blive trætte”, møder vi ensomhed, sygdom, ældning og død. Selv om vi har behov for blivende kærlighed, er alle vore relationer underlagt tidens uundgåelige ustadighed, og de smuldrer mellem hænderne på os, dør og efterlader os, eller vi dør og efterlader dem. Selv om vi længes efter at gøre en forskel i verden gennem vores arbejde, erfarer vi endeløs frustration. Vi realiserer aldrig fuldt ud vores håb og drømme. Vi arbejder måske hårdt for at genskabe det hjem, vi har mistet, men det findes kun dér, hvor den himmelske far, som vi er flygtet fra, er nær. Menneskeheden lever i eksil og prøver at vende hjem. 

Hvordan finder et menneske et centrum i livets hjemløshed? Det er et påtrængende spørgsmål. Det kan have betydning for et menneskes livsglæde og livsmod. Den dybeste længsels tørst kan blive slukket.

Teksten er et essay i min bog Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod – I bogen finder du også nitten andre essays, som jeg ved har været gode at læse for rigtig mange.