”Vær dig selv, enhver anden er taget!”

Det er vigtigt at holde fast i sig selv, så ens liv ikke opløses. Tager vi de stærke kræfter i det moderne, måske uroramte, liv i ed, er det en svær udfordring. Det kræves hele tiden, at vi følger med udviklingen. At vi er forandringsvillige og omstillingsparate. At vi vækster på det personlige såvel som på det professionelle plan.

Et sådant liv bliver dog alt for let overbelastet. Mennesket frarøves blikket for, at det er, det vil sige, at det eksisterer som det givne. Og dertil kommer, at det får belastende konsekvenser for de bærende relationer i livet. Vi slynges let ud til kanten af livets centrifuge, hvorved vi står i fare for at miste os selv og splatte ud.

Søren Kierkegaard gør gældende, at den ægte frihed består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. I samme forbindelse taler han om, at mennesket dels er noget givet og dels en opgave. Begge dele. Det giver en tiltrængt forståelse af at blive og at være menneske. Vi er alle sammen mennesker, men samtidig er det noget, vi skal blive.

Det er finurligt sagt af Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” – Du er altså dig, hvilket er ganske oplagt, for hvem skulle du ellers være, men samtidig er det at være dig også en opgave, der skal virkeliggøres, for du skal blive den, du er, hvilket du ikke umiddelbart er. Det er Kierkegaards provokerende påstand.

’Selvet maa brydes for at blive Selv’

Kierkegaard skånede vitterlig ikke mennesket, når han udmaler, hvor fortvivlet et menneske kan blive, når det ikke vil være sig selv. Det gør han i ét af sine hovedværker med titlen Sygdommen til Døden (1849). Råt for usødet hedder det hos Kierkegard: ”Selvet maa brydes for at blive Selv.” – Skal selvet undgå at blive selvberoende og selvmægtigt, må mennesket satse på at blive sig selv.

Hvis menneskets selv ikke bliver brudt, så blomstrer forskellige former for fortvivlelse. De dækker spektret fra åndløshedens fortvivlelse over det fortvivlet ikke at ville være sig selv til det fortvivlet at ville være sig selv. Et selv er forholdet til sig selv. Fortvivlelse er et misforhold. I fortvivlelse er et menneske ikke sig selv.

Kierkegaard beskriver denne fortvivlelse ad en negativ omvej – med fokus på det ikke at være sig selv eller vedkende sig selv. Hvad det vil sige at være et selv, får man altså først og fremmest at vide gennem en skildring af forsøget på at undgå at være det.

Det er virkelig fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i sit liv. Det sker, når et menneske ikke kan eller vil forholde sig til sig selv. Mennesket indgår i relationer og processer. I bevægelser. I tiden mellem det endelige og uendelige, det timelige og evige.

Hvad betyder dette ”sig selv”, som man forholder sig til? Det er livet eller tilværelsen, som man har fået. Det er det levede liv. Det er de muligheder, som dukker op undervejs i livet. Alt er det givet, og derfor må det også overtages i denne forstand: Det, som man allerede er, den tilværelse, der er ens egen, og som man er sig selv i forhold til. Selvets opgave er derfor at blive sig selv, det vil sige at vokse sammen med sig selv. Livet bøjes med andre ord tilbage til det, som det enkelte menneske allerede er.

Selvet og den anden

I Kierkegaards tankeunivers må den enkelte for at blive sig selv, sondre sig ud fra andre. Mennesker bliver ikke sig selv engros, men enkeltvis. Men i at forholde sig til sig selv, forholder et menneske sig også til den anden, eller til næsten. Man står i sig selv over for andre og får blik for den anden, man er stillet overfor.

Hvad et menneske vælger at være i selvforholdet, det er afgørende. Friheden viser sig som en opgave for den enkelte. Opgaven har et positivt fortegn. Den er frihed ved kærlighed. Eller en trang til kærlighed, en trang til at elske og blive elsket som en lidenskab, som mennesket er båret af og allerede er ude i. Men denne glæde i grunden kan tabes af sigte i den fordunkling af os selv, som synden er udtryk for.

Både friheden og opgaven er på den vis svimlende skrøbelige. Selvforholdet er et spændingsfyldt forhold mellem mulighed og den givne virkelighed. Men netop her ser vi også tit, at der er megen plads til løssluppen fantasi, fortvivlelse og urolige tanker. Mennesket øver modstand mod at blive sig selv.

Kierkegaard holder – sagt positivt – sammen på det modsatrettede i én selv, at vokse sammen med og overtage sig selv, idet man forholder sig til sig selv både som mulighed og nødvendighed. Friheden sættes sammen med håbet om en ny begyndelse, som vi hører om hos apostlen Paulus (2 Kor 5,17), hvor håbet også er mulighedens lidenskab, i hvilken virkeligheden åbnes på ny. Deri består den berømte ’gentagelse’ hos Kierkegaard: Begyndelsen er ikke det, man begynder med, men det, man kommer til.

At blive sig selv

En væsentlig ledetråd hos Kierkegaard kan vi kalde genvindelsen af sig selv. Men denne genvindelse sker bedst ved selvafhændelse. Man er først sig selv, når man vedgår sig selv som en anden end den, man troede at være. Men det er man først, når man selv er ’ude over’ sig selv. Mennesket er relationelt. Det er ligefrem en lidenskab. Menneskets lidenskabelighed må dog ikke gribe fejl ved at blive selvkredsende.

Sig selv bliver man aldrig for sig selv. I Om begrebet ironi (1841) var tanken navngivet på denne måde: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte.” At digte betyder her det samme som at danne og bygge. Man kan altså danne sig selv eller lade sig danne. Valget får store konsekvenser for det enkelte menneske og dets liv.

Når man med glæde og taknemmelighed anerkender andres bidrag til sit liv, får det konsekvenser for oplevelsen af livets mening. Det er afgørende for det enkelte menneske, at det ser, at det ikke selv er årsag til sit liv. Mennesket har ikke skabt sig selv og kan ikke skabe det selv udenom andre.

Aldrig for sig selv

Dannelse kan ses som et spørgsmål om at finde frem til sig selv, at besinde sig på sig selv, kort sagt at komme til sig selv. Men hvordan sker det på rette måde? Det sker netop ikke ved, at mennesket tilvejebringer sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende Redacteur” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”Redacteur” er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Selv den ufuldkomne, den udstødte, den utilpassede, kan prise sig lykkelig over, at vedkommende er digtet af Gud selv. Kun derved kan mennesket blive til ”Aand”, altså til at væsen, der kan forholde sig til sig selv og ved dette selvforhold forholde sig til Gud og derved vinde en sund identitet. Et menneskes gen-opbygning må ske ”fra Grunden af”, understreger Kierkegaard i sine opbyggelige taler. Det er med andre ord en om-dannelse, der rykker stort, hvor man lærer at give slip på illusionen om sin suverænitet, sin forestilling om selvstyring, sig selv.

Mennesket er sat af Gud og dermed sat ind i forpligtende relationer. Sig selv bliver man aldrig for sig selv.

Hvorfor keder vi os, når der sker så meget omkring os? Tilsyneladende kan selv megen adspredelse og underholdning ikke tage livtag med kedsomheden. Der er så meget, vi er optaget af. Alligevel stikker kedsomheden sit fjæs frem midt op i det hele. De mange stimulerende input får åbenbart kedsomhedens problem til at vokse.

Umiddelbart virker det ret overraskende, når nogle siger, at de keder sig. De har nemlig direkte adgang til myriader af film, fora og spil. Internettet, de sociale medier, multi-tv-kanaler og meget andet byder på et helt overflødighedshorn af muligheder. Den høje intensitet gennem en konstant underholdningssfære fjerner dog ikke kedsomheden. I Vesten er op imod halvdelen af os ofte ramt af kedsomhed, påstår nogle forskere ud fra deres undersøgelser. Det gælder både derhjemme og i skolen. På arbejdspladserne står det endda værre til. Der er måske ikke altid tale om en dyb eksistentiel kedsomhed, men den erfares af mange alligevel som hårdfør og ond.

Vi keder os blandt andet med papirarbejde, pendling og uinteressante møder. Den forventede spænding udebliver faktisk også ved weekendens sammenkomster eller filmkiggeri eller ægtemagens summende snakken. Vores børn keder sig både i skolen, ved lektiearbejdet og på feriedage.

Der findes en del bud på gode forklaringer på vores kedsomhed, livslede og tungsind. De er alle en del af problemet. Vi er overstimulerede, som den engelske forsker Sandi Mann formulerer det. Den megen underholdning får behovet for at blive mere og bedre underholdt til at øges. Sker det ikke, føler vi os ikke tilfredsstillet. Desto mere vi fylder vores verden med den hurtiggående, højfølsomme og altid forandrende stimulation, desto mere bliver vi vant til netop den og bliver tilsvarende mindre tolerante på dybere niveauer.

Forskellige former for opmærksomhedsterror påvirker de vigtige aktiviteter, der nødvendigvis må foregå langsomt. Rapportlæsning, møderne, forelæsninger, eksamenslæsning m.m. presses meget af det, vi har tilpasset os fra kategorien det hurtige tidsfordriv. Vi er gearet til at søge nyheder, som producerer dopamin (neurotransmitter), der har betydning for indlæring, styring af bevægelse, tankevirksomhed og hukommelse. Så snart den nye stimulus er noteret, er den ikke længere ny. Efter en kort stund keder den os. Derfor søger vi fortløbende helt ferske og friske forstyrrelser.

Skærmtiden øges gennem et væld af ’møder’ med de mange slags adspredelser. Fingrenes viltre jagt på tastaturet eller skærmfladen tager blot til i omfang, hvor et lille filmklip, et nyhedstjek eller en uskyldig interaktion med en ven via internettet eller mobilen griber opmærksomheden. Vi bruger i gennemsnittet cirka 6-7 timer foran vores telefon, tablet, computer og TV-skærme hver dag. Den effektive mobiladfærd gennem reaktioner på sms og messenger sammen med ivrig håndtering af Facebook, Instagram, Snapchat, WhatsApp, LinkedIn, Wordfeud, iTunes og meget mere hører ikke blot pausehåndteringen til. Det ligner mest af alt et fast parforhold. Eller et specielt, ubrydeligt giftermål.

Alt dette bliver ikke til en udøvelse af varierede aktiviteter, som engagerer forskellige neurale systemer (som for eksempel sport, strikning, maling, madlavning etc.), og som igen kan forløse det kedsommelige og trivielle. Disse små hektiske aktiviteter føder kun nye skærm-aftapninger. Derfor er det egentlig ironisk, når vores vidundere af mobile ’devices’ tillader os at udfylde hvert øjeblik, at de de facto bliver så enerådende gennem evindelig gentagelse eller rutine, at de udgør kilden for kedsomhed.

Men hvad gør det? Det kan vel ikke være så slemt? Kronisk kedsomhed bærer ansvaret for en overflod af negative konsekvenser. Som for eksempel at forspise sig, pengespil, lotto, fravær, pjækkeri, antisocial adfærd, medicinforbrug og ulykker. Listen kan nemt gøres længere. Vi har brug for mindre, ikke mere, stimulation og nysgerrighed. Paradoksalt forekommer det, men følelsen af kedsomhed på den korte bane vil gøre, at vi oplever mindre kedsomhed på den lange bane.

Agerer vi på kedsomhedens problem i vores eget liv i pagt med denne udmelding, så bliver kedsomheden i bedste fald en positiv størrelse, der kan være katalysator for humor, sjov, eftertanke, kreativitet og inspiration. Kedsomhedens problem kan tøjles. Det sker bedst, når vi ikke flygter fra kedsomheden. Vær derfor god og generøs mod dig selv: Giv dig selv stunder borte fra konstante stimuli. Det vil kunne berige dit liv. Favn derfor gerne kedsomheden – og se stik modsat på stilstandstiden i dit liv.

Kedsomhed er et gammelkendt aspekt ved tilværelsen. Men det er også et både flertydigt og komplekst fænomen i vores egen tid. Det er endda nærliggende at tænke, at hvis vi vil opnå en dybere indsigt i livets meningsproblemer i vores samtid, må vi forstå kedsomhedens problem. Mit ærinde i denne lille blogserie er at sætte fokus på, at kedsomhed kan være en forløber for kreativitet og fornyelse. Kedsomhed kan være en positiv kilde eller stimulus til handling, eftertanke og kreativitet. Samtidig er det værd at understrege, at kedsomhed kan være vanskelig at definere, hvilket især skyldes de noget ambivalente årsager, symptomer og virkninger.

Kedsomhed er som en mat, ubestemmelig længsel, der ikke har et konkret objekt eller en bestemt årsag. Fænomenet mangler den positivitet, som kendetegner mange andre fænomener. Den er grundlæggende at forstå som et fravær, et fravær af personlig mening, hvilket er det dominerende synspunkt hos fx eksistensfilosofferne Søren Kierkegaard og Martin Heidegger. Læsningen af nogle af deres tekster udgør inspirationen bag disse blogs.

Det er blevet hævdet, at vi lever i en kedsomheds kultur, og at kedsomhed er et udbredt fænomen i vor tid. Kedsomhed har en desintegrerende kraft i samfundet. Det er imidlertid meget vanskeligt at finde plads til en eksistentiel eller kulturel selvrefleksion i det moderne samfund. Forøgelsen af samfundslivets hastighed og den accelererede forvandling af den materielle, sociale og åndelige verden besværliggør udnyttelsen af de åbne, tomme rum, som måske netop kedsomhed kan give os adgang til. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har bl.a. udfoldet nogle af disse perspektiver. I denne situation afkræver vi verden en mening, og uden sådan et krav ville kedsomheden ikke findes. Kedsomhed er derfor noget, som det enkelte menneske lever i og udfordres af. Der kan dog udpeges forskellige niveauer med henblik på den eksistentielle betydning af kedsomhed. Det kreative potentiale i visse former for kedsomhed er særlig interessant her i dette oplæg. Angst og kedsomhed kan overskrides eller transformeres til en kreativ drivkraft.

Det er vitterligt vanskeligt at udvikle præcise definitioner af kedsomhed til en øget forståelse af, hvad det er, som rammer os, når den gør sig gældende. Og egentlig må vi opfatte kedsomhed som en klynge af beslægtede fænomener. Både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger bringer jeg i spil, fordi de så inspirerende kan bidrage til at belyse forholdet mellem angst, kedsomhed og kreativitet.

Kreativitet, modning og følelsesmæssig udvikling er knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Den norske forsker og teolog Paul Otto Brunstad har så fint redegjort for dette i bogen Seierens melankoli. Uden denne evne til at udholde sig selv og sit eget selskab, modnes og vokser man ikke som menneske. Derfor er det vigtigt at kunne tage vare på det rum, som alle mennesker har i deres indre. Melankolien disponerer på en særlig måde dette rum, hvor der kan ske en kritisk og kreativ bearbejdelse af impulser indefra og udtryk udefra. I dette eftertankens rum har melankolien en livgivende kvalitet. Hvis man uroligt søger efter impulser udefra eller stadig forlader rummet for at finde adspredelse udenfor, vil den skabende udvikling ophøre.

Det vil være vanskeligt at få tilgang til eller opnå nogen nytte af det kreative rum, hvis man ikke udholder kedsomheden. Det synspunkt har jeg mødt forsvaret og udfoldet af adskillige aktive kunstnere. De vedgår deres kendskab til forbindelsen mellem angst, kedsomhed og kreativitet i deres liv og kunstneriske virke. Det gælder selvsagt særligt dér, hvor den eksistentielle angst ikke er en sygdom, men et vilkår ved at eksistere. Et livsvilkår. Jeg åbner denne del af bloggen med nogle få indsigter hos Søren Kierkegaard og begrebet angst.

Den normale angst kender de fleste mennesker således til, og den omfatter blandt andet den eksistentielle angst, som Kierkegaard beskrev. Den sygelige angst er de egentlige angstlidelser, for eksempel panikangst. Disse angstlidelser er invaliderende i forskellige henseender og kan have vidt forskellige årsager.

Søren Kierkegaard udgav i 1844 sit psykologiske hovedværk, Begrebet Angest, under pseudonymet Vigilius Haufniensis. Her trækker han en klar skillelinje mellem angst og frygt. Frygten retter sig mod noget konkret, hvor angsten er genstandsløs. Angsten er angst for intet. Angsten vidner om, at mennesket endnu ikke er blevet sig selv. Angsten peger på et eksistentielt vilkår, og denne eksistentielle angst skal man ifølge Kierkegaard ikke forsøge at medicinere sig ud af. Angsten peger nemlig på den mulighed, som endnu ikke er blevet realiseret: Muligheden for at blive sig selv. Men mennesket vil, uvist hvorfor, ikke være sig selv. I mulighedens øjeblik hersker der en mærkelig blanding af tiltrækning og frastødning, som illustrerer den ambivalens og handlingslammelse, som rammer den angste.

Muligheden knyttes til det uendelige, og her kommer også fantasien i centrum hos Kierkegaard. Fantasien er en sans for mulighed, og fantasien er som sådan det medium, som selvet reflekteres i, da mennesket ser sig selv ved at se mulighed for, hvordan det kunne være. Fantasi er ikke bare evnen til at overskride det givne ved at forestille sig noget, man ikke ser, men også at kunne se muligheder i det, man ser. Det kræver fantasi at forstå en andens situation, men det kræver også fantasi at forstå sin egen situation, nemlig at forstå de muligheder, som ligger i ens situation. Fantasien er således et mulighedens spejl, for i fantasien ser vi også muligheden i den givne virkelighed. Metaforisk placerer fantasiens begreb sig tæt op ad en kreativ tilgang.

Den gode eller sande udgang er den, hvor angsten fører til, at man griber muligheden for at blive sig selv. Alternativet til at gribe muligheden og blive sig selv er, at man lader sig skræmme og i stedet vælger det sikre, det man allerede kender. Derved vælger man i virkeligheden sig selv fra og bliver en bleg kopi af sig selv. Resultatet er et selvtab. Angsten hos Kierkegaard er derfor også et tvetydigt fænomen mellem passivitet og aktivitet. Angsten er det fænomen, i hvilket mennesket bliver opmærksom på sig selv som selv-forhold, dvs. det bliver opmærksom på, at det kan forholde sig anderledes til sig selv. Fortvivlelsen, et begreb Kierkegaard også benytter, er derimod det fortvivlede ikke at ville være sig selv. Fortvivlelsen er et misforhold, idet mennesket ikke er sig selv. Det vil derimod af med sig selv. Dette udfoldes i Sygdommen til Døden.

At Kierkegaard ser en sammenhæng mellem angst eller lidelse og kunst, vidner et dagbogscitat fra 1849 om: ”Ja, dersom ikke min Liden, min Svaghed var Betingelsen for hele min Aands-Virksomhed: ja saa vilde … (jeg) naturligviis endnu gjøre et Forsøg paa at gribe Sagen ganske simpelt medicinsk an.” Kierkegaard ønskede altså ikke at dæmpe sin lidelse med medicinsk behandling, fordi han mente, at den var en vigtig del af hans skrivekunst. Han har et klart blik for angstens frihedsskabende funktion, selv om han på den anden side heller ikke benægter den radikale negative betydning af angstens identitetsnedbrydende kraft – en negativitet, der viser sig ved, at angsten borttager al sammenhæng mellem for-, nu- og fremtid og dermed lader mennesket tilbage uden holdepunkt.

Angsten peger derfor primært indad, ifølge Kierkegaard. Det er selvet, der dybest set ængstes for selvet og det ubestemte i den situation, som man ængstes for, peger derfor tilbage på en selv – på hvorledes man forholder sig i situationen. Angsten sætter sig dermed igennem ved, at mennesket strides med sig selv ved at spille den, det er, ud mod den, det kan blive og mod den, det skal blive.

For eksistensfilosoffen Martin Heidegger er angst primært dét forhold, at man lever sit liv på en overfladisk måde, og er dermed et tegn på, at man ikke er sig selv fuldt ud. Så langt er hans opfattelse parallel til Kierkegaards. I hans karakteristik af angsten som en åbenbaring af intet, lader Heidegger ingen tvivl om sin kilde. I dette læner han sig op ad Kierkegaard, selv om han ikke bygger på det samme normative fundament. Kierkegaards begreber er dybest set kristeligt funderede, hvor Heidegger bygger sit ’Dasein’ (’derværen’) på en almen temporal ontologi. Sidstnævnte er kritisk til transcendensfilosofien og den klassiske metafysik.

Heidegger forudsætter en selvbestaltet transcendens, hvor selvet relaterer til sin egen intethed. Kierkegaards transcendensbegreb er kendetegnet ved, at menneskets endelighed kvalificeres af uendeligheden. Dette skyldes, at mennesket som ånd og dermed som sættende øjeblikket er knyttet til Gud. Mennesket definerer derfor ikke sig selv. Det er heller ikke summen af sine handlinger, men mennesket er set af Gud, og er som Gud ser det. Menneskets væren er en væren for Gud, og dette uanset, om mennesket søger samhørighed med Gud eller er i fortvivlelse.

Daseins angst hos Heidegger er ikke en angst for virkeliggørelsen af muligheden. Tværtimod er det en angst for Daseins egen væren som sådan, dvs. som intethed og dermed stående alene. Angsten er et udkomme af, at mennesket konfronteres med den intethed, som er værens grund. Det er således ikke en strid mellem alternativet synd og tro, som det er hos Kierkegaard, men ikke desto mindre angår angsten også her selvets mulighed for at blive sig selv og miste sig selv. På grund af angsten flygter mennesket fra sig selv og bliver dermed igen og igen ’das Man’, og på denne måde bliver angsten en ’udfordring’, som Dasein søger at undvige. Men i dybeste forstand er al angst ifølge Heidegger i sidste ende angst for døden, som er den mest radikale form for ”ikke-væren”. At konfrontere sig selv med dødens kendsgerning er ifølge Heidegger vejen til frihed.

Angsten sætter derfor en negativ reference til det værende. Verden er dermed synket sammen som ubetydelig, idet den mening og sammenhæng, man tidligere så, ikke anerkendes. Angsten skyldes ikke skuffet forventning, men den er altid ’der’ som en del af Da-sein. Angsten bringer Dasein tilbage til en stadig gentagelig kastethed, en mulighed for en egentlig ”Seinkönnen”. Den grunder sig primært på noget i fortiden. Angsten er en magt, som tager Dasein tilbage i en oprindelig hjemløshed, og som dermed giver Dasein muligheden for en egentlig ”Seinkönnen” tilbage. Muligheden er der for at vinde sig selv tilbage (blive egentlig). Dasein erfarer sig selv om byrde, men selv samme erfaring sætter en beslutsomhed, som gør Dasein i stand til at konfrontere sig med sin intethed. Dasein rummer dermed en mulighed for og ressourcerne til at genrejse sig selv. Heidegger fastholder, at det er muligt at se en værens gennemsigtighed i sammenhæng med menneskets hjemløshed og det intethed/endelighed. Denne accept eller indrømmelse er en vej til at blive sig selv og kan også åbne for de kreative sluser. Dette bliver tydeligere i hans kedsomhedsanalyse.

Kedsomhed siger noget om mennesket som sådan, altså om vores grundvilkår som mennesker, at vi keder os.

Bedst som vi kedede os som børn, har vi alle fået at vide, at intelligente mennesker keder sig aldrig. Jeg plæderer for, at det gør de netop, eller som Kierkegaard siger det, så gør de det forhåbentligt, for alle mennesker er da kedsommelige, hvorefter han laver en inddeling af dem. De allerkedsommeligste er de utåleligste, de allermest fortravlede mennesker i verden. Han får også sagt, at dette at kede sig ikke er alle forundt, for når det står slet til med en, keder man blot andre med sin bevidstløse hasten af sted i livet. Der er forskellige måder, man kan kede sig selv på, men alene dette, at man kan kede sig, siger ganske meget om mennesket.

Kierkegaard opfatter mennesket som en spændingsfuld enhed, der har til opgave at gøre en aktiv indsats for at blive sig selv. Et menneske skal altså gøre noget med sig selv for at blive sig selv. I Sygdommen til Døden bestemmes mennesket som et forhold, der forholder sig til sig selv. Mennesket er selv et afledt forhold, idet der er et forhold, der forholder sig til sig selv og så igen forholder sig til det forhold, der har sat mennesket som et forhold – Gud. I Begrebet Angest taler Kierkegaard om, at selvforholdet kan være et urealiseret forhold, hvis man ikke ser, hvordan mennesket er en syntese af det sjælelige og det legemlige.

Spørgsmålet om, hvordan mennesket er eller bliver sig selv kalder derfor på en nærmere forståelse af, hvordan mennesket udfolder sin karakter af at forholde sig. Det centrale bliver, hvordan mennesket stiller sig til sig selv; hvordan det forstår sig selv. Et menneskes karakter af at forholde sig går netop på menneskets evne til at forstå, og idet mennesket endnu ikke er et selv, men skal blive et selv, er det, som mennesket her skal forstå, sig selv som opgave.

Men hvordan kan mennesket varetage denne opgave? Hvordan bringer mennesket sammenhæng i sig selv? Det gør mennesket ifølge Kierkegaard ikke ved at beslutte sig for at gøre det sådan en gang for alle. Menneskets liv er et liv, der er udlagt i og derfor også udsat for tiden, og tiden er derfor den tungeste byrde, der er blevet lagt på mennesket. Dette betyder, at mennesket ikke kan blive færdigt med at forholde sig til sig selv. Mennesket har derfor ikke en kerne, der kan fastlægges en gang for alle, men er kun ved at være i bevægelse. Dette betyder, at mennesket er kendetegnet ved, at det indgår i relationer til sig selv, andre mennesker og Gud. Denne relationelle karakter skal mennesket tage hånd om, og det er en vigtig pointe hos Kierkegaard, at man ikke blot kan tage hånd om én af delene. Forholdet til Gud, til sig selv og til den anden går så at sige hånd i hånd.

Kierkegaard taler også om den afgørende forskel, der er på at digte sig selv eller at lade sig digte. Det er netop i relationerne, at man lader sig digte og bliver til som værende. At blive sig selv – eller være sig selv – sker gennem relationerne. Dér slipper man også for at skulle være den ansvarshavende redaktør for sig selv og sit liv. For det kan være en trættende og udmarvende opgave at stå med et sådant ansvar. Mennesket forløfter sig da nemt på sit eget liv.

Mennesket er en opgave for sig selv, som må varetages på tidens præmisser, dvs. i tiden. Den menneskelige væren er således en væren i tiden, som må tage hånd om sig selv og den tid, det lever i. Men hvad så, når tiden netop sætter sig igennem som byrde, når den bliver tung, smertefuld eller efterlader mennesket med en tomhed. Det betyder jo, at mennesket er meget udsat. Det er selv, en syntese af det timelige og det evige sat i timeligheden.

Kierkegaard hævder et sted, at ”kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt.” Umiddelbart lyder det som en overdrivelse. Kedsomhedens destruktive og onde virkninger kendes. At kede sig er et klart onde, men følelsen er samtidig basis for megen moderne livsførelse. Man kan måske hævde, at kedsomhed er så almindelig en sygdom, at den bl.a. kræver en hel underholdnings- og nyhedsindustri og rejsebranche til at udfylde kedsomhedens ramme. Kedsomhedens negative eller onde side fortjener en modvægt, så forbrugersamfundet ikke får lov til at misbruge tomrummet og længslen, som tidens melankolske kedsommelighedstræk er fyldt af. Kedsomhedens tyranniske side fortjener en stærk imødegåelse gennem relation, langsomhed, hukommelse, glæde og taknemmelighed, understreger Paul Otto Brunstad i sin bog Seierens melankoli.

Der findes i mit perspektiv både en ond kedsomhed og en god kedsomhed. Det kan altså med andre ord være godt at kede sig. Og det er en kunst, vi skal øve os i. Adspredelse og kedsomhed er forbundet ved, at de begge har en modsætning i koncentration, hukommelse eller erindring. Når kedsomhed er et problem, hænger det sammen med, at vi har mistet kompetence i, hvordan vi kan kede os på en god måde. Kunsten at kede sig er alvorligt truet.

Når Kierkegaard satte en overvejende negativ værdi på kedsomhed, så skyldes det, at den danner modsætning til menneskets karakter af væren. Han kæmper mod den udvikling, at mennesket vil vinde identitet med sig selv eller menneskets ønske om selv at være årsag til sit eget liv. Kedsomheden kan ses som tegn på, at et menneske ikke berøres af noget, alt bliver ligegyldigt. Der er strengt taget ikke noget at leve for. Livet er tomhed. Der er ikke rigtig noget at være glad og taknemmelig for. Denne ligegyldighed, man tillægger alt, man møder, kan sætte sig igennem som oplevelseslammelse, hvor mennesket er ude af stand til at indoptage de indtryk, det møder – det har sat evnen til at opleve over styr.

Det centrale i kedsomheden bliver derfor, at den er en lammelse af menneskets grundlæggende bevægelse. Kedsomheden forklares hos Kierkegaard ud fra tomheden og uroen i det liv, som Gud er fortrængt fra. Kedsomheden holdes altså sammen med en uro. Det er ingen modsigelse, for den sætter en rastløshed, og den danner modsætning til ro. Kedsomhed er derfor en tomhed, der står over for menneskets karakter af væren. Den afsporer mennesket efter en søgen efter en ro eller hvilen i sig selv, som mødet med Gud vil afstedkomme. Kedsomheden kan af og til blive så vanskelig at bære på, at livet bliver tomt og meningsløst. Med kedsomheden tager mennesket sit eget jeg bort. Man kan godt fortvivles over noget jordisk eller over det jordiske, men i bund og grund er fortvivlelse altid en fortvivlelse over hele ens verden, og dermed dybest set over sig selv. Kedsomheden i denne her forstand bygger altså ikke på en enkelt, ydre ting, men på menneskets eget liv. Menneskets liv på afstand eller borte fra Gud. Men en erkendelse af netop den nævnte fortvivlelse og kedsomhed kan overføres til en kreativ drivkraft, hvor mennesket kan være eller blive sig selv.

Martin Heidegger vil med sin analyse af kedsomhed i sit store værk Sein und Zeit vække nogle ting, der sover i mennesket. Heideggers analyse skal hjælpe mennesket til at vende sig fra et uegentligt til et egentligt liv. Livet drejer sig altså om et egentligt eller et uegentligt Da-sein. Afgørende i denne forbindelse er, hvordan vort liv er stemt. Han taler om en stemthed, et lidt underligt begreb, men hans tanke er, at stemningen stemmer et menneske, som man stemmer et instrument. Alt hvad man spiller på et instrument præges af den måde det er stemt på, og det er dette billede, vi skal overføre til mennesket; alle menneskets følelser, tanker, handlinger etc., præges af den stemning, som mennesket er i.

I Heideggers udlægning af stemtheden møder vi igen selvet eller, som Heidegger siger det, Daseins erfaring af sig selv som en byrde. Dette skyldes, at stemtheden gør det åbenlyst, hvordan det er med én: I stemtheden åbenbares menneskets væren som en Dasein, og det bliver således tydeligt for mennesket, at det ved sin blotte eksistens er ’dér’, og at det må tage hånd om sin væren. Heidegger skelner mellem den form for væren, hvori mennesket er sig selv, er egentlig og den form, hvor det blot lever som alle andre, som man eller ’das Man’ lever. Mennesket erfarer primært stemtheden som en byrde, når det ikke lever som sig selv, men som de andre, lever u-egentligt. Stemtheden er derfor altid ’med’ Dasein: Den er som en ’blind passager’, mennesket selv ikke kan tage sigte på og gennemskue, men som ’går bag om ryggen’ på mennesket for dermed at præge dets væren på helt afgørende vis. Kedsomheden tjener derfor til at gøre mennesket opmærksom på disse glemte muligheder, dvs. på den åbenhed, der tilsløres af et alt for ensidigt fokus på nutiden. Dasein skal hentes tilbage fra det forfaldne liv. Mennesket sover ofte i det faktiske liv, og denne søvn tildækker de muligheder, som mennesket står overfor i livet.

Kedsomhed åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, menneskelivet frarøves dets mening. Tingene lader os tomme. Det sker i kedsomhedens første form, ifølge Heidegger. At noget lader mennesket tomt hænger sammen med, at tiden er tøvende og nølende. Selv om noget lader os tomt, slæber vi det med os – vi kan ikke bare ligge det bag os. På den måde bliver kedsomheden vores livs horisont eller et medium. Alt bliver kedeligt. Mennesket prøver derfor at beherske kedsomheden i kraft af tidsfordrivet, men det lykkes ikke. Kedsomheden opleves som et indgreb i menneskets tid: Som en magt det ikke kan beherske, og tiden bliver hermed til noget, der piner mennesket – man er ved at ’kede sig ihjel’ i den nølende tid. Det rammes af tiden i kedsomheden.

Kedsomhedens anden form er, at mennesket keder sig selv. Kedsomhed afdækker, hvad det vil sige, at tingene overlader os til os selv. Den viser, at der ikke findes noget (altså blot en eller anden ting), der keder os, og det bliver derfor klart, at vi keder os. Det er ikke blot en bestemt ting, der er kedelig. Nej, vi glider ligesom bort fra os selv i en nølende tid – og vi efterlader os selv i en tomhed. Det er os selv, der keder os. I den første form forekom en bestemt ting kedelig, i den anden er det kedelige ubestemt. Den første form for kedsomhed viste, at mennesket søger at modsætte sig et tab af tid, og heroverfor er den anden form karakteriseret ved, at mennesket tager sig tid til noget. Mennesket overlades til sig selv og underlægges den dvælende og ventende tid som et ufrit menneske. Kedsomhed udspringer af Dasein selv – af Daseins temporalitet.

Kedsomhed er for det tredje, at den er én kedeligt. Denne kedsomhed er den mest rodfæstede i tiden, den dybeste form. Kedsomhed er i denne form mennesket overmægtigt, er prisgivet denne. Mit eget selv er mig kedeligt. Det er ikke blot sådan, et jeg keder mig, men mit eget ’jeg’ keder mig. Derfor trænger denne kedsomhed sig dybt ind på mig. Der er ikke indhold tilbage; jeg bliver konfronteret med en intethed, der sætter en dyb angst i mit eget jeg. Forsøg på undvigelser fra denne giver kun dårlig samvittighed. I denne form for kedsomhed har mennesket indset, at flugten fra kedsomhed er en flugt fra noget i Dasein selv. Man begynder at lytte til kedsomheden. En særlig trang i Dasein, der må ses i forbindelse med friheden, baner sig vej (Heidegger 1992, 30, 205f). Når man bliver angst og urolig, kan der også opstå nye muligheder. For på en måde sættes jeg også fri, bliver ubundet og ser mine muligheder på ny, når mit ’jeg’ keder mig.

Heideggers kedsomhedsanalyse er inciterende: Med kedsomheden tages jeg ud af tiden og får del i en frihed. Kedsomheden tjener derfor til at afsløre den fremmedgørelse, som det bundne selv (det egentlige selv) lever i. Dette er et liv, hvor mennesket ikke selv sætter sine muligheder, men overtagne forestillinger om, hvad ’man’ gør og kan gøre i livet. Ved at sætte selvet frit åbner kedsomheden derfor for, at mennesket kan blive sig selv. Der råder således en gådefuld og uforklarlig magt i den tredje form for kedsomhed.

Det kan synes overraskende, at Heidegger taler om befrielsen fra den binding, som mennesket er i. Mennesket holdes fra det værende: Det undviger eller fornægter sig selv, og mennesket henvises derfor til sig selv som Dasein. Bundetheden er et udtryk for tidens magt og dermed en betoning af menneskets endelighed. Befrielsen består derfor i, at Dasein vedkender sig sin egen endelighed. Kedsomheden åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, der vokser frem af den hverdagsagtige beskæftigelse med tingene. Den udvikler sig til at være en modreaktion. En åbning i fornyelsens og kreativitetens tjeneste måske.

Angst og kedsomhed stiller menneskets forhold til sig selv på spil. Det har vi set hos både Kierkegaard og Heidegger. Mennesket erfarer derfor et selvtab i kraft af disse fænomener, men det er afgørende at se, at dette selvtab også har en positiv betydning, idet det åbner for en selvdannelse. Angsten og kedsomheden åbner menneskets forståelse for sin væren på en gennemgribende måde, og det vil vise sig, at disse negative fænomener derfor må tilskrives en væsentlig grad af positivitet. Udgangspunktet er dog negativt, som den følgende sammenligning og kritiske refleksion vil vise det.

Fænomenologien har et negativt afsæt hos både Kierkegaard og Heidegger. I en tilstand af angst eller kedsomhed kan mennesket komme sig selv så meget af hænde, og det på en sådan måde, at man kan tale om, at selvet taber sin vante forståelse af sig selv og dermed mister sin identitet. Imidlertid udmunder angsten og kedsomheden ikke kun i denne negativitet. Fænomenerne er også kendetegnede ved at være det, der muliggør, at mennesket kan frigøres fra en overleveret og overtaget selvforståelse. Heidegger forstår angst og kedsomhed som en mod-stemning til forfaldets stemthed. Heideggers pointe er derfor, at disse negative fænomener udgør en trussel for menneskets position som faldet eller fortvivlet, og de kan derfor – på trods af menneskets negative oplevelse af dem – ses som skridt på vejen til egentlighed. Menneskets uegentlige selv skal forvandles til et egentligt selv. Dette er i kontinuitet med Kierkegaard, som fremhæver betydningen af at lære angsten at kende: ” … hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det Høieste.”

Med forståelsen af kedsomheden hos Kierkegaard og Heidegger sættes vi overfor to forskellige tilgange til den menneskelige eksistens. De understreger jo begge, at livet er i bevægelse, og at mennesket er eksisterende i tiden. Og i denne situation kan mennesket erfare sig selv som en byrde. Men den bestemmelse af menneskets grundvilkår, som de når frem til, er meget forskellige – kort sagt, står vi med en etisk-religiøs bestemmelse af selvet over for en ontologisk (læren om væren) og værdineutral udlægning. Hos Kierkegaard er kedsomheden et udkomme af den tomhed, der rammer det menneske, der ikke søger samhørigheden med Gud, og kedsomheden kan derfor ses som en fjernelse af menneskets forståelse af noget fundamentalt godt og ondt i livet – alt er blevet ligegyldigt og mennesket mangler derfor en etisk orientering i livet. Hos Heidegger åbner kedsomheden menneskets øjne for, at det selv må skabe ikke blot meningen i verden, men på sin vis den verden, det lever i, og hvad der er godt og ondt i livet, er derfor ikke noget mennesket orienterer sig efter, men selv må sætte. Vi kan derfor sige, at kedsomheden er et fænomen, der angår en spørgen til såvel menneskets tilværelsesgrund, og et spørgsmål om hvorvidt det etiske eller normative i livet er sat af mennesket eller er givet til mennesket.

En sammenstilling af Heidegger og Kierkegaards analyser af kedsomhed peger på, at den etablering af livsfylde, tryghed, bestemthed og hjemhørighed i livet, som Heidegger hævder er en fiktion, der afsløres af kedsomheden og angsten, hos Kierkegaard får virkeligheden som en reel og berettiget magt i det menneskelige liv. Hvor angstbegrebet hos Heidegger får trygheden og sikkerheden til at bryde sammen, har Kierkegaards angstbegreb tillige en opbyggelig funktion ved at være relateret til troen. Det er svært at se, hvordan en konstruktion af egentlighed følger angstens destruktive kraft. Eller hvordan en livsmening etableres i en ontologi, der tildeler det uvisse, ubestemte og utrygge den bærende rolle? Hvorfra har egentligheden i form af åbenheden og uvisheden sit primat? Erfaringen af kaos og uoverskuelighed resulterer vel ikke automatisk i, at mennesket kommer fri af sit egentlige selv og får styrke til at finde fodfæste midt i livets hjemløshed?

Det er vanskeligt hos Heidegger at finde svar på, hvad der kan give livsfylde, tryghed og hjemhørighed i livet. For det er en fiktion hos ham. Men Kierkegaard taler ikke blot om kedsomhedens onde og destruktive magt, han giver også svar på kedsomhedens problem. Etablering af livsfylde etc. er en tilgængelig virkelighed, som altså kan blive en reel og berettiget magt i et menneskes liv. Kierkegaards bestemmelse af angst og kedsomhed får dermed også en opbyggelig og livsbekræftende funktion. Den giver plads til en dannelse af livets mening og fylde. Hvordan jeg som menneske får blik for det egentlige og meningsfulde liv ud af angstens destruktive kraft, det skyldes, at jeg får blik for, at jeg ikke har skabt mig selv eller har herredømmet over mit eget liv. Mennesket er sat af Gud og dermed sat ind i forpligtende relationer. Det kan tjene en fjernelse af den onde kedsomhed. Det understøtter også menneskets forståelse af noget godt og ondt i livet. Hvis ikke bliver livet dybest set ligegyldigt og mennesket kommer til at mangler en etisk orientering i livet.

Angst og kedsomhed kan have en døråbnende funktion til kreativitet og kunstnerisk udfoldelse. Ubehagelige kendsgerninger i form af angst og kedsomhed kan vise vej til frihed og ofte være en drivkraft for skabelsen af kunst. Talent er naturligvis et ufravigeligt krav, men angst og kedsomhed kan være en ekstra drivkraft, som forløser talentet til fulde. Det er mere end gisninger, når jeg hævder dette, da mange interviews med udøvende professionelle billedkunstnere understøtter synspunktet.

Med Heidegger kan vi sige, at alle mennesker har en grundlæggende livsangst. Meget af det vi foretager os, det er forsøg på at eliminere denne angst. Samtidig er der netop en forbindelse mellem angst og mulighed, sådan som der er det mellem den dybere kedsomhed, hvor man altså erkender, at man keder sig selv ved noget, og nye muligheder, som Heidegger også fremhæver det. Både angsten og kedsomheden kan på en måde blive både glædelig og nøgtern, når de er med Dasein i egentligheden. Men vejen frem til en sådan tilstand skal være hård. Vi skal tilsyneladende piskes ud af en kedsomhed så dyb, at vi får øjnene op for vores egentlige værensmuligheder. En dybde og radikalitet er gemt her. Kedsomheden er blevet så radikal, at den kan frembringe et omslag til en egentlig væremåde. Dasein ek-sisterer (ekstasis, at stå ud) da i et felt af egentlige muligheder. Konkret kan det betyde, at når kunstnere, uanset om de er forfattere, skuespillere, billedkunstnere eller noget andet, brænder igennem, så skyldes det givetvis, at de er meget følsomme, og at de arbejder på en skærebrænderagtig følelse, som de ikke forsøger at skjule. De har det ikke godt, for de er uroligt søgende, nogle måske med længerevarende ængstelse i forbindelse med skabelsen af deres værk.

Det udefinérbare, utilfredsheden skaber en længsel, der rækker langt ud over det konkrete, det nære. I kedsomheden er en spænding gået tabt, og selv mange former for adspredelse, der genlyder uden efterklang øger den eksistentielle kedsomhed, ifølge Kierkegaard. Kedsomheden kan derfor ses som mangel hos den, der keder sig. Hvis man mangler evnen til at se sammenhæng og mening i en sag, vil man hurtigt opleve, at ting bliver kedelige. Man mister motivation til at investere tid og opmærksomhed på sagen. Selv overstimulering kan ikke løse dette problem.

Den passive og distancerende livsholdning har en række negative konsekvenser, men den har også sin styrke. Dette tilsyneladende, ensomme og adskilte melankolske rum – eller som her med slægtningene til melankoli, nemlig angst og kedsomhed – er væsentligt for kreativitet og nyskabelse. Netop her har man mulighed for kritisk at vurdere ydre påvirkning, indre impulser og reaktioner. For mange bliver tomheden, fraværet af andre, for skræmmende. Kedsomhedens separationssmerte bliver vanskelig at udholde. Frygten for fremmedgørelse og ensomhed bliver for stor, hvorfor man åbner sig for adspredelsens indtryk hele tiden. Man tør ikke at leve med angstens smerte, ensomheden, kedsomheden og stilheden, hvorfor man må underholdes og informeres hele tiden. Evnen til kreativitet, til modning og følelsesmæssig udvikling er imidlertid knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Kreativitet virkeliggøres ikke i en rastløs flugt, hvor man altså er på vej bort fra angst og kedsomhed.

Kedsomheden er en overgang og en mulighed; en samling fraværende muligheder. Midt i mødet med disse må man blive modig nok til at lade følelserne få lov til at udvikle sig. At flygte fra kedsomheden øger blot den urolige forjagethed. Omvendt får en accept af eller en forsoning hos det enkelte menneske med kedsomheden, at det får adkomst til nye rum og nye muligheder. Manglende evne til at tåle tomme rum begrænser mængden og anvendelsen af de øvrige rum som står til rådighed. Så den positive opfordring går på, at vi skal lære at gøre brug af både melankolien, angsten og kedsomheden, for da vil der åbne sig nye muligheder, vi var udelukket fra tidligere.

Men kan vi møde for eksempel kedsomheden, så den bliver god og åbnende for kreativ handling? Af dybtliggende, eksistentielle årsager er det måske ikke så let at lære kunsten at kede sig og gøre brug af kedsomheden. Der findes en krampagtig rastløshed, som hedder kedsomhed. I den situation kan selv det mest trygge opleves som kedsomhed. Kedsomhed optræder i et bredt spektrum: fra en mild kedsomhed, man venter måske længe på noget, til kedsomheden i sin mest konsekvente form: en uudholdelig tomhedsfølelse. Imidlertid er vi ofte alt for hurtige til at svare på kedsomheden ved at underholde og give os den hektiske og urolige adspredelse i vold. Heidegger havde et klart blik for letheden og overfladiskheden i megen kedsomhed, som blot bliver en sovepude, sådan at Dasein ikke bestræber sig på at blive sig selv. Derfor bliver det afgørende for ham at vække kedsomheden, at vise dens radikalitet, at gøre tilværelsen vanskeligere. ”Kun den, som i sandhed kan pålægge sig selv en byrde, er fri.” Filosoferen er i den situation en mulig byrde. Den finder sted i “tungsindets grundstemning.” Men denne stemning forsøges ofte reduceret gennem flugtforsøg.

Den gode kedsomhed er den kedsomhed, som også kan være en kur mod kedsomheden. Kedsomheden skal åbenbare henslumretheden og stivnetheden, for at trække på Heideggers bestemmelser. Den eksistentielle og især den kreative kedsomhed er interessant, fordi den er en forløber til et stærkt fornyende og kreativt potentiale, der netop kan ligge i at acceptere kedsomheden. Herved gives der bedre plads til kritisk refleksion, større kreativ fantasi og ikke mindst en mulig kreativ brug af det opståede brud med den hektiske aktivitet. At angst, kedsomhed og kreativitet kan være en vej til berigende åbninger eller indgå i et interaktivt, generativt forhold, det understøttes også af både moderne kulturanalytikere og kunstens udøvere. Angst og kedsomhed er som et forspil til kreativitet og må derfor ikke dæmpes og mildnes.

Hvis vi skal erfare kedsomhedens positive side, så må man kunne udholde den smertefulde ventetid. Kreativitetens kedsomhed og glæde er relateret til en ukuelig hårdhed og udholdenhed. De mest kreative mennesker synes at være dem, der tolererer og udholder angsten, kedsomheden og usikkerheden i længere perioder. Fornyelse og kreativitet forudsætter en slags kedsomhed, der også kan tilbyde at være stimulus for tanke og kreativitet.

Disse blogs svarer ikke udtømmende på spørgsmål om ensomhed. Megen ensomhed er født af nogle væsentlige familie- og samfundsmæssige problemer, som det kunne være værdifuldt at udfolde yderligere, for at vi derved kunne se mulige udveje til bedre at komme til rette med ensomhed. Jeg vælger her at spille et afrundende Kierkegaard-inspireret perspektiv på banen, fordi det fortjener at blive tydeliggjort.

Sig selv bliver man aldrig for sig selv eller kun gennem de andre, sig selv bliver man takket være den dynamiske mellemværen, som det sociale og det individuelle udspænder imellem sig. Men problemet er blandt andet de mange skæve bidrag til at leve godt og sundt derinde i den aktive, dynamiske mellemværen. Der er mange påtrængende aktører, der bidrager til identitetsdannelse og selvforståelse anno 2015. Det er ingen given ting, at indsigt, omsorg og respekt for relationer og deres betydning blot vokser i vores kultur og samfund. En væsentlig måde at imødegå ensomheden på er derfor at hægte det op på et mere nært og forpligtende arbejde med livets mening.

Kierkegaard har skærpet mit blik for dette perspektiv. Ifølge ham bliver man aldrig sig selv sådan helt for sig selv, men altid gennem de andre. Altså gennem relationerne (Gud, medmennesket, verden). Man kan derfor have glæde af at spørge: Hvad er et meningsfuldt liv egentlig for lille, ensomme mig? Kierkegaard anbefaler varmt en forskydning af Jeg’et over på andre, hvis vi skal svare på denne udfordring. Så spørgsmålet kommer til at dreje sig om, ikke hvad der er meningsfuldt for mig, men hvad der er meningsfuldt for andre. Livet bliver defineret og realiseret i fællesskab med andre. Dybest set er det derfor absurd at spørge: “Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv?” Det giver kun mening at vende tankegangen på hovedet og spørge: “Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?”

Det kan forekomme utopisk, men det er ikke desto mindre den livsvision, som er en del af den kristne grundfortælling. Og jeg tænker, at det er en væsentlig side af at besvare spørgsmålet om eksistentiel ensomhed. Selvfølgelig er der også mange andre faktorer, for eksempel de antydede kulturelle og sociale faktorer, der byder sig til her, men de udgør nogle gange det hårdkogte problem, som fortjener et eksistensfilosofisk og teologisk gensvar. Ensomhed er ikke nødvendigvis et fastlagt spor. Der kan på forskellig vis gives nogle vigtige – og måske vitaliserende – bud på ensomhedens problem.