Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv? – Teologien skyder et nyt spørgsmål ind: Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?

På stille afstand af livet

Livet kan være fantastisk. Især når de store åndelige værdier sætter sig igennem. Værdier som mod, medfølelse, optimisme, tillid og næstekærlighed. Men det samme liv kan også være ganske forfærdeligt og opleves som meningsløst og uværdigt. Det kan skyldes fysisk og psykisk tyngende kår – gennem nedværdigelse og smertefuld lidelse. Eller måske endda når vi rider på tomhed, åndelig fattigdom, overfladiskhed, forbrug eller stærke øjebliksoplevelser.

Vi bruger forskellige erfaringer, når vi tager stilling til vores liv. I dag er det næsten et krav, at alt, hvad man foretager sig i sit liv skal være et udtryk for et gennemtænkt valg. Der lægges mange tanke- og valgbyrder på mennesker i alle aldre. Mange moderne mennesker fralister ligefrem Gud og medmennesker deres betydning ved egoistiske livsholdninger og opfindsomme selviscenesættelser.

Sikkert er det, at spørgsmålet om det meningsfulde liv ikke altid dukker op i mødet med selve oplevelsen af ’meningsfylden’ eller ’meningstabet’. Det bedste sted at finde svaret er ”på en stille times afstand af livet” (Kierkegaard). Dette rolige tidspunkt kan opstå, når man falder i staver over en avisartikel, på vej hjem fra et foredrag, ud på natten i en god samtale med venner, over overvasken, gennem mødet med et menneske, der lever anderledes på den skønne måde, er stærkt forelsket eller i selskab med en bog, der handler om emnet.

En sang kan bedst udfolde sig gennem en stemme. Tanken om et meningsfuldt liv benytter sig også af medier eller redskaber. Sprog, kultur, teknik, natur, Gud og menneskelige fællesskaber hører til medierne for mening i livet. Det er disse forhold, som livet blandt andet udfolder sig igennem. Mest afgørende er dog de gode og givende relationer, som vi forhåbentlig lever i og kender den livgivende betydning af.

Aldrig for sig selv

Sig selv bliver man aldrig for sig selv. Det understreger Søren Kierkegaard på denne måde: ”Selvet maa brydes for at blive Selv.” – Et andet sted kommer han med en hel programerklæring for et kursus i dannelse: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte.”

Menneskets jeg eller dets selv må altså brydes. Det er på denne måde, at et menneske bliver et meningsfuldt væsen. Og valget står ganske klart: Man kan digte sig selv eller lade sig digte. At digte betyder her det samme som at danne og bygge. Man kan altså danne sig selv eller lade sig danne. Valget får store konsekvenser for det enkelte menneske og dets liv, som det udspiller sig mellem det individuelle og det sociale.

Mange i dag tror og tænker, at de kan bygge liv med sig selv. Det sker i pagt med menneskers egne behov og ønsker. Tit råder et oplevelsestyranni. Men det er farligt på den lange bane at være så klog, at man tænker, at man kan være en livets selvbygger og selv styre tilværelsen. Det er her de bærende relationer og de store sammenhænge går tabt. Tomheden øges og meningstabet vokser i hastigt tempo. Det giver vitterlig alvorlige belastningsskader, når mennesket vil råde selv og bære på livet selv.

Omvendt giver det kvalitet og mening i og til livet, når man erkender glæden ved eller er taknemmelig over at være til. At eksistere eller at være til kræver, at man med taknemmelighed anerkender andres bidrag til sit liv. Det er fundamentalt for den enkelte, at man ser, at man ikke selv er årsag til sit liv. Mennesket har ikke skabt sig selv eller kan skabe det selv udenom andre.

Vi kan nævne eksemplet med vort daglige arbejdsliv: Her bæres den enkelte også gennem relationer. Det at kunne bruge sig selv og udrette noget, som er værdifuldt for andre end os selv, sætter vort arbejde ind i en større meningsgivende sammenhæng. Her kommer spørgsmålet til at dreje sig om, ikke hvad der er meningsfuldt for mig, men hvad der er meningsfuldt for andre. Dybest set er det derfor absurd at spørge: “Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv?” Det giver kun mening at vende tankegangen på hovedet og spørge: “Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?”

Digtet af Gud selv

Dannelse kan ses som et spørgsmål om at finde frem til sig selv, at besinde sig på sig selv, kort sagt at komme til sig selv. Men hvordan sker det på rette måde? Det sker netop ikke ved, at man tilvejebringer sig selv! Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende Redacteur” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”Redacteur” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning.

Selv den ufuldkomne, den udstødte, den utilpassede, kan prise sig lykkelig over, at vedkommende er digtet af Gud selv. ”Selvet maa brydes for at blive Selv”. Kun derved kan mennesket blive til ”Aand”, altså til at væsen, der kan forholde sig til sig selv og ved dette selvforhold forholde sig til Gud og derved vinde en sund identitet. Et menneskes gen-opbygning må ske ”fra Grunden af”, understreger Kierkegaard i sine opbyggelige taler.

Den kristne grundfortælling eller de bibelske beretninger lader os ikke i tvivl om, hvordan vi kan vinde livet og dets kvaliteter, herunder meningsfuldheden, tilbage. Mennesket kan ikke finde eller indhente sig selv. Der findes noget uden for menneskets dannelse og opdragelse, som sætter alt i et nyt perspektiv. I kristen forstand kan man ikke føde sig selv, men man må lade sig genføde for at kunne blive en ny skabning, Guds skabning. Kun derved kan man, kristeligt, blive sig selv. Det er en om-dannelse, en underfuld forvandling, hvor man lærer at give slip på illusionen om sin suverænitet, sin forestilling om selvstyring, sig selv.

Hele livet er kunstens emne. Intet unddrager sig kunstens skarpe ’analyse’, herunder heller ikke livets smertepunkter. Sorgen og vemodet bidrager således aktivt i mit eget arbejde med både ord og billeder. Forholdet mellem melankoli og kreativitet optager mig derfor på et dybt personligt plan.

Der er gjort mange overvejelser om, hvad kunsten gør med os og for os – i livet og i døden. Vi kan have forskellige forudsætninger for at se og fortolke kunstens bidrag til vort liv, men man kan måske sige, at kunsten er en slags bevidsthed. Det er især, når vi møder kunsten, at vi ser det enkelte kunstbidrags gyldighed og betydning. Det sker, når bidragene træder frem for mig som beskuer, lytter, deltager. Her kan min erkendelse af vort liv, vores eksistens vokse eller udvides.

Kunsten den er et sted, hvor man kan forbinde sig med verden og med omgivelserne, og oplever man lidelse og smerte i sit liv, kan man simpelthen ikke lade være med at forbinde sig med noget, der kan svare på den lidelse. Her bliver tanken om livslethed hurtig hjemløs.

Kunst er skønhed. Men kunst er også grusomhed, råhed, smerte, sorg, brutalitet. Kunsten skaber møder og danner fortolkningsmuligheder. Kunst er både liv og død. Repræsentationer af liv og død om man vil. Undren og klage, håb, sorg og længsel, ja, alle elementer findes i kunsten og i mødet med døden. Aristoteles sagde, at en tragedies æstetiske særkende, når den fremkalder medlidenhed og frygt hos tilskueren, fuldbyrder en renselse (katharsis) af følelser af denne art. På denne måde kan kunsten skabe vej for en slags klargørelse og øget indsigt i vores egen livssituation. Kunsten kan blive en form at klage i, når ordene standser, og vi bliver stumme.

Døden er det eneste i livet, der ikke er til forhandling. Af den lærer vi helt betingelsesløst, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere. Det har kunstens mange former og udtryk jo også kredset om. Blandt andet er kunst- og musikterapi kommet meget i brug i det palliative (smertelindrende) arbejde. Selv om vi som moderne mennesker egentlig ikke er så dygtige til at visualisere og læse billedsprog, symboler og metaforer, så tror jeg, at hele dette felt er vigtigt.

Det enkelte kunstværk fødes i meget personlige rum hos kunstneren selv. Erfaringer og erindringer bidrager til de rigt varierede udtryk i skabelsens proces. En ærlig åbenhed blotlægges og særlige fortegn som glæde, håb, kærlighed, ondskab, sensualitet, smerte og sorg er tydeligvis spundet ind i værkerne. Disse har måske endda til hensigt at fremme en gennemsigtighed og åbenhed, hvor beskuer og fortolker kan finde plads til sig selv, diskutere og svare ud fra egne forudsætninger i en livsglæde eller en nedstemthed eller forankret i andre menneskelige, måske smertefulde, dybder. Kunsten sigter på mennesket og menneskelivet.

Kunsten er at se, at blive seende og at blive set. For både kunstner og beskuer er det sådan, vil jeg gerne tænke. Så kan renselsen løbe ad sine spor hos den enkelte.

Livsmodet kan knægtes på flere måder. Bøjningskategorien i nærværende lille opsats går i den selvvalgte retning. Hvad handler denne fortælling om? Den selvvalgte måde er måske den mest oversete, fordi vi hurtigt ramler ind i en noget uhåndterbar selvbeskærmelse. Den kan dog let give mentale, livsnedbøjende belastningsskader.

Det vil tit være mere gavnligt for os selv og vore medmennesker, om vi på en ansvarlig måde påtog os et mindre ansvar. Vi stiller os ikke tilfreds med at være mennesker. Vi vil noget mere end præcis dét. Vi vil være stærke herrer og fruer over liv og død – og den slags. Men dette besnærende ansvar tror jeg, at vi må blive bedre til at give slip på. Ansvarsfralæggelse er, hvad jeg efterspørger.

Måske findes der ligefrem nogle med et specielt udviklet bekymringsgen derude, som har brug for at læse det i klartekst: Læg ansvaret fra dig! Du er jo hverken herre eller frue over det mest afgørende i livet, nemlig livet selv. Os der ikke er så erfarne udi bekymringsterrænet, vi kan dog også have stor nytte af at stave på de samme ord: Fralæg dig ansvaret! Meget kan du og jeg tage hånd om i vore liv eller ligefrem gøre noget ved, men i dybeste forstand råder vi ikke over livet, sådan som vi heller ikke i nogen måde er årsag til det.

Dette er ikke nogen letkøbt eller smart fortale til et liv på skæbnens præmisser. Men alle kan vi have hårdt brug for at blive mindet om det, som vi sidste instans ikke magter. Vi er langt bedre stillet med at leve et liv uden de her belastningsskader under vort eget hegemoniske selvstyre. Vi skal turde miste kontrol – og give slip på bekymringerne og herredømmerne. Vær ikke bekymrede for jeres liv, sagde Jesus i én af sine vigtigste undervisningstaler.

Adspurgt om forholdet mellem fortrængning af magtesløshed og dødsangst svarer sogne- og sygehuspræst Preben Kok i et interview (KD 06-07-2012): Dødsangst er altid en livsangst. Man har kun dødsangst, hvis man har levet for lidt. Vel, helt så ukompliceret er det ikke, men jeg forstår godt budskabet. Derfor beholder han også ret, når han fortsætter: Hvis man er meget stresset og derfor ikke bruger magtesløsheden, så lever man for lidt. For når man ikke vil være magtesløs, der hvor man er magtesløs, så er der evner, man ikke bruger. Den kreativitet, som ligger i at være magtesløs, er eksempelvis den, der er baggrund for, at vi er blevet født.

Lektien her er en tankevækker af dimensioner. Hvad gør en kvinde, når hun er blevet gravid? Hun venter. Hvad gør hun for at få fosterets hjerte placeret det rigtige sted? Ingenting. Det vil sige, at kvinder lader noget ske med sig, uden at de gør noget, og det kommer der liv ud af. Det betyder naturligvis ikke, at der kan komme liv ud af at gøre ingenting, men det er en fundamental livserfaring, vi har, og vi lader, som om den ikke findes.

Magtesløsheden har derfor en central eksistentiel betydning for ethvert menneske. Guds kraft udfolder sig helt i den. Derfor forsvarer jeg også gerne – sammen med Preben Kok og mange andre – ansvarsfralæggelsen og magtesløshden. Paradoksalt nok er der masser af livfuld kreativitet og styrke i fralæggelse af ansvar, fx når omsorgsudmattelsen sætter ind.

Kender du til at befinde dig hinsides kulturens trøst? Du elsker kunstens rige udtryk. Men glæden og trøsten indlejrer sig ikke på nogen mærkbar måde. Det insisterende i den positive, livsopbyggende forstand glimrer ved sit fravær. Du bliver lavmælt ivrig, når du skal tolke både livsleden og skønheden. Tankegangen er egentlig klar nok. Du bliver klogere undervejs, for du har kontakt med bevægelserne derinde i sindets kroge og afkroge.

Presset må ikke begrædes. Der findes en side i det menneskelige livsvilkår, som mennesket aldrig kan komme fri af. Det kan italesættes på flere måde. Men i den direkte og koncentrerede form handler det om indsigten i livets grundlæggende tragik, at livet varer så kort. Kunsten er lang, livet er kort. Glæden over livets dejlige og smukke sider skal levnes plads. Alligevel må mennesket vove at nærme sig den bitre indsigt, at det vidunderlige varer kort, at også kulturens skønhed er flygtig.

På livsrejsen dukker melankolien og vemodet op. En smerte og sorg tager lod og del. Men sorgen hører grundlæggende livet til, og vi skal ikke nægte den adkomst. Ubestemmelig kan den være, men den er der. Forsøg på at ignorere sorgens følelse hjælper ikke stort. Når livet snævres ind gennem sygdom eller andre specifikke hændelser, så slås der sprækker i sikkerheden. Vi mindes om den fundamentale hjemløshed. Men længslen melder sig. Længslen er en konsekvens af menneskets søgen efter mening, en tørst.

For mig selv er det blandt andet billedkunsten, arbejdet foran lærredet, eller skrivekunsten, der kan bidrage til roen og langsomheden. For dig er det måske nogle helt andre ting. Men for min del sker det vigtige arbejde i atelieret og ved skrivepulten. Her kan jeg tilbageerobre den langsomme tid.

Billedkunsten er et eksempel. Det hvide lærred kan være grusomt, fordi det står som et spejl og venter på mig. Og selve processen med at bygge op og slå ned kan også være noget anspændt, og jeg kan føle mig noget tom efter en krævende kamp foran lærredet. Men så kan man måske få tømt hjernen – og begynde at se andre steder hen og opsamle ny inspiration. Det jeg oplever, det er: Kunsten giver plads til, at jeg kan frede mig selv og give mig tid til at synke ned i roen og genvinde et langsommere åndedræt. Denne søgen efter en fredfyldt oase fører mig hen til nye steder. Først når man er faldet til ro, kan man ane betydningen af venners ansigter, smil, ømhed, kaldet til tjeneste, storheden i naturen osv. Først når man ikke kaster sig hid og did, kan venskaber fordybes og horisonter udvides.

Hvor fører dette hen? Kunsten får mig til at se. Den er i det hele taget til for syns skyld. Kunsten rammer én med glæde, fryd, storhed, smerte, vrede osv. Den får én til at se ting, der måske slet ikke skulle være der (noget du må gøre op med), og den får mig til at se det, som den såkaldte civilisation har gjort mig blind for (noget som jeg burde satse meget mere på). I bedste fald kan den også skabe vej for nyt fællesskab og bidrage til vigtige omprioriteringer og justeringer i livet. Den kan være en vejbereder for ændringer, så jeg får tid til at leve med alt, hvad det indebærer.

Kunsten kan vise, at fællesskabet med medmennesket bør fylde noget mere, at livet kan få en ny retning, at vores egen og vores medmenneskers situation kan afsløres som falsk, at vi måske lever på et bedrag, hvorfor vi måske heller ikke får tid til det allervigtigste. Nogle gange må vi simpelthen lære at se. Lære at se i øjnene. Lære at blive set. Vejen går fra blindhed til klarsyn. Nogle gange skal synet skoles, øjnene gennemgå en læreproces. Her kan kunsten løse en opgave. Kunsten er i særklasse god til at håndtere melankolien og vemodet.

Jakob Knudsens salme ‘Se, nu stiger solen af havets skød’ udfolder dybe indsigter, der tit kobles op på mit arbejde i atelieret. Linier som “luft og bølge blusser i brand, i glød”, “medens lyset lander på verdens kyst” og “lad mig nu kun drage ad natmørkt hav” skærer sig vej dybt i bøn, sind og tanker. De kanaliseres gennem penselstrøg.

Sorgens tårer kan ligefrem væde udsynet i mødet med sådanne verslinier, fordi jeg ser ind i smertens dybder. Blikket bliver langt, men det fugtes og mattes også.

Vi fødes og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Det skønne, det livsbekræftende og de gode, kærlige relationer, som vi får lov til at smage varer kun kort, inden det skal afbrydes.

At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Dér kommer jeg ind til et tomt rum, hvor nyskabelsen sker. Det er mulighedernes kreative rum. Skal der ske noget nyt må jeg i kontakt med melankolien og vemodet i mit liv. Jeg må vove at være i tomheden.

Når jeg erobrer den langsomme tid tilbage, mærker jeg den blå ild, som brænder i mig som en smerte. Det er som et sted uden beskyttelse, helt uden ly og læ. Det er om noget sårbarhedens sted. Nedstemthedens sorg breder sig, fordi fraværet af det tabte efterlader mig i et tomrum.

Vemodets sorg bærer farven blå. Mit livssyn er blåt. Fraværet af det tabte er som en skygge, der formørker den ydre verden. Det kunstneriske arbejde er ej blåt til lyst. Livets glæde og smerte er ligesom spændt ud i farven blå. Glæden og skønheden tager også lod og del i mine egne frembringelser, men den dybe smerte rører også kraftigt på sig. Vemodets ild brænder løs.

Uden tårer kan vi risikere, at smerten bliver en forstening i sjælen. Et gammelt ordsprog siger: Små sorger har ord, de store er stumme. Den stumme tavshed er måske det eneste, jeg har at kommunikere med, når den store smerte sætter sig igennem. Det får så et billedligt udtryk i forbindelse med sindets og tankens kampe. Men der er knyttet håb til vandringen i dødens skygge.

På denne vandring kan jeg opleve kærlighed og omsorg. Indsigt og visdom om livets dybder dukker også op. Smerten og sorgen tager livtag med glæden og håbet. I bedste fald – også under arbejdet med maleriet – slår lyset frem indefra, fra den tro, det håb og den kærlighed, som vokser bedst her i dødens skygge.