Søren Kierkegaards første to af tre taler om tålmodighed bærer titlerne: ”At erhverve sin Sjæl i Taalmodighed” og ”At bevare sin Sjæl i Taalmodighed”. Den helt afgørende begrebsmæssige afklaring finder sted i den første af talerne. Afklaringen udgør også det forpligtende centrum i forfatteren Niels Nymann Eriksens nye bog med titlen Tålmodighed. Forfatteren har de sidste 15 år været sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro og levet erfaringsnært med begrebet i sit hverdagsvirke blandt mange slags mennesker. Det kendes og mærkes i bogen.

Den er netop udkommet på Akademisk Forlag, som for et par år siden udgav den anmelderbesungne bog Gæstfrihed. Også Tålmodighed er langt mere end almindelig interessant. Den er i bedste forstand klog og livgivende. Jeg opfatter den som en generøs gave til det menneske, som – måske helt i pagt med det moderne livs magtfulde kriterier – slider med at agere som noget særligt i den forstand, at det vil sætte aftryk i verden og have frit valg på alle hylder. Eller måske blot kæmper med at blive eller at være sig selv i en verden med svære krav og udfordringer – og som øver en stærk indflydelse på menneskers identitetsdannelse. For er det ikke sådan, at det ofte er utålmodigheden, som styrer vores liv?

Vi kender vist alle til den rastløse jagen og uro i det moderne liv? Det kan vitterlig være svært at dæmme op for denne uro. Den tålmodige, vitaliserende venten har derimod ringe vilkår. Bogen dokumenterer på overbevisende måde, hvordan en tålmodig venten er alt andet end spild af tid. Betydningen af små eller store tålmodighedsprøver viser sig, når de enten er anledningen til eller ligefrem lukker op til fordybelse, fornyelse, ægte omsorg for næsten etc.

I bogen skelner Niels Nymann Eriksen – i pagt med Kierkegaards første opbyggelige tale om tålmodighed – mellem tålmodighedens to former (s. 53f): Tålmodighed som strategisk behovsudsættelse – og tålmodighed med sigtet at erhverve sig selv eller sin sjæl. Dem vil jeg særligt opholde mig ved i denne anmeldelse, fordi de har så fundamental karakter, som de har.

Den første form tjener som et middel til at nå sine drømmes mål uden at skulle vågne op. I virkeligheden sker der ikke nogen afgørende forandring gennem denne form. Den anden form besvarer det afgørende spørgsmål: Hvordan kan man overhovedet erhverve sin sjæl? Det vedrører en proces hos eller i det enkelte menneske, hvori det kommer til sig selv. Det forudsætter den stærkt formulerede tanke hos Kierkegaard, at individet er ude af sig selv og først må vende hjem. Den virkeligt tålmodige ”hører kun en eneste Stemme, for hvis Sandhed man næsten skjelver, fordi det er, som hvis man eengang hørte den, undslap man den aldrig mere, hverken i Tid eller Evighed”. Stemmen fortæller, at menneskelivets betydning ikke ligger i kampen for at nå sine mål i verden, men derimod at blive kaldt tilbage til udgangspunktet.

Dette er afgørende for ethvert menneskes dannelse, nemlig det at blive sig selv. Og det er et bærende perspektiv udfoldelsen af hele bogens tema: ”At erhverve sin sjæl handler altså om at komme til sig selv, indhente sig selv, vågne op. Sjælen er ikke noget nyt, der skal erhverves; der er snarere tale om en illusion, som individet skal komme ud af for at blive sig selv” (s. 55). Tålmodighed er således ikke et strategisk program for, hvordan mennesket er sig selv og nu skal ud og gøre sig gældende i verden. Nej, verden er ikke målet, men startpunktet. Og som forfatteren på sin karakteristiske måde beskriver det: ”Sjælen er verdens uretmæssige ejendom, som mennesket i tålmodighed skal vinde tilbage fra verden. Men denne indre frihedskamp forudsætter, at mennesket har et sted, hvor det hører til.” Grundlaget er ifølge både Kierkegaard og Niels Nymann Eriksen det evige eller Gud.

Med dette afsæt eller grundperspektiv giver bogen Tålmodighed et overflødighedshorn af livsnære eksempler fra møder med både mennesker og med litteraturen, filosofien og teologien. Ikke mindst det opbyggelige forfatterskab hos Kierkegaard er det informerende og inspirerende udgangspunkt. Fremstillingen – med dens appetitvækkende, lidt overraskende indledning, og de seks opfølgende kapitler – er beriget af indsigter, der dybest set tjener til, hvordan man kan lukke evigheden ind i sit liv. Lettere chokeret bliver man igen og igen som læser, når fremstillingen på opfindsomme måder afslører, at den tid, man ikke kan bruge til noget, viser sig at være den mest betydningsfulde.

En enkelt udgivelse kan naturligvis ikke belyse alle relevante spørgsmål, men jeg overvejede under læsningen betydningen af en produktiv ledetråd mere, som kunne have indgået i bogens redegørelse: Begrebet ”Gjentagelsen” hos Kierkegaard. Et emne som forfatteren har udfoldet i sin ph.d.-afhandling. Begrebet kunne med fordel være udviklet med tanke på emnet tålmodighed. For styrkes et menneskes modning, tålmodighed eller udholdenhed netop ikke – også – på en særlig måde ved eller gennem gentagelsen? Vores samtids søgen efter radikal afkobling, herunder også i forskellige retrætekontekster, hvor repetitive handlinger er tålmodighedsstyrkende kontra de her komplekse, stadigt forandrende arbejdsprocesser i menneskers hverdagsliv. Den eksistentielle gevinst heraf vil i høj grad være et bidrag til at erhverve sin sjæl i tålmodighed. Eller forbliver tålmodighed her en strategisk behovsudsættelse, en forsinkelse i tilfredsstillelsen af egne behov, som i dybere forstand ikke ændrer noget i mennesket?

En kritisk korrekturlæsning (mere) ville have opsnappet det relativt store antal stavefejl i bogen. Denne læsning kan klares før et nyt oplag går i trykken. For udgivelsen fortjener mange læsere og oplag. Bogen får hermed min allervarmeste anbefaling.

Ved bogreceptionen i Apostelkirken tidligere på måneden blev det afsløret, at en tredje udgivelse i samme serie forberedes. Den omhandler emnet taknemmelighed. Også her vil den tålmodige venten helt sikkert lønne sig. Taknemmelighed er en hovedhjørnesten i alt godt relationsarbejde. Taknemmelighed er en skabende kraft. Tålmodighed indgår også i et kraftfuldt domæne, som trilogien kommer til at udgøre.

En mor på 52 år kom med denne tankevækkende bekendelse i et interview, hvor hun fortæller, at hun har svært ved at sikre sig roens eftertænksomhed og refleksion: ”Jeg har arbejdet hele mit liv og har tre børn. De første år var jeg strukket ud, og der var meget mindre plads til mig selv. Det var nogle hårde år, hvor jeg var stærkt udfordret og indimellem så belastet, at jeg dårligt kan huske, hvordan jeg kom igennem. Der var hverken frirum eller refleksion over, om det var et godt liv. Jeg kløede bare på.”

At sikre sig magten over et tidsregime er en krævende udfordring. Taberen i spillet bliver hurtigt de livgivende mellemrum, som presses ned i små sprækker og øjeblikke. Konfronteres vi vedvarende med et altopslugende hav af krav, er det måske ikke så vanskeligt at forstå, hvem der vinder magten til sidst? Hvordan er levevilkårene da for spørgsmål om et godt liv og livets mening?

Den tyske sociolog og filosof Hartmut Rosa har i flere bøger udfoldet samspillet mellem acceleration og fremmedgørelse. Han beskriver blandt andet drivhjulene i den sociale acceleration, og hvordan tilværelsen står i fare for hele tiden at blive speedet op. Og det er netop i denne accelererende verden, at vi fremmedgøres mere og mere for hinanden. Mange af os har helt åbenbart svært ved at bryde accelerationscirklen.

Tiden er blevet en knap ressource. Der er mere, der skal nås – men døgnet har stadigvæk det samme antal timer. Det moderne livs mennesker kommer uafvidende til at skubbe eftertænksomheden og refleksionen ud i nogle eksistentielle yderkantsområder. Det styrker følelsen af at miste kontrol over indvejene til det gode, meningsfulde liv.

Fremmedgørelse står som en negativ kontrast til det gode liv. Det er en måde at se på det i et samfundsmæssigt perspektiv. Det har også betydning for det enkelte menneske. Hvordan stækkes uroen? Kan vi finde tilbage til momenter af ikke-fremmedgjort menneskelig erfaring? Hvordan vækkes livfuldheden i et forjaget, uroramt menneskeliv?

Det er fristende at blive ét med dystopiske forestillinger som disse: Verden bliver på mærkelige måder mere farlig og uforståelig. Verdens affortryllelse tager fart. Verdensforbindelsen er ved at gå op i limningen. Følelsen af eksistentiel usikkerhed vokser, og vi mister kontrol over livets indveje.

I bogen Et liv med mellemrum: Korte essays (udkom d. 1. okt. 2020) gør jeg gældende, at livet både opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres, og det, der rent faktisk kan kontrolleres. Vi lever vort liv i denne vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Hvad sker der, når de sidste rester af det ukontrollerbare i livet bliver gennemlyst, beregnet, optimeret? For det er vel karakteristika i den fortsatte udvikling af den såkaldte modernitet? Der er kendetegnet ved vækstideologi, digitalisering, benchmarking og kontroloptimering? (For nu at nævne nogle af emner, som Hartmut Rosa fremhæver i et interview med Weekendavisen, d. 2. oktober 2020)

Der sker en tiltagende menneskelig fremmedgørelse, som igen bidrager til det nedslående resultat: At resonansen – genklangen – på det eksistentielle plan ikke finder nedslag og bliver omsat til livfuldhed. Jeg tænker, at det er hjælpsomt på forskellige måder at tilvælge resonans-løsninger i livet. Der sker noget med mellemrum. De kan vise sig livfulde på en generøs måde.

Hvis vi forbinder os med verden og indlader os på noget, vil det sige, at vi samtidig åbner op for muligheden af, at vi selv kan forandres. Det kan have med den gode samtale med andre at gøre. En dialog kræver måske blot en villighed til at møde verden med både åbenhed og tillid. At man indlader sig på også at kunne blive forandret. At man for eksempel gør sig sårbar ved at stille sig til rådighed over for resonansens mulighed. Her kan selv det fremmede, altså gennem åbenhed og indladelse, blive lukket ind på en måde, som giver os mod til at lære nyt.

Når en resonanstråd former og udvikler sig, begynder tråden at ”gløde”, og øjnene lyser op. Derved kommer det til en stærk vekselvirkning. Noget griber og bevæger os, vi har kontakt til dette andet. Da dannes en tråd mellem subjekt og verden, som gløder og af og til kan gå itu. Når tråden vibrerer og forbinder sig til verden, sker der noget godt. Det er absolut det generelle. Verden svarer. For eksempel sker det ved at udvikle sin egen stemme og at få den hørt, men det er også at høre en andens stemme og blive rørt af den.

Skal vi vente med at leve til den dag, hvor vi får tid? Det er vist det, vi kalder et retorisk spørgsmål. Men giver svaret nu også sig selv?

Mange længes efter ro, stilhed og tid til eftertanke. De ønsker at slippe fri af det liv, der er blevet for forjaget og hæsblæsende. De vil gerne slippe ud af livets hamsterhjul, men det er ganske vanskeligt at gøre det, fordi det højhastige liv har overtaget styringen.

Den tilpassede betegnelse væredygtighed er blevet ét af tidens løsen. Kort fortalt handler det om et almindeligt råderum til at være, hvor der for eksempel er rigeligt med luft til fornyelse, hukommelse, kreativitet og livsmod. Din egen liste rummer måske endda flere ønskemål.

—

Vi eksisterer. Rent sprogligt gør vi det også. Det afledede udsagnsord hægter sig på det latinske ex-istere, som betyder ’at stå ud’. Mennesket står ud fra sig selv.

At stå ud fra sig selv betyder, set i et nutidigt perspektiv, noget i retning af, at vi er under vedvarende omdannelse eller tilblivelse. Forandringer spiller ind på et menneskes identitet, dets selvforståelse. Det er en gængs måde at tænke på, at mennesket ikke er fastlagt på forhånd. Det er ikke formet af nogle fastlagte, indre personlighedstræk. Det hele sker flydende.

Finurligt hedder det hos Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” Det er fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i dets identitetsdannelse.

—

At stå ud fra sig selv er en sårbar affære, når livet er underlagt de fortløbende forandringer, krav og valg. Særligt det hæsblæsende er magtfuldt. Forandringer kan nemt blive styret af det hastige og hurtige. Hvad der kommer let, går let. Det bidrager til at tømme mennesket for indhold, kerne og tydelighed.

Har vi for megen hurtig tid og for lidt langsom tid, bliver vores eksistens let defineret på vilkår, vi har svært ved at balancere på en sund måde. For meget bliver for hurtigt overvældende. Der skabes usikkerhed i og omkring os.

Vi tvinges hurtigt væk fra vores være-identitet og over til en arbejds- og handlingsidentitet. Væredygtighed trives suverænt bedst i langsomheden.