Der indlejrer sig nemt hos den ensomme en mærkelig og ubestemmelig følelse af utilstrækkelighed. En følelse af manglende vellykkethed. Denne overvejende skamprægede situation skal man være årvågen overfor.

Følelsen af uforbundethed åbner op til en sårbarhed og smerte, som der ikke er meget positivt forbundet med. Uforbundethed kan knægte megen livslyst. Når man ikke er forbundet til noget, som på et dybere niveau betyder noget for en, bliver man ensom – måske helt frem til jordelivets sidste dag. Uvægerligt kommer man til at tænke på ham, om hvem der blev sagt: ”Selv i døden var han ensom.”

På trods heraf vil jeg fastholde, at ensomhed også er en god ting. Der er brug for et evaluerende og mere tvetydigt blik på ensomhedens komplekse problem, sådan at alt det fraværende i ensomheden ikke alene bliver det nærværende. Her følger nogle af mine perspektiver og vurderinger:

• Gode gevinster kan der komme gennem en forsoning med grundensomheden. For ensomhed er i og for sig et livsvilkår. Derfor er det ikke entydigt negativt at opleve sjælens mørke nat i form af ensomhed med eksistentielle over- eller undertoner. Vi skal være forsigtige med at dømme ensomheden ude. Det er ikke underligt, at mange føler sig ensomme blandt mennesker. Det kan i væsentlig grad have at gøre med det følelses-mode, man bærer med sig. Og det kan – i bedste fald – være et særligt drive til fornyelse og kreativitet.
• Denne indsigt, som jeg vil kalde det, bør slå hul i muren hos det menneske, der drives frem af jageriets motor, helt ned i hverdagens almindelige liv. Det ydre får hurtigt mere styrke i livet, når man fortløbende ønsker at være meget effektiv. En indbildt og uvirkelig verden med en stærk koncentration om alt det potentielt opnåelige resulterer ofte i en stålsat ensomhed. Men forløsende på livets naturlige udfoldelse er den ikke.
• En frivillig pause fra verdens nyheder og de mest interessante kulturelle, politiske og teologiske diskussioner – og måske en aktiv eller offensiv tilsidesættelse af tidens trends – kan være hjælpsomt til afvisning af ensomhedsmagtens fangarme.
• Den sociale acceleration og fremmedgørelse forlenet med rastløshed og uro kræver modhandling. Forsoningen med ensomhedens store udbredelse må ikke blive en lalleglad eller ukritisk accept af den frisætning, som er hovedgrunden til megen smertelig adskillelse i familie- og samfundsliv. Individualismens opløsning af den sociale kit er en velkendt kraftkilde. Opløsningen slår over i eksistentiel rystelse. Den udvikler livslidelse.
• Fritvalgssamfundet byder ikke på frit valg på alle hylder. Rigtig mange lever ufrivilligt alene, og mange i denne kategori oplever sig som værende meget ensomme. De sukker efter gode relationserfaringer i form af nærhed og forbundethed. Deres længsler i rammen af et mere naturligt sensuelt liv oplever de som uopfyldte. Netop det fraværende bliver den dominerende livshorisont.
• Ensomheden kan også smelte sammen med konkret realisering af stilhedens tænkning. Der findes en velsignet stilhed på den ensomme vandring. Denne vandringsvej tager det tid at finde. På vejen kan man fint sende et andet menneske de allerbedste tanker. Eller man kan nedskrive nogle linjer i en notesbog, så man måske kan være sig selv en hjælp til at opnå mere indsigt og livsvisdom. Det kan være en særdeles god ting at være alene og opleve ensomhed derude i ørkensporet i perioder af sit liv. Skal vi finde rum til at reflektere dybere over vort livs længsler og mål, så er det ikke altid, at de mange ord står distancen. Eftertænksomhed øger følelsen af stabilitet. Den langsomme søgen får værdien af de gode sider af uforstyrrethed til at vokse.
• Det er klart nok, at der må manes til forsigtighed eller et opgør med den eksistentielle ensomhed, der slår bunden ud af et liv, hvor naturlige relationer indgår og bærer igennem. Det kan være svært at se de positive elementer i ensomheden. Jeg opfordrer derfor ikke til uhildet dyrkelse af ensomheden.

Der er en sagte, susende stilhed på ensomhedens sted. Muligheden herfor er i det mindste til stede. Det betinges af, at ensomheden er en frivillig sag. Kun derved kan ensomheden blive god. Generøs og godgørende bliver den ikke med årsag i ufrivillig forladthed eller tilbagetrækning. Eller hvis familie- og samfundsudviklingen får lov til at blive så bestemmende for ensomhedsfølelsen, at den fremkalder en sygelig tilstand.

Man kan vælge at svare med humoristen Storm P.: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” – Her går Storm P virkelig bag om ryggen på den enkelte ensomme. Men der er formodentlig alt for meget sandt i hans sjove italesættelse af, hvad det vil sige at kæmpe med sig selv i ensomhedens dal.

Den realistiske og ærlige vurdering af ensomhed finder denne vej: Ensomhed kan være et godt sted at besøge, men mange oplever det som et trist sted at slå sig ned. Den gode ensomhed indgår i et komplekst billede. Ensomhed forekommer både at være en smerte og en åbning. Der er rådende tvetydigheder forbundet eller integreret i ensomhed. To sider altså. Som der er det ved ensomhedens søskende: længsel, kedsomhed, tristhed og vemod.

Men er ensomhed vitterlig en god ting? Det er ikke godt for mennesket at være alene, for det er i den grad et socialt væsen. Det er identitetsvoksende og tilblivende gennem gode relationer. Længslen virkeliggøres og udfoldes i et fællesskab. Tidligt fik jeg blik for dette skærpende lys gennem en kristen livsforståelse.

Bibelens ord er om nogen meget udfordrende i dette emnefelt. Der er slidstærke værdier gemt her. For alene- og ensomhedsperspektivet blev spejlet meget modsat, når jeg tænker på nugældende tankegange. Der findes et livssyn, der kun opholder sig ved, at vi nok blot skal hjælpes til at gøre det gode, og hvor kærligheden nærmest selvforstærkende vil kunne vokse. Men ensomhedens problem stikker meget dybt. Bibelen svarer noget mere dybtgående:

1. Bruddet på de mest bærende og livgivende relationer er ifølge Bibelen årsag til ensomhed. Det er en meget alvorlig påstand. Men mennesket lever på grund af synd adskilt fra Gud, andre mennesker og sig selv. Det mest ultimative eksempel på ensomhedens mørke og menneskets forladthed finder vi i Jesu eget liv og gennem hans død på korset til relationernes genoprettelse. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,45). Jesus måtte ind i denne forladthed, for at vi aldrig skulle blive forladt af Gud.
2. Derfor kan længslen efter fællesskab og følgeskab i ensomheden dybest set kun få et sandt og sundt svar, når du ønsker at blive set, at blive kendt og at blive elsket. I Bibelen ser vi, at Gud kender os, elsker os, hører vores fortvivlede råb, og at han altid er hos os. Selv når vi er alene, behøver vi ikke at være alene hele tiden. Selv den ensommes kommunikationsvej står helt åben. Læs f.eks.: Sl. 25,16; Sl 73,23-28; 1 Joh 1,7.
3. Mennesket står i fare for at forløfte sig på sit eget liv. Det giver grobund for megen ensomhed og mange skyggedannende bekymringer. Men mennesket skal ikke tilvejebringe sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende redaktør” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”redaktør” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning. Læs f.eks.: Matt 6,24-34.
4. Vi er sat i et ubetinget ansvar for hinanden. Vi glemmer hurtigt, at vi ikke styrer os selv. Vi mangler selvindsigt og viljestyrke til at overkomme vores egen dovenskab og ligegladhed. Der råder blot en forsvindende lille trang til at elske dem, man ikke umiddelbart interesserer sig for. Men kærligheden bygger ikke på vort vakkelvorne sindelag. Den enkeltes ansvar stadfæstes ikke gennem et flygtigt lystprincip, men der er noget, vi skal gøre for et andet menneskes skyld. Gør godt og lev for din næste! Læs f.eks.: Luk 10,25-37.
5. At nå til en erkendelse af, at der i magtesløshedens og utilstrækkelighedens mørke findes en Gud, der selv har oplevet ensomhedens mørke og skamfyldte sted, er et meget hjælpsomt perspektiv i samtalens sjælesørgeriske rum. Akslen i kristen teologi drejer sig om, at vi i vores ensomhed ikke er alene. Gud svigter og forlader ikke sit menneske. I den forstand gælder det også: Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Læs f.eks.: 5 Mos 31,8.

Ensomhed er altså i høj grad også religiøst og etisk betinget, eftersom vores pligtfølelse og liv med hinanden har at gøre med forholdet til Gud, med en ægte selverkendelse og med tilgangen til kærlighed. Friheden består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. Dermed brydes ensomhedens problem indefra. Det er i høj grad udfordrende med tanke på de rådende strukturelle betingelser i familie- og samfundsliv i dag, og som den næste blog vil sætte nogle ord på.

Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Rigtig mange kender dog til en tung ensomhed i deres liv. Alligevel må vi ikke koble det at være alene til det at være ensom. Ensomhedens problem er et sammensat problem. Der er ikke tradition for at tale åbent om det. Tværtimod er det tabubelagt. Men det er også i nogen grad generationsbestemt. En vedgåelse af ensomhed ligger ofte mere lige for hos de unge.

Sårbarheden stiger til store højder i et uopfyldt længselsbillede. Længslen går bagover og bliver til et savn. Et vemodssavn. En længselsfyldt smerte. Imidlertid tegner der sig et endda fyldigere længselsbillede, for også mennesker med gode, tilgængelige relationer kan igen og igen ramle lige ned i den samme længselssmerte. Billedet tegner sig såre komplekst.

Den schweiziske forfatter, dr.theol., Debora Cornelia Sommer (www.deborasommer.com) har netop sammen med denne blogforfatter fået udgivet kunstbogen Longing – Sehnsucht – Længsel på forlaget Vita Nuova Publisher (www.vitanuovapublisher.com). I bogen indgår et meget stærkt digt om ’Ensomhed’ af min medforfatter. I al sin direkte enkelhed udtrykker digtet en sammensat smerte, en fortvivlelse, et råb.

ensomhed

jeg fryser

mørkets ensomhed får mig til at skælve

jeg drukner

i følelsernes blå ocean

en trykkende stilhed bedøver mig

jeg græder

glødende tårer kvæler mit hjerte

jeg sprænges

som glas spændt til bristepunktet

i tusind stykker

jeg tier

det ubeskrivelige kender ingen ord

jeg lider

min verden går upåvirket videre

omgivet af mennesker er jeg helt alene

jeg falder

den dybmørke nat griber mig

jeg famler

rundt i mørket uden holdepunkt

panisk angst gør mig åndeløs

jeg bønfalder

dig som har lovet at være der for mig

kom mig dog i møde

favn mig i ensomhedens dal

så jeg atter bliver hel

Forfatterens billedbrug slår mig helt omkuld. Det gælder fx disse poetiske billeder: følelsernes blå ocean, glødende tårer, glas spændt til bristepunktet, den dybmørke nat og ensomhedens dal. Jeg får lov til at kigge ind i nogle af de sværeste bevægelser og erfaringer, der kan lænkes til ensomhedslivet. Råbet om hjælp og helhed kryber helt ind i mig.

Den dybt eksistentielle følelse af uforbundethed til nogen eller noget får overskriften på denne blog til at ligne en hån. Men der er måske nogle livsvigtige perspektiver på emnet ensomhed, en speciel drivkraft, en udfordrende forståelse, som vi ikke må lukke ned for uden yderligere refleksion? Spørgsmålet snurrer påtrængende.

Hvert enkelt menneske har sin historie og oplever sorgen forskelligt. Er sorg denne særlige nedstemthed ved adskillelse og tab, så er der alligevel forskel på, hvordan tilknytningen har været, og hvordan den sætter sig igennem i nutidens liv. Men sorgen kan opleves som en stærk følelse af tristhed, fordi der har været så megen kærlighed og tilknytning involveret.

Efter tabet af en nærtstående kan vi finde os selv i et par forskellige rum. Rum vi går ind og ud af. Sådan kan det være en ret konkret erfaringsoplevelse. I et tabsrelateret rum. Og i et genetablerings- eller genindsættelsesrum. En dynamisk proces udspiller sig mellem tab og restaurering. Vi kan også bare kalde disse rum for sorgens rum og livets rum. Med forskellig intensitet fortsætter sorgen med at dukke op resten af livet. Vi kan holde pause fra sorgen, men pludselig konfronteres vi på ny med den. Det er som om sorgens smerte ikke blot er dybt indlejret, men den dukker op og gør sig gældende.

Om at sørge i fortiden

Vi ved alle om betydningen af at være til stede i nuet. Men der findes sorgramte mennesker, som bliver hængende et sted tilbage i tiden. Det er svært for dem at vandre videre ud i livet, måske fordi det ubevidste er så ukontrollabelt. Sørgende kan have vanskeligheder ved at være helt til stede i nuets rum.

Det fraværende gør sig gældende på bekostning af det nuværende. Disse mange afstikkere ind i fortiden med dens sorg og smerte bliver hurtigt en flugt fra nutiden. Det sker på et ubevidst plan, at man nægter at lade nutiden få nogen aktuel betydning. Men er det muligt at blive bedre til at lade nutiden synke ind i sit liv? At lade de nye muligheder og udfordringer udspille sig mere aktivt?

Om at sørge over fremtiden

Fortiden lever i nutiden. Men fremtiden lever i høj grad også i nutiden. Fremtiden er ikke et sted, vi skal hen, men en forestilling, der allerede findes i vores bevidsthed nu. Den er noget, vi skaber, som til gengæld skaber os. Fremtiden er en fantasi, der former vores nutid. Der er en del sandt i dette overvejende psykoanalytiske perspektiv. Normalt er der dog et særligt fokus på førstedelen: Når fortiden lever i nutiden.

At fortiden kan fortrænges er velkendt, men kan man i sorgens liv fortrænge fremtiden? Kan man holde sin sorg ude af fremtiden? Det er absolut muligt at sørge i eller over fremtiden. Vi kan søge ind på flugtens udveje. Vi kan fortrænge sorgens liv ved at leve i et drømmejag eller på hektiske illusioner. Den svigtende virkelighedssans tager vi med os i fremtidens sorgliv. Heller ikke i fremtiden kan vi gøre os færdige med eller nå til en afslutning på sorgen.

Vi vil gerne tro, at vi kan nå til en afslutning, fordi sorgen ellers vil blive ved med at overraske os og bringe forstyrrelse i vores liv. Vi kan gennem sorgarbejdet efterhånden komme til at føle os bedre tilpas, selv om vi stadig kan føle, at den smertende tristhed tager scenen. Visse særlige pause- og mærkedage kan være vanskelige at komme igennem. Vi møder også mennesker, som tilsyneladende har sluppet sorgen og lever livet på ny. Men sorgen er ikke noget menneske helt fremmed. Og i den forbindelse skal vi ikke klynge os til falske håb om sorgens totale overvindelse. Vi kan ikke tage livet af vores levende sorg.

(I senere blogs vil jeg udfolde nogle andre vigtige perspektiver på tab og sorg. Blandt andet er det relevant at nævne, hvad den kristne tro og teologi kan bidrage med af nyt og justerbart lys på sorg, trøstet sorg etc. Jeg har primært villet introducere nogle få – overvejende – psykoanalytiske sorgperspektiver. De relaterer til alment kendte erfaringer.)

Kærlighedens kræfter er stærke. De leder os til en kontakt med livets største hemmeligheder, herunder også de sværeste byrder og koder. Det dybeste i det smukke og det smukkeste i det dybe kan – måske helt bag om ryggen på os – trylles frem af en afsked, et opbrud. Men noget hænger ved. Glæden kan skinne på os. Samtidig sparker sorgen os i mindet.

Døden, kærligheden og sorgen er forlenet med sammenhængskraft. Det ser vi også af dette citat fra Højsangen, kapitel 8, i Det Gamle Testamente: ”Læg mig som en seglring ved dit hjerte, som en seglring om din arm; for kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget; dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand. Vældige vande kan ikke slukke ilden, floder kan ikke skylle den bort.”

Du kan måske spejle dit eget liv, dine egne erfaringer, fra lyset af denne kærlighedens flammeskrift. Døden udgør en smertefuld grænse. Du har betalt kærlighedens pris. Du mærker, hvordan sorgen river og slider i seglet, som du bærer på din sjæl. Men hvis du elsker, er der også glinsende skær af kostbarheder forbundet hermed. Det er tegn på, at du bærer kærlighedens segl dybt i din sjæl. Seglet er brudt i stykker af døden.

Låst og slået i mindet

I det bitre er der måske alligevel en sødme – en eftersmag af alle de gode øjeblikke, som du har delt med den, du elskede. For du sørger i kærlighedens overvældende erindring. Kærligheden griber ud efter taknemmeligheden. ”Vi får, og vi mister, og vi må forsøge at være taknemmelige og med den taknemmelighed helhjertet favne det, der er tilbage af livet, når det mistede er trukket fra.” (Andre Bubus II, Broken Vessels) Det mistede kan dog være mere end vanskeligt at radere ud af mindet. Og det er nok heller ikke pointen i citatet. Men taknemmeligheden er naturligvis såre vigtig.

Kærlighedshistorier kan være stærkt bevægende. Men de kan også være tilknappede. Tillåste. Vi kan forsøge at skabe mening og sammenhæng i vores liv gennem den gode historiefortælling. Men nogle gange rækker ordene ikke til. Små sorger har ord, de store er stumme. Karen Blixen hævdede, at alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling. Hun var selv en fremragende historiefortæller, men hendes påstand fortjener modsigelse. Hvad nu hvis et menneske ikke kan fortælle en historie om det, der er helt fastlåst? Om det der er slået så forfærdelig hårdt i mindet? Det forekommer, at sorgen bærer dette udtryk. Der var måske ingen, der kunne bidrage med at finde ordene til en historie. Den blev derfor heller ikke fortalt.

Sorg er et liv der skal leves

Ethvert væsentligt tab starter en sorgproces. Sorgens opgave er at bearbejde adskillelsen og tabet. Gamle tilknytninger kommer på en måde ind på et nyt sted i vort liv. Vi må også forholde os til dem på en ny måde. Sorg er nemlig ikke et problem, der skal løses, men et liv der skal leves. Hertil kan der være hårdt brug for livshjælp i form af konkrete råd, men det åbne lyttende hjerte overtrumfer næsten alt.

Vi skal alle dø en dag – men lad os også huske, at alle andre dage skal vi leve. Vi har fået livet som gave, og den skal ikke pakkes ned eller gemmes væk. Det er velkendt, hvordan man kan sørge for smertelindring på mange slags måder. Men det er straks vanskeligere at sørge for hinanden på den måde, at vi giver liv og livsmod til sorgfyldte medvandrere.

Når sorgen virkelig er et liv, der skal leves, så betyder det alverden, at der er et menneske, som ved hvad der volder netop os sorg og smerte. Åbenhed kan være et kæmpe skridt. Men åbenhed rummer potentiel stor sårbarhed. Og mest sårbare er vi, når vi kæmper med sorg og fortvivlelse, eller når vi føler os ensomme og isolerede i al vores sorgfuldhed. Kan vi skænke hinanden så meget nærvær, at sorg ikke er et liv, vi lever alene?

Alle mennesker har et behov for at tale, for at forstå, og blive forstået. Derfor bør vi lytte til hinanden, ikke kun til ordene, men også til stilheden mellem dem. Denne stille lytten kan være svær at praktisere, når det sorgramte menneske står foran os. Da skorter det tit ikke på de velmenende råd. Altså med mindre berøringsangsten og utryghedsfølelsen fuldstændig har taget styringen og gør os totalt tavse.

Den sørgende finder det måske ikke let at italesætte smerten og sorgen. Sorgen leder ud på ubalancens sted. Sorgen opleves ubærlig. Da har dette menneske mest af alt brug for at blive forstået. Digteren Benny Andersen tydeliggør udfordringen på denne måde: ”En klagesang er til for at høres, og ikke en stil, der skal rettes.” En livshistorie skal høres og forstås. Den skal ikke korrigeres eller skævvrides gennem andres uvise forivrelsesord.

Et par særligt udfordrende pointer følger her:

Adskillelse er også en forbindelse

Det er filosoffen Simone Weil, som formulerer dette slående udsagn: ”Enhver adskillelse er en forbindelse.” Aforismen findes i bogen Gravity and Grace, hvor betydningen af den bankende lytten dukker op i forlængelse af en billedrig erfaring: To nabofanger i et fængsel lærer over en længere periode at kommunikere med hinanden ved at banke på væggen. ”Væggen skiller dem ad, men den er også deres kommunikationsmiddel,” skriver hun.

Enhver adskillelse er en forbindelse. En banken på en væg er en udvej til at lytte. Meget kan dog være vanskeligt at banke sig vej til. En længsel efter det uopnåelige, det umulige, rækker ikke altid til. Modstanden mod forandring på grund af en uopløselig vrede kan udgøre det for en spærre. I den situation kan virkelig lyttekontakt synes helt uden for rækkevidde. Adskillelsens tab kan omdannes til en fossil tilstand, en så tung nedstemthed, at sorgen synes ubevægelig. Men så må kommunikationens forbindelse slå ned omkring denne ubevægelighed.

Sorgen er en levende sorg

Det sørgende menneske lever videre, og så længe det lever, vil det have muligheden for at føle sorg. Den døende er på vej mod en håndgribelig afslutning, men det er ikke tilfældet for det menneske, der sørger. For den sørgende bliver sorgen en livsledsager. Sorgen kan ebbe ud og så pludselig, helt uden varsel, strømme ind over os igen. Tabet af et barn kan for eksempel være årsag til en vedblivende smerte.

Megen sorglitteratur fra krisebranchen lover, at sorgen kan fikses. Du kan komme dig. Du kan finde fred. Psykoanalytikeren Stephen Grosz (i bogen Det granskede liv: Om hvordan vi mister og finder os selv) er én af dem, der, det sker på baggrund af årtiers samtaler, modsiger denne erfaring. Sorgen lever videre. Fordi sorgen er en dynamisk og levende størrelse. At man kan afslutte sorgen, er for ham at se en overordentlig tillokkende fantasi. Det er indbildningen om, at vi kan elske, miste, lide og derefter gøre noget, der for altid udraderer sorgen. Men ideen om, at vi kan afslutte sorgen, er umulig – den er det falske håb om, at vi én gang for alle kan tage livet af vores levende sorg. At stjæle sorgen fra mennesker må vi øve os i at afstå fra.

Hvem vil ikke gerne skrive gode tekster? Hvem vil være ligeglad med, at de bliver læst af mange, sådan at teksterne endda skaber appetit på mere? Og det gælder sådan set alle slags tekster, ikke sandt?

En god ven gjorde mig opmærksom på Jeff Goins‘ blog: goinswriter.com – En meget inspirerende henvisning. Jeff Goins gør det, som en forfatter skal gøre. Han skriver bare. Han gør det kreativt, engageret og med hjertet. Kærligheden til at skrive smitter læseren. Men Goins skjuler heller ikke den virkelige udfordring: At det kræver hårdt og vedholdende arbejde. Dermed er det skelsættende mellem de gode og dårlige skriverier også mere end antydet. Det kan være hårdt og modbydeligt at skrive. Ernest Hemingway formulerede smerten sådan: ”There is nothing to writing. All you do is sit down at a typewriter and bleed.”

Trods det skarpe fokus på gode idéer i hans blogs til at gøre det nødvendige, så sad jeg alligevel med en mistanke. Er det her ikke for letkøbt og overfladisk? For det siger vel heller ikke så voldsomt meget, at flere millioner har været inde og læse Goins blogs. Jeg har måttet lukke ned for mistanken. De letsmarte og noget forlorne bemærkninger findes der eksempler på i hans skriverier, men læsningen af hans bøger You Are a Writer og The Art of Work overbeviste mig om, at Goins er god og inspirerende at få vejledning af.

Tankevækkende har det været at læse dem i lyset af den bog, som jeg her i juni måned udgav sammen med Debora Cornelia Sommer fra Schweiz: longing – sehnsucht – længsel (se www.vitanuovapublisher.com). Hvad design, indhold og æstetik angår, er det en smuk og stærk sag. Arbejdet med udviklingen af idéfasen, bogens koncept, korrespondancen om temaerne, oversættelserne af digtene, bogens praktiske tilrettelæggelse og etableringen af forlagets hjemmeside, ja, alt har på en måde fået et delvis nyt ansigt. De mange spørgsmål er blevet spejlet på en uforfærdet måde i lyset af Goins bøger. Visse selvkritiske og overraskende blikke er landet på det arbejde, som netop har fyldt så meget. Mine næste skriverier vil blive farvet af Jeff Goins.

Han overraskede mig måske mest med såre simple og lidt banale indsigter. Disse allt andet end revolutionerende indsigter er tilsyneladende velunderbyggede:

(1) Du er en forfatter; du behøver blot at skrive. Den nagende tvivl og usikkerhed kan forfølge forfatterspiren i årevis. Angsten og frygten kan blokere for megen effektivitet og kreativitet. Forventningspresset hviler tungt på skuldrene. Det lejlighedsvise skriveri forløses ikke rigtig. Gør blot alvor af, at du er, hvad du ønsker at være: Forfatter. Skriv derfor. Det har i høj grad med kaldsbevidsthed at gøre.
(2) Der er mange udveje til at forbedre skriveriet. Hovedreglen går på praksis. Gode skribenter skriver meget. Det tager tid at skrive. Det tager tid at revidere tekster. Det kræver villighed til at udsætte sig for kritisk, herunder også offentlig, feedback. Det gode skriveri ligger gemt i redigeringen. Men den gode forfatter lader sig ikke stoppe. Vedkommende skriver vedholdende. Dag ind og dag ud. Her gemmer forbedrings-potentialet sig.
(3) Der er flere åbne kanaler for dine skriverier end først antaget. Skriveriets rejse kan være lang. Der kan opstå ’blodtab’ undervejs, men livet fødes gennem smerte. Talentet rækker ikke hele vejen. Der må investeres hårdt slid i teksterne. Men det samme gælder arbejdet med at etablere platforme for markedsføring. Forfatteren må selvfølgelig tro på sine teksters styrke og gennemslagskraft, men der må i al kommunikation tænkes ud af boksen. Der må kæmpes på udvejene for en bredere kommunikation. På den måde vil der åbne sig mange kanaler. Troværdig ’selvinvestering’ i opbygningen af platforme spiller en nøglerolle her.

Men hvad skal jeg så gøre? Du skriver bare. Jeff Goins giver et hav af inspirerende råd til, hvad dette så konkret fører med sig. Selvfølgelig kan man ikke skabe sin egen lykke eller succes som forfatter. Men der er mere at sige. Og alt dette mere skal være usagt her. Så er det i det mindste sagt.

Hemmeligheden ved Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) forfatterskab går særligt på spørgsmål, som alle generationers mennesker må kæmpe med: Findes der en levende Gud? Eller er alt i tilværelsen kun et resultat af tilfældigheder? Hvordan kan mennesket leve med indsigten, at det er dødeligt, at alt skal efterlades, at man skal lægge sin stav? Hvordan kan mennesket leve med sin skyld, for uanset hvor det vender sig hen, så mislykkes det til stadighed for dette menneske, trods de bedste intentioner? Dostojevskijs figurer kæmper med problemer, der er indbygget i menneskets eksistens.

I romanerne møder vi højst levende personer, der lider, elsker, hader, længes og ængstes. De kryber nærmest ind under huden på os. Dostojevskij stikker dybt i den menneskelige psykologi. Midt i det hele forsøger han at forstå menneskets længsel efter Gud. Han italesætter menneskets søgen og tvivl, dets anelser og stærke begejstring. Men først og sidst er han optaget af de bibelske beretninger og Kristusfiguren – hvem er han egentlig?

I den mest biografiske bog af Dostojevskij, nemlig Dødens hus (1860), afsløres dele af en åndelig rejse. Når alle veje lukkes, så findes dog stadig vejen indad. Der er det nogle gange muligt at finde svar på plagsomme spørgsmål. Dostojevskij siger, at han fik lov til i en lang periode at leve uden bøger (under vanskelige år i Sibirien), hvorfor han ufrivilligt måtte gå ind i sig selv og finde svar på spørgsmålene – svar der ofte i sig selv var meget plagsomme. Det var i denne sjælens ensomhed, at han kom igennem sit liv, ind i de mindste detaljer, hvor det forgangne trådte frem, og hvor han ubarmhjertigt og strengt måtte dømme sig selv. Men han velsigner det øde, ubeboede sted, hvor han fik anledning til at fælde en dom over sig selv. Her tændes også forhåbningerne i hans hjerte.

Allerede som 18-årig skriver han til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, da kan det ikke siges, at du har forspildt tiden. Med denne gåde vil jeg beskæftige mig, for jeg vil selv være menneske.” – Ofte blev han ført derhen, hvor dybet råber til dybet. Det er i skarnet, at man skal finde perlen, siger Dostojevskij. Med det vil han også sige, at man lettere finder Kristus blandt dem der lider, end blandt moralsk set højtstående mennesker eller blandt de rige og lykkelige.

I Dødens hus males den komplekse menneskelige eksistens i stærke farver. Det sker ikke uden brændemærker fra skærsilden, sådan som tugthuset i Sibirien var det for Dostojevskij. I 40 år opholdt han sig i tugthuset i Omsk. Oplevelserne dér udgør en sand fortvivlelse. Stedet er fyldt med had og den dybe ydmygelse. Men medlidelsen er også stærk netop dér. Ulykken får mennesket Dostojevskij til at ’omvende sig’ – og til at forstå livet bedre. For mennesket mister ikke sig selv og sin forståelse af livet i mødet med det lidende folk. Og det er dér blandt folket, at Dostojevskij også møder Kristus.

Derfor må han også give plads til den uforlignelige Kristus i Dødens hus: Skulle nogen kunne bevise, at Kristus stod uden for sandheden, da skulle Kristus endda være at foretrække. Oplevelsen af livets sang i Dødens hus er så afgørende, at selv om han i samme brev medgiver, at han er ”et tvivlens og vantroens barn”, så kommer Kristus for altid at være hans ledestjerne, den Kristus han mødte midt i livet blandt sit folk.

Men hvad er så melankoli? Er den blot glæden ved at være trist? Svaret giver ikke så let sig selv. Robert Burton skrev i The Anatomy of Melancholy, at ”Babelstårnet afstedkom ikke en lige så stor sprogforvirring sammenlignet med den mangfoldighed af symptomer, dette melankoliens kaos har forårsaget”; og vi må konstatere, at forvirringen ikke er blevet mindre i de knap 400 år, der er forløbet siden da. Forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvad melankoli er, viser sig hurtigt at være en uoverstigelig opgave, da begrebet har spillet en rolle i europæisk tænkning, kunst, medicin, ja, snart sagt overalt siden antikken og vedbliver at bevare sin styrke som begreb. Det betyder, at den er blevet udlagt på så forskellig vis, at den kan forstås som både genialitet og galskab, depression og eksaltation, åndelig sterilitet og dyb skaberkraft eller mere generelt, som henholdsvis menneskets forbandelse og velsignelse. En egentlig bestemmelse eller præcisering af melankolien kan altså ikke lade sig gøre, for den er og bliver et dynamisk begreb, der ustandseligt trækker på sin lange historie, samtidig med at den lægger nye betydningslag til de allerede eksisterende. Dens historie afspejler melankolikeren selv, der, fordi melankolien er en kraft, der destabiliserer verden, hele tiden må nyfortolke relationen mellem et selv og omverdenen.

Melankolien er som udgangspunkt præget af unøjagtighed og ubestemmelighed, så enhver, der rammes af den eller vil søge at forklare den, ser sig nødsaget til at investere sin egen subjektivitet i begrebet for at sætte det i spil. Måske kan det formuleres endda skarpere med reference til melankoliforskeren Lázló F. Foldényi, der siger, at melankolien kan der egentlig ikke tales om. Den er ikke genstand for vores tale. Det drejer sig snarere om et forsøg på at forstå vores egen stilling ud fra de begreber, den har skabt. Melankolien er altså ikke definerbar. Den er derimod et sted, subjektet kan benytte som erkendelsesredskab. Eller den er som et laboratorium, hvor der gøres eksperimenter. Grænserne mellem jeget og verden afprøves. Derfor er melankoli også et grænsebegreb med stor eksistentiel og kreativ betydning. Melankoli er en refleksionsproces, hvilket vil sige, at det er et meget dynamisk begreb med forankring i det enkelte menneskes anvendelse og erfaringsliv.

Vi har set, hvordan filosoffer og digtere har bidraget til at frisætte fantasien og tillader bevidstheden at splitte sig selv. Dens dynamiske grundbestemmelse gjorde en dialektik mulig, hvor selvet på samme tid faldt tilbage i sig selv og trådte ud af sig selv for at betragte sig udefra. Dette subjekt og objekt i én korresponderer godt med en kunstnerisk fornyelsesproces. Melankolien må på mange måder formulere en erfaring af sin splittelse. Melankolikeren fremstilles ofte som kommunikationsløs, som tavs og uden forbindelse til verden, men når han bevæger sig ind i kunstens domæne, hører stumheden op, og han tvinges til artikulation. Melankolien kan på den måde blive til en kamp mod stumheden (Ludvig Völker). Det sker gennem digtekunst og andre kunstudtryk. Kunsten bliver det domæne, hvor melankolien virkelig kommer til udfoldelse, fordi den i sig selv er en af menneskets vigtigste refleksionssteder og selvsagt kan lade fantasien spille uden indblanding fra politik, tro, ideologi osv. I det mindste i princippet. En erfarings- og troshorisont kan dog aldrig lades helt ude af betragtning. Men igen – i princippet – er kunsten som melankolien et frihedens rum, hvor alle tænkelige forestillinger kan udvikles og afprøves.

I kunsten må melankolien nødvendigvis være en refleksionsproces, da den melankolske bevidsthed ellers aldrig ville kunne formulere et eneste ord om sig selv, og derfor bliver melankolien en frugtbar erfaring i mødet med kravet om artikulation. Den rene negativitet, forstået som stumhed, åndelig impotens og afmægtighed, kan ikke fungere her, hvilket betyder, at den, der er ramt af en konkret, depressiv melankoli, aldrig ville kunne blive eksempelvis digter. Ved udgangen af eller på bagkanten af depressiviteten kan der imidlertid skabes fornyende og tit skånselsløse kunstværker. Både digtere og billedkunstnere har leveret mange markante og spidse eksempler på dette. Sorgen eller smerten er fx nødt til at blive sprogliggjort, for at subjektet kan komme til erkendelse af sig selv, ellers går det til grunde. Malcolm i Macbeth udtrykker problemet fint, da han trøster Macduff, efter dennes familie er blevet slagtet af Macbeth: ”Nej, ven! Lad være at trække hatten ned i panden: Giv sorgen ord; den smerte, der ikke får mæle, hvisker til det overbebyrdede hjerte og befaler det at briste.”

Det negative må således komme til udtryk. Det må fx formuleres sprogligt, for at selvet kan komme på afstand af sig selv, og her åbner litteraturen et enestående refleksionsrum. Den melankolske kunst er altså ikke ”negativ”, som stemmen hos Hultberg påstod, men sætter negativiteten i spil, så den dermed mister sin ensidighed og bliver en produktiv størrelse, der genererer indsigt og erkendelse. Den melankoli, der kommer æstetisk til udtryk, kan altså blive en frugtbar refleksion over de såkaldt negative fænomener som tab, forkrænkelighed, døden etc. På den måde rummer melankolien som kunstnerisk topos et bekræftende aspekt, som den uformidlede melankoli ikke indeholder, og derfor kan den således også have et erkendelsesmæssigt potentiale. Derfor er det en almindelig erfaring i mødet med kunstens værker, at man som beskuer eller læser aner, om de er forankret i melankoliens åbne refleksionsfelt, om sorgen og smerten er en fortrolig og ressourcestærk følgesvend etc.

Det konkrete startpunkt for disse tekster, om hvordan skønheden er splittet i denne ruinøse verden, var noget, jeg læste i en redegørelse om Charles Baudelaires værk med speciel reference til melankoli og skønhed. Teksterne er meget foreløbige. Baudelaires bidrag er jeg således slet ikke færdig med.