Hele livet er kunstens emne. Intet unddrager sig kunstens skarpe ’analyse’, herunder heller ikke livets smertepunkter. Sorgen og vemodet bidrager således aktivt i mit eget arbejde med både ord og billeder. Forholdet mellem melankoli og kreativitet optager mig derfor på et dybt personligt plan.

Der er gjort mange overvejelser om, hvad kunsten gør med os og for os – i livet og i døden. Vi kan have forskellige forudsætninger for at se og fortolke kunstens bidrag til vort liv, men man kan måske sige, at kunsten er en slags bevidsthed. Det er især, når vi møder kunsten, at vi ser det enkelte kunstbidrags gyldighed og betydning. Det sker, når bidragene træder frem for mig som beskuer, lytter, deltager. Her kan min erkendelse af vort liv, vores eksistens vokse eller udvides.

Kunsten den er et sted, hvor man kan forbinde sig med verden og med omgivelserne, og oplever man lidelse og smerte i sit liv, kan man simpelthen ikke lade være med at forbinde sig med noget, der kan svare på den lidelse. Her bliver tanken om livslethed hurtig hjemløs.

Kunst er skønhed. Men kunst er også grusomhed, råhed, smerte, sorg, brutalitet. Kunsten skaber møder og danner fortolkningsmuligheder. Kunst er både liv og død. Repræsentationer af liv og død om man vil. Undren og klage, håb, sorg og længsel, ja, alle elementer findes i kunsten og i mødet med døden. Aristoteles sagde, at en tragedies æstetiske særkende, når den fremkalder medlidenhed og frygt hos tilskueren, fuldbyrder en renselse (katharsis) af følelser af denne art. På denne måde kan kunsten skabe vej for en slags klargørelse og øget indsigt i vores egen livssituation. Kunsten kan blive en form at klage i, når ordene standser, og vi bliver stumme.

Døden er det eneste i livet, der ikke er til forhandling. Af den lærer vi helt betingelsesløst, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere. Det har kunstens mange former og udtryk jo også kredset om. Blandt andet er kunst- og musikterapi kommet meget i brug i det palliative (smertelindrende) arbejde. Selv om vi som moderne mennesker egentlig ikke er så dygtige til at visualisere og læse billedsprog, symboler og metaforer, så tror jeg, at hele dette felt er vigtigt.

Det enkelte kunstværk fødes i meget personlige rum hos kunstneren selv. Erfaringer og erindringer bidrager til de rigt varierede udtryk i skabelsens proces. En ærlig åbenhed blotlægges og særlige fortegn som glæde, håb, kærlighed, ondskab, sensualitet, smerte og sorg er tydeligvis spundet ind i værkerne. Disse har måske endda til hensigt at fremme en gennemsigtighed og åbenhed, hvor beskuer og fortolker kan finde plads til sig selv, diskutere og svare ud fra egne forudsætninger i en livsglæde eller en nedstemthed eller forankret i andre menneskelige, måske smertefulde, dybder. Kunsten sigter på mennesket og menneskelivet.

Kunsten er at se, at blive seende og at blive set. For både kunstner og beskuer er det sådan, vil jeg gerne tænke. Så kan renselsen løbe ad sine spor hos den enkelte.

Livsmodet kan knægtes på flere måder. Bøjningskategorien i nærværende lille opsats går i den selvvalgte retning. Hvad handler denne fortælling om? Den selvvalgte måde er måske den mest oversete, fordi vi hurtigt ramler ind i en noget uhåndterbar selvbeskærmelse. Den kan dog let give mentale, livsnedbøjende belastningsskader.

Det vil tit være mere gavnligt for os selv og vore medmennesker, om vi på en ansvarlig måde påtog os et mindre ansvar. Vi stiller os ikke tilfreds med at være mennesker. Vi vil noget mere end præcis dét. Vi vil være stærke herrer og fruer over liv og død – og den slags. Men dette besnærende ansvar tror jeg, at vi må blive bedre til at give slip på. Ansvarsfralæggelse er, hvad jeg efterspørger.

Måske findes der ligefrem nogle med et specielt udviklet bekymringsgen derude, som har brug for at læse det i klartekst: Læg ansvaret fra dig! Du er jo hverken herre eller frue over det mest afgørende i livet, nemlig livet selv. Os der ikke er så erfarne udi bekymringsterrænet, vi kan dog også have stor nytte af at stave på de samme ord: Fralæg dig ansvaret! Meget kan du og jeg tage hånd om i vore liv eller ligefrem gøre noget ved, men i dybeste forstand råder vi ikke over livet, sådan som vi heller ikke i nogen måde er årsag til det.

Dette er ikke nogen letkøbt eller smart fortale til et liv på skæbnens præmisser. Men alle kan vi have hårdt brug for at blive mindet om det, som vi sidste instans ikke magter. Vi er langt bedre stillet med at leve et liv uden de her belastningsskader under vort eget hegemoniske selvstyre. Vi skal turde miste kontrol – og give slip på bekymringerne og herredømmerne. Vær ikke bekymrede for jeres liv, sagde Jesus i én af sine vigtigste undervisningstaler.

Adspurgt om forholdet mellem fortrængning af magtesløshed og dødsangst svarer sogne- og sygehuspræst Preben Kok i et interview (KD 06-07-2012): Dødsangst er altid en livsangst. Man har kun dødsangst, hvis man har levet for lidt. Vel, helt så ukompliceret er det ikke, men jeg forstår godt budskabet. Derfor beholder han også ret, når han fortsætter: Hvis man er meget stresset og derfor ikke bruger magtesløsheden, så lever man for lidt. For når man ikke vil være magtesløs, der hvor man er magtesløs, så er der evner, man ikke bruger. Den kreativitet, som ligger i at være magtesløs, er eksempelvis den, der er baggrund for, at vi er blevet født.

Lektien her er en tankevækker af dimensioner. Hvad gør en kvinde, når hun er blevet gravid? Hun venter. Hvad gør hun for at få fosterets hjerte placeret det rigtige sted? Ingenting. Det vil sige, at kvinder lader noget ske med sig, uden at de gør noget, og det kommer der liv ud af. Det betyder naturligvis ikke, at der kan komme liv ud af at gøre ingenting, men det er en fundamental livserfaring, vi har, og vi lader, som om den ikke findes.

Magtesløsheden har derfor en central eksistentiel betydning for ethvert menneske. Guds kraft udfolder sig helt i den. Derfor forsvarer jeg også gerne – sammen med Preben Kok og mange andre – ansvarsfralæggelsen og magtesløshden. Paradoksalt nok er der masser af livfuld kreativitet og styrke i fralæggelse af ansvar, fx når omsorgsudmattelsen sætter ind.

Kender du til at befinde dig hinsides kulturens trøst? Du elsker kunstens rige udtryk. Men glæden og trøsten indlejrer sig ikke på nogen mærkbar måde. Det insisterende i den positive, livsopbyggende forstand glimrer ved sit fravær. Du bliver lavmælt ivrig, når du skal tolke både livsleden og skønheden. Tankegangen er egentlig klar nok. Du bliver klogere undervejs, for du har kontakt med bevægelserne derinde i sindets kroge og afkroge.

Presset må ikke begrædes. Der findes en side i det menneskelige livsvilkår, som mennesket aldrig kan komme fri af. Det kan italesættes på flere måde. Men i den direkte og koncentrerede form handler det om indsigten i livets grundlæggende tragik, at livet varer så kort. Kunsten er lang, livet er kort. Glæden over livets dejlige og smukke sider skal levnes plads. Alligevel må mennesket vove at nærme sig den bitre indsigt, at det vidunderlige varer kort, at også kulturens skønhed er flygtig.

På livsrejsen dukker melankolien og vemodet op. En smerte og sorg tager lod og del. Men sorgen hører grundlæggende livet til, og vi skal ikke nægte den adkomst. Ubestemmelig kan den være, men den er der. Forsøg på at ignorere sorgens følelse hjælper ikke stort. Når livet snævres ind gennem sygdom eller andre specifikke hændelser, så slås der sprækker i sikkerheden. Vi mindes om den fundamentale hjemløshed. Men længslen melder sig. Længslen er en konsekvens af menneskets søgen efter mening, en tørst.

For mig selv er det blandt andet billedkunsten, arbejdet foran lærredet, eller skrivekunsten, der kan bidrage til roen og langsomheden. For dig er det måske nogle helt andre ting. Men for min del sker det vigtige arbejde i atelieret og ved skrivepulten. Her kan jeg tilbageerobre den langsomme tid.

Billedkunsten er et eksempel. Det hvide lærred kan være grusomt, fordi det står som et spejl og venter på mig. Og selve processen med at bygge op og slå ned kan også være noget anspændt, og jeg kan føle mig noget tom efter en krævende kamp foran lærredet. Men så kan man måske få tømt hjernen – og begynde at se andre steder hen og opsamle ny inspiration. Det jeg oplever, det er: Kunsten giver plads til, at jeg kan frede mig selv og give mig tid til at synke ned i roen og genvinde et langsommere åndedræt. Denne søgen efter en fredfyldt oase fører mig hen til nye steder. Først når man er faldet til ro, kan man ane betydningen af venners ansigter, smil, ømhed, kaldet til tjeneste, storheden i naturen osv. Først når man ikke kaster sig hid og did, kan venskaber fordybes og horisonter udvides.

Hvor fører dette hen? Kunsten får mig til at se. Den er i det hele taget til for syns skyld. Kunsten rammer én med glæde, fryd, storhed, smerte, vrede osv. Den får én til at se ting, der måske slet ikke skulle være der (noget du må gøre op med), og den får mig til at se det, som den såkaldte civilisation har gjort mig blind for (noget som jeg burde satse meget mere på). I bedste fald kan den også skabe vej for nyt fællesskab og bidrage til vigtige omprioriteringer og justeringer i livet. Den kan være en vejbereder for ændringer, så jeg får tid til at leve med alt, hvad det indebærer.

Kunsten kan vise, at fællesskabet med medmennesket bør fylde noget mere, at livet kan få en ny retning, at vores egen og vores medmenneskers situation kan afsløres som falsk, at vi måske lever på et bedrag, hvorfor vi måske heller ikke får tid til det allervigtigste. Nogle gange må vi simpelthen lære at se. Lære at se i øjnene. Lære at blive set. Vejen går fra blindhed til klarsyn. Nogle gange skal synet skoles, øjnene gennemgå en læreproces. Her kan kunsten løse en opgave. Kunsten er i særklasse god til at håndtere melankolien og vemodet.

Jakob Knudsens salme ‘Se, nu stiger solen af havets skød’ udfolder dybe indsigter, der tit kobles op på mit arbejde i atelieret. Linier som “luft og bølge blusser i brand, i glød”, “medens lyset lander på verdens kyst” og “lad mig nu kun drage ad natmørkt hav” skærer sig vej dybt i bøn, sind og tanker. De kanaliseres gennem penselstrøg.

Sorgens tårer kan ligefrem væde udsynet i mødet med sådanne verslinier, fordi jeg ser ind i smertens dybder. Blikket bliver langt, men det fugtes og mattes også.

Vi fødes og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Det skønne, det livsbekræftende og de gode, kærlige relationer, som vi får lov til at smage varer kun kort, inden det skal afbrydes.

At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Dér kommer jeg ind til et tomt rum, hvor nyskabelsen sker. Det er mulighedernes kreative rum. Skal der ske noget nyt må jeg i kontakt med melankolien og vemodet i mit liv. Jeg må vove at være i tomheden.

Når jeg erobrer den langsomme tid tilbage, mærker jeg den blå ild, som brænder i mig som en smerte. Det er som et sted uden beskyttelse, helt uden ly og læ. Det er om noget sårbarhedens sted. Nedstemthedens sorg breder sig, fordi fraværet af det tabte efterlader mig i et tomrum.

Vemodets sorg bærer farven blå. Mit livssyn er blåt. Fraværet af det tabte er som en skygge, der formørker den ydre verden. Det kunstneriske arbejde er ej blåt til lyst. Livets glæde og smerte er ligesom spændt ud i farven blå. Glæden og skønheden tager også lod og del i mine egne frembringelser, men den dybe smerte rører også kraftigt på sig. Vemodets ild brænder løs.

Uden tårer kan vi risikere, at smerten bliver en forstening i sjælen. Et gammelt ordsprog siger: Små sorger har ord, de store er stumme. Den stumme tavshed er måske det eneste, jeg har at kommunikere med, når den store smerte sætter sig igennem. Det får så et billedligt udtryk i forbindelse med sindets og tankens kampe. Men der er knyttet håb til vandringen i dødens skygge.

På denne vandring kan jeg opleve kærlighed og omsorg. Indsigt og visdom om livets dybder dukker også op. Smerten og sorgen tager livtag med glæden og håbet. I bedste fald – også under arbejdet med maleriet – slår lyset frem indefra, fra den tro, det håb og den kærlighed, som vokser bedst her i dødens skygge.

Det er mere end svært at forstå, hvorfor der finder så grusomme lidelser sted rundt omkring, når Gud med et knips i fingrene kunne forhindre det, hvis han ville. Har han ikke magten til at forhindre de her ubegribelig grusomheder?

Det virker ganske ubegribeligt. For den der virkelig kæmper med dette spørgsmål som andet end et spekulativt eller filosofisk problem, så er Guds afmagt og tavshed et ganske alvorligt spørgsmål. Guds tavshed kan blive en ekstra lidelse i sig selv. Forfærdelig kan det være at opleve denne tavshed, når et menneske har råbt sin nød og klage ud mod Gud. I visse tilfælde får et grædende menneske lov til at møde en grædende Gud.

Det store kontroltab

Der er skrevet ufattelig mange hyldemeter om denne klassiske problemstilling, uden at den gode forklaring er kommet for en dag. Heller ikke jeg kan levere byggeklodser til et sikkert tankesystem.

Det ligner det største kontroltab i verden. Guds tab af kontrol og magt. Der sker så mange forfærdelige ting rundt omkring, som kun kan være det her bevis på, at Gud har tabt kontrollen med sin verden og sit menneske. Mange har derfor nået til den konklusion, at Gud slet ikke eksisterer. De har forkastet tanken om Gud på grund af livets grusomhed.

Tilstedeværelsen af ondskab og lidelse i verden ses som et virkeligt blokerende problem for tanken. Men vi kan ikke sige, at f.eks. det onde kommer fra Gud. Det onde skyldes sig selv. Den korte version lyder sådan: Gud er ikke det ondes årsag. Lidelsen er ikke efter Guds vilje.

Der kan godt ske noget i verden, som ikke på nogen måde er et udtryk for Guds vilje og væsen. De forskellige religioner forholder sig meget forskelligt til lidelsen. Kristendommen er her redelig på sin egen måde: Den erkender blankt, at den ikke har et klart og entydigt svar. Lidelsen er noget unaturligt i Guds skabte verden. Bibelen giver også plads til protesten imod lidelsen. Forundringen og ubegribeligheden lever sit liv på Bibelens blade.

Hvorfor siger Gud ikke stop?

Jeg har tænkt noget over forfatteren C.S. Lewis’ ord om lidelsens problem: ”Gud hvisker til os i vore nydelser, taler til os i vores samvittighed, men råber til os i vore lidelser; de er hans megafon, som han bruger til at vække en døv verden”. – Ordene her giver især retning og mening for den, der kæmpende kommer til Gud med sin frustration, smerte, tro, tvivl og vrede – og stiller Gud selv de barske spørgsmål: Hvorfor stopper du ikke det alt sammen? Hvorfor udrydder du ikke det onde og den onde? Hvorfor skjuler du dig i forhold til disse forfærdelige ting?

Kristendommen rummer tanken om den grædende Gud. Han kommer i Jesus Kristus til os og græder med os. Hans tårer falder på menneskejord. Teologen Leif Andersen har i bøger (bl.a. Gud, hvorfor sover du?) og artikler på en hudløs måde udfoldet, hvad vi kæmpende og tøvende kan sige. Jeg bringer nogle få af hans punkter i spil her:

Gud står ved en vens grav og græder, står uden for et afvisende og vantro Jerusalem og græder over byen osv. En Gud, der selv i Getsemane have beder om at blive fri for døden (og ikke bliver det); en Gud, der på korset skriger over, at Gud har forladt ham. Vi savner måske de teoretiske klare svar – i stedet er Gud kommet til os for at dele vore spørgsmål og vores angst og bøn med os.

En medlidende Gud

De kristne vedgår, at de ikke kan hive de gode svar op vedrørende lidelsens problem. Men de har en medfølende frelser i Jesus Kristus. Derfor sker der også det mærkelige, at det ofte er de lidende mennesker selv, der er i stand til at fastholde tilliden til Guds kærlighed, mens de mere velbjærgede mennesker sidder på afstand af lidelsen og bruger den som indvending imod de lidende menneskers egen tro på Gud.

Guds vilje sker slet ikke altid på jorden. Men lidelse og ondskab er på den anden side heller ikke et fornuftsbevis imod Guds eksistens. Det virker absolut mest fornuftigt og indlysende – og mest kærligt, hvis Gud bare gav os et liv uden lidelse. Det er også det, han helst vil; for han er glædens Gud og vil kun os det bedste. Men det er muligt, at der simpelt hen er noget, der er vigtigere end glæde: At vi lærer at elske ham og elske hinanden.

Gud er ubegribelig og uforståelig. Ja, det kan han være. Han kan være tavs og skjule sig. Men Gud har givet os en tolk, der kan oversætte hans fjerne, forståelige tale til kærlighedens sprog. De bedste forklaringer og spekulationer når ikke i mål med tanke på lidelsens hvorfor. Men Gud har afsløret sin kærlighed til os i Kristus. Denne nøgle forklarer ikke alt, men Gud er vores grædende og lidende Gud, der ikke stiller sig på ydersiden af vores eksistens. Han er med sin svaghed til stede i vores svaghed.

Det er vigtig side af inkarnationens under. Gud kom til verden blandt andet også for at påtage sig menneskets lidelse. I Jesus Kristus erfarede Gud den ultimative smerte. Vores erfaring af smerte finder vi ikke en tilfredsstillende forklaring på, men kristendommen giver ressourcer til at møde lidelse med håb og mod i stedet for bitterhed og lidelse.

Nogle vægge er helt papirtynde. Sorgens tårer væder sig nemt en vej igennem disse vægge. Men det er, som det skal være. Menneskets ret til tårer har ingen bestemt forfaldstid, siger den franske digter Victor Hugo. De kommer, når de kommer, og dem må vi ikke hindre på deres vej. Uden tårer kan vi risikere, at smerten bliver en forstening i sjælen.

Smerten og sorgen over adskillelsens tab har sit eget liv hos det enkelte menneske. Sorgens ansigter kan se helt forskellige ud. En højtid eller et årsskifte kan opleves som et meget sårbart og åbent sted. På udvalgte tidspunkter lukkes der på en særlig måde op til dybderne i tabet og sorgen. Sorgen er blevet kaldt kærlighedens og tilknytningens dyreste pris. Det er ikke til at slippe af med den sorg, som kærligheden udgør. Sorg og livshistorie kan ikke adskilles.

Særligt døden skiller os fra det, vi elsker og holder af. Sorgen er den pris, vi betaler for at elske et andet menneske og miste det. Sorgen er kærlighedens bagside. Med kærligheden risikerer vi noget, men det er en risiko, de fleste af os hellere end gerne løber, for at have kærligheden i vores liv – i alle dens former.

Mange mennesker kan tale med om, hvad det betyder i deres liv. Sorgen kan knytte sig til en konkret erfaring. Vi blev måske ført ud i sorgens landskab, hvor den nu er blevet vores ledsager. Vi har hver især vores egne erfaringer og fortællinger med fra sorgens land. Men der er ikke tvivl om, at jo tættere et forhold, vi havde til den afdøde, desto mere føler vi os ramt af tabet.

Sorgen har ingen forfalds- eller udløbsdato, selv om omsorgsfulde og venlige sjæle vil meddele os, at nu må vi nok forsøge at komme videre. Men sorgen er en livsledsager. Den er et vilkår. Kærligheden dør ikke hurtigt. At sørge er også at prise forholdets dybde. I en sådan situation kan vi nemt ramle lige ind i de her hudløse øjeblikke, hvor vi står nøgne med vores smerte. Vi dør selv en lille smule i en sådan situation.

Døden er – stort set – det eneste i livet, vi ikke kan forhandle om. Af døden skal vi måske endda lære, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere.

Tabet af en af vore kære bringer os på alle måder ud af balance. Samtidig kan der være et håb og en kraft i sorgen, som vi ikke umiddelbart troede mulig.

Al den ubestemmelige modstand i sorgen kan, om vi skal tale alment og meget menneskeligt om det, få os til at komme i kontakt med noget af det skrøbelige og sårbare hos os selv. Modgangen styrker og udvikler os på forskellige vigtige måder. Vore medmennesker vil kunne kende, hvordan vi er formet af livets sårbarhed.

Et gammelt ordsprog siger: Små sorger har ord, de store er stumme. Den stumme tavshed er måske det eneste, jeg har at kommunikere med, når den store smerte sætter sig igennem. Livet skal åbenbart være så svært, at jeg ikke evner at formulere min støtte. Måske er det netop den tavse kærlighed, nærhed og tilstedeværelse, som der er allermest brug for.

Der er knyttet håb til vandringen i dødens skygge. I mødet med mennesker på denne vandring kan vi opleve megen kærlighed og omsorg. Indsigt og visdom om livets dybder dukker op. Selv ikke fortvivlelse og tårer kan holde håbet på den lidt længere strækning tilbage. Smerten og sorgen fylder meget og tager livtag med glæden. Men det er også, som om glødelampen lyser. Lyset stråler indefra, fra den tro, det håb og den kærlighed, som vokser bedst i dødens skygge.

Den smerteblandede glæde banker tit på min egen papirtynde dør. Jeg erfarer, hvordan tab og sorg skaber vej for både smerte og usikkerhed.

Jeg stiller ikke noget krav om at have kontrol over livet. Jeg tror heller ikke, at jeg er stærk og kan alt. Men det er mit ønske, at jeg kan bevare håbet og troen på en måde, så jeg kan kæmpe for det menneske, som måske føler sig ladt meget alene i sorgen.