En anmeldelse af en ny, vigtig bogudgivelse

70 korte, livsbekræftende og vedkommende klummetekster indgår i Tomas Sjödins nyeste udgivelse, Stol på at det vil lysne. Den er netop oversat og udgivet på dansk (marts 2020). Her følger en kort anmeldelse af bogen:

Den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin skriver enkelt og vedkommende om den menneskelige eksistens. Han undgår på ingen måde det komplekse, det sværeste. Forfatteren har en helt særlig evne til at belyse de nære livsemner og konkret udfolde dem med tanke på almindelige menneskers hverdag.

Forlaget Boedal har tidligere gjort andre af hans bøger tilgængelige på dansk. Da jeg er blevet beriget og klogere på livet ved at læse Det sker når du hviler, Der er så meget vi ikke er nødt til og Den der finder sin plads tager ikke en andens, sker mødet med den nyeste af forfatterens hånd også med meget positive forventninger.

Bogen er eksistentielt og åndeligt velinformeret. En række bibelord og teologiske perspektiver er velintegrerede i dens klangbund og bærende lag, sådan som de er det omkring nogle opbyggelige pointer, der er værd at reflektere nøjere over. Generelt er teksterne godt komponeret både på et indholdsmæssigt og sprogligt niveau. Deres rytme og tråd understøtter på mange måder de særlige ærinder, der knytter sig til hver af bogens mange tekster.

Det flertydige og komplekse betyder tit et opgør med det enfoldige. Det er ikke tilfældet i denne udgivelse. Bogen er alt andet end naiv, indskrænket, snæversynet. Netop det enkle og enfoldige er eksistentielt og helhjertet på en måde, så bogen her rækker vidt ud. Den har med andre ord adresse til en meget bred målgruppe. Den kan vitterligt med stort udbytte læses af alle interesserede. Den kræver ikke fortrolighed med tro, kirke og kristendom. Alligevel ånder langt de fleste af bogens tekster af åndeligt liv og nærvær, men altså langtfra på en anmassende måde.

Tomas Sjödin har en direkte og åben kommunikation. Det virker tillids- og tryghedsskabende. Det harmonerer helt med hans sigte om, at ”vi kan møde tilværelsen i håbet om, at vi er omgivet af gode kræfter, tanker og fællesskaber”. Mennesker betyder meget for hinanden. Vi fristes til at sætte foden ned i døren og spørge, hvis de altså gør? Naturligvis ligger der opgaver og udfordringer og venter på os alle. Som Sjödin er inde på det: Er vi selv bærere af lys og håb og muligheder for andre? I vores omgang og tilgang med andre? Denne prøvesten, jævnfør de pågående spørgsmål, skinner klart og tydeligt efter endt læsning.

Det er ikke svært at finde noget, der kan undertrykke mennesker og deres liv med hinanden. Bogen rummer megen inspiration og gode frisættende meldinger, der virker opbyggelige, også når livet ramler ind i mørke og svære ting.

Bogen får min allervarmeste anbefaling. Køb og læs den – og giv den til andre! Der er storslemt brug for fordybelse og livsopbyggelse.

Yderligere info om bogen Stol på at det vil lysne

• Forlaget Boedal, 2020, 165 sider, kr. 199,95
• Bestil evt. bogen direkte fra forlaget (bogsalonen.net)
• Og i samme forbindelse: Forlaget tilbyder netop nu en række andre gode sager til ekstraordinært lave priser

Findes der gode ’værnemidler’ mod ensomhed’? Og hvordan undgår vi eventuelt at løbe tør for dem i en situation, hvor ensomheden står i fare for at nå ”panepidemiske proportioner”? Denne opsats antyder mulige svar.

Dynamit Harry i Olsenbanden-filmen siger: ”Svigtet bliver man. Ensom og forladt. Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det er mig.”

Denne erfaring kan en del mennesker identificere sig med. Mange føler sig ensomme. Ufrivilligt ensomme. Dagene føles lange og i varierende grad tomme. Nætterne opleves lange og mørke.

Dynamit Harrys berømte udtalelse kan fint få ledsagelse af Storm P’s version: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” Kun humoristen kan beskrive ensomheden sådan. Indsigtens alvor kan dog ligge i, at man kæmper med sig selv i ensomhedens mørke. I dette mørke er man tvunget til at have med sig selv at gøre.

Der er betydelig forskel på den frivillige og den ufrivillige ensomhed. Det siger næsten sig selv. Den første af slagsen kan være god og gavmild. Den anden kan være direkte ond og smertefuld. De ofte påførte tab kan skabe stærke ensomhedsfølelser.

Ensomhed har med andre ord et dobbelt væsen i sig. Ensomhed er både smerte og åbning. Den kan både nedbryde og opbygge. Spændingen kan også formuleres på denne måde: Ensomhed er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned.

Vi er sociale væsener. Vi har alle brug for tilknytning – for at blive set og mødt. Derved får vi liv og eksistens. Vi behøver andre – og vi behøves af andre.

Opløsning af det sociale kit kan være smertefuld langt ind i sjælen af alt familie- og samfundsliv. For ensomhed er en socialt betinget smerte. Så meget sættes i stå og bliver ubevægeligt i det enkelte menneskes sind. Det mentale helbred udsættes for belastningsskader.

Findes der nyttige ’værnemidler’ mod ensomhed? Sådan til personlig refleksion, tilegnelse og virkeliggørelse? Hvilken form for beskyttelse udgør det bedste tiltag, når man fx føler sig henført til at leve i adskillelse fra andre?

Her følger nogle udvalgte, mulige svar på de nævnte spørgsmål, som igen kredser om det helt centrale problem: Kan vi udholde at være alene?

• Modstå fristelsen til straks at svare på alt. Det kan være at svare med aktivitet, afbrydelser, adspredelse, underholdning og stimulation. Herved øges ensomheden blot. Rainer Maria Rilkes kendte ord er gode at minde om her: ”Åbenhed, tålmodighed, modtagelighed, ensomhed er alt”. Når vi er alene, skal der kun ét lille, rutinemæssigt tjek af mobiltelefonen til at afbryde vores tid alene; og dermed måske også undgå følelser og stemninger, der er knyttet til at være alene: uro, rastløshed, uforudsigelighed, kedsomhed og selvfølgelig også, nødvendigt og uundgåeligt, ensomhed.
• Øv dig så godt du kan på den tålmodige venten. Føler man sig indespærret i ensomhed, kan det selvfølgelig være svært at følge rådet. Men gå gerne ind i øvelsen: Tålmodigt at afsøge og finde vejen til de frirum, som for den ensomme både er med og uden fællesskaber. Gode fællesskaber og relationer er vitaliserende, men freden og roen åbner også for tanker, der kan bygge noget bærende op hos den enkelte, når følelsen af ensomhed truer med at blive altdominerende. Tanken er den samtale, som det enkelte menneske har med sig selv. At tænke er også at være og kunne være alene. Tilspidset er Franz Kafkas opfordring, men den rummer megen indsigt: ”Du behøver ikke engang at lytte, bare at vente, bare at lære at være tavs, stille og alene. Så vil verden tilbyde sig frit og kvit, og afsløre sig for dig.” – Kun på den måde kan ensomhed blive ”de fængsledes privilegium” (Søren Kierkegaard).
• Gå med din ensomhed ind i spejlets rum. Vejen til at ryste den eksistentielle, onde ensomhed af sig kan være lang og vanskelig. Der har aldrig været nogen nem vej fra mørke til lys. At den mere onde side af ensomhed også hører til i livet, kan vise sig nok så afgørende at erkende. En slags forsoning hermed kan vise sig nyttig. For kun derved kan ensomhed, smerte og længsel blive trædested på vejen gennem mørket ud i lyset. I den gode ensomhed kan der dukke meget godt op, som har en positiv indvirkning på fornyelse, kreativitet, relationer m.m. Der kan skabes noget værdifuldt, når ensomheden er det bedste selskab, som et menneske befinder sig i. Ét af de gode hjælpetiltag i mødet med et stort spejl kan være dette: At du fokuserer på det, der faktisk er lige foran dig, i stedet for alt det, der mangler. Det sete får liv og eksistens. Der så meget at være taknemmelig for. Den kærlige erindring er som et fyldt lager. Alligevel er det ikke alle, der er i en situation, hvor dette er nemt at håndtere. Den sygdomsramte og særligt svækkede, måske er det helt aktuelt en døende på et hospice, oplever, at ensomhed og isolation fylder det meste på livshorisonten. Adskillelsen opleves ond og tung. Det er forskelligt, hvor lang vejen til glæde og taknemmelighed er. I spejlets rum se og tænke på en måde, der også kan tjene andres gode erindring, deres glæde og taknemmelighed.
• Sørg for megen fasthed og struktur i hverdagslivet. Det er en oplagt fristelse at tænke, at der nu skal puttes mest mulig opfindsom variation ind i den enkelte dag. Måske er der brug for, at du gør mere af det samme. Med stor fordel kan du vende tilbage til det, du gjorde i går. Dette kan gøres lidt mere konkret via nogle eksempler:
  • Til de daglige rutiner og ritualer kan høre, at du går lange ture, hvor du faktisk oplever, at du går dig dine bedste tanker til. Gåturenes længde kan med stor fordel forøges fra dag til dag. Den friske luft er som regel meget gavmild hele vejen rundt i vort liv – både med tanke på krop, sjæl og ånd. Men pludselig dukker gavmildheden også op i de småsamtaler, som vi sikkert alle får belagt vores vej med i denne tid. ”Vi asfalterer mens vi kører”, sådan i den åndelige forstand. Den gode indsigt og inspiration bobler os i møde gennem andres fortællinger, kloge indsæpil og spørgsmål.
  • Alle de fortløbende og uroskabende nyhedsopdateringer kan erstattes af en lille genopfindelse: Det almindelige brevskriveri. Det er en kommunikationsform, som lukker op for fordybelse og kalder på fællesskab mellem afsender og modtager. Vi giver noget af os selv, og vi modtager noget vigtigt i returbrevet. Et brev er en form for samvær med modtageren. Samværet beriges og styrkes, fordi brevskriveren formulerer sine tanker til vedkommende. Det konventionelle brev er i høj grad afløst af sms/messenger-beskeder. Er portoen for høj, kan et brev vedhæftes den digitale mail.
  • Det meget generøse ’værnemiddel’ mod ensomhed har historisk set ofte været knyttet til fordybelse og læsning. Den gode bog er som en økse, der kan hugge det frosne hav op i læserens indre, som den sydafrikanske forfatter Coetzee har fremhævet det. Af alle liv er det kontemplative liv det bedste (Aristoteles). Et helt personligt formet eksempel afrunder denne tekst: Den noget begrænsede forretningsaktivitet i denne tid kan bruges til fordybelse og inspiration. Som selvstændig forfatter og foredragsholder blev alle mine foredrag i løbet af et par dage her i marts måned aflyst. De relativt bærende og vigtige honorarer for i alt 8-10 foredrag forduftede dermed. Set ud fra et økonomisk perspektiv var det ikke opløftende. Men penge er slet ikke alt. Jeg valgte målrettet at bruge ”coronapausen” til at hente inspiration, tænke tanker og ”skærpe” mig. Jeg tager derfor mange notater til artikler, blogs, kommende foredrag og kurser – og ikke mindst til den kommende bogudgivelse. Disse studier er naturligvis min mulighed eller prioritering. De skal styrke min startopstilling i arbejdet og ikke mindst mine indsigter vedrørende den menneskelige eksistens og livets smertepunkter.

De fleste af os befinder os nu på steder i livet, som vi ikke helt kan overskue. Vores adgang til hinanden og verden omkring os er begrænset. Vi tvinges ind i ensomheden, stilheden og langsomheden. Det kan være godt sådan. Vi kan alle have brug for at åbne os for en mental flytning væk fra uro og rastløshed, væk fra ængstelighed og onde sider af ensomheden. Der findes også en god ensomhed, som vi kan boltre os i og få berigende gavn af.

Ved Bogforum her medio november 2019 gjorde særligt to – ud af ganske mange – samtaler indtryk på mig. Der var faktisk i alt tre helt særlige samtaler, der mærkede mit beskedne tankeliv. Den sidste samtalepartner kommer jeg tilbage i bloggen, der ender ud i en bloganmeldelse af en ny bog af denne tredje person.

Ganske kort om den første samtale:

En skoleklasse vandrer ind forbi min stand på Bogforum. Én af klassens drenge bliver stående og lister lidt væk fra sine kammerater. Han er vel ca. 10 år gammel. Han stiller sig ved mine bøger. Hans blik er afsøgende, men rammer en bog om sorg og ensomhed (“Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod”, som jeg netop har udgivet). Han står og tænker lidt. Han spørger: “Kan du fortælle lidt mere om bogen?” – Jeg får blandt andet sagt, at den er skrevet til mennesker, der har oplevet tab og sorg i deres liv, måske nogle der kender til ensomhed. Efter en lille tænkepause siger han så: “Denne bog vil jeg gerne købe til min mor til julegave.” Og han fortsætter: “Min mor har megen sorg; jeg tror, det er en god bog til hende.” De efterfølgende dage har jeg tænkt på drengen og hans store kærlighed til eller omsorg for sin mor. Også på den led er der åbenbart en tæt forbindelse mellem sorg og kærlighed. Drengen var optaget af et spørgsmål under sit besøg på Bogforum: Mon der er noget godt, jeg kan give hende her til jul? Og så vil jeg lige tilføje: Jeg skrev en hilsen til hans mor og signerede bogen – og ønskede dem det allerbedste.

Tilsvarende kort om den anden samtale:

En moden kvinde på ca. 70 år kom hen til min bogstand og sagde med reference til bogtitlerne: ”Det var dog nogle forfærdeligt triste emner, du skriver bøger om.” Før jeg fik spurgt hende om lidt uddybning af hendes kommentar, nåede hun at sige: ”Jeg har brugt hele mit liv som psykoanalytiker på at få løsrevet mennesker fra sorg, ensomhed og så videre.” – Hun understregede også for mig, at hun absolut ikke skulle læse mere om den slags emner, for det gjaldt om at lægge afstand til alt mørkt og trist. Jeg fik stadig vanskeligere ved at nå ind med mine spørgsmål, som jeg selv fandt betimelige i den lidt tilspidsede samtalesituation, men ét spørgsmål fik for alvor hendes ansigt til at koge – og måske hendes blod også. Jeg spurgte hende forsigtigt: ”Har du læst noget om de nyere og mere dynamiske måder at opfatte sorg på, f.eks. to-sporsmodellen? Og hvordan sorg måske også mere positivt kan bidrage til livet? Eller kan indgå i en refleksionsproces, hvor vi lærer os selv lidt bedre at kende?” Hun vendte fluks om på sin lette eller tyngede tå. Hun ville altså ikke høre mere på mine – velmente og åbnende – spørgsmål. De virkede for provokerende på en person, der vidste bedre og især meget mere om sorg, end jeg åbenbart gjorde.

Og nu til en lidt mere uddybende – den tredje – samtale:

Denne samtale havde et noget andet udgangspunkt. Afsættet for samtalen kan indkredses på denne måde: Sorg kan give livet betydning. Sorg kan ære tabet og vise os dets betydning. En accept af livets sorgfuldhed, som ingen kan behandle væk, kan faktisk i mange tilfælde være hjælpsom. Der kan opstå vedvarende eller komplicerede sorgreaktioner hos et menneske, men vi må også tro på, at den sørgende kan sættes i stand til at bære sorgen, så livet kan leves på trods af tabet. De nye, ændrede livsvilkår på bagkanten af tab kan måske endda indebære, at sorgen i sig bærer et udviklingspotentiale, som med tiden kan blive til en livskraft.

Denne beskrivelse indeholder mange låneord. Ord fra bøger, ord fra gode samtaler. Det meste af det blev kort omtalt og spejlet i en samtale med Mai-Britt Guldin, som jeg havde på fagscenen under bogmessen. Mai-Britt Guldin har – blandt så meget andet – skrevet indsigtsfuldt om sorgens mere positive, eksistentielle aftryk. Hun er psykolog, specialist i psykoterapi og ph.d., seniorforsker og leder af forskningsprogrammet ’Tab og sorg’ på Aarhus Universitetshospital.

Uden at ville underkende andres store viden om tab og sorg, så er Mai-Britt Guldin for mig at se den fagperson, der mest indfølende og indsigtsfuldt kan beskrive vanskelige sorgtemaer. Det har hun gjort i en hel række af udgivelser. Her skal nævnes et par af dem: Bogen Tab og sorg: En grundbog for professionelle (2. udgave, 2019) er et sandt overflødighedshorn. Den er født ud af og kultiveret i hele psykologiens fagområde. Hun skriver også kortfattet og præcist i en bog med flere bidragydere, nemlig Giv sorgen ord: Sorgkultur under forandring (2019). I sidstnævnte udgivelse redegør hun for den såkaldte tosporsmodel og den psykologiske sorgforståelse. Her kommer hun ind på flere aspekter af sorgens dynamiske liv hos de allerfleste mennesker. Hun ser sorgen som en basal reaktion og som en del af en tilpasningsproces. De mere sociale og kulturelle plus de komplicerede aspekter af sorgen beskrives også. Og i forhold til mit særlige fokus i denne blog så belyses sorg som eksistentielt vilkår og udviklingsagent på en virkelig oplysende måde.

Slutpunktet i denne blog skal være en kort anmeldelse af Mai-Britt Guldins netop udgivne bog Kort & godt om sorg fra Dansk Psykologisk Forlag. På blot 90 veldisponerede sider gives der en aldeles glimrende redegørelse for de fleste relevante sorgspørgsmål:

• Hvad sorg er?
• Hvordan sorg viser sig?
• Hvordan den forløber?
• Kan man lære at leve med sorg?
• Kan man blive syg af sorg?
• Hvornår er der brug for sorgterapi?
• Kan sorg få betydning, så den faktisk rummer et udviklingspotentiale?

Uanset spørgsmål eller tema giver denne bog indblik og udblik ud fra det allerbedste og skarpeste afsæt. Specielt slående har det været under læsningen at se, hvordan Mai-Britt Guldin qua forsker og erfaringsnær forfatter får udfoldet det principielle, faglige perspektiv i relation til disse spørgsmål, men også får beskrevet alt så jævnt, konkret og livsnært i forhold til de samme spørgsmål. Det er mesterligt gjort. Ikke mindst er det til megen stor hjælp, inspiration og støtte for sørgende.

Hvorfor en bogforside skal være så relativt kedelig, forstår jeg nok ikke helt? Og hvorfor jeg ikke umiddelbart møder informationer – i form af anmeldelser og annoncer – om en så vigtig udgivelse, det ser jeg heller ikke det indlysende i? Bogen får mine allervarmeste anbefalinger. Jeg kan se den brugt i rigtig mange undervisnings- og oplysningssammenhænge. Og så henvender den sig jo ikke mindst til det enkelte menneske, der oplever sorg.

Denne udgivelse hjælper – også mig selv – til at erkende mere af, hvad sorg kan give af betydning i livet. Tør vi giver sorgen plads i livet og samtalen, kan ikke dens smerte ikke bare forvandle sig til erindringens glæde, men også lære os at leve. Mai-Britt Guldin knytter til ved en gammel og solid indsigt, når hun kort og enkelt skriver: ”Man kan sige, at sorgen kommer med et krav om forandring og et tilbud om udvikling.”

I litterære studiemiljøer på universiteterne har vi i længere tid – blandt andet også – oplevet, at det eksistentielle blev skrevet ud af bøgerne. De benyttede læsningsperspektiver lagde til rette for det. Hvor man lidt firkantet sagt ikke fik svar på, hvorfor litteratur er vigtig. Den britiske litteraturprofessor Rita Felski har i et dagsaktuelt interview (Politiken d. 19. okt. 2019) peget på, hvor vigtigt det er at gå i clinch med denne tendens, der har været rådende i alt for lang tid. Jeg finder det i den forbindelse vigtigt at pege på følgende:

Den litterære fortryllelse, selve læseoplevelsen, er naturligvis afgørende, men den bliver helt klart bedst, når der er noget på spil. Rita Felski får bedst understreget den første del af sætningen. Men bøgerne skal være livet om at gøre. De skal skrives ud af nødvendighed. Og sådan bør det også være med kunst mere generelt.

Genfortryllelse er oplagt vigtigere end affortryllelse. Det er næsten selvindlysende vigtigt, men sådan har det ikke været. Det er dekonstruktionen og affortryllelsen, som har domineret studierne af litteratur og kunst i alt for høj grad. Hvad er det så, at jeg efterspørger? I kortform er det: Det handler om både følelser og tanker. Kan de blive levendegjort og spejlet på en nærværende og vedkommende måde, kan vi tage berigende indsigter med os fra læsningen. Er det ikke også bare det, man hører igen og igen.

Overvejelserne er også kommet helt tæt på mig selv i forbindelse med en bog, jeg udgiver her om et par uge. Bogen bærer titlen Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod (Vita Nouva Publisher 2019). Bogen bringer ganske meget i spil. Særligt det der befinder sig inde mellem liv og død. Det er da også en del, skulle man synes. Litteratur må gerne være smuk som kunstform, men den må allerhelst forholde sig til vores liv – og fx spejle livets smertepunkter. Derved bliver den vedkommende. Derved kan den yde livshjælp. Formidlingen, formen, spiller naturligvis en vigtig rolle, hvor jeg da også har tilstræbt at skrive enkelt og vedkommende.

Det er klart, at læsningen i den enkelte læsers liv kan afstedkomme så meget. Vi er fx alle forskellige steder i sorgen. Det vil have en afsmittende virkning på udbyttet. Men det at kunne forbinde sig med en bogs indhold kan være afgørende. Men hvad gør, at en læser forbinder sig med en bog? Det gør ’identifikation’, ’fortryllelse’, ’anerkendelse’ og ’chok’, fremhæver den nævnte litteraturprofessor. Umiddelbart er jeg helt enig. Måske jeg kan formulere det på denne måde: Det gør den direkte italesættelse. Hvor der fx gives sorgen ord. Hvor ensomhedens tunge side anerkendes og udfoldes. Hvor vi som læsere føres ind foran “mulighedernes tryllespejl” (Kierkegaard).

I forbindelse med den nævnte bogs tilblivelse har jeg da også gjort mig nogle forestillinger om den optimale anmeldelse og tilbagemelding. Det er helt klart denne reaktion: Jeg fik oplevelsen af at blive ramt igen og igen. Det var fantastisk at læse en bog, der rørte mig, fordi jeg kunne spejle så meget af mine egne sorgerfaringer i bogens essays.

Ingen af os kommer forventningsløse til en bog. Vi tager vort eget liv og vore egne erfaringer med ind i læsningen. Disse erfaringer kan være meget forskellige. Men jeg har ønsket, at læserne bliver løftet og støttet, hvor de nu er. Identifikation og genkendelse hører således til mit ønskemål med bogen.

Og en lille mere litteraturhistorisk krølle til sidst: Den franske semiotiker Roland Barthes er berømt for udsagnet om forfatterens død. Han satte en modsætning op mellem forfatteren og værket. Kun teksten var vigtig, forfatteren selv spillede ingen rolle, men den position er fortid. Litteraturdækningen er fuld af historier om forfatternes egne liv, og autofiktion fejrer triumfer. Nu om dage kan man slet ikke undgå forfatteren. Forfatterne er meget mere aktive, end dengang Roland Barthes formulerede sin påstand. Litteraturen er i dag i live på så mange måder. Den kan måske derfor også være et bidrag til at ændre noget på individuelt niveau.

Med det sidste er vi igen tilbage til et ønskemål for de 20 essays i bogen Lystid i mørket. Om ønsket er eller kan blive opfyldt, det må andre bevidne og vurdere.

Til sorgens smerte hører det særlige, at jeg må bære sorgen selv. Ethvert menneskes sorgerfaring er helt dets egen. Sorgen kan ikke afleveres til eller væltes over på andre. Derfor bidrager sorgen også til ensomhedsfølelser. Tabets og sorgens følelser er ikke entydige eller konstante, men som oftest forårsager de en følelse af ensomhed eller alenehed. Mismodet bemægtiger sig i den situation tit en stor del af sindets dybder. Vejen til livsglæde og livsmod forekommer til tider ufremkommelig. Det samme gælder vejen til det et hjælpsomt fællesskab og netværk.

Det mistede i livet kan ikke trækkes fra eller gøres ligegyldigt. Det vi elsker og holder af er aldrig ligegyldigt. Det bidrager til vort liv. Vi lever med det i kærlig erindring. Når to mennesker for eksempel oplever, at deres døde barn er båndet mellem dem, så lever barnet i erindringen. Mindet vil altid være levende. Det vil savnet og sorgen også. På den måde kan de døde leve i vores liv.

Paradoksalt nok kan livet i sorg lukke op til ny indsigt, nye kræfter, nyt lys. Eller måske er det ikke så modsætningsfyldt. For er det ikke i den mørke tid, at øjet begynder at se? Er der blot et lille lys eller et omrids af lys dybt inde i mørket, kan der alligevel ske noget forunderligt. Små revner og åbninger med lys viser sig. Der er nu lystid i mørket.

~

Sorg er ikke uden glæde. Og modsat. Det ses for eksempel hos salmedigteren Thomas Kingo i hans berømte ”hjerte-suk”, som han selv kaldte det. Suk der næsten kommer før sproget, før ordene, men som alligevel er iklædt et smukt og spændstigt sprog: ”Så er sorg til glæde lænket, / så er drikken mig iskænket / besk og sød i livets skål, / sådan er mit levneds mål.” En anden digter, B.S. Ingemann, har bidraget med denne realistiske beskrivelse: ”Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde.” Således er livets stærke følelser og kontraster, sorgen og glæden, viklet ind i hinanden.

Livet er ikke længere helt sorgløst for den person, der har erfaret tab og sorg. Sorg er ikke noget, der kan henføres til et tilbagelagt stadium. Den sørgende kan ikke uden videre kappe alle bånd til en mistet person, som tidligere har været vigtig for vedkommende. Sorg bliver en væsentlig del af en eksistentiel tilstand. Mange omskiftelser gør sig gældende inde i spændingen mellem sorg og glæde – både i forhold til fortid, nutid og fremtid. Sorg og glæde er livets uadskillelige rejsekammerater.

~

Det hospitals- og sundhedsfaglige personale tager hånd om den medicinske behandling. Men hvordan forholder det sig med håndteringen af de eksistentielle og åndelige spørgsmål? For eksempel spørgsmålene om angst og sorg? Én sagde det på denne måde: De møder mig ikke dér, hvor jeg er. De er sådan set flinke alle sammen. De spørger pænt til mig, hvordan jeg har det. De giver mig medicin. Hvordan jeg i virkeligheden har det, det ved de ikke.

~

Sigmund Freud, den kendte østrigske psykoanalytiker, skrev en banebrydende tekst med titlen ”Sorg og melankoli” (1917). Den har øvet stor indflydelse på, hvordan vi i den vestlige kulturkreds er kommet til at forstå sorg. Med begreber som ”sorgarbejde” og ”løsrivelse” introducerede han idéen om sorg, som en proces, hvorigennem den sørgende kommer frem til en accept af tabets realitet på baggrund af en løsrivelse fra den afdøde. Kun gennem af-investering af energien knyttet til afdøde frigives der energi til re-investering i et nyt objekt. Det er det psykologiske arbejde, Freud omtaler som sorgarbejde. I denne måde at tænke om sorg på har der ikke rigtig været plads til individuel variation eller subjektiver oplevelser.

I nyere tid har sorgforståelsen gennemgået en stærk udvikling. Forestillingen om løsrivelse som endemål for sorgen er blevet stærkt udfordret. Der er fremkommet nye teorier om for eksempel ”vedvarende bånd” og et stærkere fokus på temaer om de psykiske og fysiske følgevirkninger af tab. Der er nu mere fokus på de følelsesmæssige udsving i sorgen. Sorg ses ofte i relation til dynamiske og individuelle processer, der dog stadig ofte bliver betragtet i en sundhedsorienteret optik. Senest er der dog kommet et øget blik for og studier i sorgens kultur, det vil sige også sorgprocessers struktur og forløb i forhold til komplekse samspil i kultur og samfund. Det giver også bedre plads til de eksistensfilosofiske perspektiver på sorg og sorgerfaringer. Her kan sorg for eksempel betragtes som en fundamental følelse, der ikke skal gøres op med, og som man for enhver pris må forsøge at komme fri af. Sorgen ses nu som konstituerende for det enkelte menneskes måde at selvfortolke sin eksistens og natur på (Svend Brinkmann).

Den dominerende forståelse knytter til ved den dobbelte idé om sorgen som både en indre og en ydre udvikling efter tabet (Margaret Stroebe og Henk Shut). Tosporsmodellen kaldes den. De følelsesmæssige reaktioner, for eksempel tristhed, fortvivlelse og meningsløshed, følger et såkaldt ’tabsorienteret spor’. I det ’restaurerende spor’ er fokus på tilpasning til tabet og på at få hverdagslivet til at fungere på nye vilkår. Sorgprocessen udvikler sig ved at gå ind og ud af de smertefulde følelser. Sorgreaktioner kan være meget forskellige på forskellige tidspunkter, også i det enkelte menneskes liv.

Skærmene har givet os mulighed for at flygte fra os selv. Skærmmisbrug skaber endda alvorlig afhængighed, der fx isolerer både børn, unge og voksne mere og mere fra hinanden. Kommer vi for sent frem til os selv i den digitaliserede tid? Kommer vi for sent til besindelse og et tydeligt gensvar på den store afhængighedsudfordring?

Flere nyudgivelser om børn og unges digitale afhængighed er nogenlunde enige om de dystopiske udsigter, hvis det ikke lykkes at få det digitale misbrug omdannet til et godt onlineliv. Vi er oppe imod stærke, magiske kræfter, som disse bøger analyserer og udfolder ud fra forskellige faglige perspektiver. Kræfter som kan tage livet af fx fordybelsen som livsform og forpligtelsen på hinanden. Er man kontinuerligt loaded up i singularitetens sky, står man i fare for at falde til jorden som en stivfrossen pind. En stadig tættere tilknytning til det blå lys fra mobilen eller andet lys fra øvrige skærme styrker menneskers isolerede liv ude på de respektive digitale øer.

Psykologen Ulla Dyrløv giver en slags guide til den gode omgang med de digitale medier. Samtidig er den en alvorlig opsang til børnenes forældre. De må vågne op og at tage aktivt ansvar for børns brug af skærmene. Samlet set er det ganske urovækkende læsning. Forældrene stikker fx typisk deres børn en digital sut for at få fred og slappe af. Der er mange uheldsvangre konsekvenser af disse forældres ansvarsforflygtigelse. Bogens titel er Få styr på dit barns digitale verden.

Grundet den mere filosofiske forankring har professor Bent Meier Sørensens bog Skærmens magi: At træne modstandskraften i en digital tid gjort størst indtryk på mig. Han gør gældende, at der bag skærmmisbrug ligger angst. Her spiller netværkende, distraherede voksne en central rolle i en udvikling, der mestendels får ensomhed, kedsomhed, ubeslutsomhed og rastløshed til at tage til i omfang, selv om målet for mange digitale aktiviteter netop er at afbryde nævnte følelser og reaktioner. Vi formår herved ikke at svare på Søren Kierkegaards spørgsmål: Hvorfor er vi ængstelige, og hvad kan angsten lære os?

Det er store og stærke kræfter, vi er oppe imod, skriver Bent Meier Sørensen. Uden at vi rigtig har opdaget det, er europæiske kerneværdier som oplysning, dannelse, samtale og demokrati kommet under et massivt pres fra skærmenes skabere, techgiganterne fra Silicon Valley, Google, Apple, Facebook og Amazon. Under dette pres er vores liv og samfund ved at ændre sig fundamentalt. Vi er i færd med at aflære gamle dyder som gentagelse, træning, fordybelse og evnen til at kunne være alene og til at kunne tale sammen ansigt til ansigt.

Bent Meier Sørensen har et afgørende greb om spørgsmålene: Hvad er mennesket bag skærmen blevet til? Hvilken kultur ønsker vi at styrke og videregive til kommende generationer? Hvilket liv ønsker vi egentlig at lave? Jeg kan kun være enig i dette stærke fokus. Der består vitterlig en intens kamp for den modstandskraft, den europæiske kultur har trænet i årtusinder, og som menneskelig talt og vurderet er grunden til, at vi er her endnu.

Særlig ét nedslag i denne blog skal fremhæves fra bogens interessante kapitler, nemlig singularitetsfilosofien. Den ser fremtidens menneske uploaded i supercomputerens sky. Den er som en bevægelse hen imod at gøre verden stedløs og abstrakt, uden materie og tyngdekraft, befriet for uvidenhed og smerte, kød og død. En verden kun bestående af den digitale dualisme mellem lys og mørke, 1 og 0. En verden, der som et kosmisk Silicon Valley ultimativt kun kommer til at bestå af lys, af ’lysets lys’, hvis man vil bruge et gnostisk begreb. Dét Silicon Valley eksisterer ikke. Endnu.

Har techguruen Ray Kurzweil ret i sin gnostisk inspirerede profeti om singularitetens tid? Det kan måske være svært at gennemskue. Beholder han ret, vil vi via nanocomputere og upload af bevidstheder til en superintelligent sky, ”være overalt” og ”leve evigt”. Denne forestilling kan se ud til at have slægtskab med det, som i kristendommen forstås som Guds omnipræsens, hvor intet udelades helt af samme Guds bevågenhed. At netværkerne har skabt denne nye situation, har sit modbegreb på softwaresiden i everyware (eller pervasive computing), hvor milliarder af små enheder tænkes at blive spredt overalt: på gaderne, i hjemmene, som pigmenter i maling og som sporstof i kroppenes blodbaner. Her bliver verden lig med The Internet of Things, og Gud ikke eksisterer endnu. For med singulariteten opstår Gud sammen med og uskelneligt fra den guddommeligt intelligente menneskemaskine.

Det konkrete menneske og tilsvarende menneskelige relationer står i oplagt fare for at gå tabt i denne singularitet, som er gnosticisme og monopol i uskøn forening. Jeg kan måske ikke selv gennemskue alle konsekvenser af denne singularitet, men at den står i modsætning til kristendommens inkarnatoriske side synes oplagt. Vi står i alvorlig fare for at komme for sent til os selv i den digitaliserede tid. Bent Meier Sørensen har begået en bog, som bør studeres nøje af ansvarlige unge og voksne. Den giver megen indsigt og bibringer hjælp til at træne modstandskraften i en digital tid.

Jeg er blevet spurgt: På hvilket grundlag kan humanisme og kristendom gå hånd i hånd? Er det muligt at forene disse størrelser?

Umiddelbart må jeg svare, at der råder en konflikt mellem humanisme og kristendom. Hvis vi med humanisme tænker på den verdslige, særligt den ateistiske, humanisme, så ønsker den netop ikke forbindelse til religion, det overnaturlige osv. Den humanistiske tro og tænkning indebærer derfor – i bred historisk forstand – kamp og konflikt i relation til for eksempel kristendommen. Men billedet bliver straks meget mere komplekst, hvis vi begynder at overveje den såkaldte kristne humanisme, der trækker på inspiration fra kristen teologi og etik. Er fokus på skabelsesperspektivtet og etiske problemstillinger, så optræder der berøringsflader og ligheder mellem humanisme og kristendom.

I forbindelse med den klassiske spænding mellem humanisme og kristendom kan vi rejse et par vigtige spørgsmål, som vi bliver nødt til at overveje kritisk:

• Står mennesket i relation til sig selv eller til noget uden for sig selv? Kan det finde identitet og liv med sig selv alene? Eller sker det gennem troen på Gud, som vi kender ved mennesket Jesus Kristus?
• Er mennesket i bund og grund godt? Så det blot på forskellige måder kan knytte til ved livets godhed, storhed og de smukke humanistiske værdier? Eller er mennesket bestemt og præget af ondskab? Så det slet ikke vil Gud og lade sig drage af Ham?

Disse spørgsmål er ganske skarptskårne, men de er afgørende for, hvordan vi tilrettelægger svaret på spørgsmålet i overskriften. Jeg har lyst til her at understrege, at det kritiske blik på menneskets muligheder uden Gud og tanken om menneskets ondskab ikke giver os en ’fribillet’ til at nedvurdere livet på jorden til fordel for det kommende liv, at vi så bare kan afsky det kropslige og i øvrigt modsætte os alt det fantastiske i skabelsen, kulturen og videnskaben. Det er en meget stor misforståelse.

Der en vigtig spænding, vi må vedgå os i tilknytning til kristen tro og teologi, også når det kommer til en vurdering af det menneskelige og potentielle humanistiske værdier. At Kristus bekræfter mennesket i dets menneskelighed, indebærer ikke uden videre en accept af humanismens ofte optimistiske tro på menneskets store evner, inklusive mulighed for frit at vælge Gud og troen på ham til i sit liv.

I denne forbindelse kender du måske Luthers berømte formulering i Den Lille Katekismus til den tredje artikel i bekendelsen af troen: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden …” – Denne tekst sætter foden ned i forhold til en overdreven tro på menneskets muligheder i relation til Gud. Tanken om den frie vilje gælder i forhold til et hav af menneskelivets ydre aktiviteter, men den går i clinch med den idé eller tro, der indebærer, at vi af egen magt selv kan tro på Gud. Det er Helligånden, der kalder og drager et menneske, skaber troen.

I forhold til den nævnte spænding mellem humanisme og kristendom vil jeg fremhæve et par store teologiske tænkere mere:

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup var optaget af spændingen. Han holdt foredrag og skrev om den. Han er kendt for sine udfoldelser af skabelsesteologien og taler på mange måder positivt om menneskets muligheder for at tage vare om alt det gode, som ingen af os vil undvære i livet med dets relationer. Men også han sætter på en indsigtsfuld måde foden ned i forhold til den overdrevne humane optimisme. Det er den tro, at mennesket faktisk rummer så meget godt, for eksempel at det gennem enten kulturel dannelse eller kristen tro er i stand til at forbedre sig og således tilnærme sig Gud. Jesus opfattes måske som et ideal, som mennesket skal forsøge at efterleve, også om det ikke helt vil lykkes.

Løgstrup skriver blandt andet i Den etiske fordring: ”At vise tillid og udlevere sig, at nære en naturlig kærlighed er godhed. I den forstand hører godheden vort menneskeliv til, skønt vi er onde. Begge dele gælder fuldt ud, så der ikke kan gøres et regnskab ud deraf. Skønt det ofte nok sker, når det hedder: ”noget” godt er der altså ved mennesket! Hvortil kun er at sige: Nej, der er ikke! I den tale om, at der da er ”noget” ved mennesket, vil man nemlig trække fra ondskaben og lægge til godheden – på den enkeltes egen konto! Som om tilliden og den naturlige kærlighed ikke var skænket, men var dets egne drifter og hørte hjemme på selvets konto.”

Betyder det, at vi helt skal opgive tanken om en kristen humanisme? Kan mennesket bekræftes i dets menneskelighed ud fra andre forudsætninger eller orienteringspunkter, end de netop skitserede? Det kommer i høj grad an på, hvordan vi ønsker at forstå den kristelige humanisme. Set i det større historisk perspektiv kan vi finde eksempler på nogle, der har sammentænkt humanisme og kristendom. Det samme gælder i nyere tid i en række kontekstuelle udfoldelser af både befrielses- og kulturteologi, hvor der er sket tilpasninger eller skabt synteser.

Mange har af gode grunde hentet inspiration hos den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der udfoldede betydningen af Kristi forsonergerning på en måde, så den blandt andet indebar en bekræftelse af mennesket. Bekræftelsen kredsede i hans optik om Kristi komme i kødet, at Gud selv blev menneske og underlagde sig menneskelivets vilkår. Kristus er det sande menneske, og menneskets mulighed for at lære sig selv at kende ligger i troens forening med Kristus. Der sker en ligedannelse med Kristus, når et menneske fortløbende kaster sig ind på ham i tro og efterfølgelse. Dette er også udgangspunktet for en bekræftelse af menneskelivet og en forpligtelse på et livskald i denne almindelige verden. Skal det give mening at tale om kristen humanisme, må afsættet være netop denne bekræftelse. En sådan bekræftelse vil også få vide følger for menneskets liv i verden, forholdet til for eksempel erkendelse, kultur, politik og videnskab.

Hvilken nytte er kunsten til i en sorgproces? Sådan har jeg spurgt i forbindelse med et bidrag til en bog, der snart udkommer. Det er nok for indsnævret at spørge på den måde. For kunsten skal ikke bøje alt i neon. Kunstens frihed og uafhængighed er et gode. Det er det også med tanke på den menneskelige eksistens og livets smertepunkter.

Kunsten kan for eksempel stille mange kritiske spørgsmål, ikke fortie sande og ægte erfaringer. Den kan indfange eller søge brudflader og nuancer, ikke budskaber i neon. Den kan lukke op for spejlinger og refleksioner, ikke udslukke stærke følelser og sorgerfaringer.

Kunstens forgrenede udtryk har ofte en særlig evne til at forbinde sig med menneskers vidt forskellige oplevelser af tab og sorg. Disse erfaringer spejles i kunstens rum. Det kan for eksempel være gennem billedkunst, litteratur eller musik. Sorgprocessen kan også blive spejlet og åbnet på en måde, hvor livsglæden, -modet og -kvaliteten på ny finder fodfæste.

Kunstens brudte skønhed

Kunstens værker er født i dybderne af kunstnernes egne føderum. De rummer derfor også i høj grad følelsesmæssige tilstande, herunder smerte og sorg. Når sorgen i kunsten får lov til at sætte sine aftryk, kan kunsten ofte tjene en smertelindrende opgave. Kunstens værker kan være til livshjælp, bibringe eksistentiel, mental og åndelig styrke.

Kunsten optræder både i lyst og nød. Kunstens brudte skønhed har næsten været et mærkat i moderne æstetik. Kunstneren selv er ofte blevet set på som et menneske, der lider. Kunsten bærer en krog til noget hos kunstneren selv. Søren Kierkegaard beholder derfor delvis ret i, at digteren eller kunstneren er et ulykkeligt menneske med dybe kvaler, som så på forunderlig vis alligevel får skabt skøn musik.

Livets smertepunkter indgår i kunsten. Jeg vil nævne både ordfyldte og ordløse eksempler på kunstens brudte skønhed i og med denne klummetekst. Det sammenspundne i ord, billeder, bevægelser og lyde flyder ikke uhindret. Det ser let ud, men måske er det hårdt tilkæmpet. Det kan også se smukt ud, men det er meget usikkert, hvad smukt betyder. Kun sådan står det imidlertid nagelfast og kan agere pejlemærke. Måske skabe vigtige efterklange i vort liv.

Sorgens skygger i litteraturen

Hvad der ikke kan siges, kræver alligevel at blive sagt. Sorgen er nødt til at blive sprogliggjort, om nødvendigt uden ord, for at det enkelte menneske kan komme til erkendelse af sig selv, ellers går det til grunde. Verden af i går blev Stefan Zweigs afskeds- og erindringsbog. Bogen handler særlig om den indsigt, som han skrev frem på kanten af det totale mørke. Om det lys, som kan få skyggen til at flakke og forvandle dens mørke til en forventning om noget andet, noget underfuldt. Noget, der betyder, at man kan leve med skyggen og føle den som en del af sit selv, som ikke er opslugende eller ødelæggende. For skyggen er jo ikke kun noget, der er uden for mennesket, den er også inde i mennesket.

Skyggen skabte forbindelsen til hans inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen var en del af hans skabende væsen, sjælens dunkle spejl. Der er gemt en uudryddelig modsætning i, at kunsten som udtryk for livet selv – og for den enkelte selv – henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunst er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Men i de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys.

Flere af forfatteren Naja Marie Aidts bøger vil kunne nævnes i denne sammenhæng. Her skal blot henvises til ‘Carls bog’, hvordan livet efter at have mistet et barn er, hvordan sorg forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste, til tiden. Det er også en bog om poesiens sprog om tab og kærlighed. Den intense fortvivlelse blotlægges i et sorgskrift af skurrende og stor skønhed. Paradoksalt insisterer forfatteren på at skrive om det, man slet ikke kan skrive om. “At forstå det uforståelige er ikke sprogligt”, skriver Aidt.

I forfatteren Helle Helles netop udgivne roman De møder vi en 16-årig pige og hendes mor. Smuk og rørende er bogen, men også både morsom og uendelig trist. Moderen er alvorligt syg. Men de taler slet ikke om sygdommen og sorgen og det kommende tab; de taler om alt muligt andet, de griner sammen og lever videre som om sygdommen ikke er der. Men også kun næsten, for der er en stærk undertone af sorg og tab. Forholdet dem imellem er varmt og omsorgsfuldt, men også skrøbeligt i sin udsathed, og netop det taler de ikke om. Det usagte i de rammende replikker mellem moderen og datteren toner frem og lader sig høre, som det der ikke bliver sagt. Et kærligt portræt af en mor, der taler meget om mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom. Et genkendeligt problemfelt indlejres dermed i romanen. Mulighedernes hjælpsomme spejl åbnes, så vi i tide får talt om det svære.

Fra dødens hus til Guds hus

Når alle veje lukkes til for et menneske, findes stadig vejen indad. For den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij åbnede den sig, om end påtvunget og uønsket. I den mest selvbiografiske bog med titlen Det døde hus beskriver han sin fangenskabsperiode i Omsk, Sibirien. De fire års ophold i tugthuset er som en skærsild for Dostojevskij. Det barske liv og menneskers ondskab overmander ham.

Når ondskaben besejrer et menneske, kan det på ingen måde slippe sin gemenhed og uretfærdighed. Og blikket for kampens åndelige natur må det også vinke farvel til. Det eneste Dostojevskij kunne håbe på under opholdet i tugthuset var ”noget af en genopstandelse, et nyt liv”. Det indre opgør, en omvendelse, begynder fra da af at bryde sig vej. Ufrivilligt går han op i selv og lærer at elske ensomheden. Andres mørke afslørede hans eget mørke. En gådefuld magnetisme trækker indsigten om fangernes sjælelige ufred frem og tydeliggør sygdomstilstanden i hans eget sjæleliv. Dybet råber til dybet.

I sin sjæls store ensomhed gennemgår han hele sit liv, ind i mindste detalje, tænker sig dybt ind i det forgangne, dømmer sig selv ubarmhjertigt hårdt. Midt i alt det forfærdelige han oplever, herunder gennem samværet med de andre fanger, tændes der et håb i hans hjerte. Der fødes en helt ny sang, livets sang, da troen på Gud midt i al lidelse og sorg tager form.

Han skrev blandt andet til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, kan det ikke med rette siges, at du har forspildt tiden. Jeg vil selv beskæftige mig med denne gåde, for jeg vil være et menneske.”

Den dybe selvransagelse i Dostojevskijs eget liv fremstår som et spejl, vi i dag kan bruge, for at se dybere og mere af vores sande tilstand. Ensomhedens sorg og smerte hos denne verdenskendte forfatter bliver såre gavmild. Han møder Kristus i hans lidelse for og medlidelse med mennesker. ”Også jeg er jo menneske, overfor Gud er vi alle lige”, tænker han. ”Sådan som Du viste røveren på korset din nåde, sådan …” Sådan mødte han i Guds hus ved nadveren Guds nåde og tilgivelse. Det skete under et af vagtsoldater eskorteret besøg i en lokal kirke tæt på tugthuset.