Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 3

Angsten peger derfor primært indad, ifølge Kierkegaard. Det er selvet, der dybest set ængstes for selvet og det ubestemte i den situation, som man ængstes for, peger derfor tilbage på en selv – på hvorledes man forholder sig i situationen. Angsten sætter sig dermed igennem ved, at mennesket strides med sig selv ved at spille den, det er, ud mod den, det kan blive og mod den, det skal blive.

For eksistensfilosoffen Martin Heidegger er angst primært dét forhold, at man lever sit liv på en overfladisk måde, og er dermed et tegn på, at man ikke er sig selv fuldt ud. Så langt er hans opfattelse parallel til Kierkegaards. I hans karakteristik af angsten som en åbenbaring af intet, lader Heidegger ingen tvivl om sin kilde. I dette læner han sig op ad Kierkegaard, selv om han ikke bygger på det samme normative fundament. Kierkegaards begreber er dybest set kristeligt funderede, hvor Heidegger bygger sit ’Dasein’ (’derværen’) på en almen temporal ontologi. Sidstnævnte er kritisk til transcendensfilosofien og den klassiske metafysik.

Heidegger forudsætter en selvbestaltet transcendens, hvor selvet relaterer til sin egen intethed. Kierkegaards transcendensbegreb er kendetegnet ved, at menneskets endelighed kvalificeres af uendeligheden. Dette skyldes, at mennesket som ånd og dermed som sættende øjeblikket er knyttet til Gud. Mennesket definerer derfor ikke sig selv. Det er heller ikke summen af sine handlinger, men mennesket er set af Gud, og er som Gud ser det. Menneskets væren er en væren for Gud, og dette uanset, om mennesket søger samhørighed med Gud eller er i fortvivlelse.

Daseins angst hos Heidegger er ikke en angst for virkeliggørelsen af muligheden. Tværtimod er det en angst for Daseins egen væren som sådan, dvs. som intethed og dermed stående alene. Angsten er et udkomme af, at mennesket konfronteres med den intethed, som er værens grund. Det er således ikke en strid mellem alternativet synd og tro, som det er hos Kierkegaard, men ikke desto mindre angår angsten også her selvets mulighed for at blive sig selv og miste sig selv. På grund af angsten flygter mennesket fra sig selv og bliver dermed igen og igen ’das Man’, og på denne måde bliver angsten en ’udfordring’, som Dasein søger at undvige. Men i dybeste forstand er al angst ifølge Heidegger i sidste ende angst for døden, som er den mest radikale form for ”ikke-væren”. At konfrontere sig selv med dødens kendsgerning er ifølge Heidegger vejen til frihed.

Angsten sætter derfor en negativ reference til det værende. Verden er dermed synket sammen som ubetydelig, idet den mening og sammenhæng, man tidligere så, ikke anerkendes. Angsten skyldes ikke skuffet forventning, men den er altid ’der’ som en del af Da-sein. Angsten bringer Dasein tilbage til en stadig gentagelig kastethed, en mulighed for en egentlig ”Seinkönnen”. Den grunder sig primært på noget i fortiden. Angsten er en magt, som tager Dasein tilbage i en oprindelig hjemløshed, og som dermed giver Dasein muligheden for en egentlig ”Seinkönnen” tilbage. Muligheden er der for at vinde sig selv tilbage (blive egentlig). Dasein erfarer sig selv om byrde, men selv samme erfaring sætter en beslutsomhed, som gør Dasein i stand til at konfrontere sig med sin intethed. Dasein rummer dermed en mulighed for og ressourcerne til at genrejse sig selv. Heidegger fastholder, at det er muligt at se en værens gennemsigtighed i sammenhæng med menneskets hjemløshed og det intethed/endelighed. Denne accept eller indrømmelse er en vej til at blive sig selv og kan også åbne for de kreative sluser. Dette bliver tydeligere i hans kedsomhedsanalyse.

Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 4

Kedsomhed siger noget om mennesket som sådan, altså om vores grundvilkår som mennesker, at vi keder os.

Bedst som vi kedede os som børn, har vi alle fået at vide, at intelligente mennesker keder sig aldrig. Jeg plæderer for, at det gør de netop, eller som Kierkegaard siger det, så gør de det forhåbentligt, for alle mennesker er da kedsommelige, hvorefter han laver en inddeling af dem. De allerkedsommeligste er de utåleligste, de allermest fortravlede mennesker i verden. Han får også sagt, at dette at kede sig ikke er alle forundt, for når det står slet til med en, keder man blot andre med sin bevidstløse hasten af sted i livet. Der er forskellige måder, man kan kede sig selv på, men alene dette, at man kan kede sig, siger ganske meget om mennesket.

Kierkegaard opfatter mennesket som en spændingsfuld enhed, der har til opgave at gøre en aktiv indsats for at blive sig selv. Et menneske skal altså gøre noget med sig selv for at blive sig selv. I Sygdommen til Døden bestemmes mennesket som et forhold, der forholder sig til sig selv. Mennesket er selv et afledt forhold, idet der er et forhold, der forholder sig til sig selv og så igen forholder sig til det forhold, der har sat mennesket som et forhold – Gud. I Begrebet Angest taler Kierkegaard om, at selvforholdet kan være et urealiseret forhold, hvis man ikke ser, hvordan mennesket er en syntese af det sjælelige og det legemlige.

Spørgsmålet om, hvordan mennesket er eller bliver sig selv kalder derfor på en nærmere forståelse af, hvordan mennesket udfolder sin karakter af at forholde sig. Det centrale bliver, hvordan mennesket stiller sig til sig selv; hvordan det forstår sig selv. Et menneskes karakter af at forholde sig går netop på menneskets evne til at forstå, og idet mennesket endnu ikke er et selv, men skal blive et selv, er det, som mennesket her skal forstå, sig selv som opgave.

Men hvordan kan mennesket varetage denne opgave? Hvordan bringer mennesket sammenhæng i sig selv? Det gør mennesket ifølge Kierkegaard ikke ved at beslutte sig for at gøre det sådan en gang for alle. Menneskets liv er et liv, der er udlagt i og derfor også udsat for tiden, og tiden er derfor den tungeste byrde, der er blevet lagt på mennesket. Dette betyder, at mennesket ikke kan blive færdigt med at forholde sig til sig selv. Mennesket har derfor ikke en kerne, der kan fastlægges en gang for alle, men er kun ved at være i bevægelse. Dette betyder, at mennesket er kendetegnet ved, at det indgår i relationer til sig selv, andre mennesker og Gud. Denne relationelle karakter skal mennesket tage hånd om, og det er en vigtig pointe hos Kierkegaard, at man ikke blot kan tage hånd om én af delene. Forholdet til Gud, til sig selv og til den anden går så at sige hånd i hånd.

Kierkegaard taler også om den afgørende forskel, der er på at digte sig selv eller at lade sig digte. Det er netop i relationerne, at man lader sig digte og bliver til som værende. At blive sig selv – eller være sig selv – sker gennem relationerne. Dér slipper man også for at skulle være den ansvarshavende redaktør for sig selv og sit liv. For det kan være en trættende og udmarvende opgave at stå med et sådant ansvar. Mennesket forløfter sig da nemt på sit eget liv.

Mennesket er en opgave for sig selv, som må varetages på tidens præmisser, dvs. i tiden. Den menneskelige væren er således en væren i tiden, som må tage hånd om sig selv og den tid, det lever i. Men hvad så, når tiden netop sætter sig igennem som byrde, når den bliver tung, smertefuld eller efterlader mennesket med en tomhed. Det betyder jo, at mennesket er meget udsat. Det er selv, en syntese af det timelige og det evige sat i timeligheden.

Kierkegaard hævder et sted, at ”kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt.” Umiddelbart lyder det som en overdrivelse. Kedsomhedens destruktive og onde virkninger kendes. At kede sig er et klart onde, men følelsen er samtidig basis for megen moderne livsførelse. Man kan måske hævde, at kedsomhed er så almindelig en sygdom, at den bl.a. kræver en hel underholdnings- og nyhedsindustri og rejsebranche til at udfylde kedsomhedens ramme. Kedsomhedens negative eller onde side fortjener en modvægt, så forbrugersamfundet ikke får lov til at misbruge tomrummet og længslen, som tidens melankolske kedsommelighedstræk er fyldt af. Kedsomhedens tyranniske side fortjener en stærk imødegåelse gennem relation, langsomhed, hukommelse, glæde og taknemmelighed, understreger Paul Otto Brunstad i sin bog Seierens melankoli.

Der findes i mit perspektiv både en ond kedsomhed og en god kedsomhed. Det kan altså med andre ord være godt at kede sig. Og det er en kunst, vi skal øve os i. Adspredelse og kedsomhed er forbundet ved, at de begge har en modsætning i koncentration, hukommelse eller erindring. Når kedsomhed er et problem, hænger det sammen med, at vi har mistet kompetence i, hvordan vi kan kede os på en god måde. Kunsten at kede sig er alvorligt truet.

Når Kierkegaard satte en overvejende negativ værdi på kedsomhed, så skyldes det, at den danner modsætning til menneskets karakter af væren. Han kæmper mod den udvikling, at mennesket vil vinde identitet med sig selv eller menneskets ønske om selv at være årsag til sit eget liv. Kedsomheden kan ses som tegn på, at et menneske ikke berøres af noget, alt bliver ligegyldigt. Der er strengt taget ikke noget at leve for. Livet er tomhed. Der er ikke rigtig noget at være glad og taknemmelig for. Denne ligegyldighed, man tillægger alt, man møder, kan sætte sig igennem som oplevelseslammelse, hvor mennesket er ude af stand til at indoptage de indtryk, det møder – det har sat evnen til at opleve over styr.

Det centrale i kedsomheden bliver derfor, at den er en lammelse af menneskets grundlæggende bevægelse. Kedsomheden forklares hos Kierkegaard ud fra tomheden og uroen i det liv, som Gud er fortrængt fra. Kedsomheden holdes altså sammen med en uro. Det er ingen modsigelse, for den sætter en rastløshed, og den danner modsætning til ro. Kedsomhed er derfor en tomhed, der står over for menneskets karakter af væren. Den afsporer mennesket efter en søgen efter en ro eller hvilen i sig selv, som mødet med Gud vil afstedkomme. Kedsomheden kan af og til blive så vanskelig at bære på, at livet bliver tomt og meningsløst. Med kedsomheden tager mennesket sit eget jeg bort. Man kan godt fortvivles over noget jordisk eller over det jordiske, men i bund og grund er fortvivlelse altid en fortvivlelse over hele ens verden, og dermed dybest set over sig selv. Kedsomheden i denne her forstand bygger altså ikke på en enkelt, ydre ting, men på menneskets eget liv. Menneskets liv på afstand eller borte fra Gud. Men en erkendelse af netop den nævnte fortvivlelse og kedsomhed kan overføres til en kreativ drivkraft, hvor mennesket kan være eller blive sig selv.

Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 5

Martin Heidegger vil med sin analyse af kedsomhed i sit store værk Sein und Zeit vække nogle ting, der sover i mennesket. Heideggers analyse skal hjælpe mennesket til at vende sig fra et uegentligt til et egentligt liv. Livet drejer sig altså om et egentligt eller et uegentligt Da-sein. Afgørende i denne forbindelse er, hvordan vort liv er stemt. Han taler om en stemthed, et lidt underligt begreb, men hans tanke er, at stemningen stemmer et menneske, som man stemmer et instrument. Alt hvad man spiller på et instrument præges af den måde det er stemt på, og det er dette billede, vi skal overføre til mennesket; alle menneskets følelser, tanker, handlinger etc., præges af den stemning, som mennesket er i.

I Heideggers udlægning af stemtheden møder vi igen selvet eller, som Heidegger siger det, Daseins erfaring af sig selv som en byrde. Dette skyldes, at stemtheden gør det åbenlyst, hvordan det er med én: I stemtheden åbenbares menneskets væren som en Dasein, og det bliver således tydeligt for mennesket, at det ved sin blotte eksistens er ’dér’, og at det må tage hånd om sin væren. Heidegger skelner mellem den form for væren, hvori mennesket er sig selv, er egentlig og den form, hvor det blot lever som alle andre, som man eller ’das Man’ lever. Mennesket erfarer primært stemtheden som en byrde, når det ikke lever som sig selv, men som de andre, lever u-egentligt. Stemtheden er derfor altid ’med’ Dasein: Den er som en ’blind passager’, mennesket selv ikke kan tage sigte på og gennemskue, men som ’går bag om ryggen’ på mennesket for dermed at præge dets væren på helt afgørende vis. Kedsomheden tjener derfor til at gøre mennesket opmærksom på disse glemte muligheder, dvs. på den åbenhed, der tilsløres af et alt for ensidigt fokus på nutiden. Dasein skal hentes tilbage fra det forfaldne liv. Mennesket sover ofte i det faktiske liv, og denne søvn tildækker de muligheder, som mennesket står overfor i livet.

Kedsomhed åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, menneskelivet frarøves dets mening. Tingene lader os tomme. Det sker i kedsomhedens første form, ifølge Heidegger. At noget lader mennesket tomt hænger sammen med, at tiden er tøvende og nølende. Selv om noget lader os tomt, slæber vi det med os – vi kan ikke bare ligge det bag os. På den måde bliver kedsomheden vores livs horisont eller et medium. Alt bliver kedeligt. Mennesket prøver derfor at beherske kedsomheden i kraft af tidsfordrivet, men det lykkes ikke. Kedsomheden opleves som et indgreb i menneskets tid: Som en magt det ikke kan beherske, og tiden bliver hermed til noget, der piner mennesket – man er ved at ’kede sig ihjel’ i den nølende tid. Det rammes af tiden i kedsomheden.

Kedsomhedens anden form er, at mennesket keder sig selv. Kedsomhed afdækker, hvad det vil sige, at tingene overlader os til os selv. Den viser, at der ikke findes noget (altså blot en eller anden ting), der keder os, og det bliver derfor klart, at vi keder os. Det er ikke blot en bestemt ting, der er kedelig. Nej, vi glider ligesom bort fra os selv i en nølende tid – og vi efterlader os selv i en tomhed. Det er os selv, der keder os. I den første form forekom en bestemt ting kedelig, i den anden er det kedelige ubestemt. Den første form for kedsomhed viste, at mennesket søger at modsætte sig et tab af tid, og heroverfor er den anden form karakteriseret ved, at mennesket tager sig tid til noget. Mennesket overlades til sig selv og underlægges den dvælende og ventende tid som et ufrit menneske. Kedsomhed udspringer af Dasein selv – af Daseins temporalitet.

Kedsomhed er for det tredje, at den er én kedeligt. Denne kedsomhed er den mest rodfæstede i tiden, den dybeste form. Kedsomhed er i denne form mennesket overmægtigt, er prisgivet denne. Mit eget selv er mig kedeligt. Det er ikke blot sådan, et jeg keder mig, men mit eget ’jeg’ keder mig. Derfor trænger denne kedsomhed sig dybt ind på mig. Der er ikke indhold tilbage; jeg bliver konfronteret med en intethed, der sætter en dyb angst i mit eget jeg. Forsøg på undvigelser fra denne giver kun dårlig samvittighed. I denne form for kedsomhed har mennesket indset, at flugten fra kedsomhed er en flugt fra noget i Dasein selv. Man begynder at lytte til kedsomheden. En særlig trang i Dasein, der må ses i forbindelse med friheden, baner sig vej (Heidegger 1992, 30, 205f). Når man bliver angst og urolig, kan der også opstå nye muligheder. For på en måde sættes jeg også fri, bliver ubundet og ser mine muligheder på ny, når mit ’jeg’ keder mig.

Heideggers kedsomhedsanalyse er inciterende: Med kedsomheden tages jeg ud af tiden og får del i en frihed. Kedsomheden tjener derfor til at afsløre den fremmedgørelse, som det bundne selv (det egentlige selv) lever i. Dette er et liv, hvor mennesket ikke selv sætter sine muligheder, men overtagne forestillinger om, hvad ’man’ gør og kan gøre i livet. Ved at sætte selvet frit åbner kedsomheden derfor for, at mennesket kan blive sig selv. Der råder således en gådefuld og uforklarlig magt i den tredje form for kedsomhed.

Det kan synes overraskende, at Heidegger taler om befrielsen fra den binding, som mennesket er i. Mennesket holdes fra det værende: Det undviger eller fornægter sig selv, og mennesket henvises derfor til sig selv som Dasein. Bundetheden er et udtryk for tidens magt og dermed en betoning af menneskets endelighed. Befrielsen består derfor i, at Dasein vedkender sig sin egen endelighed. Kedsomheden åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, der vokser frem af den hverdagsagtige beskæftigelse med tingene. Den udvikler sig til at være en modreaktion. En åbning i fornyelsens og kreativitetens tjeneste måske.

Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 6

Angst og kedsomhed stiller menneskets forhold til sig selv på spil. Det har vi set hos både Kierkegaard og Heidegger. Mennesket erfarer derfor et selvtab i kraft af disse fænomener, men det er afgørende at se, at dette selvtab også har en positiv betydning, idet det åbner for en selvdannelse. Angsten og kedsomheden åbner menneskets forståelse for sin væren på en gennemgribende måde, og det vil vise sig, at disse negative fænomener derfor må tilskrives en væsentlig grad af positivitet. Udgangspunktet er dog negativt, som den følgende sammenligning og kritiske refleksion vil vise det.

Fænomenologien har et negativt afsæt hos både Kierkegaard og Heidegger. I en tilstand af angst eller kedsomhed kan mennesket komme sig selv så meget af hænde, og det på en sådan måde, at man kan tale om, at selvet taber sin vante forståelse af sig selv og dermed mister sin identitet. Imidlertid udmunder angsten og kedsomheden ikke kun i denne negativitet. Fænomenerne er også kendetegnede ved at være det, der muliggør, at mennesket kan frigøres fra en overleveret og overtaget selvforståelse. Heidegger forstår angst og kedsomhed som en mod-stemning til forfaldets stemthed. Heideggers pointe er derfor, at disse negative fænomener udgør en trussel for menneskets position som faldet eller fortvivlet, og de kan derfor – på trods af menneskets negative oplevelse af dem – ses som skridt på vejen til egentlighed. Menneskets uegentlige selv skal forvandles til et egentligt selv. Dette er i kontinuitet med Kierkegaard, som fremhæver betydningen af at lære angsten at kende: ” … hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det Høieste.”

Med forståelsen af kedsomheden hos Kierkegaard og Heidegger sættes vi overfor to forskellige tilgange til den menneskelige eksistens. De understreger jo begge, at livet er i bevægelse, og at mennesket er eksisterende i tiden. Og i denne situation kan mennesket erfare sig selv som en byrde. Men den bestemmelse af menneskets grundvilkår, som de når frem til, er meget forskellige – kort sagt, står vi med en etisk-religiøs bestemmelse af selvet over for en ontologisk (læren om væren) og værdineutral udlægning. Hos Kierkegaard er kedsomheden et udkomme af den tomhed, der rammer det menneske, der ikke søger samhørigheden med Gud, og kedsomheden kan derfor ses som en fjernelse af menneskets forståelse af noget fundamentalt godt og ondt i livet – alt er blevet ligegyldigt og mennesket mangler derfor en etisk orientering i livet. Hos Heidegger åbner kedsomheden menneskets øjne for, at det selv må skabe ikke blot meningen i verden, men på sin vis den verden, det lever i, og hvad der er godt og ondt i livet, er derfor ikke noget mennesket orienterer sig efter, men selv må sætte. Vi kan derfor sige, at kedsomheden er et fænomen, der angår en spørgen til såvel menneskets tilværelsesgrund, og et spørgsmål om hvorvidt det etiske eller normative i livet er sat af mennesket eller er givet til mennesket.

En sammenstilling af Heidegger og Kierkegaards analyser af kedsomhed peger på, at den etablering af livsfylde, tryghed, bestemthed og hjemhørighed i livet, som Heidegger hævder er en fiktion, der afsløres af kedsomheden og angsten, hos Kierkegaard får virkeligheden som en reel og berettiget magt i det menneskelige liv. Hvor angstbegrebet hos Heidegger får trygheden og sikkerheden til at bryde sammen, har Kierkegaards angstbegreb tillige en opbyggelig funktion ved at være relateret til troen. Det er svært at se, hvordan en konstruktion af egentlighed følger angstens destruktive kraft. Eller hvordan en livsmening etableres i en ontologi, der tildeler det uvisse, ubestemte og utrygge den bærende rolle? Hvorfra har egentligheden i form af åbenheden og uvisheden sit primat? Erfaringen af kaos og uoverskuelighed resulterer vel ikke automatisk i, at mennesket kommer fri af sit egentlige selv og får styrke til at finde fodfæste midt i livets hjemløshed?

Det er vanskeligt hos Heidegger at finde svar på, hvad der kan give livsfylde, tryghed og hjemhørighed i livet. For det er en fiktion hos ham. Men Kierkegaard taler ikke blot om kedsomhedens onde og destruktive magt, han giver også svar på kedsomhedens problem. Etablering af livsfylde etc. er en tilgængelig virkelighed, som altså kan blive en reel og berettiget magt i et menneskes liv. Kierkegaards bestemmelse af angst og kedsomhed får dermed også en opbyggelig og livsbekræftende funktion. Den giver plads til en dannelse af livets mening og fylde. Hvordan jeg som menneske får blik for det egentlige og meningsfulde liv ud af angstens destruktive kraft, det skyldes, at jeg får blik for, at jeg ikke har skabt mig selv eller har herredømmet over mit eget liv. Mennesket er sat af Gud og dermed sat ind i forpligtende relationer. Det kan tjene en fjernelse af den onde kedsomhed. Det understøtter også menneskets forståelse af noget godt og ondt i livet. Hvis ikke bliver livet dybest set ligegyldigt og mennesket kommer til at mangler en etisk orientering i livet.

Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 7

Angst og kedsomhed kan have en døråbnende funktion til kreativitet og kunstnerisk udfoldelse. Ubehagelige kendsgerninger i form af angst og kedsomhed kan vise vej til frihed og ofte være en drivkraft for skabelsen af kunst. Talent er naturligvis et ufravigeligt krav, men angst og kedsomhed kan være en ekstra drivkraft, som forløser talentet til fulde. Det er mere end gisninger, når jeg hævder dette, da mange interviews med udøvende professionelle billedkunstnere understøtter synspunktet.

Med Heidegger kan vi sige, at alle mennesker har en grundlæggende livsangst. Meget af det vi foretager os, det er forsøg på at eliminere denne angst. Samtidig er der netop en forbindelse mellem angst og mulighed, sådan som der er det mellem den dybere kedsomhed, hvor man altså erkender, at man keder sig selv ved noget, og nye muligheder, som Heidegger også fremhæver det. Både angsten og kedsomheden kan på en måde blive både glædelig og nøgtern, når de er med Dasein i egentligheden. Men vejen frem til en sådan tilstand skal være hård. Vi skal tilsyneladende piskes ud af en kedsomhed så dyb, at vi får øjnene op for vores egentlige værensmuligheder. En dybde og radikalitet er gemt her. Kedsomheden er blevet så radikal, at den kan frembringe et omslag til en egentlig væremåde. Dasein ek-sisterer (ekstasis, at stå ud) da i et felt af egentlige muligheder. Konkret kan det betyde, at når kunstnere, uanset om de er forfattere, skuespillere, billedkunstnere eller noget andet, brænder igennem, så skyldes det givetvis, at de er meget følsomme, og at de arbejder på en skærebrænderagtig følelse, som de ikke forsøger at skjule. De har det ikke godt, for de er uroligt søgende, nogle måske med længerevarende ængstelse i forbindelse med skabelsen af deres værk.

Det udefinérbare, utilfredsheden skaber en længsel, der rækker langt ud over det konkrete, det nære. I kedsomheden er en spænding gået tabt, og selv mange former for adspredelse, der genlyder uden efterklang øger den eksistentielle kedsomhed, ifølge Kierkegaard. Kedsomheden kan derfor ses som mangel hos den, der keder sig. Hvis man mangler evnen til at se sammenhæng og mening i en sag, vil man hurtigt opleve, at ting bliver kedelige. Man mister motivation til at investere tid og opmærksomhed på sagen. Selv overstimulering kan ikke løse dette problem.

Den passive og distancerende livsholdning har en række negative konsekvenser, men den har også sin styrke. Dette tilsyneladende, ensomme og adskilte melankolske rum – eller som her med slægtningene til melankoli, nemlig angst og kedsomhed – er væsentligt for kreativitet og nyskabelse. Netop her har man mulighed for kritisk at vurdere ydre påvirkning, indre impulser og reaktioner. For mange bliver tomheden, fraværet af andre, for skræmmende. Kedsomhedens separationssmerte bliver vanskelig at udholde. Frygten for fremmedgørelse og ensomhed bliver for stor, hvorfor man åbner sig for adspredelsens indtryk hele tiden. Man tør ikke at leve med angstens smerte, ensomheden, kedsomheden og stilheden, hvorfor man må underholdes og informeres hele tiden. Evnen til kreativitet, til modning og følelsesmæssig udvikling er imidlertid knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Kreativitet virkeliggøres ikke i en rastløs flugt, hvor man altså er på vej bort fra angst og kedsomhed.

Kedsomheden er en overgang og en mulighed; en samling fraværende muligheder. Midt i mødet med disse må man blive modig nok til at lade følelserne få lov til at udvikle sig. At flygte fra kedsomheden øger blot den urolige forjagethed. Omvendt får en accept af eller en forsoning hos det enkelte menneske med kedsomheden, at det får adkomst til nye rum og nye muligheder. Manglende evne til at tåle tomme rum begrænser mængden og anvendelsen af de øvrige rum som står til rådighed. Så den positive opfordring går på, at vi skal lære at gøre brug af både melankolien, angsten og kedsomheden, for da vil der åbne sig nye muligheder, vi var udelukket fra tidligere.

Men kan vi møde for eksempel kedsomheden, så den bliver god og åbnende for kreativ handling? Af dybtliggende, eksistentielle årsager er det måske ikke så let at lære kunsten at kede sig og gøre brug af kedsomheden. Der findes en krampagtig rastløshed, som hedder kedsomhed. I den situation kan selv det mest trygge opleves som kedsomhed. Kedsomhed optræder i et bredt spektrum: fra en mild kedsomhed, man venter måske længe på noget, til kedsomheden i sin mest konsekvente form: en uudholdelig tomhedsfølelse. Imidlertid er vi ofte alt for hurtige til at svare på kedsomheden ved at underholde og give os den hektiske og urolige adspredelse i vold. Heidegger havde et klart blik for letheden og overfladiskheden i megen kedsomhed, som blot bliver en sovepude, sådan at Dasein ikke bestræber sig på at blive sig selv. Derfor bliver det afgørende for ham at vække kedsomheden, at vise dens radikalitet, at gøre tilværelsen vanskeligere. ”Kun den, som i sandhed kan pålægge sig selv en byrde, er fri.” Filosoferen er i den situation en mulig byrde. Den finder sted i “tungsindets grundstemning.” Men denne stemning forsøges ofte reduceret gennem flugtforsøg.

Den gode kedsomhed er den kedsomhed, som også kan være en kur mod kedsomheden. Kedsomheden skal åbenbare henslumretheden og stivnetheden, for at trække på Heideggers bestemmelser. Den eksistentielle og især den kreative kedsomhed er interessant, fordi den er en forløber til et stærkt fornyende og kreativt potentiale, der netop kan ligge i at acceptere kedsomheden. Herved gives der bedre plads til kritisk refleksion, større kreativ fantasi og ikke mindst en mulig kreativ brug af det opståede brud med den hektiske aktivitet. At angst, kedsomhed og kreativitet kan være en vej til berigende åbninger eller indgå i et interaktivt, generativt forhold, det understøttes også af både moderne kulturanalytikere og kunstens udøvere. Angst og kedsomhed er som et forspil til kreativitet og må derfor ikke dæmpes og mildnes.

Hvis vi skal erfare kedsomhedens positive side, så må man kunne udholde den smertefulde ventetid. Kreativitetens kedsomhed og glæde er relateret til en ukuelig hårdhed og udholdenhed. De mest kreative mennesker synes at være dem, der tolererer og udholder angsten, kedsomheden og usikkerheden i længere perioder. Fornyelse og kreativitet forudsætter en slags kedsomhed, der også kan tilbyde at være stimulus for tanke og kreativitet.

 

Ensomhed er en god ting – Del 5

Disse blogs svarer ikke udtømmende på spørgsmål om ensomhed. Megen ensomhed er født af nogle væsentlige familie- og samfundsmæssige problemer, som det kunne være værdifuldt at udfolde yderligere, for at vi derved kunne se mulige udveje til bedre at komme til rette med ensomhed. Jeg vælger her at spille et afrundende Kierkegaard-inspireret perspektiv på banen, fordi det fortjener at blive tydeliggjort.

Sig selv bliver man aldrig for sig selv eller kun gennem de andre, sig selv bliver man takket være den dynamiske mellemværen, som det sociale og det individuelle udspænder imellem sig. Men problemet er blandt andet de mange skæve bidrag til at leve godt og sundt derinde i den aktive, dynamiske mellemværen. Der er mange påtrængende aktører, der bidrager til identitetsdannelse og selvforståelse anno 2015. Det er ingen given ting, at indsigt, omsorg og respekt for relationer og deres betydning blot vokser i vores kultur og samfund. En væsentlig måde at imødegå ensomheden på er derfor at hægte det op på et mere nært og forpligtende arbejde med livets mening.

Kierkegaard har skærpet mit blik for dette perspektiv. Ifølge ham bliver man aldrig sig selv sådan helt for sig selv, men altid gennem de andre. Altså gennem relationerne (Gud, medmennesket, verden). Man kan derfor have glæde af at spørge: Hvad er et meningsfuldt liv egentlig for lille, ensomme mig? Kierkegaard anbefaler varmt en forskydning af Jeg’et over på andre, hvis vi skal svare på denne udfordring. Så spørgsmålet kommer til at dreje sig om, ikke hvad der er meningsfuldt for mig, men hvad der er meningsfuldt for andre. Livet bliver defineret og realiseret i fællesskab med andre. Dybest set er det derfor absurd at spørge: “Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv?” Det giver kun mening at vende tankegangen på hovedet og spørge: “Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?”

Det kan forekomme utopisk, men det er ikke desto mindre den livsvision, som er en del af den kristne grundfortælling. Og jeg tænker, at det er en væsentlig side af at besvare spørgsmålet om eksistentiel ensomhed. Selvfølgelig er der også mange andre faktorer, for eksempel de antydede kulturelle og sociale faktorer, der byder sig til her, men de udgør nogle gange det hårdkogte problem, som fortjener et eksistensfilosofisk og teologisk gensvar. Ensomhed er ikke nødvendigvis et fastlagt spor. Der kan på forskellig vis gives nogle vigtige – og måske vitaliserende – bud på ensomhedens problem.

Ensomhed er en god ting – Del 4

Der indlejrer sig nemt hos den ensomme en mærkelig og ubestemmelig følelse af utilstrækkelighed. En følelse af manglende vellykkethed. Denne overvejende skamprægede situation skal man være årvågen overfor.

Følelsen af uforbundethed åbner op til en sårbarhed og smerte, som der ikke er meget positivt forbundet med. Uforbundethed kan knægte megen livslyst. Når man ikke er forbundet til noget, som på et dybere niveau betyder noget for en, bliver man ensom – måske helt frem til jordelivets sidste dag. Uvægerligt kommer man til at tænke på ham, om hvem der blev sagt: ”Selv i døden var han ensom.”

På trods heraf vil jeg fastholde, at ensomhed også er en god ting. Der er brug for et evaluerende og mere tvetydigt blik på ensomhedens komplekse problem, sådan at alt det fraværende i ensomheden ikke alene bliver det nærværende. Her følger nogle af mine perspektiver og vurderinger:

  • Gode gevinster kan der komme gennem en forsoning med grundensomheden. For ensomhed er i og for sig et livsvilkår. Derfor er det ikke entydigt negativt at opleve sjælens mørke nat i form af ensomhed med eksistentielle over- eller undertoner. Vi skal være forsigtige med at dømme ensomheden ude. Det er ikke underligt, at mange føler sig ensomme blandt mennesker. Det kan i væsentlig grad have at gøre med det følelses-mode, man bærer med sig. Og det kan – i bedste fald – være et særligt drive til fornyelse og kreativitet.
  • Denne indsigt, som jeg vil kalde det, bør slå hul i muren hos det menneske, der drives frem af jageriets motor, helt ned i hverdagens almindelige liv. Det ydre får hurtigt mere styrke i livet, når man fortløbende ønsker at være meget effektiv. En indbildt og uvirkelig verden med en stærk koncentration om alt det potentielt opnåelige resulterer ofte i en stålsat ensomhed. Men forløsende på livets naturlige udfoldelse er den ikke.
  • En frivillig pause fra verdens nyheder og de mest interessante kulturelle, politiske og teologiske diskussioner – og måske en aktiv eller offensiv tilsidesættelse af tidens trends – kan være hjælpsomt til afvisning af ensomhedsmagtens fangarme.
  • Den sociale acceleration og fremmedgørelse forlenet med rastløshed og uro kræver modhandling. Forsoningen med ensomhedens store udbredelse må ikke blive en lalleglad eller ukritisk accept af den frisætning, som er hovedgrunden til megen smertelig adskillelse i familie- og samfundsliv. Individualismens opløsning af den sociale kit er en velkendt kraftkilde. Opløsningen slår over i eksistentiel rystelse. Den udvikler livslidelse.
  • Fritvalgssamfundet byder ikke på frit valg på alle hylder. Rigtig mange lever ufrivilligt alene, og mange i denne kategori oplever sig som værende meget ensomme. De sukker efter gode relationserfaringer i form af nærhed og forbundethed. Deres længsler i rammen af et mere naturligt sensuelt liv oplever de som uopfyldte. Netop det fraværende bliver den dominerende livshorisont.
  • Ensomheden kan også smelte sammen med konkret realisering af stilhedens tænkning. Der findes en velsignet stilhed på den ensomme vandring. Denne vandringsvej tager det tid at finde. På vejen kan man fint sende et andet menneske de allerbedste tanker. Eller man kan nedskrive nogle linjer i en notesbog, så man måske kan være sig selv en hjælp til at opnå mere indsigt og livsvisdom. Det kan være en særdeles god ting at være alene og opleve ensomhed derude i ørkensporet i perioder af sit liv. Skal vi finde rum til at reflektere dybere over vort livs længsler og mål, så er det ikke altid, at de mange ord står distancen. Eftertænksomhed øger følelsen af stabilitet. Den langsomme søgen får værdien af de gode sider af uforstyrrethed til at vokse.
  • Det er klart nok, at der må manes til forsigtighed eller et opgør med den eksistentielle ensomhed, der slår bunden ud af et liv, hvor naturlige relationer indgår og bærer igennem. Det kan være svært at se de positive elementer i ensomheden. Jeg opfordrer derfor ikke til uhildet dyrkelse af ensomheden.

Ensomhed er en god ting – Del 3

Der er en sagte, susende stilhed på ensomhedens sted. Muligheden herfor er i det mindste til stede. Det betinges af, at ensomheden er en frivillig sag. Kun derved kan ensomheden blive god. Generøs og godgørende bliver den ikke med årsag i ufrivillig forladthed eller tilbagetrækning. Eller hvis familie- og samfundsudviklingen får lov til at blive så bestemmende for ensomhedsfølelsen, at den fremkalder en sygelig tilstand.

Man kan vælge at svare med humoristen Storm P.: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” – Her går Storm P virkelig bag om ryggen på den enkelte ensomme. Men der er formodentlig alt for meget sandt i hans sjove italesættelse af, hvad det vil sige at kæmpe med sig selv i ensomhedens dal.

Den realistiske og ærlige vurdering af ensomhed finder denne vej: Ensomhed kan være et godt sted at besøge, men mange oplever det som et trist sted at slå sig ned. Den gode ensomhed indgår i et komplekst billede. Ensomhed forekommer både at være en smerte og en åbning. Der er rådende tvetydigheder forbundet eller integreret i ensomhed. To sider altså. Som der er det ved ensomhedens søskende: længsel, kedsomhed, tristhed og vemod.

Men er ensomhed vitterlig en god ting? Det er ikke godt for mennesket at være alene, for det er i den grad et socialt væsen. Det er identitetsvoksende og tilblivende gennem gode relationer. Længslen virkeliggøres og udfoldes i et fællesskab. Tidligt fik jeg blik for dette skærpende lys gennem en kristen livsforståelse.

Bibelens ord er om nogen meget udfordrende i dette emnefelt. Der er slidstærke værdier gemt her. For alene- og ensomhedsperspektivet blev spejlet meget modsat, når jeg tænker på nugældende tankegange. Der findes et livssyn, der kun opholder sig ved, at vi nok blot skal hjælpes til at gøre det gode, og hvor kærligheden nærmest selvforstærkende vil kunne vokse. Men ensomhedens problem stikker meget dybt. Bibelen svarer noget mere dybtgående:

  1. Bruddet på de mest bærende og livgivende relationer er ifølge Bibelen årsag til ensomhed. Det er en meget alvorlig påstand. Men mennesket lever på grund af synd adskilt fra Gud, andre mennesker og sig selv. Det mest ultimative eksempel på ensomhedens mørke og menneskets forladthed finder vi i Jesu eget liv og gennem hans død på korset til relationernes genoprettelse. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,45). Jesus måtte ind i denne forladthed, for at vi aldrig skulle blive forladt af Gud.
  2. Derfor kan længslen efter fællesskab og følgeskab i ensomheden dybest set kun få et sandt og sundt svar, når du ønsker at blive set, at blive kendt og at blive elsket. I Bibelen ser vi, at Gud kender os, elsker os, hører vores fortvivlede råb, og at han altid er hos os. Selv når vi er alene, behøver vi ikke at være alene hele tiden. Selv den ensommes kommunikationsvej står helt åben. Læs f.eks.: Sl. 25,16; Sl 73,23-28; 1 Joh 1,7.
  3. Mennesket står i fare for at forløfte sig på sit eget liv. Det giver grobund for megen ensomhed og mange skyggedannende bekymringer. Men mennesket skal ikke tilvejebringe sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende redaktør” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”redaktør” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning. Læs f.eks.: Matt 6,24-34.
  4. Vi er sat i et ubetinget ansvar for hinanden. Vi glemmer hurtigt, at vi ikke styrer os selv. Vi mangler selvindsigt og viljestyrke til at overkomme vores egen dovenskab og ligegladhed. Der råder blot en forsvindende lille trang til at elske dem, man ikke umiddelbart interesserer sig for. Men kærligheden bygger ikke på vort vakkelvorne sindelag. Den enkeltes ansvar stadfæstes ikke gennem et flygtigt lystprincip, men der er noget, vi skal gøre for et andet menneskes skyld. Gør godt og lev for din næste! Læs f.eks.: Luk 10,25-37.
  5. At nå til en erkendelse af, at der i magtesløshedens og utilstrækkelighedens mørke findes en Gud, der selv har oplevet ensomhedens mørke og skamfyldte sted, er et meget hjælpsomt perspektiv i samtalens sjælesørgeriske rum. Akslen i kristen teologi drejer sig om, at vi i vores ensomhed ikke er alene. Gud svigter og forlader ikke sit menneske. I den forstand gælder det også: Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Læs f.eks.: 5 Mos 31,8.

Ensomhed er altså i høj grad også religiøst og etisk betinget, eftersom vores pligtfølelse og liv med hinanden har at gøre med forholdet til Gud, med en ægte selverkendelse og med tilgangen til kærlighed. Friheden består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. Dermed brydes ensomhedens problem indefra. Det er i høj grad udfordrende med tanke på de rådende strukturelle betingelser i familie- og samfundsliv i dag, og som den næste blog vil sætte nogle ord på.

Ensomhed er en god ting – Del 2

Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Rigtig mange kender dog til en tung ensomhed i deres liv. Alligevel må vi ikke koble det at være alene til det at være ensom. Ensomhedens problem er et sammensat problem. Der er ikke tradition for at tale åbent om det. Tværtimod er det tabubelagt. Men det er også i nogen grad generationsbestemt. En vedgåelse af ensomhed ligger ofte mere lige for hos de unge.

Sårbarheden stiger til store højder i et uopfyldt længselsbillede. Længslen går bagover og bliver til et savn. Et vemodssavn. En længselsfyldt smerte. Imidlertid tegner der sig et endda fyldigere længselsbillede, for også mennesker med gode, tilgængelige relationer kan igen og igen ramle lige ned i den samme længselssmerte. Billedet tegner sig såre komplekst.

Den schweiziske forfatter, dr.theol., Debora Cornelia Sommer (www.deborasommer.com) har netop sammen med denne blogforfatter fået udgivet kunstbogen Longing – Sehnsucht – Længsel på forlaget Vita Nuova Publisher (www.vitanuovapublisher.com). I bogen indgår et meget stærkt digt om ’Ensomhed’ af min medforfatter. I al sin direkte enkelhed udtrykker digtet en sammensat smerte, en fortvivlelse, et råb.

 

ensomhed

 

jeg fryser

mørkets ensomhed får mig til at skælve

jeg drukner

i følelsernes blå ocean

en trykkende stilhed bedøver mig

 

jeg græder

glødende tårer kvæler mit hjerte

jeg sprænges

som glas spændt til bristepunktet

i tusind stykker

 

jeg tier

det ubeskrivelige kender ingen ord

jeg lider

min verden går upåvirket videre

omgivet af mennesker er jeg helt alene

 

jeg falder

den dybmørke nat griber mig

jeg famler

rundt i mørket uden holdepunkt

panisk angst gør mig åndeløs

 

jeg bønfalder

dig som har lovet at være der for mig

kom mig dog i møde

favn mig i ensomhedens dal

så jeg atter bliver hel

 

Forfatterens billedbrug slår mig helt omkuld. Det gælder fx disse poetiske billeder: følelsernes blå ocean, glødende tårer, glas spændt til bristepunktet, den dybmørke nat og ensomhedens dal. Jeg får lov til at kigge ind i nogle af de sværeste bevægelser og erfaringer, der kan lænkes til ensomhedslivet. Råbet om hjælp og helhed kryber helt ind i mig.

Den dybt eksistentielle følelse af uforbundethed til nogen eller noget får overskriften på denne blog til at ligne en hån. Men der er måske nogle livsvigtige perspektiver på emnet ensomhed, en speciel drivkraft, en udfordrende forståelse, som vi ikke må lukke ned for uden yderligere refleksion? Spørgsmålet snurrer påtrængende.