Kunsten modstår døden. At kunne skabe eller nyde det skønne er at overvinde sorgen over forgængeligheden. Nogen egentlig helbredelse er dog ikke mulig.

Jeg arbejder selv med at forlænge vemodet ind i mit liv. Det giver mulighed for at finde et centrum i tilværelsens hjemløshed. For da er jeg på et kolossalt spændende sted i forhold til det kreative og innovative arbejde. Men er en sådan sammentænkning af en erkendelse af livets korthed, sorg, død og skønhed mulig? Er det muligt at spænde buen ud mellem lidelse og nydelse, så selv melankolien får konstruktive og skabende nedslag? Er det ikke dybt underligt at hævde, at – som de ofte betegnes – destruktive kræfters overvindelse er en betingelse for kunst?

Der findes en solid filosofisk, litterær, psykologisk og æstetisk tradition for at bekræfte synspunktet om kunstens særlige evne til at yde modstand og bidrage med en type sorgovervindelse. Fænomenet melankoli er dybt forankret i europæisk kulturhistorie. Mange bidrag af vidt forskellig slags har farvet forestillingerne om, hvad melankoli er. Men vigtigst er det at få fat i grundtonen. Jeg kalder den her tilværelsens blå undertone. Den er et udtryk for melankolisering. Den lukker op til en næsten terapeutisk og vitaliserende tjeneste. Melankoliseringen bærer i sig det generøse.

Skal vi tale litterært, så kan vi sige, at melankoli som middel mod melankoli er en topos, der blev fremtrædende fra og med renæssancens tid. I flere tyske sørgespil dukkede denne bestræbelse således op. Melankoli er en forudsætning for allegori, som indebærer, at alt ligesom bliver dødt og meningsløst. Nogen egentlig eller definitiv lindring findes ikke her. Men samtidig er det netop melankolien, der får allegorien til at skifte fra meningsløshed til mening, eller “redning”.

Democritus Junior hører til dem, der ved at ‘melankolisere’ fandt en vej til erkendelse og lindring. Latter kan fx godt være galskab, men latter er også forbundet med visdom. Demokrit er af og til fremhævet som et ypperligt eksempel. Jo mere vis man er i andres øjne, desto større torsk er man i andres. Det hører til visdommens latter. Denne latter er blevet knyttet til hellig galskab og guddommelig vanvid og beruselse. Og når sjælen har smagt den himmelske nektar, bliver man digter. Altså: På den ene side gal, på den anden genial.

Der findes hos en del mennesker en reservation eller frygt for vemodets eksistentielle forlængelse ind i vort liv. En berettiget, sund frygt kan man i bedste fald kalde det. Jeg forsvarer dog helt klart vemodet. Det udelukker fx ikke brug af humor. Oscar Wilde skriver et sted: ”I denne verden findes der kun to tragedier. Den ene er ikke at få det, man ønsker sig, den anden er at få det.” – I den lidt mere alvorlige afdeling tænker jeg tit på Elie Wiesels klarmelding: ”Ingen er så god til at være taknemmelig, som en der er kommet ud af nattens rige”. Det slår mig, at jeg har mødt denne indsigt formuleret på forskellig måde af fx billedkunstnere og forfattere, der er endt med – efter perioder med angst og depression – at blive indsigtsfulde og taknemmelige.

Nedstemtheden, smerten eller vemodet kan give os del i et klarsyn, hvor vi ser noget af virkelighedens manglende evne til at give en dybere og vedvarende tilfredsstillelse. Vore længsler overføres til de mål, vi sætter os i livet, men virkeliggørelsen af målene er ikke i stand til at bære trykket af vore forventninger. Vi havde det, så længe vi ikke havde det, men mistede det, da vi fik det. Noget helt afgørende blev borte under de almindelige forventningstryk om virkeliggørelsen af drømmene. Realiseringen efterlader en tomhed, som ikke var der før. Vi oplever en slags tomhedens nærvær. Det kan sættes på en mere poetisk formel: ”Nærmest er du, når du er borte. Noget bliver borte, når du er nær”.

Om denne stemning har en farve, så er den blå. Den blå farve kan være dyb og klar, men på samme tid så mættet af noget andet, en længsel, en sorg, der ikke lader sig gribe. Den blå farve er himmelens og havets farve, og den bærer på en måde sejren i sig, det storladne, det frie og triumferende. Men friheds- og sejrsperspektivet er absolut ikke enerådende. Den dybe blå farve minder også om havets dybe, dragende og sugende kræfter, kræfter som til tider skræmmer os og gør os svimle og utrygge. I værste fald er havet også det, der tager menneskeliv.

Helt tilbage i platonisk filosofi – og hos Aristoteles – har således den melankolske tilstand været knyttet til kreativitet. Melankolikeren kastes frem og tilbage mellem nattens destruktive kræfter og højere former for klarsyn. Galskab og genialitet er følgesvende. I denne forbindelse er digterens, filosoffens og kunstnerens temperament en slags positiv melankoli.

Dobbeltheden er en rød – eller rettere blå – tråd i den vestlige kulturhistorie om forståelsen af kunstnerisk kreativitet. Melankolien er blevet betragtet som den kunstneriske tilstand par excellence. Derfor tror jeg da også, at kunstnermyten om, at kunstneren lider, er ganske korrekt. Litteraturen og kunsten udspringer af melankoli. Det generøse i melankolien er det punkt, hvor ensomheden bliver brudt og bliver til et udtryk i skrift, figur eller billede. Kunstneren trækker sig ind i sig selv, ind i mørket, og finder dér skabelsens kilde. Melankolien er derfor en følge af ensomhed. Og ensomheden kan også være en følge af den melankolske tilstand. De to muligheder udelukker ikke hinanden.

Her påstår jeg så, at evnen til kreativitet, til modning og følelsesmæssig udvikling er knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Evnen til at klare eller magte kedsomheden. Primært dét. Uden evnen til at udholde sig selv og sit eget selskab, modnes og vokser man ikke som menneske. Det er derfor vigtigt at tage vare på det rum, som alle mennesker har i deres indre. Der kan der nemlig ske en kritisk og kreativ bearbejdelse af impulser indefra og udtryk udefra. I dette eftertankens rum har nedstemtheden, melankolien og kedsomheden en livgivende kvalitet. Hvis man ikke udholder kedsomheden, vil man heller ikke drage nytte af dette kreative rum. Kan man ikke stoppe op, så sker der det, at kedsomheden, som man flygter fra, kun øges i omfang. Man bliver selv et kedeligt, overfladisk og utaknemmeligt menneske, som hele tiden forlanger at blive underholdt, for nu at pukke på kierkegaardianske indsigter.

Melankolien spænder fra det hektiske udsving mellem entusiasme og vanvid, til vandringer mellem tungsind og glæde, til en knugende følelse af det ubehagelige. Jeg er optaget af skønhedens milde melankoli eller vemodets skønhed, hvor fx naturoplevelser, kunst, musik m.m. åbner den skjulte port til vort indre. Den her overtone eller undertone af sorg, der findes i skønhed og taknemmelighed kan tolkes som stærke minder, der bliver lagret ovenpå hinanden, den smertende indsigt om, at det skønne kun var kort, eller at lykken er en tilfældig gæst. Der ligger en stærk kode, et kald, i sådanne oplevelser. Et kald til fornyelse og kreativitet. Nogle gange er vemodet knyttet til bestemte konkrete, stærke oplevelser. Men det er en oplevelseskvalitet af den skønneste slags. Hvis jeg flygter fra vemodet eller måske mismodet ved at drive det bort med adspredelse, underholdning, smarte kneb, kommer det snart igen mange gange stærkere. Det knuste eller negligerede vemod kan få svært ved at rejse sig igen. Det vil forhindre mig i at komme styrket videre – og konstruktivt gøre kreativt brug af det.

Her ved nytårsskiftet 2012/13 vil jeg gerne bruge en lille tale i bloggen, som jeg holdt tidligere dette år. Læs den gerne grundigt med plads til fordybelse og eftertanke.

Tale ved afsløringen af BENTE POLANO’s skulptur ’Den hjemvendte’ ved Kingos Kirke, Nørrebro, København

Pinsedag den 27. maj 2012

Det er meget afslørende, hvad vi skal stå vidner til i dag. Tak for muligheden for at bidrage med lidt af det afslørende lys på kunstneren Bente Polanos skulptur ’Den hjemvendte’. Jeg vil fremhæve tre forskellige perspektiver i min tale:

A

Det er så sandt, som det er blevet sagt: “Kunsten er lang, livet er kort”. Vi fødes og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Det skønne, det livsbekræftende og de fantastiske relationer og den kærlighed, som vi får lov at smage varer kun kort, inden det skal afbrydes. At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Når det går op for een, så kommer man til et tomt rum, som også er mulighedernes rum. Men mange af os når ikke at erfare, at vi er ved kanten af et tomt rum, for vi lader os i stedet adsprede og underholde. Men der hvor der absolut ingenting sker, det er også der, hvor fornyelsen sker. Det er vigtigt for enhver fornyende, skabende proces. Skal der ske noget fornyende og livsbevægende, som flytter noget i de menneskelige relationer, så skal man ud i det vækstområde, som man kun finder dér, hvor der ingenting sker. Den ro og stilhed kender Bente Polano. Det er årsagen til, at hun har kunnet skabe dette fantastisk smukke og markante værk.

Kunstneren har lavet en unik skulptur. Unik blandt andet set igennem kirkebriller. Hun viser også i denne nye, stærke skulptur sin hudløse sårbarhed og ærlighed. Intet fra eftertænksomhedens og smertens dybder er gemt af vejen. Denne sand- og vandskårne stålskulptur viser nogle af dybdens og gennemsigtighedens yderste mål og grænser. Livsvandreren er inviteret ind i skulpturen, og vi kan alle følge med helt frem til og opleve selve hjemkomsten. ’Den hjemvendte’ har gjort livet hårdt for sig selv og har øslet så mange gode relationer bort. Materialet her er tilsvarende hårdt, men også i denne skulptur ser vi uroen, den søgende usikkerhed, det bløde, drømmende svæv, gennemsigtigheden. Det åbne og gennemsigtige bliver konsekvent båret rundt, så vi kan møde de menneskelige erfaringer, som vi alle kender til.

B

Kunsten bærer tydelige spor af livet. Eller vi kan sige: Kunsten genspejler hele livet. Måske kan vi endda skærpe påstanden: Kunsten ER selve livet. Netop fordi kunsten kommer ned i alt det sandt menneskelige og går i kødet på de åndelige og eksistentielle spørgsmål. Intet er gemt af vejen. Kunsten kommer helt ind eller ned i dybet, menneskelivets dyb, det vil også sige nede i de føderum, vi bærer med os i livet. Alt det væsentlige kommer i spil. Kunsten kan skære sig vej ind til det dybeste og vigtigste i menneskelivet. Vi er inde og røre ved selve livet, den menneskelige eksistens.

Åbenheden kan også sigte på den skabende kunstners egen personlige åbenhed. Måske i form af en søgen efter identitet og eksistentiel klarhed og gennemsigtighed. Erfaringer og erindringer er genspejlinger af smerte og sårbarhed – eller måske af glæde og håb. Menneskelivets og dermed kunstens fortegn er kærligheden, sensualiteten, sorgen, ondskaben, glæden og håbet. Tit er alle disse fortegn spundet ind i søgende usikkerhed og uvished. Den ærlige åbenhed rummer hele spektret fra smertens dybder til sejrrig glæde. Det kendes og mærkes på en enhver lidenskabelig engageret kunstner. Når jeg for nogle år siden foreslog Bente Polano til at løse opgaven, som du er fuldført, så hænger det jo præcis sammen med dette. Men også fordi ingen som hende kan formgive denne åbenhed, denne glæde og smerte, så mesterligt smukt og betagende.

Men vi kan også åbne åbenheden på en anden måde, nemlig med tanke på ethvert engageret beskuende eller deltagende menneske. Tanken om det åbne menneske i relation til kunsten og kulturen er blandt andet kommet styrket ind via tanken om det åbne kunstværk (Umberto Eco). Det har til hensigt at fremme den størst mulige åbenhed, hvor beskuer og fortolker ses på som et aktivt centrum midt i et net af uudtømmelige relationer. Man kan gøre gældende, at et hvilket som helst kunstværk kræver et frit og skabende svar, men i vores tid tages ”åbenheden” op for at gøre den til et produktivt program, et mål om den størst tænkelige åbenhed. Jeg kan møde op med mit liv og tolke og tyde løs på kunstens værker. Når vi med kunsten er inde og røre ved selve livet, så byder den også ind med tolkninger af det samme liv.

C

Hele menneskets historie er genfortalt i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15). Jesus har fortalt denne historie og lovet intet mindre end håb for verden. I lignelsen flygter den yngste bror til et fjernt land i forventning om et bedre liv, men han bliver skuffet. Han begynder at længes hjem, da han kommer i tanke om maden i sin fars hus. Sådan gør vi alle. ’Hjemmet’ har en stærk indflydelse på menneskers liv. Børn, som aldrig finder et sted, hvor de føler, de hører til, kan langt ind i voksenlivet mangle evnen til at indgå i relationer. Mange af os har gode minder om øjeblikke, personer og steder, hvor vi i sandhed følte os hjemme.

Der er et tysk ord, som rammer denne erindring om hjemmet. Det er begrebet ”Sehnsucht”. Det udtrykker dyb hjemve eller længsel, men med transcendente overtoner, altså det som vi ikke har helt hold på i vores fysiske verden. Forfatteren C.S. Lewis siger i en berømt tale, at det handler om åndelig hjemve. ”Vores livslange hjemve, vores længsel efter at blive genforenet med noget i universet, som vi føler os afskåret fra, at stå på den anden siden af den dør, vi altid har betragtet fra ydersiden, er ikke lutter neurotisk fantasi, men den mest sande beskrivelse af vores virkelige situation.”

Bibelen fortæller, at vi har vandret omkring som åndeligt hjemløse. Det betyder, at vi har levet i en verden, som ikke længere matcher vores dybeste længsler. Selv om vi længes efter kroppe, som ”løber uden at blive trætte”, møder vi sygdom, ældning og død. Selv om vi har behov for blivende kærlighed, er alle vore relationer underlagt tidens uundgåelige ustadighed, og de smuldrer mellem hænderne på os, dør og efterlader os, eller vi dør og efterlader dem. Selv om vi længes efter at gøre en forskel i verden gennem vores arbejde, erfarer vi endeløs frustration. Vi realiserer aldrig fuldt ud vores håb og drømme. Vi arbejder måske hårdt for at genskabe det hjem, vi har mistet, men, siger Bibelen, det findes kun der, hvor den himmelske far, som vi er flygtet fra, er nær. Budskabet er, at menneskeheden som sådan er i eksil og prøver at vende hjem. Lignelsen om denne fortabte søn handler om os alle. Skulpturen som et åbent værk er en indbydelse, sådan som kirken er det. Det åbne menneske i kunstværket og kirken som et åbent favntag kan mødes på forunderlige måder. Også sådan at møderne bliver til stor glæde og inspiration, til stadig forandring og fornyelse.

Grænsen er et vækstområde. Kreativiteten udfolder sig i dette område. Afgrænsning har en fundamental betydning for skabelsen og hele den menneskelige tilværelse. Det er ved at overskride grænser, at vi får adkomst til at gribe noget nyt. En grænse kan eller bør derfor lede dig. En grænseoverskridelse er som en åbning til nyt land. Den muliggør udveksling og samhandling, ny indsigt og kundskab.

Teologen Paul Otto Brunstad, Bergen, satte mig for alvor på sporet af disse tanker. De har beriget mit arbejde som kunstner. Men de har ligeledes ledt mig i andre opgaver. Man må forlade det trygge, for at give sig ud i det utrygge og fremmede, ud i et grænseland. Livet afhænger af beskyttende grænser, samtidig må vi overskride dem. Livet i det udsatte grænseområde kan skabe svimmelhed og ubalance. Men drømmen om den absolutte balance er lige så farlig som drømmen om det friktionsløse og kaosfrie. Grænsen er ubalancens sted. Randzonen er i stadig forandring. Brunstad satte ord på både betydningen af grænsedragning og overskridelsen af grænser. Udfoldelsen følger disse linier:

Skal man mestre livet i randzonen, må man leve med og i den usikkerhed, som findes dér. Skal man skabe noget nyt, skal man nå nye mål, må man have noget af kaosset på indersiden af sig selv. Ubalancen er stedet for ny erkendelse. Den gør os følsomme og åbne for landskabet rundt om os. Ubalancens åbenhed gør, at vi kan komme trygt gennem farlige områder. Den fuldstændige balance kan virke mere tillokkende, men harmoni og balance har sine egne farer. Man bliver hurtigt boltet fast i sin egen tryghed, i sin egen sikre position, man mister dynamikken, dristigheden og driften fremover.

En grænsedragning er en nøgle til det gode kreative arbejde. Det udflydende, det formløse eller amorfe er kendetegnet på det modsatte. Dér hvor alt flyder, hvor der ikke findes grænser, hvor ingen tør tage bestemmelse om noget, forsvinder skaberkraften, kreativiteten, innovationen. Når noget bliver udflydende, sker der en udsivning af kraft og energi. Det gælder på det kollektive plan, men det gælder også for det enkelte menneske. Mennesket bliver udflydende, karakteren går i opløsning. Al fokusering og målrettethed forsvinder. Det er ikke længere til at regne med eller at stole på.

I mødet med vore egne begrænsninger, i mødet med det fremmede, står vi på tærsklen til det nye. Den som aldrig møder sine egne begrænsninger, vil aldrig kunne se mere, forstå mere, end det vedkommende allerede har forstået. Det er først, når vi kommer til vejs ende, når vi står ved grænsen af det, vi allerede behersker og har kontrol over, at vi er i færd med at lære eller udvikle noget nyt. Aldrig er det fremmede, forstået som en ny mulighed, nærmere os end når vi ikke når længere. Væggen er stedet, hvor man med størst sandsynlighed er nærmest en dør. For den der møder væggen, kan det være en god trøst.

Grænsen er ikke kun adskillelse. Der står jeg også ved begyndelsen af noget, som er større og mere omfattende end mig selv. Grænsen er håbets og mulighedens fødested. Uden at noget slutter, vil heller ikke noget nyt kunne begynde. Grænsen er det muliges udgangspunkt. Stien som gik langs grænserne til det romerske rige, blev kaldt for limen. Var man på denne sti, var man kommet til vejs ende i det rige, som romerne allerede havde erobret, men samtidig stod man på tærsklen til en fremmed verden, fuld af nye muligheder.

Umiddelbart er dette en åbenbar psykologisk erfaring eller oplevelse hos det grænsevandrende menneske. Når det bryder eller overskrider grænser, får det vasket sanserne. Det liver op ved mødet med det uvante, og opmærksomheden flytter væk fra de vante riller. Måske kender vi det alle sammen. Vi oplever det for eksempel, når vi boltrer os i bølgerne, og det er måske årsagen til, at stemningen ved stranden altid er let og lys. Faktisk er passagen gennem overflader et af livsfænomenets inderste principper. I den forstand er livet et overfladefænomen, hvad der dog ikke indebærer, at det ikke også er dybt.

Det hører til mit personlige erfaringsuniversum, at livet gennem fraværets nærvær rykker rundt på grænser. Vemodet knytter sig blandt andet til adskillelse, tomhed, tab og fravær. Og i erfaringen heraf ligger en dyb længsel efter relation, fylde og nærvær. Tomrummet, der opstår som følge af tab og adskillelse, virker samtidig frigørende på fantasi og skaberkraft. Melankolien bærer i sig det kreative grænsearbejde. I sin grænse møder vi det nye.