Der behøver ikke at være ingenting i ensomheden, kedsomheden og stilheden. Der viser sig ofte noget – en overgang eller en mulighed. Noget kommer til syne. Noget nyt, noget gammelt, stærke sansninger, dybe følelser. Måske særligt det vigtige i livet.

Hvis for eksempel fordybelsens ro og stilhed skal indfinde sig i dit liv i det nye år, må du gøre noget ved det. Det handler om at få ryddet noget til side i kalenderen eller i det daglige livsrum. Skal det nye indfinde sig, må der ryddes en plads til det.

Helt til de uvejsomme steder

Den gode bog er én af de allerbedste løsninger på udfordringen. Det er min egen erfaring, at en bog kan gøre en vigtig forskel. Jeg oplever, at jeg kan forbinde mig med verden. Forbinde mig med følelser og tanker, hvor også glæden og trygheden sætter sig igennem. Bogen med det gode sprog kan massere fordomme og følelser. Det kan nå helt frem til de uvejsomme steder.

Det sker, at sproget går helt sine egne veje. Det kan i høj grad være tilfældet, når det føjer sig til tiden og den enkelte læsers erfaring. Rammende ord og sætninger sætter sig selv på plads i et menneskes selvopfattelse og tænkemåde. Der sker måske en uventet indfarvning, når sproget bliver til en krog i det enkelte menneskes indre.

Sproget er min særlige forbindelse til verden. Intet sted – måske med kirkerummet som undtagelse – føler jeg mig mere tryg end i min egen hule med de mange bøger. At have direkte adgang til god litteratur lukker særlige muligheder op. Ikke mindst eftertænksomheden og fordybelsen får et ’boost’ gennem gode bøger.

Bogen som økse

Den gode bog er som en økse, der kan hugge det frosne hav op i læserens indre. Det er en lettere omskrivning af et ønskemål, som den sydafrikanske forfatter John Maxwell Coetzee har formuleret det i bogen Sommertid. Mange læsere vil kunne genkende denne erfaring. Selv det hårdeste i deres indre kan opløses gennem en spejling i smukke og vedkommende tekster.

Senest har forfatteren Sara Omar til bogen Dødevaskeren i flere interviews givet udtryk for, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden. Flere anmeldere har brugt store, håbefulde ord om netop denne side af udgivelsen. Forfatteren har selv gentaget håbet. Bogen er en barsk roman, der handler om kvindeundertrykkelse i Allahs navn og konsekvenserne af det udsatte pigeliv, om æresdrab etc. Romanen tilbyder plads til at udfolde komplekse fortællinger. Men hun ved dog også, at hun med bogen risikerer sit liv. Ikke alle går ind i en konstruktiv debat med bogens alvorlige budskab.

Chefredaktør Christian Jensen ved Politiken fortæller meget personligt om sit møde med litteraturen, og hvordan den har givet ham en særlig tryghed i livet. Det gør han i Sproget i lyst og nød, som er Modersmål-Selskabets årbog 2017. Den høje hastighed i hans arbejdsliv kræver en modvægt, en langsomhed. Den finder han i litteraturen. Den giver ham en ro og en balance. Også lige midt mellem dét, der trænger sig på, og dét, det hele handler om, at være til. Det sidste er det vigtigste i ethvert menneskes liv, understreger han. For hans egen del sætter han en time af hver morgen til bare at læse god skønlitteratur, som ikke har nogen direkte tilknytning til hans mange gøremål som chefredaktør.

Sproget i lyst og nød

Christian Jensen udfolder emnet med tanke på det tryghedsskabende i litteraturen. Han oplevede under sin opvækst og skolegang, at det ikke altid var lige trygt at gå hjem fra skolen. En drikfældig far gjorde, at en kærlig far ikke altid gjorde kærlige ting. Derfor fandt han trygheden på det lokale bibliotek i Grindsted. En bibliotekar sørgede for, at han i gode bøger fandt en flugtvej, men også livshjælp, støtte og tryghed.

Hans bidrag til ’sproget i lyst og nød’ udpeger flere nyttige erfaringer, som han har gjort sig. Som journalist og chefredaktør er han blevet et skrivende menneske, men selve dannelsen og inspirationen har han fra den litteratur, som ydede ham livshjælp. Den har hjulpet ham til at prioritere væsentligt frem for uvæsentligt.

Det er sjældent det væsentligste, der træder frem som akutte spørgsmål. Derfor kan man nemt komme til at løse de rigtige problemer i den forkerte rækkefølge, hvis man hele tiden drives af nuets gøremål.

Rastløsheden er en svaghed i mange brancher efterhånden. Det gælder for eksempel medieverdenen. Her kan litteraturen bruges til at forbinde sig med langsomheden og de eviggyldige sandheder. I den gode litteratur kan man søge det tidløse, kærligheden, glæden, sorgen, savnet og alt det andet, der reelt betyder noget.

Når livet rejser sig fra siderne

Ikke mindst den klassiske litteratur er en rig ressource. Visse forfatterskaber er gået lige i brystet på mig. Dette synspunkt deler jeg så ganske med Christian Jensen. Det er alt fra Søren Kierkegaard til store forfattere som Fjodor Dostojevskij, Leo Tolstoj, Stefan Zweig, James Joyce, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og mange flere. En lidt lettere tilgængelig nyklassiker er for eksempel Michael Endes Momo. Helt uden for aldre og tider er den afgørende vigtig at få læst. Her kommer den langsomme, livgivende rytme til at lyse på bekostning af det liv, der alt for hurtigt løber af med os, så vore medmennesker også kommer til at lide under det. Det er mit gæt, at læserne af denne klumme vil kunne tilføje mange flere forfatternavne.

Jeg går ofte grundigt til værks, for jeg ved, at kulturens, litteraturens og sprogets kapital vokser i pagt med den opsøgende interesse for god litteratur. Mine bøger vrimler med æselører, understregninger og notater i marginen. Særligt når en smuk sætning rejser sig fra siderne, understreger jeg den, så jeg kan vende tilbage til dens skønhed ved en senere lejlighed.

Store oplevelser ligger og venter på dig i det nye år, hvis du søger at forene dig med god litteratur. Min opfordring lyder: Lad det kommende år blive fordybelsens og stilhedens år! Når livet rejser sig fra siderne bliver det et rigt og velsignet år, hvor du også får taget hånd om de eksistentielle spørgsmål og det åndelige liv.

Dannelse er blevet et modeord. Det ses tit i selskab med fænomener som coaching, livslang læring og kompetenceudvikling. Betydningen af begrebet spænder meget bredt. Definitionen går fra takt og tone til viden om verden til individets erhvervelse af sig selv. Det sidste har med identitetsdannelse eller opdragelse som menneske at gøre.

Det er både opbyggeligt og nyttigt at se nærmere på begrebet dannelse og dets betydning. Dannelse havde længe en noget odiøs klang og blev næsten udfaset i en dansk sammenhæng. Det vågnede lidt på sig, når der blev tale om god eller i hvert fald tålelig adfærd. Her vil jeg se på dannelse under den særlige vinkel at komme til sig selv.

Vigtigt er det for ethvert menneske at lade sig danne eller at lade sig gen-opbygge ”fra Grunden af”, som Søren Kierkegaard kan benævne det i Kjerlighedens Gjerninger. Dannelse skal ikke gøre mennesket til en anden, men skal ”udvikle de Spirer, Gud selv har nedlagt i Mennesket” (Kierkegaard i sin magisterafhandling Om Begrebet Ironi). Men kan der siges noget mere præcist om, hvad vil det sige at komme til sig selv?

Et bestemt sigtepunkt

Når Kierkegaard skriver om dannelse, er hans sigtepunkt et ganske bestemt. Det er teologisk. Han ønsker at bringe det selv- og gudsforhold, der er givet med den kristne grundfortælling, til virkeliggørelse i det enkelte menneske. Lige så bestemmende for ens identitetsdannelse den fortælling er, man dannes af, lige så afgørende er den måde, hvorpå man forholder sig til en sådan fortælling.

At digte sig selv er det samme som at danne sig selv, hvor Kierkegaard ganske klart sætter udfordringen op på denne måde: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet er at lade sig digte. Den Christne lader sig digte, og i denne Henseende lever en enfoldig Christen langt mere poetisk, end mangt et meget begavet Hoved.” Udfordringen kan deles op i tre: 1) at danne sig selv 2) at lade sig danne og 3) at lade sig danne som kristen.

Er man kun optaget af at danne sig selv, så er man ifølge Kierkegaard æstetiker. Til det etiske stadium i livet hører: at lade sig danne. Og til det religiøse stadium svarer: at lade sig danne/digte – vel at mærke nu som kristen.

At danne sig selv

Mange bestræbelser har der været på at erklære Gud for død. Mennesket ønsker selv at tage magten. Men derved kommer det også til at erfare sin egen afgrundsdybe magtesløshed. Mennesket bliver friheds- og grænsesøgende, og måske ikke mindst selvrådigt. Kierkegaard gør i den forbindelse gældende, at mennesket bliver fanget ind af ”Total-Ironie”. Det er en ironi, som kun har sig selv som formål og øverste instans.

Ironikeren skifter maske ud med maske blot for at skjule, at han i virkeligheden intet ansigt har, en desperat aktør, der opsøger en række virkemidler for dog at føle sig i live. Men den dybere sammenhæng i tilværelsen mangler. Mennesket må leve livet som nomade i et evigt opbrud fra sig selv. Det unddrager sig i virkeligheden identitetsdannelse og overgiver sig til selviscenesættelse. Det er blændværk ifølge Kierkegaard at danne sig selv ud fra den forudsætning.

At lade sig danne

Etikeren giver æstetikeren en kraftig opfordring. Noget Kierkegaard får til at lyse i Enten-Eller: Det påhviler æstetikeren ”at ordne, danne, temperere, opflamme, tilbagetrykke, kort at tilveiebringe en Ligelighed i Sjælen, en Harmoni, der er de personlige Dyders Frugt.” Dermed mister mennesket måske det allervæsentligste, nemlig det modtagende.

I eksistentiel betydning er vi henvist til kun at dannes af det, man ikke selv forføjer over, dannes af det, man ikke selv er. Det er kun ad omveje man kan føres ind på livet af sig selv. Der sker noget helt umisteligt i en vedvarende vekselvirkning med verden. ”Saaledes bliver da hans Bevægelse fra sig selv gjennem Verden til sig selv.” De bærende relationer trylles ikke frem af en isoleret selvdannelse. Dannelse er at lade sig danne – og at lade sig forpligte.

Eller det kan siges på denne måde: At dannes er at blive sig selv. Men at blive sig selv er at blive en anden, end man var, før man begyndte at blive sig selv. Men det forudsætter i kristelig eller teologisk forstand noget mere og helt afgørende.

At komme til sig selv

Enhver menneskelig selvforløsning forudsætter en vilje. Vi kan kalde den en dannelsesdrift. Æstetikeren modsætter sig imidlertid denne drift eller vilje. Et menneske kan ikke bare pleje omgang med sig selv. Det kan slet ikke forløse sig selv. Det kan ifølge Kierkegaard slet ikke komme til sig selv – gennem sig selv. Gud må overtage den historie, som mennesket ofte – måske med alt for stor frimodighed – skriver sig selv ind i.

Mennesket har vitterlig fået vidtgående beføjelser i verden. Det er givet megen frihed. Men mennesket kommer også hurtigt til at se sig selv som sin egen ”ansvarshavende Redacteur”. Det er derved dømt til at være sin egen skaber. Da kommer det til at forløfte sig på livet og tilrane sig et ansvar, som det ikke magter at håndtere. Selv det frieste og stærkeste menneske kan ikke stilles lige med Gud. Det kommer aldrig helt til sig selv.

Det lyder modsætningsfyldt, men den klokkeklare melding lyder: Skal mennesket komme til sig selv, må redaktionen overdrages til en anden, det vil sige overdrages til den store ”Redacteur”, hvis sande navn er Gud. Han har næppe nogensinde været ven med bløde borgerdyder og almindelig snusfornuft, som Kierkegaard-forskeren Joakim Garff beskriver det, men altid ”haft en ophøjet svaghed for det marginale, det udstødte, det utilpassede.”

Dannelsen eller gendannelsen af et menneske er derfor en slags om-dannelse. En forvandling. Hvor det enkelte individ indøver ”Modtagelighed for det Guddommelige” – og samtidig lærer at give afkald på sin forestilling om autonomi, sig selv. Ifølge Kierkegaard bygger det på den fortælling, der er kommet til orde i Jesus Kristus.

En tung stemning omgærder ofte en begravelse. Sorgen sætter sig op imod os som en tyk, uigennemtrængelig mur. Selv en hjemmevant gang på kirkegården fjerner eller nedbryder ikke muren. Sådan kan vi opleve det. Men samme stemning kan også sætte tonearten i et menneskes liv i mange andre situationer.

Når alle veje er lukkede, findes dog vejen indad. Påtvunget oplevede den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881), hvordan denne vej åbnede sig. ”Jeg fik lov at leve uden bøger, og derfor kom jeg ufrivilligt til at gå op i mig selv og dér forsøge at finde svar på spørgsmålene – svar som ofte var plagsomme nok.”

Han går ufrivilligt op i sig selv og lærer at elske denne ensomhed. Han mindes, at det eneste han kunne håbe på i den tid, det var ”noget af en genopstandelse, et nyt liv”. Intet andet menneske kunne udtale sig om, hvad der fyldte op i hans indre under de vanskelige år i Sibirien, men det indre, uimodståelige opgør lå alligevel lige for.

Han velsigner det øde, ubeboede sted, hvor han fik anledning til at fælde en dom over sig selv. Men her tændes også forhåbningerne i hans hjerte.

Mørket kommer indefra

I sin sjæls store ensomhed går han i hele sit liv ind i mindste detalje, tænker sig dybt ind i det forgangne, dømmer sig selv ubarmhjertigt hårdt. Ensomhedens mørke skygger slår dog over i stærke forhåbninger. Han måtte tyde gåden om mennesket og meningen med livet.

Det vanskeligste er at få sagt, hvad der ikke kan siges, men som kræver at blive sagt. Det er den dybe indsigt, at så meget hverken kan siges eller forties. Sådan oplevede Dostojevskij den særlige renselsestid. Det skete blandt andet under presset for at opgive troen på Gud. Den sårbare forfatter måtte skrive og tale fra det mareridtslignende sibiriske tugthus, hvor den krænkende behandling og personlige fornedrelse ikke rigtig kendte til grænser. Her måtte han gå under eller holde ud.

Mørket er ikke blot et spørgsmål om ydre miljø. Mørket kommer indefra, fra hjertet. Dette ser Dostojevskij klart både hos sig selv og hos andre. Det døde hus (1860) er en stærk italesættelse, dybt personlig er den, baseret på hans ti år i fangelejr og landflygtighed i Sibirien. Bogen er den mest biografiske bog af forfatteren, hvori han afslører sin åndelige rejse.

I Det døde hus finder Dostojevskij livet. Idéen eller forestillingerne om livet får konkret indhold, ”ordet bliver menneske”. I dødens hus findes Kristus blandt folket, til og med blandt forbrydere. Mange opgiver tanken om Kristus i dette hus, men ikke Dostojevskij. Han finder Kristus som den konkrete, levende virkelighed.

De hårde spørgsmål

Hemmeligheden ved Dostojevskijs forfatterskab kredser om spørgsmål, som alle generationers mennesker må kæmpe med: Findes der en levende Gud? Eller er alt i tilværelsen kun et resultat af tilfældigheder? Hvordan kan mennesket leve med indsigten, at det er dødeligt, at alt skal efterlades, at man skal lægge sin stav? Hvordan kan mennesket leve med sin skyld, for uanset hvor det vender sig hen, så mislykkes det til stadighed for dette menneske, trods de bedste intentioner? Dostojevskijs figurer kæmper med problemer, der er indbygget i menneskets eksistens.

I forfatterskabets romaner møder vi højst levende personer, der lider, elsker, hader, længes og ængstes. De kryber nærmest ind under huden på os. Dostojevskij stikker dybt i den menneskelige psykologi. Midt i det hele forsøger han at forstå menneskets længsel efter Gud. Han sætter ord på menneskets søgen og tvivl, dets anelser og stærke begejstring. Men først og sidst er han optaget af de bibelske beretninger og Kristusfiguren – hvem er han egentlig?

Mennesket er selve gåden 

Allerede som 18-årig skriver han til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, da kan det ikke siges, at du har forspildt tiden. Med denne gåde vil jeg beskæftige mig, for jeg vil selv være menneske.” – Ofte blev han ført derhen, hvor dybet råber til dybet. Det er i skarnet, at man skal finde perlen, siger Dostojevskij. Med det vil han også sige, at man lettere finder Kristus blandt dem der lider, end blandt moralsk set højtstående mennesker eller blandt de rige og lykkelige.

I Det døde hus males den komplekse menneskelige eksistens i stærke farver. Det sker ikke uden brændemærker fra skærsilden, sådan som tugthuset i Sibirien var det for Dostojevskij. I 4 år opholdt han sig i tugthuset i Omsk. Oplevelserne dér udgør en sand fortvivlelse. Stedet er fyldt med had og den dybe ydmygelse. Men medlidelsen er også stærk netop dér. Ulykken får mennesket Dostojevskij til at ’omvende sig’ – og til at forstå livet bedre. For mennesket mister ikke sig selv og sin forståelse af livet i mødet med det lidende folk. Og det er dér blandt folket, at Dostojevskij også møder Kristus.

Derfor må han også give plads til den uforlignelige Kristus i Dødens hus: Skulle nogen kunne bevise, at Kristus stod uden for sandheden, da skulle Kristus endda være at foretrække. Oplevelsen af livets sang i Det døde hus er så afgørende, at selv om han i samme brev medgiver, at han er ”et tvivlens og vantroens barn”, så kommer Kristus for altid at være hans ledestjerne, den Kristus han mødte midt i livet blandt sit folk.

(Denne 2. del er en udvidelse af en tidligere publiceret blog, dec. 2014)

”Vær dig selv, enhver anden er taget!”

Det er vigtigt at holde fast i sig selv, så ens liv ikke opløses. Tager vi de stærke kræfter i det moderne, måske uroramte, liv i ed, er det en svær udfordring. Det kræves hele tiden, at vi følger med udviklingen. At vi er forandringsvillige og omstillingsparate. At vi vækster på det personlige såvel som på det professionelle plan.

Et sådant liv bliver dog alt for let overbelastet. Mennesket frarøves blikket for, at det er, det vil sige, at det eksisterer som det givne. Og dertil kommer, at det får belastende konsekvenser for de bærende relationer i livet. Vi slynges let ud til kanten af livets centrifuge, hvorved vi står i fare for at miste os selv og splatte ud.

Søren Kierkegaard gør gældende, at den ægte frihed består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. I samme forbindelse taler han om, at mennesket dels er noget givet og dels en opgave. Begge dele. Det giver en tiltrængt forståelse af at blive og at være menneske. Vi er alle sammen mennesker, men samtidig er det noget, vi skal blive.

Det er finurligt sagt af Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” – Du er altså dig, hvilket er ganske oplagt, for hvem skulle du ellers være, men samtidig er det at være dig også en opgave, der skal virkeliggøres, for du skal blive den, du er, hvilket du ikke umiddelbart er. Det er Kierkegaards provokerende påstand.

’Selvet maa brydes for at blive Selv’

Kierkegaard skånede vitterlig ikke mennesket, når han udmaler, hvor fortvivlet et menneske kan blive, når det ikke vil være sig selv. Det gør han i ét af sine hovedværker med titlen Sygdommen til Døden (1849). Råt for usødet hedder det hos Kierkegard: ”Selvet maa brydes for at blive Selv.” – Skal selvet undgå at blive selvberoende og selvmægtigt, må mennesket satse på at blive sig selv.

Hvis menneskets selv ikke bliver brudt, så blomstrer forskellige former for fortvivlelse. De dækker spektret fra åndløshedens fortvivlelse over det fortvivlet ikke at ville være sig selv til det fortvivlet at ville være sig selv. Et selv er forholdet til sig selv. Fortvivlelse er et misforhold. I fortvivlelse er et menneske ikke sig selv.

Kierkegaard beskriver denne fortvivlelse ad en negativ omvej – med fokus på det ikke at være sig selv eller vedkende sig selv. Hvad det vil sige at være et selv, får man altså først og fremmest at vide gennem en skildring af forsøget på at undgå at være det.

Det er virkelig fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i sit liv. Det sker, når et menneske ikke kan eller vil forholde sig til sig selv. Mennesket indgår i relationer og processer. I bevægelser. I tiden mellem det endelige og uendelige, det timelige og evige.

Hvad betyder dette ”sig selv”, som man forholder sig til? Det er livet eller tilværelsen, som man har fået. Det er det levede liv. Det er de muligheder, som dukker op undervejs i livet. Alt er det givet, og derfor må det også overtages i denne forstand: Det, som man allerede er, den tilværelse, der er ens egen, og som man er sig selv i forhold til. Selvets opgave er derfor at blive sig selv, det vil sige at vokse sammen med sig selv. Livet bøjes med andre ord tilbage til det, som det enkelte menneske allerede er.

Selvet og den anden

I Kierkegaards tankeunivers må den enkelte for at blive sig selv, sondre sig ud fra andre. Mennesker bliver ikke sig selv engros, men enkeltvis. Men i at forholde sig til sig selv, forholder et menneske sig også til den anden, eller til næsten. Man står i sig selv over for andre og får blik for den anden, man er stillet overfor.

Hvad et menneske vælger at være i selvforholdet, det er afgørende. Friheden viser sig som en opgave for den enkelte. Opgaven har et positivt fortegn. Den er frihed ved kærlighed. Eller en trang til kærlighed, en trang til at elske og blive elsket som en lidenskab, som mennesket er båret af og allerede er ude i. Men denne glæde i grunden kan tabes af sigte i den fordunkling af os selv, som synden er udtryk for.

Både friheden og opgaven er på den vis svimlende skrøbelige. Selvforholdet er et spændingsfyldt forhold mellem mulighed og den givne virkelighed. Men netop her ser vi også tit, at der er megen plads til løssluppen fantasi, fortvivlelse og urolige tanker. Mennesket øver modstand mod at blive sig selv.

Kierkegaard holder – sagt positivt – sammen på det modsatrettede i én selv, at vokse sammen med og overtage sig selv, idet man forholder sig til sig selv både som mulighed og nødvendighed. Friheden sættes sammen med håbet om en ny begyndelse, som vi hører om hos apostlen Paulus (2 Kor 5,17), hvor håbet også er mulighedens lidenskab, i hvilken virkeligheden åbnes på ny. Deri består den berømte ’gentagelse’ hos Kierkegaard: Begyndelsen er ikke det, man begynder med, men det, man kommer til.

At blive sig selv

En væsentlig ledetråd hos Kierkegaard kan vi kalde genvindelsen af sig selv. Men denne genvindelse sker bedst ved selvafhændelse. Man er først sig selv, når man vedgår sig selv som en anden end den, man troede at være. Men det er man først, når man selv er ’ude over’ sig selv. Mennesket er relationelt. Det er ligefrem en lidenskab. Menneskets lidenskabelighed må dog ikke gribe fejl ved at blive selvkredsende.

Sig selv bliver man aldrig for sig selv. I Om begrebet ironi (1841) var tanken navngivet på denne måde: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte.” At digte betyder her det samme som at danne og bygge. Man kan altså danne sig selv eller lade sig danne. Valget får store konsekvenser for det enkelte menneske og dets liv.

Når man med glæde og taknemmelighed anerkender andres bidrag til sit liv, får det konsekvenser for oplevelsen af livets mening. Det er afgørende for det enkelte menneske, at det ser, at det ikke selv er årsag til sit liv. Mennesket har ikke skabt sig selv og kan ikke skabe det selv udenom andre.

Aldrig for sig selv

Dannelse kan ses som et spørgsmål om at finde frem til sig selv, at besinde sig på sig selv, kort sagt at komme til sig selv. Men hvordan sker det på rette måde? Det sker netop ikke ved, at mennesket tilvejebringer sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende Redacteur” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”Redacteur” er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Selv den ufuldkomne, den udstødte, den utilpassede, kan prise sig lykkelig over, at vedkommende er digtet af Gud selv. Kun derved kan mennesket blive til ”Aand”, altså til at væsen, der kan forholde sig til sig selv og ved dette selvforhold forholde sig til Gud og derved vinde en sund identitet. Et menneskes gen-opbygning må ske ”fra Grunden af”, understreger Kierkegaard i sine opbyggelige taler. Det er med andre ord en om-dannelse, der rykker stort, hvor man lærer at give slip på illusionen om sin suverænitet, sin forestilling om selvstyring, sig selv.

Mennesket er sat af Gud og dermed sat ind i forpligtende relationer. Sig selv bliver man aldrig for sig selv.

Hvorfor keder vi os, når der sker så meget omkring os? Tilsyneladende kan selv megen adspredelse og underholdning ikke tage livtag med kedsomheden. Der er så meget, vi er optaget af. Alligevel stikker kedsomheden sit fjæs frem midt op i det hele. De mange stimulerende input får åbenbart kedsomhedens problem til at vokse.

Umiddelbart virker det ret overraskende, når nogle siger, at de keder sig. De har nemlig direkte adgang til myriader af film, fora og spil. Internettet, de sociale medier, multi-tv-kanaler og meget andet byder på et helt overflødighedshorn af muligheder. Den høje intensitet gennem en konstant underholdningssfære fjerner dog ikke kedsomheden. I Vesten er op imod halvdelen af os ofte ramt af kedsomhed, påstår nogle forskere ud fra deres undersøgelser. Det gælder både derhjemme og i skolen. På arbejdspladserne står det endda værre til. Der er måske ikke altid tale om en dyb eksistentiel kedsomhed, men den erfares af mange alligevel som hårdfør og ond.

Vi keder os blandt andet med papirarbejde, pendling og uinteressante møder. Den forventede spænding udebliver faktisk også ved weekendens sammenkomster eller filmkiggeri eller ægtemagens summende snakken. Vores børn keder sig både i skolen, ved lektiearbejdet og på feriedage.

Der findes en del bud på gode forklaringer på vores kedsomhed, livslede og tungsind. De er alle en del af problemet. Vi er overstimulerede, som den engelske forsker Sandi Mann formulerer det. Den megen underholdning får behovet for at blive mere og bedre underholdt til at øges. Sker det ikke, føler vi os ikke tilfredsstillet. Desto mere vi fylder vores verden med den hurtiggående, højfølsomme og altid forandrende stimulation, desto mere bliver vi vant til netop den og bliver tilsvarende mindre tolerante på dybere niveauer.

Forskellige former for opmærksomhedsterror påvirker de vigtige aktiviteter, der nødvendigvis må foregå langsomt. Rapportlæsning, møderne, forelæsninger, eksamenslæsning m.m. presses meget af det, vi har tilpasset os fra kategorien det hurtige tidsfordriv. Vi er gearet til at søge nyheder, som producerer dopamin (neurotransmitter), der har betydning for indlæring, styring af bevægelse, tankevirksomhed og hukommelse. Så snart den nye stimulus er noteret, er den ikke længere ny. Efter en kort stund keder den os. Derfor søger vi fortløbende helt ferske og friske forstyrrelser.

Skærmtiden øges gennem et væld af ’møder’ med de mange slags adspredelser. Fingrenes viltre jagt på tastaturet eller skærmfladen tager blot til i omfang, hvor et lille filmklip, et nyhedstjek eller en uskyldig interaktion med en ven via internettet eller mobilen griber opmærksomheden. Vi bruger i gennemsnittet cirka 6-7 timer foran vores telefon, tablet, computer og TV-skærme hver dag. Den effektive mobiladfærd gennem reaktioner på sms og messenger sammen med ivrig håndtering af Facebook, Instagram, Snapchat, WhatsApp, LinkedIn, Wordfeud, iTunes og meget mere hører ikke blot pausehåndteringen til. Det ligner mest af alt et fast parforhold. Eller et specielt, ubrydeligt giftermål.

Alt dette bliver ikke til en udøvelse af varierede aktiviteter, som engagerer forskellige neurale systemer (som for eksempel sport, strikning, maling, madlavning etc.), og som igen kan forløse det kedsommelige og trivielle. Disse små hektiske aktiviteter føder kun nye skærm-aftapninger. Derfor er det egentlig ironisk, når vores vidundere af mobile ’devices’ tillader os at udfylde hvert øjeblik, at de de facto bliver så enerådende gennem evindelig gentagelse eller rutine, at de udgør kilden for kedsomhed.

Men hvad gør det? Det kan vel ikke være så slemt? Kronisk kedsomhed bærer ansvaret for en overflod af negative konsekvenser. Som for eksempel at forspise sig, pengespil, lotto, fravær, pjækkeri, antisocial adfærd, medicinforbrug og ulykker. Listen kan nemt gøres længere. Vi har brug for mindre, ikke mere, stimulation og nysgerrighed. Paradoksalt forekommer det, men følelsen af kedsomhed på den korte bane vil gøre, at vi oplever mindre kedsomhed på den lange bane.

Agerer vi på kedsomhedens problem i vores eget liv i pagt med denne udmelding, så bliver kedsomheden i bedste fald en positiv størrelse, der kan være katalysator for humor, sjov, eftertanke, kreativitet og inspiration. Kedsomhedens problem kan tøjles. Det sker bedst, når vi ikke flygter fra kedsomheden. Vær derfor god og generøs mod dig selv: Giv dig selv stunder borte fra konstante stimuli. Det vil kunne berige dit liv. Favn derfor gerne kedsomheden – og se stik modsat på stilstandstiden i dit liv.

Kedsomhed er et gammelkendt aspekt ved tilværelsen. Men det er også et både flertydigt og komplekst fænomen i vores egen tid. Det er endda nærliggende at tænke, at hvis vi vil opnå en dybere indsigt i livets meningsproblemer i vores samtid, må vi forstå kedsomhedens problem. Mit ærinde i denne lille blogserie er at sætte fokus på, at kedsomhed kan være en forløber for kreativitet og fornyelse. Kedsomhed kan være en positiv kilde eller stimulus til handling, eftertanke og kreativitet. Samtidig er det værd at understrege, at kedsomhed kan være vanskelig at definere, hvilket især skyldes de noget ambivalente årsager, symptomer og virkninger.

Kedsomhed er som en mat, ubestemmelig længsel, der ikke har et konkret objekt eller en bestemt årsag. Fænomenet mangler den positivitet, som kendetegner mange andre fænomener. Den er grundlæggende at forstå som et fravær, et fravær af personlig mening, hvilket er det dominerende synspunkt hos fx eksistensfilosofferne Søren Kierkegaard og Martin Heidegger. Læsningen af nogle af deres tekster udgør inspirationen bag disse blogs.

Det er blevet hævdet, at vi lever i en kedsomheds kultur, og at kedsomhed er et udbredt fænomen i vor tid. Kedsomhed har en desintegrerende kraft i samfundet. Det er imidlertid meget vanskeligt at finde plads til en eksistentiel eller kulturel selvrefleksion i det moderne samfund. Forøgelsen af samfundslivets hastighed og den accelererede forvandling af den materielle, sociale og åndelige verden besværliggør udnyttelsen af de åbne, tomme rum, som måske netop kedsomhed kan give os adgang til. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har bl.a. udfoldet nogle af disse perspektiver. I denne situation afkræver vi verden en mening, og uden sådan et krav ville kedsomheden ikke findes. Kedsomhed er derfor noget, som det enkelte menneske lever i og udfordres af. Der kan dog udpeges forskellige niveauer med henblik på den eksistentielle betydning af kedsomhed. Det kreative potentiale i visse former for kedsomhed er særlig interessant her i dette oplæg. Angst og kedsomhed kan overskrides eller transformeres til en kreativ drivkraft.

Det er vitterligt vanskeligt at udvikle præcise definitioner af kedsomhed til en øget forståelse af, hvad det er, som rammer os, når den gør sig gældende. Og egentlig må vi opfatte kedsomhed som en klynge af beslægtede fænomener. Både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger bringer jeg i spil, fordi de så inspirerende kan bidrage til at belyse forholdet mellem angst, kedsomhed og kreativitet.

Kreativitet, modning og følelsesmæssig udvikling er knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Den norske forsker og teolog Paul Otto Brunstad har så fint redegjort for dette i bogen Seierens melankoli. Uden denne evne til at udholde sig selv og sit eget selskab, modnes og vokser man ikke som menneske. Derfor er det vigtigt at kunne tage vare på det rum, som alle mennesker har i deres indre. Melankolien disponerer på en særlig måde dette rum, hvor der kan ske en kritisk og kreativ bearbejdelse af impulser indefra og udtryk udefra. I dette eftertankens rum har melankolien en livgivende kvalitet. Hvis man uroligt søger efter impulser udefra eller stadig forlader rummet for at finde adspredelse udenfor, vil den skabende udvikling ophøre.

Det vil være vanskeligt at få tilgang til eller opnå nogen nytte af det kreative rum, hvis man ikke udholder kedsomheden. Det synspunkt har jeg mødt forsvaret og udfoldet af adskillige aktive kunstnere. De vedgår deres kendskab til forbindelsen mellem angst, kedsomhed og kreativitet i deres liv og kunstneriske virke. Det gælder selvsagt særligt dér, hvor den eksistentielle angst ikke er en sygdom, men et vilkår ved at eksistere. Et livsvilkår. Jeg åbner denne del af bloggen med nogle få indsigter hos Søren Kierkegaard og begrebet angst.

Den normale angst kender de fleste mennesker således til, og den omfatter blandt andet den eksistentielle angst, som Kierkegaard beskrev. Den sygelige angst er de egentlige angstlidelser, for eksempel panikangst. Disse angstlidelser er invaliderende i forskellige henseender og kan have vidt forskellige årsager.

Søren Kierkegaard udgav i 1844 sit psykologiske hovedværk, Begrebet Angest, under pseudonymet Vigilius Haufniensis. Her trækker han en klar skillelinje mellem angst og frygt. Frygten retter sig mod noget konkret, hvor angsten er genstandsløs. Angsten er angst for intet. Angsten vidner om, at mennesket endnu ikke er blevet sig selv. Angsten peger på et eksistentielt vilkår, og denne eksistentielle angst skal man ifølge Kierkegaard ikke forsøge at medicinere sig ud af. Angsten peger nemlig på den mulighed, som endnu ikke er blevet realiseret: Muligheden for at blive sig selv. Men mennesket vil, uvist hvorfor, ikke være sig selv. I mulighedens øjeblik hersker der en mærkelig blanding af tiltrækning og frastødning, som illustrerer den ambivalens og handlingslammelse, som rammer den angste.

Muligheden knyttes til det uendelige, og her kommer også fantasien i centrum hos Kierkegaard. Fantasien er en sans for mulighed, og fantasien er som sådan det medium, som selvet reflekteres i, da mennesket ser sig selv ved at se mulighed for, hvordan det kunne være. Fantasi er ikke bare evnen til at overskride det givne ved at forestille sig noget, man ikke ser, men også at kunne se muligheder i det, man ser. Det kræver fantasi at forstå en andens situation, men det kræver også fantasi at forstå sin egen situation, nemlig at forstå de muligheder, som ligger i ens situation. Fantasien er således et mulighedens spejl, for i fantasien ser vi også muligheden i den givne virkelighed. Metaforisk placerer fantasiens begreb sig tæt op ad en kreativ tilgang.

Den gode eller sande udgang er den, hvor angsten fører til, at man griber muligheden for at blive sig selv. Alternativet til at gribe muligheden og blive sig selv er, at man lader sig skræmme og i stedet vælger det sikre, det man allerede kender. Derved vælger man i virkeligheden sig selv fra og bliver en bleg kopi af sig selv. Resultatet er et selvtab. Angsten hos Kierkegaard er derfor også et tvetydigt fænomen mellem passivitet og aktivitet. Angsten er det fænomen, i hvilket mennesket bliver opmærksom på sig selv som selv-forhold, dvs. det bliver opmærksom på, at det kan forholde sig anderledes til sig selv. Fortvivlelsen, et begreb Kierkegaard også benytter, er derimod det fortvivlede ikke at ville være sig selv. Fortvivlelsen er et misforhold, idet mennesket ikke er sig selv. Det vil derimod af med sig selv. Dette udfoldes i Sygdommen til Døden.

At Kierkegaard ser en sammenhæng mellem angst eller lidelse og kunst, vidner et dagbogscitat fra 1849 om: ”Ja, dersom ikke min Liden, min Svaghed var Betingelsen for hele min Aands-Virksomhed: ja saa vilde … (jeg) naturligviis endnu gjøre et Forsøg paa at gribe Sagen ganske simpelt medicinsk an.” Kierkegaard ønskede altså ikke at dæmpe sin lidelse med medicinsk behandling, fordi han mente, at den var en vigtig del af hans skrivekunst. Han har et klart blik for angstens frihedsskabende funktion, selv om han på den anden side heller ikke benægter den radikale negative betydning af angstens identitetsnedbrydende kraft – en negativitet, der viser sig ved, at angsten borttager al sammenhæng mellem for-, nu- og fremtid og dermed lader mennesket tilbage uden holdepunkt.

Angsten peger derfor primært indad, ifølge Kierkegaard. Det er selvet, der dybest set ængstes for selvet og det ubestemte i den situation, som man ængstes for, peger derfor tilbage på en selv – på hvorledes man forholder sig i situationen. Angsten sætter sig dermed igennem ved, at mennesket strides med sig selv ved at spille den, det er, ud mod den, det kan blive og mod den, det skal blive.

For eksistensfilosoffen Martin Heidegger er angst primært dét forhold, at man lever sit liv på en overfladisk måde, og er dermed et tegn på, at man ikke er sig selv fuldt ud. Så langt er hans opfattelse parallel til Kierkegaards. I hans karakteristik af angsten som en åbenbaring af intet, lader Heidegger ingen tvivl om sin kilde. I dette læner han sig op ad Kierkegaard, selv om han ikke bygger på det samme normative fundament. Kierkegaards begreber er dybest set kristeligt funderede, hvor Heidegger bygger sit ’Dasein’ (’derværen’) på en almen temporal ontologi. Sidstnævnte er kritisk til transcendensfilosofien og den klassiske metafysik.

Heidegger forudsætter en selvbestaltet transcendens, hvor selvet relaterer til sin egen intethed. Kierkegaards transcendensbegreb er kendetegnet ved, at menneskets endelighed kvalificeres af uendeligheden. Dette skyldes, at mennesket som ånd og dermed som sættende øjeblikket er knyttet til Gud. Mennesket definerer derfor ikke sig selv. Det er heller ikke summen af sine handlinger, men mennesket er set af Gud, og er som Gud ser det. Menneskets væren er en væren for Gud, og dette uanset, om mennesket søger samhørighed med Gud eller er i fortvivlelse.

Daseins angst hos Heidegger er ikke en angst for virkeliggørelsen af muligheden. Tværtimod er det en angst for Daseins egen væren som sådan, dvs. som intethed og dermed stående alene. Angsten er et udkomme af, at mennesket konfronteres med den intethed, som er værens grund. Det er således ikke en strid mellem alternativet synd og tro, som det er hos Kierkegaard, men ikke desto mindre angår angsten også her selvets mulighed for at blive sig selv og miste sig selv. På grund af angsten flygter mennesket fra sig selv og bliver dermed igen og igen ’das Man’, og på denne måde bliver angsten en ’udfordring’, som Dasein søger at undvige. Men i dybeste forstand er al angst ifølge Heidegger i sidste ende angst for døden, som er den mest radikale form for ”ikke-væren”. At konfrontere sig selv med dødens kendsgerning er ifølge Heidegger vejen til frihed.

Angsten sætter derfor en negativ reference til det værende. Verden er dermed synket sammen som ubetydelig, idet den mening og sammenhæng, man tidligere så, ikke anerkendes. Angsten skyldes ikke skuffet forventning, men den er altid ’der’ som en del af Da-sein. Angsten bringer Dasein tilbage til en stadig gentagelig kastethed, en mulighed for en egentlig ”Seinkönnen”. Den grunder sig primært på noget i fortiden. Angsten er en magt, som tager Dasein tilbage i en oprindelig hjemløshed, og som dermed giver Dasein muligheden for en egentlig ”Seinkönnen” tilbage. Muligheden er der for at vinde sig selv tilbage (blive egentlig). Dasein erfarer sig selv om byrde, men selv samme erfaring sætter en beslutsomhed, som gør Dasein i stand til at konfrontere sig med sin intethed. Dasein rummer dermed en mulighed for og ressourcerne til at genrejse sig selv. Heidegger fastholder, at det er muligt at se en værens gennemsigtighed i sammenhæng med menneskets hjemløshed og det intethed/endelighed. Denne accept eller indrømmelse er en vej til at blive sig selv og kan også åbne for de kreative sluser. Dette bliver tydeligere i hans kedsomhedsanalyse.

Kedsomhed siger noget om mennesket som sådan, altså om vores grundvilkår som mennesker, at vi keder os.

Bedst som vi kedede os som børn, har vi alle fået at vide, at intelligente mennesker keder sig aldrig. Jeg plæderer for, at det gør de netop, eller som Kierkegaard siger det, så gør de det forhåbentligt, for alle mennesker er da kedsommelige, hvorefter han laver en inddeling af dem. De allerkedsommeligste er de utåleligste, de allermest fortravlede mennesker i verden. Han får også sagt, at dette at kede sig ikke er alle forundt, for når det står slet til med en, keder man blot andre med sin bevidstløse hasten af sted i livet. Der er forskellige måder, man kan kede sig selv på, men alene dette, at man kan kede sig, siger ganske meget om mennesket.

Kierkegaard opfatter mennesket som en spændingsfuld enhed, der har til opgave at gøre en aktiv indsats for at blive sig selv. Et menneske skal altså gøre noget med sig selv for at blive sig selv. I Sygdommen til Døden bestemmes mennesket som et forhold, der forholder sig til sig selv. Mennesket er selv et afledt forhold, idet der er et forhold, der forholder sig til sig selv og så igen forholder sig til det forhold, der har sat mennesket som et forhold – Gud. I Begrebet Angest taler Kierkegaard om, at selvforholdet kan være et urealiseret forhold, hvis man ikke ser, hvordan mennesket er en syntese af det sjælelige og det legemlige.

Spørgsmålet om, hvordan mennesket er eller bliver sig selv kalder derfor på en nærmere forståelse af, hvordan mennesket udfolder sin karakter af at forholde sig. Det centrale bliver, hvordan mennesket stiller sig til sig selv; hvordan det forstår sig selv. Et menneskes karakter af at forholde sig går netop på menneskets evne til at forstå, og idet mennesket endnu ikke er et selv, men skal blive et selv, er det, som mennesket her skal forstå, sig selv som opgave.

Men hvordan kan mennesket varetage denne opgave? Hvordan bringer mennesket sammenhæng i sig selv? Det gør mennesket ifølge Kierkegaard ikke ved at beslutte sig for at gøre det sådan en gang for alle. Menneskets liv er et liv, der er udlagt i og derfor også udsat for tiden, og tiden er derfor den tungeste byrde, der er blevet lagt på mennesket. Dette betyder, at mennesket ikke kan blive færdigt med at forholde sig til sig selv. Mennesket har derfor ikke en kerne, der kan fastlægges en gang for alle, men er kun ved at være i bevægelse. Dette betyder, at mennesket er kendetegnet ved, at det indgår i relationer til sig selv, andre mennesker og Gud. Denne relationelle karakter skal mennesket tage hånd om, og det er en vigtig pointe hos Kierkegaard, at man ikke blot kan tage hånd om én af delene. Forholdet til Gud, til sig selv og til den anden går så at sige hånd i hånd.

Kierkegaard taler også om den afgørende forskel, der er på at digte sig selv eller at lade sig digte. Det er netop i relationerne, at man lader sig digte og bliver til som værende. At blive sig selv – eller være sig selv – sker gennem relationerne. Dér slipper man også for at skulle være den ansvarshavende redaktør for sig selv og sit liv. For det kan være en trættende og udmarvende opgave at stå med et sådant ansvar. Mennesket forløfter sig da nemt på sit eget liv.

Mennesket er en opgave for sig selv, som må varetages på tidens præmisser, dvs. i tiden. Den menneskelige væren er således en væren i tiden, som må tage hånd om sig selv og den tid, det lever i. Men hvad så, når tiden netop sætter sig igennem som byrde, når den bliver tung, smertefuld eller efterlader mennesket med en tomhed. Det betyder jo, at mennesket er meget udsat. Det er selv, en syntese af det timelige og det evige sat i timeligheden.

Kierkegaard hævder et sted, at ”kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt.” Umiddelbart lyder det som en overdrivelse. Kedsomhedens destruktive og onde virkninger kendes. At kede sig er et klart onde, men følelsen er samtidig basis for megen moderne livsførelse. Man kan måske hævde, at kedsomhed er så almindelig en sygdom, at den bl.a. kræver en hel underholdnings- og nyhedsindustri og rejsebranche til at udfylde kedsomhedens ramme. Kedsomhedens negative eller onde side fortjener en modvægt, så forbrugersamfundet ikke får lov til at misbruge tomrummet og længslen, som tidens melankolske kedsommelighedstræk er fyldt af. Kedsomhedens tyranniske side fortjener en stærk imødegåelse gennem relation, langsomhed, hukommelse, glæde og taknemmelighed, understreger Paul Otto Brunstad i sin bog Seierens melankoli.

Der findes i mit perspektiv både en ond kedsomhed og en god kedsomhed. Det kan altså med andre ord være godt at kede sig. Og det er en kunst, vi skal øve os i. Adspredelse og kedsomhed er forbundet ved, at de begge har en modsætning i koncentration, hukommelse eller erindring. Når kedsomhed er et problem, hænger det sammen med, at vi har mistet kompetence i, hvordan vi kan kede os på en god måde. Kunsten at kede sig er alvorligt truet.

Når Kierkegaard satte en overvejende negativ værdi på kedsomhed, så skyldes det, at den danner modsætning til menneskets karakter af væren. Han kæmper mod den udvikling, at mennesket vil vinde identitet med sig selv eller menneskets ønske om selv at være årsag til sit eget liv. Kedsomheden kan ses som tegn på, at et menneske ikke berøres af noget, alt bliver ligegyldigt. Der er strengt taget ikke noget at leve for. Livet er tomhed. Der er ikke rigtig noget at være glad og taknemmelig for. Denne ligegyldighed, man tillægger alt, man møder, kan sætte sig igennem som oplevelseslammelse, hvor mennesket er ude af stand til at indoptage de indtryk, det møder – det har sat evnen til at opleve over styr.

Det centrale i kedsomheden bliver derfor, at den er en lammelse af menneskets grundlæggende bevægelse. Kedsomheden forklares hos Kierkegaard ud fra tomheden og uroen i det liv, som Gud er fortrængt fra. Kedsomheden holdes altså sammen med en uro. Det er ingen modsigelse, for den sætter en rastløshed, og den danner modsætning til ro. Kedsomhed er derfor en tomhed, der står over for menneskets karakter af væren. Den afsporer mennesket efter en søgen efter en ro eller hvilen i sig selv, som mødet med Gud vil afstedkomme. Kedsomheden kan af og til blive så vanskelig at bære på, at livet bliver tomt og meningsløst. Med kedsomheden tager mennesket sit eget jeg bort. Man kan godt fortvivles over noget jordisk eller over det jordiske, men i bund og grund er fortvivlelse altid en fortvivlelse over hele ens verden, og dermed dybest set over sig selv. Kedsomheden i denne her forstand bygger altså ikke på en enkelt, ydre ting, men på menneskets eget liv. Menneskets liv på afstand eller borte fra Gud. Men en erkendelse af netop den nævnte fortvivlelse og kedsomhed kan overføres til en kreativ drivkraft, hvor mennesket kan være eller blive sig selv.

Martin Heidegger vil med sin analyse af kedsomhed i sit store værk Sein und Zeit vække nogle ting, der sover i mennesket. Heideggers analyse skal hjælpe mennesket til at vende sig fra et uegentligt til et egentligt liv. Livet drejer sig altså om et egentligt eller et uegentligt Da-sein. Afgørende i denne forbindelse er, hvordan vort liv er stemt. Han taler om en stemthed, et lidt underligt begreb, men hans tanke er, at stemningen stemmer et menneske, som man stemmer et instrument. Alt hvad man spiller på et instrument præges af den måde det er stemt på, og det er dette billede, vi skal overføre til mennesket; alle menneskets følelser, tanker, handlinger etc., præges af den stemning, som mennesket er i.

I Heideggers udlægning af stemtheden møder vi igen selvet eller, som Heidegger siger det, Daseins erfaring af sig selv som en byrde. Dette skyldes, at stemtheden gør det åbenlyst, hvordan det er med én: I stemtheden åbenbares menneskets væren som en Dasein, og det bliver således tydeligt for mennesket, at det ved sin blotte eksistens er ’dér’, og at det må tage hånd om sin væren. Heidegger skelner mellem den form for væren, hvori mennesket er sig selv, er egentlig og den form, hvor det blot lever som alle andre, som man eller ’das Man’ lever. Mennesket erfarer primært stemtheden som en byrde, når det ikke lever som sig selv, men som de andre, lever u-egentligt. Stemtheden er derfor altid ’med’ Dasein: Den er som en ’blind passager’, mennesket selv ikke kan tage sigte på og gennemskue, men som ’går bag om ryggen’ på mennesket for dermed at præge dets væren på helt afgørende vis. Kedsomheden tjener derfor til at gøre mennesket opmærksom på disse glemte muligheder, dvs. på den åbenhed, der tilsløres af et alt for ensidigt fokus på nutiden. Dasein skal hentes tilbage fra det forfaldne liv. Mennesket sover ofte i det faktiske liv, og denne søvn tildækker de muligheder, som mennesket står overfor i livet.

Kedsomhed åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, menneskelivet frarøves dets mening. Tingene lader os tomme. Det sker i kedsomhedens første form, ifølge Heidegger. At noget lader mennesket tomt hænger sammen med, at tiden er tøvende og nølende. Selv om noget lader os tomt, slæber vi det med os – vi kan ikke bare ligge det bag os. På den måde bliver kedsomheden vores livs horisont eller et medium. Alt bliver kedeligt. Mennesket prøver derfor at beherske kedsomheden i kraft af tidsfordrivet, men det lykkes ikke. Kedsomheden opleves som et indgreb i menneskets tid: Som en magt det ikke kan beherske, og tiden bliver hermed til noget, der piner mennesket – man er ved at ’kede sig ihjel’ i den nølende tid. Det rammes af tiden i kedsomheden.

Kedsomhedens anden form er, at mennesket keder sig selv. Kedsomhed afdækker, hvad det vil sige, at tingene overlader os til os selv. Den viser, at der ikke findes noget (altså blot en eller anden ting), der keder os, og det bliver derfor klart, at vi keder os. Det er ikke blot en bestemt ting, der er kedelig. Nej, vi glider ligesom bort fra os selv i en nølende tid – og vi efterlader os selv i en tomhed. Det er os selv, der keder os. I den første form forekom en bestemt ting kedelig, i den anden er det kedelige ubestemt. Den første form for kedsomhed viste, at mennesket søger at modsætte sig et tab af tid, og heroverfor er den anden form karakteriseret ved, at mennesket tager sig tid til noget. Mennesket overlades til sig selv og underlægges den dvælende og ventende tid som et ufrit menneske. Kedsomhed udspringer af Dasein selv – af Daseins temporalitet.

Kedsomhed er for det tredje, at den er én kedeligt. Denne kedsomhed er den mest rodfæstede i tiden, den dybeste form. Kedsomhed er i denne form mennesket overmægtigt, er prisgivet denne. Mit eget selv er mig kedeligt. Det er ikke blot sådan, et jeg keder mig, men mit eget ’jeg’ keder mig. Derfor trænger denne kedsomhed sig dybt ind på mig. Der er ikke indhold tilbage; jeg bliver konfronteret med en intethed, der sætter en dyb angst i mit eget jeg. Forsøg på undvigelser fra denne giver kun dårlig samvittighed. I denne form for kedsomhed har mennesket indset, at flugten fra kedsomhed er en flugt fra noget i Dasein selv. Man begynder at lytte til kedsomheden. En særlig trang i Dasein, der må ses i forbindelse med friheden, baner sig vej (Heidegger 1992, 30, 205f). Når man bliver angst og urolig, kan der også opstå nye muligheder. For på en måde sættes jeg også fri, bliver ubundet og ser mine muligheder på ny, når mit ’jeg’ keder mig.

Heideggers kedsomhedsanalyse er inciterende: Med kedsomheden tages jeg ud af tiden og får del i en frihed. Kedsomheden tjener derfor til at afsløre den fremmedgørelse, som det bundne selv (det egentlige selv) lever i. Dette er et liv, hvor mennesket ikke selv sætter sine muligheder, men overtagne forestillinger om, hvad ’man’ gør og kan gøre i livet. Ved at sætte selvet frit åbner kedsomheden derfor for, at mennesket kan blive sig selv. Der råder således en gådefuld og uforklarlig magt i den tredje form for kedsomhed.

Det kan synes overraskende, at Heidegger taler om befrielsen fra den binding, som mennesket er i. Mennesket holdes fra det værende: Det undviger eller fornægter sig selv, og mennesket henvises derfor til sig selv som Dasein. Bundetheden er et udtryk for tidens magt og dermed en betoning af menneskets endelighed. Befrielsen består derfor i, at Dasein vedkender sig sin egen endelighed. Kedsomheden åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, der vokser frem af den hverdagsagtige beskæftigelse med tingene. Den udvikler sig til at være en modreaktion. En åbning i fornyelsens og kreativitetens tjeneste måske.