Forfatterarkiv: Jørn Henrik

Når livet prikker hul på trygheden

Posted on by
Svar

Ord og spørgsmål om altertavlen ’Vandringen til Emmaus’

Nu og da prikker livet hul på trygheden. Fortrængte spørgsmål vender tilbage. Og det gør de måske med en overvældende styrke. Vi kan kalde dem evige eller uundgåelige spørgsmål: Hvorfor lever vi? Hvorfor synes ondskaben at sejre? Hvorfor rammer lidelsen tilsyneladende blindt? Hvorfor skal vi skilles fra dem, vi elsker? Hvorfor varer det skønne alt for kort? Findes der en Gud, som er andet end min egen ønsketænkning?

Livet har til tider flere spørgsmål end svar. Hjertet opleves tungt og fyldt af sorg. Ikke underligt at sorgen er blevet kaldt kærlighedens dyreste pris. Det kan virkelig være svært at stå alene ved sorg over den uigenkaldelige adskillelse. Der kan være behov for nogle, som er villige til at gå et stykke vej sammen med os. Mennesker som ikke nødvendigvis kommer med svar, før vi er blevet set og hørt – og fået sat ord på noget af det, der måske tynger os allermest.

Da kan grænseområdet i vort liv også blive et område præget af forandring, vækst og fornyelse. Og sådan er det også i mødet med andre. Vil vi forandre må vi være der for andre. Da må vi tilbyde medvandring og se det menneske, der har brug for nærvær og tilstedeværelse.

En forpligtende tanke hos mig har været, at al forandring kræver forankring. Det betyder blandt andet, at forandring skal ske med dyb respekt for det lokale, folkelige liv, stedets historie og traditioner. Kirken og verden uden for kirkerummet bør finde hinanden. Udsmykningen med farverne i kirkens rum bør derfor også give plads til både lethed og dybde, der åbner op for udsyn og tolkning af kirkens budskab og opgave ind i vor tid. Det smukke, kærlighedsfulde, det bevægende, det medlidende, det grumme … ja, alt det der har med menneskelivet og kristenlivet at gøre bør optimalt set komme til udfoldelse i kunsten.

Dette kan overføres til mine tanker om altertavlens trefløjede malerier (en triptykon), som blev indviet i Faster Kirke den 1. april 2012. Mit mål har været at skabe en altertavle, hvor vi kan finde glæde, livsmod og håb, fordi vi på dette sted – også gennem beskuelse af billederne – møder den bevægelse og dynamik, som prædikenens ord, sakramenterne, tilbedelsen og lovprisningen er fyldt op af.

Flisegulvet i kirkens midtergang har jeg set som en vandringssti, der kunne udgøre det første stykke vej op i et billedunivers, som blotlægger vandringen for enhver beskuers ’Vandring til Emmaus’. Bærende farver i malerierne er rødlig, brændt sienna, lysere sand- og jordfarvet sienna, natur og lokalt bestemte elementer af varmgrønne, lys-blålige og mørkere kontrastfelter. Farverne skal alle beskrive det spændingsfyldte ’undervejs’ i menneskelivet og kristentroens modsætninger, som lyser ud af teksten.

Jesus kom gående ind i bedrøvede disciples liv, jf. Lukasevangeliet, kapitel 24. Han blev deres medvandrer. Disse vandrere – mellem Jerusalem og Emmaus – slider voldsomt med det, de har oplevet i påskeugen. Vi forstår, at de taler om alt det, der var sket. Fraværet af deres herre var så forfærdelig nærværende. Det er ét af grundvilkårene i mange menneskers liv. De færreste oplever en intens og urokkelig forvisning, tvivl og usikkerhed nager … Men på denne vandring kommer Jesus selv og slår følge med sine disciple. Den opstandne lever. De troede, at de havde oplevet katastrofen, men påsken forklarer ligesom alt for dem. Igennem et nølende gennembrud åbnedes deres øjne, og de ser.

På malerierne har jeg forsøgt at indlemme både den rådløse vandring på vej til Emmaus (under mørkets fortegn), trosvejen (hvor Jesus dukker op som medvandrer, hvor der sker en afsløring af en usynlig virkelighed, hvor Guds nærvær og omsorg træder frem eller ind i disciplenes liv …) og den glade retur til Jerusalem (hvor erfaringen netop går på, at det gamle er borte, de vender tilbage – vender om – til fællesskabet).

I det moderne liv søger mennesker selv en mening. Spørgsmålet til kirken er derfor, om de søgende kan møde op med deres liv, rådvildhed og tvivl – og møde andre på denne vandring og få tolket de eksistentielle spørgsmål i en åben og tillidsvækkende atmosfære. Så kirken kan blive et sted, hvor livets tekst og tekstens liv mødes.

Mit lede- og ønskeord med tilknytning til altertavlen og gudstjenestelivet i Faster Sogn er:

”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” – Lukasevangeliet 24,32

Sorgen er kærlighedens dyreste pris

Posted on by
Svar

Nogle vægge er helt papirtynde. Sorgens tårer væder sig nemt en vej igennem disse vægge. Men det er, som det skal være. Menneskets ret til tårer har ingen bestemt forfaldstid, siger den franske digter Victor Hugo. De kommer, når de kommer, og dem må vi ikke hindre på deres vej. Uden tårer kan vi risikere, at smerten bliver en forstening i sjælen.

Smerten og sorgen over adskillelsens tab har sit eget liv hos det enkelte menneske. Sorgens ansigter kan se helt forskellige ud. En højtid eller et årsskifte kan opleves som et meget sårbart og åbent sted. På udvalgte tidspunkter lukkes der på en særlig måde op til dybderne i tabet og sorgen. Sorgen er blevet kaldt kærlighedens og tilknytningens dyreste pris. Det er ikke til at slippe af med den sorg, som kærligheden udgør. Sorg og livshistorie kan ikke adskilles.

Særligt døden skiller os fra det, vi elsker og holder af. Sorgen er den pris, vi betaler for at elske et andet menneske og miste det. Sorgen er kærlighedens bagside. Med kærligheden risikerer vi noget, men det er en risiko, de fleste af os hellere end gerne løber, for at have kærligheden i vores liv – i alle dens former.

Mange mennesker kan tale med om, hvad det betyder i deres liv. Sorgen kan knytte sig til en konkret erfaring. Vi blev måske ført ud i sorgens landskab, hvor den nu er blevet vores ledsager. Vi har hver især vores egne erfaringer og fortællinger med fra sorgens land. Men der er ikke tvivl om, at jo tættere et forhold, vi havde til den afdøde, desto mere føler vi os ramt af tabet.

Sorgen har ingen forfalds- eller udløbsdato, selv om omsorgsfulde og venlige sjæle vil meddele os, at nu må vi nok forsøge at komme videre. Men sorgen er en livsledsager. Den er et vilkår. Kærligheden dør ikke hurtigt. At sørge er også at prise forholdets dybde. I en sådan situation kan vi nemt ramle lige ind i de her hudløse øjeblikke, hvor vi står nøgne med vores smerte. Vi dør selv en lille smule i en sådan situation.

Døden er – stort set – det eneste i livet, vi ikke kan forhandle om. Af døden skal vi måske endda lære, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere.

Tabet af en af vore kære bringer os på alle måder ud af balance. Samtidig kan der være et håb og en kraft i sorgen, som vi ikke umiddelbart troede mulig.

Al den ubestemmelige modstand i sorgen kan, om vi skal tale alment og meget menneskeligt om det, få os til at komme i kontakt med noget af det skrøbelige og sårbare hos os selv. Modgangen styrker og udvikler os på forskellige vigtige måder. Vore medmennesker vil kunne kende, hvordan vi er formet af livets sårbarhed.

Et gammelt ordsprog siger: Små sorger har ord, de store er stumme. Den stumme tavshed er måske det eneste, jeg har at kommunikere med, når den store smerte sætter sig igennem. Livet skal åbenbart være så svært, at jeg ikke evner at formulere min støtte. Måske er det netop den tavse kærlighed, nærhed og tilstedeværelse, som der er allermest brug for.

Der er knyttet håb til vandringen i dødens skygge. I mødet med mennesker på denne vandring kan vi opleve megen kærlighed og omsorg. Indsigt og visdom om livets dybder dukker op. Selv ikke fortvivlelse og tårer kan holde håbet på den lidt længere strækning tilbage. Smerten og sorgen fylder meget og tager livtag med glæden. Men det er også, som om glødelampen lyser. Lyset stråler indefra, fra den tro, det håb og den kærlighed, som vokser bedst i dødens skygge.

Den smerteblandede glæde banker tit på min egen papirtynde dør. Jeg erfarer, hvordan tab og sorg skaber vej for både smerte og usikkerhed.

Jeg stiller ikke noget krav om at have kontrol over livet. Jeg tror heller ikke, at jeg er stærk og kan alt. Men det er mit ønske, at jeg kan bevare håbet og troen på en måde, så jeg kan kæmpe for det menneske, som måske føler sig ladt meget alene i sorgen.