At kunne forbinde sig med en bog

I litterære studiemiljøer på universiteterne har vi i længere tid – blandt andet også – oplevet, at det eksistentielle blev skrevet ud af bøgerne. De benyttede læsningsperspektiver lagde til rette for det. Hvor man lidt firkantet sagt ikke fik svar på, hvorfor litteratur er vigtig. Den britiske litteraturprofessor Rita Felski har i et dagsaktuelt interview (Politiken d. 19. okt. 2019) peget på, hvor vigtigt det er at gå i clinch med denne tendens, der har været rådende i alt for lang tid. Jeg finder det i den forbindelse vigtigt at pege på følgende:

Den litterære fortryllelse, selve læseoplevelsen, er naturligvis afgørende, men den bliver helt klart bedst, når der er noget på spil. Rita Felski får bedst understreget den første del af sætningen. Men bøgerne skal være livet om at gøre. De skal skrives ud af nødvendighed. Og sådan bør det også være med kunst mere generelt.

Genfortryllelse er oplagt vigtigere end affortryllelse. Det er næsten selvindlysende vigtigt, men sådan har det ikke været. Det er dekonstruktionen og affortryllelsen, som har domineret studierne af litteratur og kunst i alt for høj grad. Hvad er det så, at jeg efterspørger? I kortform er det: Det handler om både følelser og tanker. Kan de blive levendegjort og spejlet på en nærværende og vedkommende måde, kan vi tage berigende indsigter med os fra læsningen. Er det ikke også bare det, man hører igen og igen.

Overvejelserne er også kommet helt tæt på mig selv i forbindelse med en bog, jeg udgiver her om et par uge. Bogen bærer titlen Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod (Vita Nouva Publisher 2019). Bogen bringer ganske meget i spil. Særligt det der befinder sig inde mellem liv og død. Det er da også en del, skulle man synes. Litteratur må gerne være smuk som kunstform, men den må allerhelst forholde sig til vores liv – og fx spejle livets smertepunkter. Derved bliver den vedkommende. Derved kan den yde livshjælp. Formidlingen, formen, spiller naturligvis en vigtig rolle, hvor jeg da også har tilstræbt at skrive enkelt og vedkommende.

Det er klart, at læsningen i den enkelte læsers liv kan afstedkomme så meget. Vi er fx alle forskellige steder i sorgen. Det vil have en afsmittende virkning på udbyttet. Men det at kunne forbinde sig med en bogs indhold kan være afgørende. Men hvad gør, at en læser forbinder sig med en bog? Det gør ’identifikation’, ’fortryllelse’, ’anerkendelse’ og ’chok’, fremhæver den nævnte litteraturprofessor. Umiddelbart er jeg helt enig. Måske jeg kan formulere det på denne måde: Det gør den direkte italesættelse. Hvor der fx gives sorgen ord. Hvor ensomhedens tunge side anerkendes og udfoldes. Hvor vi som læsere føres ind foran “mulighedernes tryllespejl” (Kierkegaard).

I forbindelse med den nævnte bogs tilblivelse har jeg da også gjort mig nogle forestillinger om den optimale anmeldelse og tilbagemelding. Det er helt klart denne reaktion: Jeg fik oplevelsen af at blive ramt igen og igen. Det var fantastisk at læse en bog, der rørte mig, fordi jeg kunne spejle så meget af mine egne sorgerfaringer i bogens essays.

Ingen af os kommer forventningsløse til en bog. Vi tager vort eget liv og vore egne erfaringer med ind i læsningen. Disse erfaringer kan være meget forskellige. Men jeg har ønsket, at læserne bliver løftet og støttet, hvor de nu er. Identifikation og genkendelse hører således til mit ønskemål med bogen.

Og en lille mere litteraturhistorisk krølle til sidst: Den franske semiotiker Roland Barthes er berømt for udsagnet om forfatterens død. Han satte en modsætning op mellem forfatteren og værket. Kun teksten var vigtig, forfatteren selv spillede ingen rolle, men den position er fortid. Litteraturdækningen er fuld af historier om forfatternes egne liv, og autofiktion fejrer triumfer. Nu om dage kan man slet ikke undgå forfatteren. Forfatterne er meget mere aktive, end dengang Roland Barthes formulerede sin påstand. Litteraturen er i dag i live på så mange måder. Den kan måske derfor også være et bidrag til at ændre noget på individuelt niveau.

Med det sidste er vi igen tilbage til et ønskemål for de 20 essays i bogen Lystid i mørket. Om ønsket er eller kan blive opfyldt, det må andre bevidne og vurdere.

Sorg sætter venskaber på prøve

Det sker ikke så sjældent, at vi påfører hinanden en ekstra sorg, fordi vi agerer taktløst eller uden indsigtens alvor og følsomhed. Den hårdt optrukne påstand lyder: De levendes fornægtelse af de døde er et kapitel, der er fyldt med tavshed, undgåelse og taktløse ord. Det kan også handle om andre slags tabs- og sorgerfaringer.

Hvor ofte det ligefrem koster venskaber, ved jeg ikke, men noget kan nemt gå i stykker, når livets smertepunkter ikke finder plads i vore møder og samtaler. Særligt gælder det, når vi bærer rundt på en sårbarhed i forhold til nogle meget tunge erfaringer, som er blevet en del af os.

Ofte gør der sig en særlig forventning til sørgende gældende. Den sørgende forventes at komme fri af sorgen efter tabet relativt hurtigt. Den sørgende for sin del oplever helt klart, at andre ikke forstår, at sorgen og savnet er så gennemgribende, og at erkendelsen af tabet og den hjemløse kærlighed fortsat er så levende. Sorg tager lang tid. Vi indgår alle i en livslang alliance med sorgen, når den først har tvunget sig ind på os.

Flere erfaringer er måske vigtige at tage i ed i forhold til det, som allerede er nævnt. Disse skal nævnes og kommenteres:

  • Det kan tage lang tid at lytte sig ind på og forstå et andet menneskes sorg.
  • En stor del af vores identitet skabes gennem det, vi fortæller om os selv og hinanden.
  • Men levnes der overhovedet plads til aktiv, langsom lytning, når samtalen drejer sig om sorg? Vi kan lukke munden, men vores to ører kan vi ikke tilsvarende lukke. Det er en klog indretning, vi ofte ikke har nogen glæde af.
  • Det går hurtigt sådan, at den sørgendes sorg bliver beskrevet og forklaret af andre, end den der ejer retten til sorgen. Andres forklaringer øger hurtigt sorgen og ensomhedsfølelsen hos den sørgende.

Retten til egen sorg bliver nemt udfordret på forskellige måder. De nævnte er blot nogle af dem, hvor der sker det, at sorgen bliver sat på prøve. Prøven udfordrer venskaber.

For eksempel når andre menneskers reaktioner er præget af almindelig undgåelse eller rungende tavshed – eller ganske modsat når alle de velmenende forklaringer og kommentarer så helt tager styringen.

Tillad mig at trække på noget, jeg tit har hørt om fra mennesker i sorg: De føler sig berøvet. De er blevet berøvet deres sorg – og muligheden for at forklare sig selv. Nogle vil gerne trøste og formindske den sørgendes sorg, men sorgen og ensomheden øges kun på denne måde.

Der er så meget, vi kan tale med venner om. Skulle man i det mindste tro. Men sorg sorterer og omgrupperer alle i den sørgendes omgivelser. Sorgen sætter venner på prøve. Nogle består prøven. Andre dumper. Gamle venskaber kan blive dybere i en fælles sorg eller pludselig tage sig overfladiske ud.

”Med venner i lys vi tale” (jævnfør Grundtvigs smukke formulering, som jeg intet ønske har om at øve vold på eller placere uden for dens særlige salme kontekst), men hvordan forholder det sig i dødens og sorgens mørke? Taler vi også godt sammen dér?

Mange er gået helt fejl af hinanden i den situation. Mange har gjort ganske tunge erfaringer, fordi de knyttede for håbefulde forventninger til det venskab, de troede var helt intakt. Jeppe Aakjær spørger: ”Skuld gammel venskab rejn forgo / og stryges fræ wor mind?” – Det viser sig, at det skulle det. Visse forventninger var åbenbart alt for naive. Koderne var ikke rummelige nok. Tabuerne var alt for høje. Blev navnet på den døde nævnt, faldt taktslaget straks. Tavshed, frygt og usikkerhed sørgede hurtigt for, at samtalen lukkede i som en østers. Ikke engang et let slag på skallen kunne åbne selskabets ”østers”.

Er vi ikke kommet videre, så vi i dag på en mere naturlig måde kan give sorgen ord? Har tavsheden og tabuiseringen ikke fået ringere kår? Det er ikke tilfældet, hvis jeg skal tro på de sorgfortællinger, jeg har lagt ører til i de seneste år. Mange føler sig så alene dér i ensomhedens sorg, fordi de kun i ringe grad bliver forstået og lyttet til. Selv de tidligere så gode venner er begyndt at undgå dem. Der dukker stadig gode lyttere op, der stiller de vigtige og uddybende spørgsmål, hvilket i en del tilfælde skaber vej for nye venskaber. Men det reducerer ikke alle de dårlige erfaringer

Hvad sørgende må agere måltavle for, skal jeg ikke beskrive yderligere her. Men jeg vil kalde til besindelse på følgende: Den enkelte sørgende ejer retten til egen sorg, og denne ret skal ikke hele tiden sættes på prøve. Gode venskaber kan holde til meget, herunder dybe snakke om det, der fylder hos os hver især.

Der er brug for, at vi møder hinanden. Da kan der ske mange afgørende ting, for eksempel disse:

  • At vi deler det, der ikke er så let at dele.
  • At vi også bærer rundt på det smertefulde, det ubærlige.
  • At vi går ud i den virkelige verden sammen.
  • At vi gør alvor af, at sorgen ikke er et problem, der kan eller skal løses, men et liv der skal leves.

Da kan sorgen blive et indspil eller et udkast til fremtidens liv. Det kan være til stor berigelse for den enkelte sørgende og for vort fællesskab med hinanden. Da får venner talt med venner til hjælp, støtte og trøst. Den ene sorg kan nødvendigvis ikke forklare den anden, men forskellige menneskers sorgoplevelser kan godt overlappe hinanden. Derfor kan der være en forståelse mellem sørgende. Man ved kun selv, hvad man ved – og selv om man ikke ved andet, end at man ved noget forskelligt (Julian Barnes). Også den indsigt er hjælpsom.

Sorgens vidt forskellige følelsesudsving

Til sorgens smerte hører det særlige, at jeg må bære sorgen selv. Ethvert menneskes sorgerfaring er helt dets egen. Sorgen kan ikke afleveres til eller væltes over på andre. Derfor bidrager sorgen også til ensomhedsfølelser. Tabets og sorgens følelser er ikke entydige eller konstante, men som oftest forårsager de en følelse af ensomhed eller alenehed. Mismodet bemægtiger sig i den situation tit en stor del af sindets dybder. Vejen til livsglæde og livsmod forekommer til tider ufremkommelig. Det samme gælder vejen til det et hjælpsomt fællesskab og netværk.

Det mistede i livet kan ikke trækkes fra eller gøres ligegyldigt. Det vi elsker og holder af er aldrig ligegyldigt. Det bidrager til vort liv. Vi lever med det i kærlig erindring. Når to mennesker for eksempel oplever, at deres døde barn er båndet mellem dem, så lever barnet i erindringen. Mindet vil altid være levende. Det vil savnet og sorgen også. På den måde kan de døde leve i vores liv.

Paradoksalt nok kan livet i sorg lukke op til ny indsigt, nye kræfter, nyt lys. Eller måske er det ikke så modsætningsfyldt. For er det ikke i den mørke tid, at øjet begynder at se? Er der blot et lille lys eller et omrids af lys dybt inde i mørket, kan der alligevel ske noget forunderligt. Små revner og åbninger med lys viser sig. Der er nu lystid i mørket.

~

Sorg er ikke uden glæde. Og modsat. Det ses for eksempel hos salmedigteren Thomas Kingo i hans berømte ”hjerte-suk”, som han selv kaldte det. Suk der næsten kommer før sproget, før ordene, men som alligevel er iklædt et smukt og spændstigt sprog: ”Så er sorg til glæde lænket, / så er drikken mig iskænket / besk og sød i livets skål, / sådan er mit levneds mål.” En anden digter, B.S. Ingemann, har bidraget med denne realistiske beskrivelse: ”Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde.” Således er livets stærke følelser og kontraster, sorgen og glæden, viklet ind i hinanden.

Livet er ikke længere helt sorgløst for den person, der har erfaret tab og sorg. Sorg er ikke noget, der kan henføres til et tilbagelagt stadium. Den sørgende kan ikke uden videre kappe alle bånd til en mistet person, som tidligere har været vigtig for vedkommende. Sorg bliver en væsentlig del af en eksistentiel tilstand. Mange omskiftelser gør sig gældende inde i spændingen mellem sorg og glæde – både i forhold til fortid, nutid og fremtid. Sorg og glæde er livets uadskillelige rejsekammerater.

~

Det hospitals- og sundhedsfaglige personale tager hånd om den medicinske behandling. Men hvordan forholder det sig med håndteringen af de eksistentielle og åndelige spørgsmål? For eksempel spørgsmålene om angst og sorg? Én sagde det på denne måde: De møder mig ikke dér, hvor jeg er. De er sådan set flinke alle sammen. De spørger pænt til mig, hvordan jeg har det. De giver mig medicin. Hvordan jeg i virkeligheden har det, det ved de ikke.

~

Sigmund Freud, den kendte østrigske psykoanalytiker, skrev en banebrydende tekst med titlen ”Sorg og melankoli” (1917). Den har øvet stor indflydelse på, hvordan vi i den vestlige kulturkreds er kommet til at forstå sorg. Med begreber som ”sorgarbejde” og ”løsrivelse” introducerede han idéen om sorg, som en proces, hvorigennem den sørgende kommer frem til en accept af tabets realitet på baggrund af en løsrivelse fra den afdøde. Kun gennem af-investering af energien knyttet til afdøde frigives der energi til re-investering i et nyt objekt. Det er det psykologiske arbejde, Freud omtaler som sorgarbejde. I denne måde at tænke om sorg på har der ikke rigtig været plads til individuel variation eller subjektiver oplevelser.

I nyere tid har sorgforståelsen gennemgået en stærk udvikling. Forestillingen om løsrivelse som endemål for sorgen er blevet stærkt udfordret. Der er fremkommet nye teorier om for eksempel ”vedvarende bånd” og et stærkere fokus på temaer om de psykiske og fysiske følgevirkninger af tab. Der er nu mere fokus på de følelsesmæssige udsving i sorgen. Sorg ses ofte i relation til dynamiske og individuelle processer, der dog stadig ofte bliver betragtet i en sundhedsorienteret optik. Senest er der dog kommet et øget blik for og studier i sorgens kultur, det vil sige også sorgprocessers struktur og forløb i forhold til komplekse samspil i kultur og samfund. Det giver også bedre plads til de eksistensfilosofiske perspektiver på sorg og sorgerfaringer. Her kan sorg for eksempel betragtes som en fundamental følelse, der ikke skal gøres op med, og som man for enhver pris må forsøge at komme fri af. Sorgen ses nu som konstituerende for det enkelte menneskes måde at selvfortolke sin eksistens og natur på (Svend Brinkmann).

Den dominerende forståelse knytter til ved den dobbelte idé om sorgen som både en indre og en ydre udvikling efter tabet (Margaret Stroebe og Henk Shut). Tosporsmodellen kaldes den. De følelsesmæssige reaktioner, for eksempel tristhed, fortvivlelse og meningsløshed, følger et såkaldt ’tabsorienteret spor’. I det ’restaurerende spor’ er fokus på tilpasning til tabet og på at få hverdagslivet til at fungere på nye vilkår. Sorgprocessen udvikler sig ved at gå ind og ud af de smertefulde følelser. Sorgreaktioner kan være meget forskellige på forskellige tidspunkter, også i det enkelte menneskes liv.

Kommer vi for sent frem til os selv i den digitaliserede tid?

Skærmene har givet os mulighed for at flygte fra os selv. Skærmmisbrug skaber endda alvorlig afhængighed, der fx isolerer både børn, unge og voksne mere og mere fra hinanden. Kommer vi for sent frem til os selv i den digitaliserede tid? Kommer vi for sent til besindelse og et tydeligt gensvar på den store afhængighedsudfordring?

Flere nyudgivelser om børn og unges digitale afhængighed er nogenlunde enige om de dystopiske udsigter, hvis det ikke lykkes at få det digitale misbrug omdannet til et godt onlineliv. Vi er oppe imod stærke, magiske kræfter, som disse bøger analyserer og udfolder ud fra forskellige faglige perspektiver. Kræfter som kan tage livet af fx fordybelsen som livsform og forpligtelsen på hinanden. Er man kontinuerligt loaded up i singularitetens sky, står man i fare for at falde til jorden som en stivfrossen pind. En stadig tættere tilknytning til det blå lys fra mobilen eller andet lys fra øvrige skærme styrker menneskers isolerede liv ude på de respektive digitale øer.

Psykologen Ulla Dyrløv giver en slags guide til den gode omgang med de digitale medier. Samtidig er den en alvorlig opsang til børnenes forældre. De må vågne op og at tage aktivt ansvar for børns brug af skærmene. Samlet set er det ganske urovækkende læsning. Forældrene stikker fx typisk deres børn en digital sut for at få fred og slappe af. Der er mange uheldsvangre konsekvenser af disse forældres ansvarsforflygtigelse. Bogens titel er Få styr på dit barns digitale verden.

Grundet den mere filosofiske forankring har professor Bent Meier Sørensens bog Skærmens magi: At træne modstandskraften i en digital tid gjort størst indtryk på mig. Han gør gældende, at der bag skærmmisbrug ligger angst. Her spiller netværkende, distraherede voksne en central rolle i en udvikling, der mestendels får ensomhed, kedsomhed, ubeslutsomhed og rastløshed til at tage til i omfang, selv om målet for mange digitale aktiviteter netop er at afbryde nævnte følelser og reaktioner. Vi formår herved ikke at svare på Søren Kierkegaards spørgsmål: Hvorfor er vi ængstelige, og hvad kan angsten lære os?

Det er store og stærke kræfter, vi er oppe imod, skriver Bent Meier Sørensen. Uden at vi rigtig har opdaget det, er europæiske kerneværdier som oplysning, dannelse, samtale og demokrati kommet under et massivt pres fra skærmenes skabere, techgiganterne fra Silicon Valley, Google, Apple, Facebook og Amazon. Under dette pres er vores liv og samfund ved at ændre sig fundamentalt. Vi er i færd med at aflære gamle dyder som gentagelse, træning, fordybelse og evnen til at kunne være alene og til at kunne tale sammen ansigt til ansigt.

Bent Meier Sørensen har et afgørende greb om spørgsmålene: Hvad er mennesket bag skærmen blevet til? Hvilken kultur ønsker vi at styrke og videregive til kommende generationer? Hvilket liv ønsker vi egentlig at lave? Jeg kan kun være enig i dette stærke fokus. Der består vitterlig en intens kamp for den modstandskraft, den europæiske kultur har trænet i årtusinder, og som menneskelig talt og vurderet er grunden til, at vi er her endnu.

Særlig ét nedslag i denne blog skal fremhæves fra bogens interessante kapitler, nemlig singularitetsfilosofien. Den ser fremtidens menneske uploaded i supercomputerens sky. Den er som en bevægelse hen imod at gøre verden stedløs og abstrakt, uden materie og tyngdekraft, befriet for uvidenhed og smerte, kød og død. En verden kun bestående af den digitale dualisme mellem lys og mørke, 1 og 0. En verden, der som et kosmisk Silicon Valley ultimativt kun kommer til at bestå af lys, af ’lysets lys’, hvis man vil bruge et gnostisk begreb. Dét Silicon Valley eksisterer ikke. Endnu.

Har techguruen Ray Kurzweil ret i sin gnostisk inspirerede profeti om singularitetens tid? Det kan måske være svært at gennemskue. Beholder han ret, vil vi via nanocomputere og upload af bevidstheder til en superintelligent sky, ”være overalt” og ”leve evigt”. Denne forestilling kan se ud til at have slægtskab med det, som i kristendommen forstås som Guds omnipræsens, hvor intet udelades helt af samme Guds bevågenhed. At netværkerne har skabt denne nye situation, har sit modbegreb på softwaresiden i everyware (eller pervasive computing), hvor milliarder af små enheder tænkes at blive spredt overalt: på gaderne, i hjemmene, som pigmenter i maling og som sporstof i kroppenes blodbaner. Her bliver verden lig med The Internet of Things, og Gud ikke eksisterer endnu. For med singulariteten opstår Gud sammen med og uskelneligt fra den guddommeligt intelligente menneskemaskine.

Det konkrete menneske og tilsvarende menneskelige relationer står i oplagt fare for at gå tabt i denne singularitet, som er gnosticisme og monopol i uskøn forening. Jeg kan måske ikke selv gennemskue alle konsekvenser af denne singularitet, men at den står i modsætning til kristendommens inkarnatoriske side synes oplagt. Vi står i alvorlig fare for at komme for sent til os selv i den digitaliserede tid. Bent Meier Sørensen har begået en bog, som bør studeres nøje af ansvarlige unge og voksne. Den giver megen indsigt og bibringer hjælp til at træne modstandskraften i en digital tid.

Den susende æstetiske stilhed

Kunsten er en eksistentiel aktivitet. Dens forgrenede udtryk har en særlig evne til at forbinde sig med menneskers vidt forskellige oplevelser af tab og sorg. Om det handler om konkrete erfaringer af tab og adskillelse eller mere abstrakte, objektløse former for tab er ikke afgørende. Disse erfaringer spejles i kunstens rum. Kunsten kan tage os med ind i andres lidelse og sorg. Det gælder i udgangspunktet alle kunstarter. Ikke kun i billedkunst og litteratur, men også i musik, teater og andre mere eller mindre dramatiske kunstudtryk. Men sorgprocessen spejles og åbnes på måder, hvor livsglæden, -modet og –kvaliteten også bryder sig vej.

Her skal særlig ét kreativt spor nævnes: Kunstens værker er født i dybderne af kunstnernes egne personlige føderum. God kunst gemmer ikke noget af det personlige af vejen. Den udvider vores bevidsthed om verden og den menneskelige eksistens. Kærligheden bliver stedet for kampen mod glemslen. Kunstens aftryk trækker veksler på et stort univers af menneskelige erfaringer, herunder det vi oplever som stærke følelser, livets smertepunkter og sorgerfaringer. Når disse erfaringer transformeres over i figur, billede eller skrift, kan de enkelte beskueres eller lytteres subjektive erfaringer omsættes til hjælpsom erkendelse og indsigt. Helbredelse er måske ikke mulig, men den personlige spejling i kunstens værker kan alligevel være både lindrende og styrkende. I bedste fald kan kunsten forårsage generøs renselse og give del i et klarsyn. Eksempler viser, hvor gavmild kunst kan være, når den selv er født ud af eller levner plads til brudt skønhed og sorgens liv. Hvor stor hjælp eller erkendelse sørgende får af kunstens værker, kan der dog ikke svares entydigt på. Det svarer den enkelte på.

I samme forbindelse kan der lukkes op til et andet spor: Stilheden er indsigtens åbnende mulighed. Måske er den også – som allerede antydet – eksistensens livgivende rum. Vi kan i stilheden lytte til det, der bliver sagt uden ord. Vi kan høre det, vi ikke skal overhøre. I stilheden kan befrielsen fra det altopslugende hav af krav indfinde sig. I den kan vi gå ned i fart og finde hinanden. Vi kan undgå at havne i et følelsesmæssigt eksil. I den kan vi også indfange vinden, der vil blæse i morgen.

Stilheden er så præcis, også når den afslår at forklare sig med ord eller andet hørbart. Billedkunstens værker kan af og til bære rundt på en særlig præcision. De tager måske ikke strubegreb på eller afklæder beskueren helt ind til knoglebenene. Mindre kan også gøre det. Pludselig suser stilheden midt op i den lavmælte refleksion. En granskende søgen fordyber og udvider tankesporet. Kunne værkerne umiddelbart forstås, var de blevet til en tekst. Det er ikke sikkert, at sidstnævnte vil være præget af større præcision.

Der er mange måder at indhegne værdien af eftertanke, ro og stilhed på. Skal fordybelsens ro og stilhed indfinde sig, skal der ganske givet ske noget radikalt. En radikal beslutning må tages. Eftertankens frie rum står på manges ønskeliste. Måske handler det om at få ryddet noget til side i kalenderen eller i det daglige livsrum. Skal det nye indfinde sig, må der ryddes en plads til det.

I stilheden behøver der ikke at være ingenting. Det er som med ensomheden eller kedsomheden. I den viser sig ofte noget – en mulighed, en overgang. Noget kommer til syne. Noget nyt, noget gammelt, dybe følelser, stærke sansninger. Måske det særligt vigtige i livet.

Utryghedsnarkomanien er ofte betegnende for uroens vilkår hos kunstens udøvere. Utrygheden kan udredes på mange måder. Tomas Tranströmer kigger dybt, når skriver, at ”mørket falder sådan, gennem huden, gennem tiden, svirper opad.” Det opadsvirpende kan en tekst nærme sig, men nogen mere definitiv eller ultimativ forklaring gives ikke. Måske det beskedne håb for teksten kunne være, at den bliver en vigtig stemme i en litterær flerstemmighed. På den måde kan en bestemt bog eller tekst blive skelsættende. Den gode bog forbinder med livet, med verden. Forbinder med følelser og tanker, skaber glæde, tryghed og nødvendig uro. Den susende æstetiske stilhed er på den måde en vitaliserende forudsætning for kunst og eksistens.

Kan humanisme og kristendom gå hånd i hånd?

Jeg er blevet spurgt: På hvilket grundlag kan humanisme og kristendom gå hånd i hånd? Er det muligt at forene disse størrelser?

Umiddelbart må jeg svare, at der råder en konflikt mellem humanisme og kristendom. Hvis vi med humanisme tænker på den verdslige, særligt den ateistiske, humanisme, så ønsker den netop ikke forbindelse til religion, det overnaturlige osv. Den humanistiske tro og tænkning indebærer derfor – i bred historisk forstand – kamp og konflikt i relation til for eksempel kristendommen. Men billedet bliver straks meget mere komplekst, hvis vi begynder at overveje den såkaldte kristne humanisme, der trækker på inspiration fra kristen teologi og etik. Er fokus på skabelsesperspektivtet og etiske problemstillinger, så optræder der berøringsflader og ligheder mellem humanisme og kristendom.

I forbindelse med den klassiske spænding mellem humanisme og kristendom kan vi rejse et par vigtige spørgsmål, som vi bliver nødt til at overveje kritisk:

  • Står mennesket i relation til sig selv eller til noget uden for sig selv? Kan det finde identitet og liv med sig selv alene? Eller sker det gennem troen på Gud, som vi kender ved mennesket Jesus Kristus?
  • Er mennesket i bund og grund godt? Så det blot på forskellige måder kan knytte til ved livets godhed, storhed og de smukke humanistiske værdier? Eller er mennesket bestemt og præget af ondskab? Så det slet ikke vil Gud og lade sig drage af Ham?

Disse spørgsmål er ganske skarptskårne, men de er afgørende for, hvordan vi tilrettelægger svaret på spørgsmålet i overskriften. Jeg har lyst til her at understrege, at det kritiske blik på menneskets muligheder uden Gud og tanken om menneskets ondskab ikke giver os en ’fribillet’ til at nedvurdere livet på jorden til fordel for det kommende liv, at vi så bare kan afsky det kropslige og i øvrigt modsætte os alt det fantastiske i skabelsen, kulturen og videnskaben. Det er en meget stor misforståelse.

Der en vigtig spænding, vi må vedgå os i tilknytning til kristen tro og teologi, også når det kommer til en vurdering af det menneskelige og potentielle humanistiske værdier. At Kristus bekræfter mennesket i dets menneskelighed, indebærer ikke uden videre en accept af humanismens ofte optimistiske tro på menneskets store evner, inklusive mulighed for frit at vælge Gud og troen på ham til i sit liv.

I denne forbindelse kender du måske Luthers berømte formulering i Den Lille Katekismus til den tredje artikel i bekendelsen af troen: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden …” – Denne tekst sætter foden ned i forhold til en overdreven tro på menneskets muligheder i relation til Gud. Tanken om den frie vilje gælder i forhold til et hav af menneskelivets ydre aktiviteter, men den går i clinch med den idé eller tro, der indebærer, at vi af egen magt selv kan tro på Gud. Det er Helligånden, der kalder og drager et menneske, skaber troen.

I forhold til den nævnte spænding mellem humanisme og kristendom vil jeg fremhæve et par store teologiske tænkere mere:

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup var optaget af spændingen. Han holdt foredrag og skrev om den. Han er kendt for sine udfoldelser af skabelsesteologien og taler på mange måder positivt om menneskets muligheder for at tage vare om alt det gode, som ingen af os vil undvære i livet med dets relationer. Men også han sætter på en indsigtsfuld måde foden ned i forhold til den overdrevne humane optimisme. Det er den tro, at mennesket faktisk rummer så meget godt, for eksempel at det gennem enten kulturel dannelse eller kristen tro er i stand til at forbedre sig og således tilnærme sig Gud. Jesus opfattes måske som et ideal, som mennesket skal forsøge at efterleve, også om det ikke helt vil lykkes.

Løgstrup skriver blandt andet i Den etiske fordring: ”At vise tillid og udlevere sig, at nære en naturlig kærlighed er godhed. I den forstand hører godheden vort menneskeliv til, skønt vi er onde. Begge dele gælder fuldt ud, så der ikke kan gøres et regnskab ud deraf. Skønt det ofte nok sker, når det hedder: ”noget” godt er der altså ved mennesket! Hvortil kun er at sige: Nej, der er ikke! I den tale om, at der da er ”noget” ved mennesket, vil man nemlig trække fra ondskaben og lægge til godheden – på den enkeltes egen konto! Som om tilliden og den naturlige kærlighed ikke var skænket, men var dets egne drifter og hørte hjemme på selvets konto.”

Betyder det, at vi helt skal opgive tanken om en kristen humanisme? Kan mennesket bekræftes i dets menneskelighed ud fra andre forudsætninger eller orienteringspunkter, end de netop skitserede? Det kommer i høj grad an på, hvordan vi ønsker at forstå den kristelige humanisme. Set i det større historisk perspektiv kan vi finde eksempler på nogle, der har sammentænkt humanisme og kristendom. Det samme gælder i nyere tid i en række kontekstuelle udfoldelser af både befrielses- og kulturteologi, hvor der er sket tilpasninger eller skabt synteser.

Mange har af gode grunde hentet inspiration hos den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der udfoldede betydningen af Kristi forsonergerning på en måde, så den blandt andet indebar en bekræftelse af mennesket. Bekræftelsen kredsede i hans optik om Kristi komme i kødet, at Gud selv blev menneske og underlagde sig menneskelivets vilkår. Kristus er det sande menneske, og menneskets mulighed for at lære sig selv at kende ligger i troens forening med Kristus. Der sker en ligedannelse med Kristus, når et menneske fortløbende kaster sig ind på ham i tro og efterfølgelse. Dette er også udgangspunktet for en bekræftelse af menneskelivet og en forpligtelse på et livskald i denne almindelige verden. Skal det give mening at tale om kristen humanisme, må afsættet være netop denne bekræftelse. En sådan bekræftelse vil også få vide følger for menneskets liv i verden, forholdet til for eksempel erkendelse, kultur, politik og videnskab.

Livets sang i Det døde hus

Hvilken nytte er kunsten til i en sorgproces? Sådan har jeg spurgt i forbindelse med et bidrag til en bog, der snart udkommer. Det er nok for indsnævret at spørge på den måde. For kunsten skal ikke bøje alt i neon. Kunstens frihed og uafhængighed er et gode. Det er det også med tanke på den menneskelige eksistens og livets smertepunkter.

Kunsten kan for eksempel stille mange kritiske spørgsmål, ikke fortie sande og ægte erfaringer. Den kan indfange eller søge brudflader og nuancer, ikke budskaber i neon. Den kan lukke op for spejlinger og refleksioner, ikke udslukke stærke følelser og sorgerfaringer.

Kunstens forgrenede udtryk har ofte en særlig evne til at forbinde sig med menneskers vidt forskellige oplevelser af tab og sorg. Disse erfaringer spejles i kunstens rum. Det kan for eksempel være gennem billedkunst, litteratur eller musik. Sorgprocessen kan også blive spejlet og åbnet på en måde, hvor livsglæden, -modet og -kvaliteten på ny finder fodfæste.

Kunstens brudte skønhed

Kunstens værker er født i dybderne af kunstnernes egne føderum. De rummer derfor også i høj grad følelsesmæssige tilstande, herunder smerte og sorg. Når sorgen i kunsten får lov til at sætte sine aftryk, kan kunsten ofte tjene en smertelindrende opgave. Kunstens værker kan være til livshjælp, bibringe eksistentiel, mental og åndelig styrke.

Kunsten optræder både i lyst og nød. Kunstens brudte skønhed har næsten været et mærkat i moderne æstetik. Kunstneren selv er ofte blevet set på som et menneske, der lider. Kunsten bærer en krog til noget hos kunstneren selv. Søren Kierkegaard beholder derfor delvis ret i, at digteren eller kunstneren er et ulykkeligt menneske med dybe kvaler, som så på forunderlig vis alligevel får skabt skøn musik.

Livets smertepunkter indgår i kunsten. Jeg vil nævne både ordfyldte og ordløse eksempler på kunstens brudte skønhed i og med denne klummetekst. Det sammenspundne i ord, billeder, bevægelser og lyde flyder ikke uhindret. Det ser let ud, men måske er det hårdt tilkæmpet. Det kan også se smukt ud, men det er meget usikkert, hvad smukt betyder. Kun sådan står det imidlertid nagelfast og kan agere pejlemærke. Måske skabe vigtige efterklange i vort liv.

Sorgens skygger i litteraturen

Hvad der ikke kan siges, kræver alligevel at blive sagt. Sorgen er nødt til at blive sprogliggjort, om nødvendigt uden ord, for at det enkelte menneske kan komme til erkendelse af sig selv, ellers går det til grunde. Verden af i går blev Stefan Zweigs afskeds- og erindringsbog. Bogen handler særlig om den indsigt, som han skrev frem på kanten af det totale mørke. Om det lys, som kan få skyggen til at flakke og forvandle dens mørke til en forventning om noget andet, noget underfuldt. Noget, der betyder, at man kan leve med skyggen og føle den som en del af sit selv, som ikke er opslugende eller ødelæggende. For skyggen er jo ikke kun noget, der er uden for mennesket, den er også inde i mennesket.

Skyggen skabte forbindelsen til hans inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen var en del af hans skabende væsen, sjælens dunkle spejl. Der er gemt en uudryddelig modsætning i, at kunsten som udtryk for livet selv – og for den enkelte selv – henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunst er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Men i de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys.

Flere af forfatteren Naja Marie Aidts bøger vil kunne nævnes i denne sammenhæng. Her skal blot henvises til ‘Carls bog’, hvordan livet efter at have mistet et barn er, hvordan sorg forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste, til tiden. Det er også en bog om poesiens sprog om tab og kærlighed. Den intense fortvivlelse blotlægges i et sorgskrift af skurrende og stor skønhed. Paradoksalt insisterer forfatteren på at skrive om det, man slet ikke kan skrive om. “At forstå det uforståelige er ikke sprogligt”, skriver Aidt.

I forfatteren Helle Helles netop udgivne roman De møder vi en 16-årig pige og hendes mor. Smuk og rørende er bogen, men også både morsom og uendelig trist. Moderen er alvorligt syg. Men de taler slet ikke om sygdommen og sorgen og det kommende tab; de taler om alt muligt andet, de griner sammen og lever videre som om sygdommen ikke er der. Men også kun næsten, for der er en stærk undertone af sorg og tab. Forholdet dem imellem er varmt og omsorgsfuldt, men også skrøbeligt i sin udsathed, og netop det taler de ikke om. Det usagte i de rammende replikker mellem moderen og datteren toner frem og lader sig høre, som det der ikke bliver sagt. Et kærligt portræt af en mor, der taler meget om mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom. Et genkendeligt problemfelt indlejres dermed i romanen. Mulighedernes hjælpsomme spejl åbnes, så vi i tide får talt om det svære.

Fra dødens hus til Guds hus

Når alle veje lukkes til for et menneske, findes stadig vejen indad. For den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij åbnede den sig, om end påtvunget og uønsket. I den mest selvbiografiske bog med titlen Det døde hus beskriver han sin fangenskabsperiode i Omsk, Sibirien. De fire års ophold i tugthuset er som en skærsild for Dostojevskij. Det barske liv og menneskers ondskab overmander ham.

Når ondskaben besejrer et menneske, kan det på ingen måde slippe sin gemenhed og uretfærdighed. Og blikket for kampens åndelige natur må det også vinke farvel til. Det eneste Dostojevskij kunne håbe på under opholdet i tugthuset var ”noget af en genopstandelse, et nyt liv”. Det indre opgør, en omvendelse, begynder fra da af at bryde sig vej. Ufrivilligt går han op i selv og lærer at elske ensomheden. Andres mørke afslørede hans eget mørke. En gådefuld magnetisme trækker indsigten om fangernes sjælelige ufred frem og tydeliggør sygdomstilstanden i hans eget sjæleliv. Dybet råber til dybet.

I sin sjæls store ensomhed gennemgår han hele sit liv, ind i mindste detalje, tænker sig dybt ind i det forgangne, dømmer sig selv ubarmhjertigt hårdt. Midt i alt det forfærdelige han oplever, herunder gennem samværet med de andre fanger, tændes der et håb i hans hjerte. Der fødes en helt ny sang, livets sang, da troen på Gud midt i al lidelse og sorg tager form.

Han skrev blandt andet til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, kan det ikke med rette siges, at du har forspildt tiden. Jeg vil selv beskæftige mig med denne gåde, for jeg vil være et menneske.”

Den dybe selvransagelse i Dostojevskijs eget liv fremstår som et spejl, vi i dag kan bruge, for at se dybere og mere af vores sande tilstand. Ensomhedens sorg og smerte hos denne verdenskendte forfatter bliver såre gavmild. Han møder Kristus i hans lidelse for og medlidelse med mennesker. ”Også jeg er jo menneske, overfor Gud er vi alle lige”, tænker han. ”Sådan som Du viste røveren på korset din nåde, sådan …” Sådan mødte han i Guds hus ved nadveren Guds nåde og tilgivelse. Det skete under et af vagtsoldater eskorteret besøg i en lokal kirke tæt på tugthuset.

Den gode bog er som en økse

Der behøver ikke at være ingenting i ensomheden, kedsomheden og stilheden. Der viser sig ofte noget – en overgang eller en mulighed. Noget kommer til syne. Noget nyt, noget gammelt, stærke sansninger, dybe følelser. Måske særligt det vigtige i livet.

Hvis for eksempel fordybelsens ro og stilhed skal indfinde sig i dit liv i det nye år, må du gøre noget ved det. Det handler om at få ryddet noget til side i kalenderen eller i det daglige livsrum. Skal det nye indfinde sig, må der ryddes en plads til det.

Helt til de uvejsomme steder

Den gode bog er én af de allerbedste løsninger på udfordringen. Det er min egen erfaring, at en bog kan gøre en vigtig forskel. Jeg oplever, at jeg kan forbinde mig med verden. Forbinde mig med følelser og tanker, hvor også glæden og trygheden sætter sig igennem. Bogen med det gode sprog kan massere fordomme og følelser. Det kan nå helt frem til de uvejsomme steder.

Det sker, at sproget går helt sine egne veje. Det kan i høj grad være tilfældet, når det føjer sig til tiden og den enkelte læsers erfaring. Rammende ord og sætninger sætter sig selv på plads i et menneskes selvopfattelse og tænkemåde. Der sker måske en uventet indfarvning, når sproget bliver til en krog i det enkelte menneskes indre.

Sproget er min særlige forbindelse til verden. Intet sted – måske med kirkerummet som undtagelse – føler jeg mig mere tryg end i min egen hule med de mange bøger. At have direkte adgang til god litteratur lukker særlige muligheder op. Ikke mindst eftertænksomheden og fordybelsen får et ’boost’ gennem gode bøger.

Bogen som økse

Den gode bog er som en økse, der kan hugge det frosne hav op i læserens indre. Det er en lettere omskrivning af et ønskemål, som den sydafrikanske forfatter John Maxwell Coetzee har formuleret det i bogen Sommertid. Mange læsere vil kunne genkende denne erfaring. Selv det hårdeste i deres indre kan opløses gennem en spejling i smukke og vedkommende tekster.

Senest har forfatteren Sara Omar til bogen Dødevaskeren i flere interviews givet udtryk for, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden. Flere anmeldere har brugt store, håbefulde ord om netop denne side af udgivelsen. Forfatteren har selv gentaget håbet. Bogen er en barsk roman, der handler om kvindeundertrykkelse i Allahs navn og konsekvenserne af det udsatte pigeliv, om æresdrab etc. Romanen tilbyder plads til at udfolde komplekse fortællinger. Men hun ved dog også, at hun med bogen risikerer sit liv. Ikke alle går ind i en konstruktiv debat med bogens alvorlige budskab.

Chefredaktør Christian Jensen ved Politiken fortæller meget personligt om sit møde med litteraturen, og hvordan den har givet ham en særlig tryghed i livet. Det gør han i Sproget i lyst og nød, som er Modersmål-Selskabets årbog 2017. Den høje hastighed i hans arbejdsliv kræver en modvægt, en langsomhed. Den finder han i litteraturen. Den giver ham en ro og en balance. Også lige midt mellem dét, der trænger sig på, og dét, det hele handler om, at være til. Det sidste er det vigtigste i ethvert menneskes liv, understreger han. For hans egen del sætter han en time af hver morgen til bare at læse god skønlitteratur, som ikke har nogen direkte tilknytning til hans mange gøremål som chefredaktør.

Sproget i lyst og nød

Christian Jensen udfolder emnet med tanke på det tryghedsskabende i litteraturen. Han oplevede under sin opvækst og skolegang, at det ikke altid var lige trygt at gå hjem fra skolen. En drikfældig far gjorde, at en kærlig far ikke altid gjorde kærlige ting. Derfor fandt han trygheden på det lokale bibliotek i Grindsted. En bibliotekar sørgede for, at han i gode bøger fandt en flugtvej, men også livshjælp, støtte og tryghed.

Hans bidrag til ’sproget i lyst og nød’ udpeger flere nyttige erfaringer, som han har gjort sig. Som journalist og chefredaktør er han blevet et skrivende menneske, men selve dannelsen og inspirationen har han fra den litteratur, som ydede ham livshjælp. Den har hjulpet ham til at prioritere væsentligt frem for uvæsentligt.

Det er sjældent det væsentligste, der træder frem som akutte spørgsmål. Derfor kan man nemt komme til at løse de rigtige problemer i den forkerte rækkefølge, hvis man hele tiden drives af nuets gøremål.

Rastløsheden er en svaghed i mange brancher efterhånden. Det gælder for eksempel medieverdenen. Her kan litteraturen bruges til at forbinde sig med langsomheden og de eviggyldige sandheder. I den gode litteratur kan man søge det tidløse, kærligheden, glæden, sorgen, savnet og alt det andet, der reelt betyder noget.

Når livet rejser sig fra siderne

Ikke mindst den klassiske litteratur er en rig ressource. Visse forfatterskaber er gået lige i brystet på mig. Dette synspunkt deler jeg så ganske med Christian Jensen. Det er alt fra Søren Kierkegaard til store forfattere som Fjodor Dostojevskij, Leo Tolstoj, Stefan Zweig, James Joyce, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og mange flere. En lidt lettere tilgængelig nyklassiker er for eksempel Michael Endes Momo. Helt uden for aldre og tider er den afgørende vigtig at få læst. Her kommer den langsomme, livgivende rytme til at lyse på bekostning af det liv, der alt for hurtigt løber af med os, så vore medmennesker også kommer til at lide under det. Det er mit gæt, at læserne af denne klumme vil kunne tilføje mange flere forfatternavne.

Jeg går ofte grundigt til værks, for jeg ved, at kulturens, litteraturens og sprogets kapital vokser i pagt med den opsøgende interesse for god litteratur. Mine bøger vrimler med æselører, understregninger og notater i marginen. Særligt når en smuk sætning rejser sig fra siderne, understreger jeg den, så jeg kan vende tilbage til dens skønhed ved en senere lejlighed.

Store oplevelser ligger og venter på dig i det nye år, hvis du søger at forene dig med god litteratur. Min opfordring lyder: Lad det kommende år blive fordybelsens og stilhedens år! Når livet rejser sig fra siderne bliver det et rigt og velsignet år, hvor du også får taget hånd om de eksistentielle spørgsmål og det åndelige liv.

At komme til sig selv

Dannelse er blevet et modeord. Det ses tit i selskab med fænomener som coaching, livslang læring og kompetenceudvikling. Betydningen af begrebet spænder meget bredt. Definitionen går fra takt og tone til viden om verden til individets erhvervelse af sig selv. Det sidste har med identitetsdannelse eller opdragelse som menneske at gøre.

Det er både opbyggeligt og nyttigt at se nærmere på begrebet dannelse og dets betydning. Dannelse havde længe en noget odiøs klang og blev næsten udfaset i en dansk sammenhæng. Det vågnede lidt på sig, når der blev tale om god eller i hvert fald tålelig adfærd. Her vil jeg se på dannelse under den særlige vinkel at komme til sig selv.

Vigtigt er det for ethvert menneske at lade sig danne eller at lade sig gen-opbygge ”fra Grunden af”, som Søren Kierkegaard kan benævne det i Kjerlighedens Gjerninger. Dannelse skal ikke gøre mennesket til en anden, men skal ”udvikle de Spirer, Gud selv har nedlagt i Mennesket” (Kierkegaard i sin magisterafhandling Om Begrebet Ironi). Men kan der siges noget mere præcist om, hvad vil det sige at komme til sig selv?

Et bestemt sigtepunkt

Når Kierkegaard skriver om dannelse, er hans sigtepunkt et ganske bestemt. Det er teologisk. Han ønsker at bringe det selv- og gudsforhold, der er givet med den kristne grundfortælling, til virkeliggørelse i det enkelte menneske. Lige så bestemmende for ens identitetsdannelse den fortælling er, man dannes af, lige så afgørende er den måde, hvorpå man forholder sig til en sådan fortælling.

At digte sig selv er det samme som at danne sig selv, hvor Kierkegaard ganske klart sætter udfordringen op på denne måde: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet er at lade sig digte. Den Christne lader sig digte, og i denne Henseende lever en enfoldig Christen langt mere poetisk, end mangt et meget begavet Hoved.” Udfordringen kan deles op i tre: 1) at danne sig selv 2) at lade sig danne og 3) at lade sig danne som kristen.

Er man kun optaget af at danne sig selv, så er man ifølge Kierkegaard æstetiker. Til det etiske stadium i livet hører: at lade sig danne. Og til det religiøse stadium svarer: at lade sig danne/digte – vel at mærke nu som kristen.

At danne sig selv

Mange bestræbelser har der været på at erklære Gud for død. Mennesket ønsker selv at tage magten. Men derved kommer det også til at erfare sin egen afgrundsdybe magtesløshed. Mennesket bliver friheds- og grænsesøgende, og måske ikke mindst selvrådigt. Kierkegaard gør i den forbindelse gældende, at mennesket bliver fanget ind af ”Total-Ironie”. Det er en ironi, som kun har sig selv som formål og øverste instans.

Ironikeren skifter maske ud med maske blot for at skjule, at han i virkeligheden intet ansigt har, en desperat aktør, der opsøger en række virkemidler for dog at føle sig i live. Men den dybere sammenhæng i tilværelsen mangler. Mennesket må leve livet som nomade i et evigt opbrud fra sig selv. Det unddrager sig i virkeligheden identitetsdannelse og overgiver sig til selviscenesættelse. Det er blændværk ifølge Kierkegaard at danne sig selv ud fra den forudsætning.

At lade sig danne

Etikeren giver æstetikeren en kraftig opfordring. Noget Kierkegaard får til at lyse i Enten-Eller: Det påhviler æstetikeren ”at ordne, danne, temperere, opflamme, tilbagetrykke, kort at tilveiebringe en Ligelighed i Sjælen, en Harmoni, der er de personlige Dyders Frugt.” Dermed mister mennesket måske det allervæsentligste, nemlig det modtagende.

I eksistentiel betydning er vi henvist til kun at dannes af det, man ikke selv forføjer over, dannes af det, man ikke selv er. Det er kun ad omveje man kan føres ind på livet af sig selv. Der sker noget helt umisteligt i en vedvarende vekselvirkning med verden. ”Saaledes bliver da hans Bevægelse fra sig selv gjennem Verden til sig selv.” De bærende relationer trylles ikke frem af en isoleret selvdannelse. Dannelse er at lade sig danne – og at lade sig forpligte.

Eller det kan siges på denne måde: At dannes er at blive sig selv. Men at blive sig selv er at blive en anden, end man var, før man begyndte at blive sig selv. Men det forudsætter i kristelig eller teologisk forstand noget mere og helt afgørende.

At komme til sig selv

Enhver menneskelig selvforløsning forudsætter en vilje. Vi kan kalde den en dannelsesdrift. Æstetikeren modsætter sig imidlertid denne drift eller vilje. Et menneske kan ikke bare pleje omgang med sig selv. Det kan slet ikke forløse sig selv. Det kan ifølge Kierkegaard slet ikke komme til sig selv – gennem sig selv. Gud må overtage den historie, som mennesket ofte – måske med alt for stor frimodighed – skriver sig selv ind i.

Mennesket har vitterlig fået vidtgående beføjelser i verden. Det er givet megen frihed. Men mennesket kommer også hurtigt til at se sig selv som sin egen ”ansvarshavende Redacteur”. Det er derved dømt til at være sin egen skaber. Da kommer det til at forløfte sig på livet og tilrane sig et ansvar, som det ikke magter at håndtere. Selv det frieste og stærkeste menneske kan ikke stilles lige med Gud. Det kommer aldrig helt til sig selv.

Det lyder modsætningsfyldt, men den klokkeklare melding lyder: Skal mennesket komme til sig selv, må redaktionen overdrages til en anden, det vil sige overdrages til den store ”Redacteur”, hvis sande navn er Gud. Han har næppe nogensinde været ven med bløde borgerdyder og almindelig snusfornuft, som Kierkegaard-forskeren Joakim Garff beskriver det, men altid ”haft en ophøjet svaghed for det marginale, det udstødte, det utilpassede.”

Dannelsen eller gendannelsen af et menneske er derfor en slags om-dannelse. En forvandling. Hvor det enkelte individ indøver ”Modtagelighed for det Guddommelige” – og samtidig lærer at give afkald på sin forestilling om autonomi, sig selv. Ifølge Kierkegaard bygger det på den fortælling, der er kommet til orde i Jesus Kristus.

 

Når dybet råber til dybet – Del 1

En tung stemning omgærder ofte en begravelse. Sorgen sætter sig op imod os som en tyk, uigennemtrængelig mur. Selv en hjemmevant gang på kirkegården fjerner eller nedbryder ikke muren. Sådan kan vi opleve det. Men samme stemning kan også sætte tonearten i et menneskes liv i mange andre situationer.

Når alle veje er lukkede, findes dog vejen indad. Påtvunget oplevede den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881), hvordan denne vej åbnede sig. ”Jeg fik lov at leve uden bøger, og derfor kom jeg ufrivilligt til at gå op i mig selv og dér forsøge at finde svar på spørgsmålene – svar som ofte var plagsomme nok.”

Han går ufrivilligt op i sig selv og lærer at elske denne ensomhed. Han mindes, at det eneste han kunne håbe på i den tid, det var ”noget af en genopstandelse, et nyt liv”. Intet andet menneske kunne udtale sig om, hvad der fyldte op i hans indre under de vanskelige år i Sibirien, men det indre, uimodståelige opgør lå alligevel lige for.

Han velsigner det øde, ubeboede sted, hvor han fik anledning til at fælde en dom over sig selv. Men her tændes også forhåbningerne i hans hjerte.

Mørket kommer indefra

I sin sjæls store ensomhed går han i hele sit liv ind i mindste detalje, tænker sig dybt ind i det forgangne, dømmer sig selv ubarmhjertigt hårdt. Ensomhedens mørke skygger slår dog over i stærke forhåbninger. Han måtte tyde gåden om mennesket og meningen med livet.

Det vanskeligste er at få sagt, hvad der ikke kan siges, men som kræver at blive sagt. Det er den dybe indsigt, at så meget hverken kan siges eller forties. Sådan oplevede Dostojevskij den særlige renselsestid. Det skete blandt andet under presset for at opgive troen på Gud. Den sårbare forfatter måtte skrive og tale fra det mareridtslignende sibiriske tugthus, hvor den krænkende behandling og personlige fornedrelse ikke rigtig kendte til grænser. Her måtte han gå under eller holde ud.

Mørket er ikke blot et spørgsmål om ydre miljø. Mørket kommer indefra, fra hjertet. Dette ser Dostojevskij klart både hos sig selv og hos andre. Det døde hus (1860) er en stærk italesættelse, dybt personlig er den, baseret på hans ti år i fangelejr og landflygtighed i Sibirien. Bogen er den mest biografiske bog af forfatteren, hvori han afslører sin åndelige rejse.

Det døde hus finder Dostojevskij livet. Idéen eller forestillingerne om livet får konkret indhold, ”ordet bliver menneske”. I dødens hus findes Kristus blandt folket, til og med blandt forbrydere. Mange opgiver tanken om Kristus i dette hus, men ikke Dostojevskij. Han finder Kristus som den konkrete, levende virkelighed.

De hårde spørgsmål

Hemmeligheden ved Dostojevskijs forfatterskab kredser om spørgsmål, som alle generationers mennesker må kæmpe med: Findes der en levende Gud? Eller er alt i tilværelsen kun et resultat af tilfældigheder? Hvordan kan mennesket leve med indsigten, at det er dødeligt, at alt skal efterlades, at man skal lægge sin stav? Hvordan kan mennesket leve med sin skyld, for uanset hvor det vender sig hen, så mislykkes det til stadighed for dette menneske, trods de bedste intentioner? Dostojevskijs figurer kæmper med problemer, der er indbygget i menneskets eksistens.

I forfatterskabets romaner møder vi højst levende personer, der lider, elsker, hader, længes og ængstes. De kryber nærmest ind under huden på os. Dostojevskij stikker dybt i den menneskelige psykologi. Midt i det hele forsøger han at forstå menneskets længsel efter Gud. Han sætter ord på menneskets søgen og tvivl, dets anelser og stærke begejstring. Men først og sidst er han optaget af de bibelske beretninger og Kristusfiguren – hvem er han egentlig?

Mennesket er selve gåden 

Allerede som 18-årig skriver han til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, da kan det ikke siges, at du har forspildt tiden. Med denne gåde vil jeg beskæftige mig, for jeg vil selv være menneske.” – Ofte blev han ført derhen, hvor dybet råber til dybet. Det er i skarnet, at man skal finde perlen, siger Dostojevskij. Med det vil han også sige, at man lettere finder Kristus blandt dem der lider, end blandt moralsk set højtstående mennesker eller blandt de rige og lykkelige.

Det døde hus males den komplekse menneskelige eksistens i stærke farver. Det sker ikke uden brændemærker fra skærsilden, sådan som tugthuset i Sibirien var det for Dostojevskij. I 4 år opholdt han sig i tugthuset i Omsk. Oplevelserne dér udgør en sand fortvivlelse. Stedet er fyldt med had og den dybe ydmygelse. Men medlidelsen er også stærk netop dér. Ulykken får mennesket Dostojevskij til at ’omvende sig’ – og til at forstå livet bedre. For mennesket mister ikke sig selv og sin forståelse af livet i mødet med det lidende folk. Og det er dér blandt folket, at Dostojevskij også møder Kristus.

Derfor må han også give plads til den uforlignelige Kristus i Dødens hus: Skulle nogen kunne bevise, at Kristus stod uden for sandheden, da skulle Kristus endda være at foretrække. Oplevelsen af livets sang i Det døde hus er så afgørende, at selv om han i samme brev medgiver, at han er ”et tvivlens og vantroens barn”, så kommer Kristus for altid at være hans ledestjerne, den Kristus han mødte midt i livet blandt sit folk.

(Denne 2. del er en udvidelse af en tidligere publiceret blog, dec. 2014)