Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 5

Martin Heidegger vil med sin analyse af kedsomhed i sit store værk Sein und Zeit vække nogle ting, der sover i mennesket. Heideggers analyse skal hjælpe mennesket til at vende sig fra et uegentligt til et egentligt liv. Livet drejer sig altså om et egentligt eller et uegentligt Da-sein. Afgørende i denne forbindelse er, hvordan vort liv er stemt. Han taler om en stemthed, et lidt underligt begreb, men hans tanke er, at stemningen stemmer et menneske, som man stemmer et instrument. Alt hvad man spiller på et instrument præges af den måde det er stemt på, og det er dette billede, vi skal overføre til mennesket; alle menneskets følelser, tanker, handlinger etc., præges af den stemning, som mennesket er i.

I Heideggers udlægning af stemtheden møder vi igen selvet eller, som Heidegger siger det, Daseins erfaring af sig selv som en byrde. Dette skyldes, at stemtheden gør det åbenlyst, hvordan det er med én: I stemtheden åbenbares menneskets væren som en Dasein, og det bliver således tydeligt for mennesket, at det ved sin blotte eksistens er ’dér’, og at det må tage hånd om sin væren. Heidegger skelner mellem den form for væren, hvori mennesket er sig selv, er egentlig og den form, hvor det blot lever som alle andre, som man eller ’das Man’ lever. Mennesket erfarer primært stemtheden som en byrde, når det ikke lever som sig selv, men som de andre, lever u-egentligt. Stemtheden er derfor altid ’med’ Dasein: Den er som en ’blind passager’, mennesket selv ikke kan tage sigte på og gennemskue, men som ’går bag om ryggen’ på mennesket for dermed at præge dets væren på helt afgørende vis. Kedsomheden tjener derfor til at gøre mennesket opmærksom på disse glemte muligheder, dvs. på den åbenhed, der tilsløres af et alt for ensidigt fokus på nutiden. Dasein skal hentes tilbage fra det forfaldne liv. Mennesket sover ofte i det faktiske liv, og denne søvn tildækker de muligheder, som mennesket står overfor i livet.

Kedsomhed åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, menneskelivet frarøves dets mening. Tingene lader os tomme. Det sker i kedsomhedens første form, ifølge Heidegger. At noget lader mennesket tomt hænger sammen med, at tiden er tøvende og nølende. Selv om noget lader os tomt, slæber vi det med os – vi kan ikke bare ligge det bag os. På den måde bliver kedsomheden vores livs horisont eller et medium. Alt bliver kedeligt. Mennesket prøver derfor at beherske kedsomheden i kraft af tidsfordrivet, men det lykkes ikke. Kedsomheden opleves som et indgreb i menneskets tid: Som en magt det ikke kan beherske, og tiden bliver hermed til noget, der piner mennesket – man er ved at ’kede sig ihjel’ i den nølende tid. Det rammes af tiden i kedsomheden.

Kedsomhedens anden form er, at mennesket keder sig selv. Kedsomhed afdækker, hvad det vil sige, at tingene overlader os til os selv. Den viser, at der ikke findes noget (altså blot en eller anden ting), der keder os, og det bliver derfor klart, at vi keder os. Det er ikke blot en bestemt ting, der er kedelig. Nej, vi glider ligesom bort fra os selv i en nølende tid – og vi efterlader os selv i en tomhed. Det er os selv, der keder os. I den første form forekom en bestemt ting kedelig, i den anden er det kedelige ubestemt. Den første form for kedsomhed viste, at mennesket søger at modsætte sig et tab af tid, og heroverfor er den anden form karakteriseret ved, at mennesket tager sig tid til noget. Mennesket overlades til sig selv og underlægges den dvælende og ventende tid som et ufrit menneske. Kedsomhed udspringer af Dasein selv – af Daseins temporalitet.

Kedsomhed er for det tredje, at den er én kedeligt. Denne kedsomhed er den mest rodfæstede i tiden, den dybeste form. Kedsomhed er i denne form mennesket overmægtigt, er prisgivet denne. Mit eget selv er mig kedeligt. Det er ikke blot sådan, et jeg keder mig, men mit eget ’jeg’ keder mig. Derfor trænger denne kedsomhed sig dybt ind på mig. Der er ikke indhold tilbage; jeg bliver konfronteret med en intethed, der sætter en dyb angst i mit eget jeg. Forsøg på undvigelser fra denne giver kun dårlig samvittighed. I denne form for kedsomhed har mennesket indset, at flugten fra kedsomhed er en flugt fra noget i Dasein selv. Man begynder at lytte til kedsomheden. En særlig trang i Dasein, der må ses i forbindelse med friheden, baner sig vej (Heidegger 1992, 30, 205f). Når man bliver angst og urolig, kan der også opstå nye muligheder. For på en måde sættes jeg også fri, bliver ubundet og ser mine muligheder på ny, når mit ’jeg’ keder mig.

Heideggers kedsomhedsanalyse er inciterende: Med kedsomheden tages jeg ud af tiden og får del i en frihed. Kedsomheden tjener derfor til at afsløre den fremmedgørelse, som det bundne selv (det egentlige selv) lever i. Dette er et liv, hvor mennesket ikke selv sætter sine muligheder, men overtagne forestillinger om, hvad ’man’ gør og kan gøre i livet. Ved at sætte selvet frit åbner kedsomheden derfor for, at mennesket kan blive sig selv. Der råder således en gådefuld og uforklarlig magt i den tredje form for kedsomhed.

Det kan synes overraskende, at Heidegger taler om befrielsen fra den binding, som mennesket er i. Mennesket holdes fra det værende: Det undviger eller fornægter sig selv, og mennesket henvises derfor til sig selv som Dasein. Bundetheden er et udtryk for tidens magt og dermed en betoning af menneskets endelighed. Befrielsen består derfor i, at Dasein vedkender sig sin egen endelighed. Kedsomheden åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, der vokser frem af den hverdagsagtige beskæftigelse med tingene. Den udvikler sig til at være en modreaktion. En åbning i fornyelsens og kreativitetens tjeneste måske.

Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 6

Angst og kedsomhed stiller menneskets forhold til sig selv på spil. Det har vi set hos både Kierkegaard og Heidegger. Mennesket erfarer derfor et selvtab i kraft af disse fænomener, men det er afgørende at se, at dette selvtab også har en positiv betydning, idet det åbner for en selvdannelse. Angsten og kedsomheden åbner menneskets forståelse for sin væren på en gennemgribende måde, og det vil vise sig, at disse negative fænomener derfor må tilskrives en væsentlig grad af positivitet. Udgangspunktet er dog negativt, som den følgende sammenligning og kritiske refleksion vil vise det.

Fænomenologien har et negativt afsæt hos både Kierkegaard og Heidegger. I en tilstand af angst eller kedsomhed kan mennesket komme sig selv så meget af hænde, og det på en sådan måde, at man kan tale om, at selvet taber sin vante forståelse af sig selv og dermed mister sin identitet. Imidlertid udmunder angsten og kedsomheden ikke kun i denne negativitet. Fænomenerne er også kendetegnede ved at være det, der muliggør, at mennesket kan frigøres fra en overleveret og overtaget selvforståelse. Heidegger forstår angst og kedsomhed som en mod-stemning til forfaldets stemthed. Heideggers pointe er derfor, at disse negative fænomener udgør en trussel for menneskets position som faldet eller fortvivlet, og de kan derfor – på trods af menneskets negative oplevelse af dem – ses som skridt på vejen til egentlighed. Menneskets uegentlige selv skal forvandles til et egentligt selv. Dette er i kontinuitet med Kierkegaard, som fremhæver betydningen af at lære angsten at kende: ” … hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det Høieste.”

Med forståelsen af kedsomheden hos Kierkegaard og Heidegger sættes vi overfor to forskellige tilgange til den menneskelige eksistens. De understreger jo begge, at livet er i bevægelse, og at mennesket er eksisterende i tiden. Og i denne situation kan mennesket erfare sig selv som en byrde. Men den bestemmelse af menneskets grundvilkår, som de når frem til, er meget forskellige – kort sagt, står vi med en etisk-religiøs bestemmelse af selvet over for en ontologisk (læren om væren) og værdineutral udlægning. Hos Kierkegaard er kedsomheden et udkomme af den tomhed, der rammer det menneske, der ikke søger samhørigheden med Gud, og kedsomheden kan derfor ses som en fjernelse af menneskets forståelse af noget fundamentalt godt og ondt i livet – alt er blevet ligegyldigt og mennesket mangler derfor en etisk orientering i livet. Hos Heidegger åbner kedsomheden menneskets øjne for, at det selv må skabe ikke blot meningen i verden, men på sin vis den verden, det lever i, og hvad der er godt og ondt i livet, er derfor ikke noget mennesket orienterer sig efter, men selv må sætte. Vi kan derfor sige, at kedsomheden er et fænomen, der angår en spørgen til såvel menneskets tilværelsesgrund, og et spørgsmål om hvorvidt det etiske eller normative i livet er sat af mennesket eller er givet til mennesket.

En sammenstilling af Heidegger og Kierkegaards analyser af kedsomhed peger på, at den etablering af livsfylde, tryghed, bestemthed og hjemhørighed i livet, som Heidegger hævder er en fiktion, der afsløres af kedsomheden og angsten, hos Kierkegaard får virkeligheden som en reel og berettiget magt i det menneskelige liv. Hvor angstbegrebet hos Heidegger får trygheden og sikkerheden til at bryde sammen, har Kierkegaards angstbegreb tillige en opbyggelig funktion ved at være relateret til troen. Det er svært at se, hvordan en konstruktion af egentlighed følger angstens destruktive kraft. Eller hvordan en livsmening etableres i en ontologi, der tildeler det uvisse, ubestemte og utrygge den bærende rolle? Hvorfra har egentligheden i form af åbenheden og uvisheden sit primat? Erfaringen af kaos og uoverskuelighed resulterer vel ikke automatisk i, at mennesket kommer fri af sit egentlige selv og får styrke til at finde fodfæste midt i livets hjemløshed?

Det er vanskeligt hos Heidegger at finde svar på, hvad der kan give livsfylde, tryghed og hjemhørighed i livet. For det er en fiktion hos ham. Men Kierkegaard taler ikke blot om kedsomhedens onde og destruktive magt, han giver også svar på kedsomhedens problem. Etablering af livsfylde etc. er en tilgængelig virkelighed, som altså kan blive en reel og berettiget magt i et menneskes liv. Kierkegaards bestemmelse af angst og kedsomhed får dermed også en opbyggelig og livsbekræftende funktion. Den giver plads til en dannelse af livets mening og fylde. Hvordan jeg som menneske får blik for det egentlige og meningsfulde liv ud af angstens destruktive kraft, det skyldes, at jeg får blik for, at jeg ikke har skabt mig selv eller har herredømmet over mit eget liv. Mennesket er sat af Gud og dermed sat ind i forpligtende relationer. Det kan tjene en fjernelse af den onde kedsomhed. Det understøtter også menneskets forståelse af noget godt og ondt i livet. Hvis ikke bliver livet dybest set ligegyldigt og mennesket kommer til at mangler en etisk orientering i livet.

Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 7

Angst og kedsomhed kan have en døråbnende funktion til kreativitet og kunstnerisk udfoldelse. Ubehagelige kendsgerninger i form af angst og kedsomhed kan vise vej til frihed og ofte være en drivkraft for skabelsen af kunst. Talent er naturligvis et ufravigeligt krav, men angst og kedsomhed kan være en ekstra drivkraft, som forløser talentet til fulde. Det er mere end gisninger, når jeg hævder dette, da mange interviews med udøvende professionelle billedkunstnere understøtter synspunktet.

Med Heidegger kan vi sige, at alle mennesker har en grundlæggende livsangst. Meget af det vi foretager os, det er forsøg på at eliminere denne angst. Samtidig er der netop en forbindelse mellem angst og mulighed, sådan som der er det mellem den dybere kedsomhed, hvor man altså erkender, at man keder sig selv ved noget, og nye muligheder, som Heidegger også fremhæver det. Både angsten og kedsomheden kan på en måde blive både glædelig og nøgtern, når de er med Dasein i egentligheden. Men vejen frem til en sådan tilstand skal være hård. Vi skal tilsyneladende piskes ud af en kedsomhed så dyb, at vi får øjnene op for vores egentlige værensmuligheder. En dybde og radikalitet er gemt her. Kedsomheden er blevet så radikal, at den kan frembringe et omslag til en egentlig væremåde. Dasein ek-sisterer (ekstasis, at stå ud) da i et felt af egentlige muligheder. Konkret kan det betyde, at når kunstnere, uanset om de er forfattere, skuespillere, billedkunstnere eller noget andet, brænder igennem, så skyldes det givetvis, at de er meget følsomme, og at de arbejder på en skærebrænderagtig følelse, som de ikke forsøger at skjule. De har det ikke godt, for de er uroligt søgende, nogle måske med længerevarende ængstelse i forbindelse med skabelsen af deres værk.

Det udefinérbare, utilfredsheden skaber en længsel, der rækker langt ud over det konkrete, det nære. I kedsomheden er en spænding gået tabt, og selv mange former for adspredelse, der genlyder uden efterklang øger den eksistentielle kedsomhed, ifølge Kierkegaard. Kedsomheden kan derfor ses som mangel hos den, der keder sig. Hvis man mangler evnen til at se sammenhæng og mening i en sag, vil man hurtigt opleve, at ting bliver kedelige. Man mister motivation til at investere tid og opmærksomhed på sagen. Selv overstimulering kan ikke løse dette problem.

Den passive og distancerende livsholdning har en række negative konsekvenser, men den har også sin styrke. Dette tilsyneladende, ensomme og adskilte melankolske rum – eller som her med slægtningene til melankoli, nemlig angst og kedsomhed – er væsentligt for kreativitet og nyskabelse. Netop her har man mulighed for kritisk at vurdere ydre påvirkning, indre impulser og reaktioner. For mange bliver tomheden, fraværet af andre, for skræmmende. Kedsomhedens separationssmerte bliver vanskelig at udholde. Frygten for fremmedgørelse og ensomhed bliver for stor, hvorfor man åbner sig for adspredelsens indtryk hele tiden. Man tør ikke at leve med angstens smerte, ensomheden, kedsomheden og stilheden, hvorfor man må underholdes og informeres hele tiden. Evnen til kreativitet, til modning og følelsesmæssig udvikling er imidlertid knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Kreativitet virkeliggøres ikke i en rastløs flugt, hvor man altså er på vej bort fra angst og kedsomhed.

Kedsomheden er en overgang og en mulighed; en samling fraværende muligheder. Midt i mødet med disse må man blive modig nok til at lade følelserne få lov til at udvikle sig. At flygte fra kedsomheden øger blot den urolige forjagethed. Omvendt får en accept af eller en forsoning hos det enkelte menneske med kedsomheden, at det får adkomst til nye rum og nye muligheder. Manglende evne til at tåle tomme rum begrænser mængden og anvendelsen af de øvrige rum som står til rådighed. Så den positive opfordring går på, at vi skal lære at gøre brug af både melankolien, angsten og kedsomheden, for da vil der åbne sig nye muligheder, vi var udelukket fra tidligere.

Men kan vi møde for eksempel kedsomheden, så den bliver god og åbnende for kreativ handling? Af dybtliggende, eksistentielle årsager er det måske ikke så let at lære kunsten at kede sig og gøre brug af kedsomheden. Der findes en krampagtig rastløshed, som hedder kedsomhed. I den situation kan selv det mest trygge opleves som kedsomhed. Kedsomhed optræder i et bredt spektrum: fra en mild kedsomhed, man venter måske længe på noget, til kedsomheden i sin mest konsekvente form: en uudholdelig tomhedsfølelse. Imidlertid er vi ofte alt for hurtige til at svare på kedsomheden ved at underholde og give os den hektiske og urolige adspredelse i vold. Heidegger havde et klart blik for letheden og overfladiskheden i megen kedsomhed, som blot bliver en sovepude, sådan at Dasein ikke bestræber sig på at blive sig selv. Derfor bliver det afgørende for ham at vække kedsomheden, at vise dens radikalitet, at gøre tilværelsen vanskeligere. ”Kun den, som i sandhed kan pålægge sig selv en byrde, er fri.” Filosoferen er i den situation en mulig byrde. Den finder sted i “tungsindets grundstemning.” Men denne stemning forsøges ofte reduceret gennem flugtforsøg.

Den gode kedsomhed er den kedsomhed, som også kan være en kur mod kedsomheden. Kedsomheden skal åbenbare henslumretheden og stivnetheden, for at trække på Heideggers bestemmelser. Den eksistentielle og især den kreative kedsomhed er interessant, fordi den er en forløber til et stærkt fornyende og kreativt potentiale, der netop kan ligge i at acceptere kedsomheden. Herved gives der bedre plads til kritisk refleksion, større kreativ fantasi og ikke mindst en mulig kreativ brug af det opståede brud med den hektiske aktivitet. At angst, kedsomhed og kreativitet kan være en vej til berigende åbninger eller indgå i et interaktivt, generativt forhold, det understøttes også af både moderne kulturanalytikere og kunstens udøvere. Angst og kedsomhed er som et forspil til kreativitet og må derfor ikke dæmpes og mildnes.

Hvis vi skal erfare kedsomhedens positive side, så må man kunne udholde den smertefulde ventetid. Kreativitetens kedsomhed og glæde er relateret til en ukuelig hårdhed og udholdenhed. De mest kreative mennesker synes at være dem, der tolererer og udholder angsten, kedsomheden og usikkerheden i længere perioder. Fornyelse og kreativitet forudsætter en slags kedsomhed, der også kan tilbyde at være stimulus for tanke og kreativitet.

 

Ensomhed er en god ting – Del 5

Disse blogs svarer ikke udtømmende på spørgsmål om ensomhed. Megen ensomhed er født af nogle væsentlige familie- og samfundsmæssige problemer, som det kunne være værdifuldt at udfolde yderligere, for at vi derved kunne se mulige udveje til bedre at komme til rette med ensomhed. Jeg vælger her at spille et afrundende Kierkegaard-inspireret perspektiv på banen, fordi det fortjener at blive tydeliggjort.

Sig selv bliver man aldrig for sig selv eller kun gennem de andre, sig selv bliver man takket være den dynamiske mellemværen, som det sociale og det individuelle udspænder imellem sig. Men problemet er blandt andet de mange skæve bidrag til at leve godt og sundt derinde i den aktive, dynamiske mellemværen. Der er mange påtrængende aktører, der bidrager til identitetsdannelse og selvforståelse anno 2015. Det er ingen given ting, at indsigt, omsorg og respekt for relationer og deres betydning blot vokser i vores kultur og samfund. En væsentlig måde at imødegå ensomheden på er derfor at hægte det op på et mere nært og forpligtende arbejde med livets mening.

Kierkegaard har skærpet mit blik for dette perspektiv. Ifølge ham bliver man aldrig sig selv sådan helt for sig selv, men altid gennem de andre. Altså gennem relationerne (Gud, medmennesket, verden). Man kan derfor have glæde af at spørge: Hvad er et meningsfuldt liv egentlig for lille, ensomme mig? Kierkegaard anbefaler varmt en forskydning af Jeg’et over på andre, hvis vi skal svare på denne udfordring. Så spørgsmålet kommer til at dreje sig om, ikke hvad der er meningsfuldt for mig, men hvad der er meningsfuldt for andre. Livet bliver defineret og realiseret i fællesskab med andre. Dybest set er det derfor absurd at spørge: “Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv?” Det giver kun mening at vende tankegangen på hovedet og spørge: “Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?”

Det kan forekomme utopisk, men det er ikke desto mindre den livsvision, som er en del af den kristne grundfortælling. Og jeg tænker, at det er en væsentlig side af at besvare spørgsmålet om eksistentiel ensomhed. Selvfølgelig er der også mange andre faktorer, for eksempel de antydede kulturelle og sociale faktorer, der byder sig til her, men de udgør nogle gange det hårdkogte problem, som fortjener et eksistensfilosofisk og teologisk gensvar. Ensomhed er ikke nødvendigvis et fastlagt spor. Der kan på forskellig vis gives nogle vigtige – og måske vitaliserende – bud på ensomhedens problem.

Ensomhed er en god ting – Del 4

Der indlejrer sig nemt hos den ensomme en mærkelig og ubestemmelig følelse af utilstrækkelighed. En følelse af manglende vellykkethed. Denne overvejende skamprægede situation skal man være årvågen overfor.

Følelsen af uforbundethed åbner op til en sårbarhed og smerte, som der ikke er meget positivt forbundet med. Uforbundethed kan knægte megen livslyst. Når man ikke er forbundet til noget, som på et dybere niveau betyder noget for en, bliver man ensom – måske helt frem til jordelivets sidste dag. Uvægerligt kommer man til at tænke på ham, om hvem der blev sagt: ”Selv i døden var han ensom.”

På trods heraf vil jeg fastholde, at ensomhed også er en god ting. Der er brug for et evaluerende og mere tvetydigt blik på ensomhedens komplekse problem, sådan at alt det fraværende i ensomheden ikke alene bliver det nærværende. Her følger nogle af mine perspektiver og vurderinger:

  • Gode gevinster kan der komme gennem en forsoning med grundensomheden. For ensomhed er i og for sig et livsvilkår. Derfor er det ikke entydigt negativt at opleve sjælens mørke nat i form af ensomhed med eksistentielle over- eller undertoner. Vi skal være forsigtige med at dømme ensomheden ude. Det er ikke underligt, at mange føler sig ensomme blandt mennesker. Det kan i væsentlig grad have at gøre med det følelses-mode, man bærer med sig. Og det kan – i bedste fald – være et særligt drive til fornyelse og kreativitet.
  • Denne indsigt, som jeg vil kalde det, bør slå hul i muren hos det menneske, der drives frem af jageriets motor, helt ned i hverdagens almindelige liv. Det ydre får hurtigt mere styrke i livet, når man fortløbende ønsker at være meget effektiv. En indbildt og uvirkelig verden med en stærk koncentration om alt det potentielt opnåelige resulterer ofte i en stålsat ensomhed. Men forløsende på livets naturlige udfoldelse er den ikke.
  • En frivillig pause fra verdens nyheder og de mest interessante kulturelle, politiske og teologiske diskussioner – og måske en aktiv eller offensiv tilsidesættelse af tidens trends – kan være hjælpsomt til afvisning af ensomhedsmagtens fangarme.
  • Den sociale acceleration og fremmedgørelse forlenet med rastløshed og uro kræver modhandling. Forsoningen med ensomhedens store udbredelse må ikke blive en lalleglad eller ukritisk accept af den frisætning, som er hovedgrunden til megen smertelig adskillelse i familie- og samfundsliv. Individualismens opløsning af den sociale kit er en velkendt kraftkilde. Opløsningen slår over i eksistentiel rystelse. Den udvikler livslidelse.
  • Fritvalgssamfundet byder ikke på frit valg på alle hylder. Rigtig mange lever ufrivilligt alene, og mange i denne kategori oplever sig som værende meget ensomme. De sukker efter gode relationserfaringer i form af nærhed og forbundethed. Deres længsler i rammen af et mere naturligt sensuelt liv oplever de som uopfyldte. Netop det fraværende bliver den dominerende livshorisont.
  • Ensomheden kan også smelte sammen med konkret realisering af stilhedens tænkning. Der findes en velsignet stilhed på den ensomme vandring. Denne vandringsvej tager det tid at finde. På vejen kan man fint sende et andet menneske de allerbedste tanker. Eller man kan nedskrive nogle linjer i en notesbog, så man måske kan være sig selv en hjælp til at opnå mere indsigt og livsvisdom. Det kan være en særdeles god ting at være alene og opleve ensomhed derude i ørkensporet i perioder af sit liv. Skal vi finde rum til at reflektere dybere over vort livs længsler og mål, så er det ikke altid, at de mange ord står distancen. Eftertænksomhed øger følelsen af stabilitet. Den langsomme søgen får værdien af de gode sider af uforstyrrethed til at vokse.
  • Det er klart nok, at der må manes til forsigtighed eller et opgør med den eksistentielle ensomhed, der slår bunden ud af et liv, hvor naturlige relationer indgår og bærer igennem. Det kan være svært at se de positive elementer i ensomheden. Jeg opfordrer derfor ikke til uhildet dyrkelse af ensomheden.

Ensomhed er en god ting – Del 3

Der er en sagte, susende stilhed på ensomhedens sted. Muligheden herfor er i det mindste til stede. Det betinges af, at ensomheden er en frivillig sag. Kun derved kan ensomheden blive god. Generøs og godgørende bliver den ikke med årsag i ufrivillig forladthed eller tilbagetrækning. Eller hvis familie- og samfundsudviklingen får lov til at blive så bestemmende for ensomhedsfølelsen, at den fremkalder en sygelig tilstand.

Man kan vælge at svare med humoristen Storm P.: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” – Her går Storm P virkelig bag om ryggen på den enkelte ensomme. Men der er formodentlig alt for meget sandt i hans sjove italesættelse af, hvad det vil sige at kæmpe med sig selv i ensomhedens dal.

Den realistiske og ærlige vurdering af ensomhed finder denne vej: Ensomhed kan være et godt sted at besøge, men mange oplever det som et trist sted at slå sig ned. Den gode ensomhed indgår i et komplekst billede. Ensomhed forekommer både at være en smerte og en åbning. Der er rådende tvetydigheder forbundet eller integreret i ensomhed. To sider altså. Som der er det ved ensomhedens søskende: længsel, kedsomhed, tristhed og vemod.

Men er ensomhed vitterlig en god ting? Det er ikke godt for mennesket at være alene, for det er i den grad et socialt væsen. Det er identitetsvoksende og tilblivende gennem gode relationer. Længslen virkeliggøres og udfoldes i et fællesskab. Tidligt fik jeg blik for dette skærpende lys gennem en kristen livsforståelse.

Bibelens ord er om nogen meget udfordrende i dette emnefelt. Der er slidstærke værdier gemt her. For alene- og ensomhedsperspektivet blev spejlet meget modsat, når jeg tænker på nugældende tankegange. Der findes et livssyn, der kun opholder sig ved, at vi nok blot skal hjælpes til at gøre det gode, og hvor kærligheden nærmest selvforstærkende vil kunne vokse. Men ensomhedens problem stikker meget dybt. Bibelen svarer noget mere dybtgående:

  1. Bruddet på de mest bærende og livgivende relationer er ifølge Bibelen årsag til ensomhed. Det er en meget alvorlig påstand. Men mennesket lever på grund af synd adskilt fra Gud, andre mennesker og sig selv. Det mest ultimative eksempel på ensomhedens mørke og menneskets forladthed finder vi i Jesu eget liv og gennem hans død på korset til relationernes genoprettelse. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,45). Jesus måtte ind i denne forladthed, for at vi aldrig skulle blive forladt af Gud.
  2. Derfor kan længslen efter fællesskab og følgeskab i ensomheden dybest set kun få et sandt og sundt svar, når du ønsker at blive set, at blive kendt og at blive elsket. I Bibelen ser vi, at Gud kender os, elsker os, hører vores fortvivlede råb, og at han altid er hos os. Selv når vi er alene, behøver vi ikke at være alene hele tiden. Selv den ensommes kommunikationsvej står helt åben. Læs f.eks.: Sl. 25,16; Sl 73,23-28; 1 Joh 1,7.
  3. Mennesket står i fare for at forløfte sig på sit eget liv. Det giver grobund for megen ensomhed og mange skyggedannende bekymringer. Men mennesket skal ikke tilvejebringe sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende redaktør” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”redaktør” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning. Læs f.eks.: Matt 6,24-34.
  4. Vi er sat i et ubetinget ansvar for hinanden. Vi glemmer hurtigt, at vi ikke styrer os selv. Vi mangler selvindsigt og viljestyrke til at overkomme vores egen dovenskab og ligegladhed. Der råder blot en forsvindende lille trang til at elske dem, man ikke umiddelbart interesserer sig for. Men kærligheden bygger ikke på vort vakkelvorne sindelag. Den enkeltes ansvar stadfæstes ikke gennem et flygtigt lystprincip, men der er noget, vi skal gøre for et andet menneskes skyld. Gør godt og lev for din næste! Læs f.eks.: Luk 10,25-37.
  5. At nå til en erkendelse af, at der i magtesløshedens og utilstrækkelighedens mørke findes en Gud, der selv har oplevet ensomhedens mørke og skamfyldte sted, er et meget hjælpsomt perspektiv i samtalens sjælesørgeriske rum. Akslen i kristen teologi drejer sig om, at vi i vores ensomhed ikke er alene. Gud svigter og forlader ikke sit menneske. I den forstand gælder det også: Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Læs f.eks.: 5 Mos 31,8.

Ensomhed er altså i høj grad også religiøst og etisk betinget, eftersom vores pligtfølelse og liv med hinanden har at gøre med forholdet til Gud, med en ægte selverkendelse og med tilgangen til kærlighed. Friheden består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. Dermed brydes ensomhedens problem indefra. Det er i høj grad udfordrende med tanke på de rådende strukturelle betingelser i familie- og samfundsliv i dag, og som den næste blog vil sætte nogle ord på.

Ensomhed er en god ting – Del 2

Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Rigtig mange kender dog til en tung ensomhed i deres liv. Alligevel må vi ikke koble det at være alene til det at være ensom. Ensomhedens problem er et sammensat problem. Der er ikke tradition for at tale åbent om det. Tværtimod er det tabubelagt. Men det er også i nogen grad generationsbestemt. En vedgåelse af ensomhed ligger ofte mere lige for hos de unge.

Sårbarheden stiger til store højder i et uopfyldt længselsbillede. Længslen går bagover og bliver til et savn. Et vemodssavn. En længselsfyldt smerte. Imidlertid tegner der sig et endda fyldigere længselsbillede, for også mennesker med gode, tilgængelige relationer kan igen og igen ramle lige ned i den samme længselssmerte. Billedet tegner sig såre komplekst.

Den schweiziske forfatter, dr.theol., Debora Cornelia Sommer (www.deborasommer.com) har netop sammen med denne blogforfatter fået udgivet kunstbogen Longing – Sehnsucht – Længsel på forlaget Vita Nuova Publisher (www.vitanuovapublisher.com). I bogen indgår et meget stærkt digt om ’Ensomhed’ af min medforfatter. I al sin direkte enkelhed udtrykker digtet en sammensat smerte, en fortvivlelse, et råb.

 

ensomhed

 

jeg fryser

mørkets ensomhed får mig til at skælve

jeg drukner

i følelsernes blå ocean

en trykkende stilhed bedøver mig

 

jeg græder

glødende tårer kvæler mit hjerte

jeg sprænges

som glas spændt til bristepunktet

i tusind stykker

 

jeg tier

det ubeskrivelige kender ingen ord

jeg lider

min verden går upåvirket videre

omgivet af mennesker er jeg helt alene

 

jeg falder

den dybmørke nat griber mig

jeg famler

rundt i mørket uden holdepunkt

panisk angst gør mig åndeløs

 

jeg bønfalder

dig som har lovet at være der for mig

kom mig dog i møde

favn mig i ensomhedens dal

så jeg atter bliver hel

 

Forfatterens billedbrug slår mig helt omkuld. Det gælder fx disse poetiske billeder: følelsernes blå ocean, glødende tårer, glas spændt til bristepunktet, den dybmørke nat og ensomhedens dal. Jeg får lov til at kigge ind i nogle af de sværeste bevægelser og erfaringer, der kan lænkes til ensomhedslivet. Råbet om hjælp og helhed kryber helt ind i mig.

Den dybt eksistentielle følelse af uforbundethed til nogen eller noget får overskriften på denne blog til at ligne en hån. Men der er måske nogle livsvigtige perspektiver på emnet ensomhed, en speciel drivkraft, en udfordrende forståelse, som vi ikke må lukke ned for uden yderligere refleksion? Spørgsmålet snurrer påtrængende.

Den levende sorg – Del 3

Hvert enkelt menneske har sin historie og oplever sorgen forskelligt. Er sorg denne særlige nedstemthed ved adskillelse og tab, så er der alligevel forskel på, hvordan tilknytningen har været, og hvordan den sætter sig igennem i nutidens liv. Men sorgen kan opleves som en stærk følelse af tristhed, fordi der har været så megen kærlighed og tilknytning involveret.

Efter tabet af en nærtstående kan vi finde os selv i et par forskellige rum. Rum vi går ind og ud af. Sådan kan det være en ret konkret erfaringsoplevelse. I et tabsrelateret rum. Og i et genetablerings- eller genindsættelsesrum. En dynamisk proces udspiller sig mellem tab og restaurering. Vi kan også bare kalde disse rum for sorgens rum og livets rum. Med forskellig intensitet fortsætter sorgen med at dukke op resten af livet. Vi kan holde pause fra sorgen, men pludselig konfronteres vi på ny med den. Det er som om sorgens smerte ikke blot er dybt indlejret, men den dukker op og gør sig gældende.

Om at sørge i fortiden

Vi ved alle om betydningen af at være til stede i nuet. Men der findes sorgramte mennesker, som bliver hængende et sted tilbage i tiden. Det er svært for dem at vandre videre ud i livet, måske fordi det ubevidste er så ukontrollabelt. Sørgende kan have vanskeligheder ved at være helt til stede i nuets rum.

Det fraværende gør sig gældende på bekostning af det nuværende. Disse mange afstikkere ind i fortiden med dens sorg og smerte bliver hurtigt en flugt fra nutiden. Det sker på et ubevidst plan, at man nægter at lade nutiden få nogen aktuel betydning. Men er det muligt at blive bedre til at lade nutiden synke ind i sit liv? At lade de nye muligheder og udfordringer udspille sig mere aktivt?

Om at sørge over fremtiden

Fortiden lever i nutiden. Men fremtiden lever i høj grad også i nutiden. Fremtiden er ikke et sted, vi skal hen, men en forestilling, der allerede findes i vores bevidsthed nu. Den er noget, vi skaber, som til gengæld skaber os. Fremtiden er en fantasi, der former vores nutid. Der er en del sandt i dette overvejende psykoanalytiske perspektiv. Normalt er der dog et særligt fokus på førstedelen: Når fortiden lever i nutiden.

At fortiden kan fortrænges er velkendt, men kan man i sorgens liv fortrænge fremtiden? Kan man holde sin sorg ude af fremtiden? Det er absolut muligt at sørge i eller over fremtiden. Vi kan søge ind på flugtens udveje. Vi kan fortrænge sorgens liv ved at leve i et drømmejag eller på hektiske illusioner. Den svigtende virkelighedssans tager vi med os i fremtidens sorgliv. Heller ikke i fremtiden kan vi gøre os færdige med eller nå til en afslutning på sorgen.

Vi vil gerne tro, at vi kan nå til en afslutning, fordi sorgen ellers vil blive ved med at overraske os og bringe forstyrrelse i vores liv. Vi kan gennem sorgarbejdet efterhånden komme til at føle os bedre tilpas, selv om vi stadig kan føle, at den smertende tristhed tager scenen. Visse særlige pause- og mærkedage kan være vanskelige at komme igennem. Vi møder også mennesker, som tilsyneladende har sluppet sorgen og lever livet på ny. Men sorgen er ikke noget menneske helt fremmed. Og i den forbindelse skal vi ikke klynge os til falske håb om sorgens totale overvindelse. Vi kan ikke tage livet af vores levende sorg.

(I senere blogs vil jeg udfolde nogle andre vigtige perspektiver på tab og sorg. Blandt andet er det relevant at nævne, hvad den kristne tro og teologi kan bidrage med af nyt og justerbart lys på sorg, trøstet sorg etc. Jeg har primært villet introducere nogle få – overvejende – psykoanalytiske sorgperspektiver. De relaterer til alment kendte erfaringer.)

Den levende sorg – Del 2

Kærlighedens kræfter er stærke. De leder os til en kontakt med livets største hemmeligheder, herunder også de sværeste byrder og koder. Det dybeste i det smukke og det smukkeste i det dybe kan – måske helt bag om ryggen på os – trylles frem af en afsked, et opbrud. Men noget hænger ved. Glæden kan skinne på os. Samtidig sparker sorgen os i mindet.

Døden, kærligheden og sorgen er forlenet med sammenhængskraft. Det ser vi også af dette citat fra Højsangen, kapitel 8, i Det Gamle Testamente: ”Læg mig som en seglring ved dit hjerte, som en seglring om din arm; for kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget; dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand. Vældige vande kan ikke slukke ilden, floder kan ikke skylle den bort.”

Du kan måske spejle dit eget liv, dine egne erfaringer, fra lyset af denne kærlighedens flammeskrift. Døden udgør en smertefuld grænse. Du har betalt kærlighedens pris. Du mærker, hvordan sorgen river og slider i seglet, som du bærer på din sjæl. Men hvis du elsker, er der også glinsende skær af kostbarheder forbundet hermed. Det er tegn på, at du bærer kærlighedens segl dybt i din sjæl. Seglet er brudt i stykker af døden.

Låst og slået i mindet

I det bitre er der måske alligevel en sødme – en eftersmag af alle de gode øjeblikke, som du har delt med den, du elskede. For du sørger i kærlighedens overvældende erindring. Kærligheden griber ud efter taknemmeligheden. ”Vi får, og vi mister, og vi må forsøge at være taknemmelige og med den taknemmelighed helhjertet favne det, der er tilbage af livet, når det mistede er trukket fra.” (Andre Bubus II, Broken Vessels) Det mistede kan dog være mere end vanskeligt at radere ud af mindet. Og det er nok heller ikke pointen i citatet. Men taknemmeligheden er naturligvis såre vigtig.

Kærlighedshistorier kan være stærkt bevægende. Men de kan også være tilknappede. Tillåste. Vi kan forsøge at skabe mening og sammenhæng i vores liv gennem den gode historiefortælling. Men nogle gange rækker ordene ikke til. Små sorger har ord, de store er stumme. Karen Blixen hævdede, at alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling. Hun var selv en fremragende historiefortæller, men hendes påstand fortjener modsigelse. Hvad nu hvis et menneske ikke kan fortælle en historie om det, der er helt fastlåst? Om det der er slået så forfærdelig hårdt i mindet? Det forekommer, at sorgen bærer dette udtryk. Der var måske ingen, der kunne bidrage med at finde ordene til en historie. Den blev derfor heller ikke fortalt.

Sorg er et liv der skal leves

Ethvert væsentligt tab starter en sorgproces. Sorgens opgave er at bearbejde adskillelsen og tabet. Gamle tilknytninger kommer på en måde ind på et nyt sted i vort liv. Vi må også forholde os til dem på en ny måde. Sorg er nemlig ikke et problem, der skal løses, men et liv der skal leves. Hertil kan der være hårdt brug for livshjælp i form af konkrete råd, men det åbne lyttende hjerte overtrumfer næsten alt.

Vi skal alle dø en dag – men lad os også huske, at alle andre dage skal vi leve. Vi har fået livet som gave, og den skal ikke pakkes ned eller gemmes væk. Det er velkendt, hvordan man kan sørge for smertelindring på mange slags måder. Men det er straks vanskeligere at sørge for hinanden på den måde, at vi giver liv og livsmod til sorgfyldte medvandrere.

Når sorgen virkelig er et liv, der skal leves, så betyder det alverden, at der er et menneske, som ved hvad der volder netop os sorg og smerte. Åbenhed kan være et kæmpe skridt. Men åbenhed rummer potentiel stor sårbarhed. Og mest sårbare er vi, når vi kæmper med sorg og fortvivlelse, eller når vi føler os ensomme og isolerede i al vores sorgfuldhed. Kan vi skænke hinanden så meget nærvær, at sorg ikke er et liv, vi lever alene?